Grundtvig og Tyskland: Det danske sprog og livets gåde

”Jeg paastaaer endelig, at naar Man betragter Aandens Verden med Nordiske Öine i Christendommens Lys, da faaer Man Begreb om en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiör, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nödvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig.”

Det virkede passende, at lade Grundtvig selv sætte scenen til denne artikel. Citatet er fra Nordens Mythologi fra 1832 og viser Grundtvigs syntese af kristendommen og den nordiske mytologi, som i fællesskab giver den bedst mulige erkendelsesvej til at forstå den menneskelige tilværelse på jorden – både mennesket som enkeltindivid og den samlede historiske menneskeslægt. Med dette historiefilosofiske udgangspunkt etableres også en spænding mellem det nordiske og det universelle. Påstanden er altså, at det er igennem kombinationen af nordisk historie og kristendom, at livet bedst forstås, men målsætningen er at kunne give konturerne af svaret videre til hele menneskeheden. Det er altså ikke forbeholdt danskere at være løsere af livets gåde.

At se med ørerne

Det, Grundtvig vil lede efter, er åndens verden, og det besværlige ved dette er dens usynlighed. Derfor er det egentlig bedre at væbne sig med en anden sans end øjnene. Faktisk ville det være mere grundtvigsk end Grundtvig selv formulerede det at sige, at vi skal lytte til åndens verden med Nordiske-kristne øre (hvis man altså sætter den grundtvigske tænkning over mennesket Grundtvig, der paradoksalt nok var mere til bøger end ører.).

Som Grundtvig selv udtrykker det andetsteds i Nordens Mythologi, er en af forskellene på mytologi og myter, at førstnævnte er bøger med døde ord, mens sidstnævnte er det levende ord, der kan skabe sindbilleder. Det levende ord kan altså formidle livets sandheder langt bedre end det døde ord. Men problemet for historikeren og mytologen Grundtvig er dog, at de ord han vil undersøge nu kun findes i de døde bøger. Hans skelnen handler derfor snarere om ordenes oprindelse: hvis de fra start er blevet overbragt mundtligt, har de forrang. Dette forklarer også, hvorfor Grundtvig nødvendigvis må lede med øjnene, men så vidt muligt læse med ørerne. De fænomener, der træder frem i åndens verden, har en auditiv skikkelse, der forbliver usynlig for øjnene, men kan blive til billeder i sindet.

Dette fokus på sproget som en indgang til (folke)åndens verden er for Grundtvig blevet til under inspiration af især den tyske Johann Gottfried Herder. Derfor skal vi se nærmere på nogle af de sprogfilosofiske pointer hos Herder, som var med til at påvirke Grundtvigs historiske og mytologiske tænkning.

Sproget skaber vores verden

Som modreaktion til Immanuel Kant indtog hans elev, Johann Gottfried Herder, en position, der tilskrev sproget en vigtig rolle. Kants normative projekt med at gøre fornuften ren og universel – og dermed også potentielt universelt tilgængelig for alle fornuftsvæsener – kunne Herder ikke forlige sig med. Ifølge Herder er tænkning og sprog nemlig to gensidigt afhængige størrelser; det lader sig ikke gøre at tænke uden et sprog. Herder lagde vægt på sprogenes forskelle og dermed de tankerum, de tilbyder. Han brugte eksempler som, at siamesiske (i dag Thailandsk) sprog lod til at have forskellige ord for ”jeg” og ”vi”, alt efter om slaven tiltalte herren eller omvendt. Ligeledes bemærkede Herder, hvordan caribiske sprog lod til at være kønsopdelte – fysiske genstande betegnedes forskellige, afhængigt af om man er mand eller kvinde. I nyere tid kunne man pege på myten om, at den grønlandske befolkning angiveligt skulle have flere hundrede ord for sne.

Eksempler som disse illustrerede for Herder, at mennesker nødvendigvis må tænke forskelligt, alt efter hvilket sprog de har at tænke med. Når Herder udtrykker det mest radikalt, beskriver han det, som om forskellige folkeslag lever i forskellige verdener. Verden skal her forstås som den overordnede betegnelse for betydningssammenhænge mellem de erfaringer, et folk har gjort sig. Den ”verden”, en person lever i, er dog ikke kun sprogligt betinget: Mennesket ”er, hvad Gud, klima, tid og verdensaldrens stade kunne gøre ham til,” som Herder skriver i Endnu en historiefilosofi til menneskehedens dannelse fra 1774. Her skal det betones, at sproget jo bruges til at betegne eksempelvis klimatiske forskelle. Dermed vil de omgivelser, et menneske er i, også føre til særegne sproglige udtryk, ifølge Herder. Tanken er altså, at menneskets væsen er universelt, hvilket gør, at vi som art kan ’placeres’ overalt på jorden. Men når et menneske bliver født og vokser op i Danmark i 1940 i stedet for i Indien engang f.Kr. forsvinder denne gudgivne universelle karakter, og mennesket tilpasser sig sine omgivelser i en sådan grad, at det bliver næsten umuligt at se verden fra andre perspektiver end sit eget:

”Hun [moder natur] lagde et anlæg af mangfoldighed i vore hjerter, men kun en del af mangfoldigheden i kredsen omkring os, inden for vor rækkevidde: nu mindskede hun det menneskelige synsfelt, så denne kreds efter en kort tids tilvænning blev horisont. Ikke til at se ud over: knap til at ane ud over!”

Nationen er sprogets skatkammer

Selvom Herder anså muligheden for at tilegne sig indsigt i verdener, der var markant anderledes end hans egen, for at være en ufattelig svær opgave, var han ikke bleg for at gøre forsøget. Tanken om, at menneskeslægten har en fælles oprindelse og dermed også et fælles grundsprog, var for Herder med til at gøre det muligt at overkomme sproglige barrierer. Med idéen om den fælles oprindelse blev det muligt at betragte de nye sprog som afledte af det oprindelige sprog og at betragte sammenhænge i forskellige folkeslags historie som udfoldelser af humaniteten og det almenmenneskelige projekt.

For Herder er sproget et skatkammer, der indeholder menneskets tankemuligheder – og det er et skatkammer, der hele tiden udvides. Den mest optimale ramme for sproglige skatkamre er dog ifølge Herder nationerne. Det fælles nationale sprog gør det nemlig muligt at gå tilbage i tid og finde sprogligt guld samtidig med, at man selv kan føje til med nye ord og begreber.

Tanken om, at sproget påvirker den måde, vi tænker på, medfører for Herder flere interessante implikationer. Dels er det Herders påstand, at der må have været et oprindeligt sprog, hvorfra de mange sprog, vi kender i dag, stammer. Påstanden rækker både tilbage i fortiden og ud i fremtiden, eftersom den hævder, at vi har en fælles oprindelse, og at det i fremtiden vil være muligt at transcendere de sproglige barrierer og forstå fremmede folkeslag – det er blandt andet det, Herder forsøger som oversætter af fremmedsprogede tekster. Endelig er der tanken om, at det sproglige fællesskab er nationalt, og at en nation dermed har mulighed for at finde gyldne tanker ved at lede i det sproglige skatkammer.

Mjølners skaft

Grundtvigs inspiration fra Herder viser sig bl.a. i hans arbejde med de nordiske myter. Den fulde titel på det værk fra Grundtvigs hånd, som blev citeret indledningsvist, er Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst. Sigtet med værket er dermed at fremstille den nordiske poesis universelle potentiale til at skabe billeder i det menneskelige sind. Dermed videreføres Herders ambition om at transcendere den nationale arena og skabe universelle meningsfællesskaber, der samtidig har sin grobund i en partikulær, national kontekst. Sproget er nøglen i trefoldig forstand: 1) Det er igennem sproglige kilder, at fortiden bliver mulig for os at begribe, 2) det er sproget, der kan skabe billeder i sindet, og 3) det er Grundtvigs brug af sproget, der muliggør videredigtninger af de nordiske myter.

Det lyder måske banalt eller uvæsentligt? For nok er sproget vores medium til at gøre os selv forståelige for andre på tværs af tid og rum, men det er der vel så bare det, sproget gør? Grundtvig ville hævde, at nogle sproglige konstruktioner formår at skabe billeder i det menneskelige sind samt profetier om fremtiden, mens andet sprog ikke vækker dette.

Grundtvig mente at kunne høre en kritik af det danske sprog fra tysk side med netop denne pointe: ”og nu er det kun Spørgsmaalet om dette ægte Danske er lutter Grød og Kiød som Tydsken har meent, eller om der ikke skulde være lidt Aand og Kierne-Saft iblandt” som Grundtvig skrev i Danne-Virke – hvilket i øvrigt meget præcist illustrerer Grundtvigs ambivalente forhold til det tyske: Han var præget af de tyske filosoffers måder at tænke på, men det, han tænkte over, skulle helst være forankret i noget dansk – og dermed nærmest per definition anti-tysk.

Grundtvig foretager i Nordens Mythologi en inddeling med fire hovedfolk: Jøderne, grækerne, romerne og nordboerne. Det specielle ved sidstnævnte hovedfolk er, at denne sprog- og kulturstamme er den eneste, der stadig har den universalhistoriske opgave foran sig. På historiefilosofisk vis er fortolkningen af fortidens poesi dermed til for fremtidens skyld.

Forelæsningerne Brage-Snak, som Grundtvig holdt i 1843/44 på Borchs Kollegium i København, er et godt eksempel på dette. Her praktiserede Grundtvig videredigtningen af de nordiske myter. Under overskriften Mjølners Atterkomst og Eftersmæk brugte Grundtvig Thors hammer, Mjølner, som symbol på retten til at kunne ytre sig og drive fri handel anno 1844. Grundtvig fortalte de tilhørende, at aserne anså Thors hammer som det største kunststykke på jorden – større end f.eks. Odins altgennemborende spyd Gungner. Og der var også andre paralleller mellem Mjølner og ytrings- og næringsfrihed i Grundtvigs samtidige politiske kontekst, for som Grundtvig gjorde opmærksom på, havde Mjølner et meget kort skaft, hvilket gør den svær at styre. Ytringsfriheden har altså et slagkraftigt potentiale, men det kræver øvelse, præcision og omhu at udøve denne frihed uden at gøre mere skade end gavn. I forhold til næringsfrihed kan man forstå det sådan, at et arbejde man selv valgte, var både svært at få fat på, og svært at holde fast i. At hammeren udstyredes med et kort skaft, var dog ifølge myten et uheld. Dværgen, der havde jernet i ilden, blev under produktionen stukket mellem øjnene af en bremse. På grund af smerten mistede han fokus på hammeren og skaftet blev dermed for kort. Myten fremkalder her et sindbillede, der viser, hvordan vores frihed fra starten er begrænset – både af den ydre natur, som vi ikke kan styre, og af vores egne indre tilbøjeligheder.

Mytefortolkninger som denne har til formål at etablere en kulturhistorisk kontinuitet – fra myternes oprindelse og frem til den samtid, hvor de bringes i anvendelse. Grundtvig delte altså Herders tanke om det nationalsproglige skatkammer, der kunne bruges til at skabe nye betydninger ud af de gamle fortællinger.

Jeg elsker dig – på russisk

Grundtvig fik, gennem sin læsning af Herder, indsigt i forholdet mellem sproget og det åndelige liv. Sproget deles af nationens borgere, der netop i kraft heraf kan dele en fælles historie, mentalitet og verdensopfattelse. Selvom både Grundtvig og Herder lagde meget vægt på fikseringen i den nationalsproglige arena, havde de begge et universalistisk sigte, der var muliggjort af dét ursprog, som de antog eksistensen af. Med tanken om, at alle sprog stammer samme sted fra, er det muligt at have en tro på en verdenshistorisk forening i fremtiden. Den nationalsproglige kontekst er og bliver dog ifølge begge stedet, hvor åndsrigdommen og følelser kan vise sig – i form af poesi og mytiske fortællinger. Et litterært eksempel fra Grundtvigs samtid kan illustrere dette:

”Je vous aime” (Jeg elsker Dem) sagde han, da han pludselig var kommet i tanker om, hvad man skulle sige ved en sådan lejlighed; men disse ord lød så fattige, at han blev flov over sig selv.

Sætningen stammer fra Lev Tolstojs Krig og fred, og er karakteren Pierres ”kærlighedserklæring” til Hélène. De tre ord – jeg elsker dig – er typisk dem, som rummer allermest glæde, og sagt på klingende fransk bliver det vel ikke smukkere? Men Pierre opfatter sin udtalelse som fattig. Han er nemlig ikke følelsesmæssigt forbundet til det franske kunstsprog, som han er det til sit eget russiske modersmål. Selvom man kan begå sig på flere sprog, er det sjældent mulig at mærke hele sit følelsesliv gennem et fremmedsprog, man har tilegnet sig senere i livet.