ER DER EN VOKSEN TIL STEDE?

Ordet ’børnesyn’ er blevet moderne. Jeg tror, det er noget nyt. I 80’erne talte vi om ’menneskesyn’, og efter skolereformen skulle alle have et ’læringssyn’. Mange troede, at dette læringssyn var reformpædagogisk, men det var det ikke. Det var bare teknokratisk. Mantraet var ”Fra undervisning til læring,” og læring var lig med testresultater, som konstant skulle optimeres. Skolereformen var dermed et opgør med alle former for pædagogik, både med undervisning, reformpædagogik og med den grundtvigkoldske tradition. Nu skulle alle score højt på lærings-udbyttet i store nationale og globale mål- og kvalitetssystemer. Vi fik også fremdriftsreform og læringsmålstyring, og en topkarakter var ’uden mangler’. Børn skulle være soldater i konkurrencestatens tjeneste. 

I kølvandet på læringssynet huserede i løbet af 10’erne en række radikaliserede identitets- og digitaliseringspolitiske diskurser, og dertil kom både coronanedlukninger og ghettopakker. Summa summarum: Pædagogikken og grundloven fik åndenød. 

Efter 2022 handlede alt pludselig om trivsel og børnesyn. ’Læring’, der jo havde marginaliseret ’undervisning’, var nu selv blevet marginaliseret, selvom den stadig var aktiv via de store målesystemer. Ordet trivsel var eksploderet, fordi en central del af skolereformen i 2013 bestod af nationale trivselstest, som var udarbejdet med udgangspunkt i et individualiseret og digitaliseret trivselsbegreb. I løbet af 2024-25 blev dette trivselsbegreb kritiseret. I stedet blev der linet op til karakterdannelse. Men nu kommer så ’børnesynet’ for alvor ind i billedet.  

I dag har de fleste kommuner lavet et børnesyn, og de lyder alle sammen næsten ens. Børn gør altid, hvad de kan, siger man. Ellers er det de voksnes skyld. Det hele er mest oneliners, som har en tvangsmæssig og organisatorisk karakter, og som latterliggør pædagogisk autoritet. Der er kun meget begrænsede faglige referencer. 

Spørgsmålet er derfor, hvor dette ’børnesyn’ kommer fra, for det var ikke en central del af skolereformens tankegods, som læring og trivsel jo var det. Her er lidt tanker om sagen:

Socialpolitikken definerer blikket på barnet

Det ny børnesyn har to rødder: Dels i opfattelsen af mennesket som ’humankapital’, hvor menneskets krop og ånd ses som et afkastfremmende kompetencesystem, og dels i en posthumanistisk ideologi, hvor mennesket og humanismen mister sin egenart og ender som ligestillet med dyr, teknik og ting. Længere væk fra det grundtvigske kan man vist ikke komme. Kort sagt: Det ny børnesyn er et direkte opgør med ’barndommen’ og faktisk også med humanismen. 

Det ny børnesyn transporteres ind i almenpædagogikken via den socialpolitisk funderede ’Barnets Lov’ fra 2023 og via Børnerådets fortolkninger af FN’s børnerettigheder, der i sit aktuelle format kom til verden i 1989 med rødder tilbage i 1920’erne, men som pludselig er havnet som sin egen modsætning. Ideen kommer altså ikke direkte fra skolereformens gemmer. Lad mig uddybe disse forbindelser. 

Det ny børnesyn fik som sagt kraft via det socialpolitiske lovkompleks ’Barnets Lov’, som blev vedtaget i 2023. Denne lov er egentlig knyttet til socialfaglige emner som anbringelse og omsorgssvigt, men den indeholdt nogle elementer af statslig og begrebslig grænseløshed, som allerede blev påtalt under udarbejdelsen. Det var, som om familiens liv og rettigheder var ved at blive afløst af en statbarn- symbiose, hvilket også blev påtalt fra flere sider. Loven var også knyttet til de samtidige ghettolove, der pludselig etablerede en parallel retstilstand i nogle boligområder, og som for nylig blev påtalt af EU-domstolen. Derved bliver børn, der med statens hjælp skal ’væk fra’ deres forældre og deres sociale sammenhænge, normen for det, der gøres til et alment børnesyn.

Et andet grænseløst element er, at ’Barnets Lov’ opfatter børn som humankapital, dvs. som defineret ved konkurrencestatens menneskesyn. Alle børn er lige, fordi alle børn er defineret som et potentielt nationaløkonomisk afkast, hvilket jo er en særlig nedrig form for lighed. En slags økonomisk grænseløshed. Denne tankegang ligger i økonomen James Heckmans teori, som prægede den daværende socialminister Pernille Rosenkrantz- Theil dybt. Børn er kort sagt en del af samfundets finansministerielle regnemaskine. Hun skrev endda en bog sammen med daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, hvor Heckman var den centrale reference. Her blev perspektivet udvidet til hele det sociale og pædagogiske område. Bogen har den karakteristiske titel: Det betaler sig at investere i mennesker. Og undertitlen er: ’Lad os sammen åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie. Lad os give alle børn en fair chance’. Rosenkrantz-Theil fik faktisk allerede som socialordfører i 2018 foranlediget et socialdemokratisk program ’Altid på børnenes side’, som efterfølgende kom til at præge Statsministeriet og Socialministeriet.

Det var denne regnemaskinetankegang, som Rosenkrantz-Theil bragte med ind i Undervisningsministeriet fra 2019-22. Dermed skabtes en politisk og begrebslig passage fra social- til uddannelsespolitik. Heckmans tankegang havde faktisk også præget dagtilbuddene fra omkring 2010 via initiativet Fremtidens dagtilbud, som blev udarbejdet af skolereformens kernetropper. Og i bogen Pædagogikkens Idehistorie fra 2017 anses Heckman som den førende reference for konkurrencestatens ny læringsforståelse. Så grænseløsheden og udvidelsen lå latent, men selve ’Barnets Lov’ var dog funderet i socialpolitiske emner. 

En smal fortolkning af FN’s børnekonvention 

I forbindelse med arbejdet med ’Barnets Lov’ nedsatte man tre vigtige grupper. For det første etablerede man en ’Taskforce for sociale investeringer‘, der skulle sørge for den ideologiske transport af Heckmans indflydelse. Under humankapitalens herretegn er alle børn lige i opgøret med mennesket som moralsk og filosofisk eksistens.

For det andet etableres i regi af Socialministeriet i 2021 et Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv. Allerede i forbindelse med dette center etableres en almengørelse af socialpolitikken, der betyder, at alle kommuner skal lave et ”fælles børnesyn i organisationen.” Og dette børnesyn skal dække hele børne- og ungeområdet, dvs. det almenpædagogiske felt. Her i citat: ”Inddragelse af børn og unge styrkes, når det baseres på et fælles børnesyn i organisationen. I bør som kommune derfor reflektere over og formulere det fælles børnesyn, der skal kendetegne og skabe sammenhæng i jeres arbejde – både på individniveau, på afdelingsniveau og som organisation.”

For det tredje etableres et nyt ’Partnerskab for børnene først’, som domineres af en række store organisationer, fx KL, Social- og boligministeriet og Danske Professionshøjskoler. Her er det meget løst med faglighed, men udover Heckman-tankegangen, refereres i de nedre lag til posthumanistiske ideer og til en meget simpel fortolkning af FN’s børnerettighedskonvention. Også dette partnerskab ender med at foreslå, at alle kommuner formulerer et helt generaliseret kommunalt børnesyn. Dermed transporteres socialpolitikken ind i almenpædagogikken, vel at mærke som centraliseret organisation og ikke som pædagogik.

Som sagt fortolkes FN’s børnekonvention meget smalt. Man lægger udelukkende vægt på konventionens Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Men man overser helt, at dette skal ske på ”passende” måder, i forhold til ”alder og modenhed” og at der i konventionen er fyldt med referencer til familie og kultur, der trækker på selvsamme pædagogiske tradition, som man har travlt med at glemme og nedgøre. Man glemmer, at mennesker vokser op og bliver til i sammenhænge. Og man glemmer, at konventionens bestemmelser har et globalt sigte og ikke uden videre kan finde anvendelse på almindelig dansk pædagogik, som jo selv har rødder i en blanding af reformpædagogiske, undervisningsfilosofiske og grundtvigske indflydelsestråde.

En vigtig reference i denne sammenhæng er Børnerådet, som blev etableret som en statslig og uafhængig vogter af FN’s børnekonvention. Men Børnerådet falder i samme grøft som beskrevet ovenfor. Her er næsten udelukkende fokus på den smalle fortolkning af Artikel 12, og man har endda udarbejdet et helt alment børnesyn, der minder om de kommunale børnesyn. Fx mener Rådet, at ”Børn er kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv,” og det hele knyttes helt ukritisk til trivselsbegrebet. Og når vi taler om ’børn’, så er det altså helt fra spæd. Rådet støttede da også for nylig en vild kampagne mod lærerne, som nærmest blev portrætteret som voldelige. 

Opgør med den voksne – og dermed opgør med barndommen

Faktisk havde de tidligere Børneråd mere sans for konventionens samlede filosofi. Det gælder fx rådets mangeårige formand Per Schultz Jørgensen, der efterfølgende blev optaget af karakterdannelsesbegrebet. Der er helt klart sket en radikalisering siden Jørgensens tid. Det er tydeligt, hvis man fx læser Børnerådets udgivelse fra 2002 ’Børnekonventionen i Danmark’, som indledes med et meget afbalanceret indlæg af Schultz Jørgensen, der på ingen måde sætter den voksne eller pædagogikken ud af spillet.

Hermed peges på en tendens, som har rødder i børnekonventionens juridiske organisering. Konventionen er nemlig ikke en del af FN’s juridiske system. I stedet etablerede FN en såkaldt børnekomité af globale eksperter, som i årenes løb udvirkede et væld af organisationer og afrapporteringer. Børnerådet blev en del af dette system. Dette skred i konventionens indhold og struktur forstærker problemet med det ny børnesyn, eftersom netop konventionen er børnesynets centrale reference. På den måde siver nogle rester fra Europas kulturhistorie ned i kommunale oneliners, der udrydder pædagogisk refleksion og tradition, som ellers selv har rødder i det kulturhistoriske hovedspor. Vi er i tragediens genre.

En anden central reference i både Partnerskabets og Børnerådets materiale er et forskningsmiljø ved RUC, der er knyttet til den såkaldte ’childism’,som er en poststrukturalistisk version af de mest radikaliserede former for feminisme. Her er ’adultism’, og dermed også ’skolen’, den store fjende. Det er et opgør med den voksne og derfor også med barndommen. På samme måder som den radikale feminisme er et opgør med kønnet. Det er Foucault (fransk filosof og idéhistoriker, 1926-1984) på speed. 

Det ny børnesyn består af nogle få oneliners, som er helt uden kontakt til den pædagogiske idehistorie og kultursammenhæng. Ja, ofte portrætteres traditionen som en slags sort skole, hvilket er et sikkert tegn på, at det ny begreb er helt uden kvalitet. Man kan på en måde ikke engang analysere det. Men pludselig får dette børnesyn altså organisatorisk effekt, mens hele den pædagogiske tradition fremstilles som noget undertrykkende fra gamle dage. Dermed mister man muligheden for at forbinde det ny begreb med fx reform- og friskolepædagogikken. Det ny børnesyn er tømt for pædagogik. 

Hvad er der galt med et børnesyn?

Det er tankevækkende at iagttage, hvordan Heckmans konkurrencestatsideologi og disse posthumanistiske tanker sætter sig igennem og pludselig definerer de mange kommuners og organisationers ideologi. Pludselig er børnesynet ikke mere knyttet til konkrete sagsbehandlingsprocesser i sociallovgivningen, men er snarere ud tryk for en almen ideologi, som har en grænseløs og tvingende kraft ned i konkurrencestatens nye organisationer.

Faktisk havde jeg forventet at se flere referencer til børne- og skoleforsker Louise Klinges relationspsykologi, som har været meget omtalt. Men udover, at Klinge sidder i Børnerådet, er jeg ikke stødt på referencer til hendes arbejde. Og Klinge er, som jeg ser det, egentlig ikke knyttet til humankapital- eller posthumanistiske teorier, men snarere til en form for alternativistisk anknytning til en reformpædagogisk friskoletradition. Men indimellem falder hun dog også i det ny børnesyns faldgruber via et for hårdhændet opgør med pædagogisk autoritet.

Men skal man da være imod at have et ’børnesyn’? Ikke nødvendigvis. Men det er problematisk at udvikle et børnesyn, som gør op med barnet ved en udslettelse af den voksne, og ved at man reducerer barnet til humankapital eller til små identitetspolitiske enheder uden fælles verden. Desuden må man huske på, at et børnesyn altid er den voksnes syn på barnet. Det betyder, at et børnesyn altid er pædagogisk. Det slipper man ikke for, selvom man tror det. Og heldigvis for det. De fleste af de klassiske reformpædagoger havde store tanker om børnenes udviklingsmuligheder, men det var altid ledsaget af sociale, kundskabsmæssige og etiske ideer. Her interesserede pædagogen sig for barnets udvikling, men altid som en del af den pædagogiske helhed og sammenhæng.

Historieløs gentagelse af historien

Tillad mig her til sidst en refleksion ud i det blå:

Efter at 1800-tallets fremskridtsoptimisme var endt i skyttegravenes røg og gas, forstår man jo godt, at pædagogerne i 1920’erne kiggede til barnets liv i stedet for til den voksnes fallerede moral. Vi fik ’barnets århundrede’. 

I barnets verden fandt pædagogerne mange spændende ting, som vi kan bruge i dag. Men de fleste af dem glemte, at det, de fandt, egentlig var skønne brokker fra selvsamme fortid, som man mente var skyld i skyttegravene. Fortiden levede nu i det skjulte, hvilket jo lige var noget for Freud. Frem til omkring 1970 var denne mærkelige tilstand anledning til en strålende iderigdom, fordi den skjulte fortid altid var virksom. 

Men det skjulte har det med at forsvinde, hvilket skete. Fra 1990’erne hed det ligefrem ”ansvar for egen læring.” Nu forsvandt den skjulte rest og dermed også Freud. Skolereformen i 2013 var en forstærkning af det ensomme ansvar, mens verdens substans flød rundt i skyttegravens totale glemsel. Nu skulle den voksne tage ansvar for barnets selvansvar ved at udslette sig selv som voksen. Det var skolereformens recepter: ’Fra undervisning til læring’, ’målstyring’ og ’undervisningsdifferentiering’. 

Den helt aktuelle version af denne tilstand kalder man ’det ny børnesyn’. Det pædagogiske ansvar blæser i fortidens vinde. På den måde skriver vi ikke 2026, men 1918. Og hvad hedder 1918, når dette årstal transporteres ind i 2026? Det hedder ’data’, ’økonomi’ og ’børnesyn’. Det er skyttegravens effekt, som har glemt skyttegravens effekt. Det underbevidste har produceret en overflade, som er uden underbevidsthed.