Det kan sjovt nok være lærerigt at kede sig i skolen. Med måde

Flere år før skolehistoriens måske kedeligste periode nogensinde, corona-nedlukningen, opstod en slags pædagogisk vækkelse mod kedsomhed i skolen. I mit eget didaktiske virke kulminerede den, da jeg i 2020 stod fadder til Sofaskolen. Initiativet skulle blandt andet værne eleverne mod den kedsomhed, de ellers risikerede at blive udsat for af deres egne lærere i den forestående onlineundervisning.

Sofaskolens lektioner for 4.-10. klasse var live på TV2-regionerne og YouTube. Som lærere iklædte vi os farvestrålende jakkesæt og inddrog en masse artefakter i studiet. En avis. Et udstoppet dyr. En messingklokke. Madvarer. Tøjdyr. Listen blev lang. Men vores ultimative didaktiske greb var, at eleverne minimum hvert tredje minut skulle besvare et spørgsmål via deres mobiltelefon. På den måde undgik vi, at eleverne tabte tråden og begyndte at kede sig. 

Vores løfte om, at undervisningen ikke var kedelig, tiltrak fra første dag titusindvis af elever. Forældre ønsker ikke, at deres børn keder sig, så løftet sælger billetter. Det vidste vi blandt andet fra Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, hvis strategiske modtræk til statens besparelser på kulturområdet var at skaffe flere betalende gæster. Dem fik museet i 2018 blandt andet ved at indføre ’Kedsomhedsknappen’ på deres udstilling. Tryk her, hvis du keder dig – så forsvinder kedsomheden! Sådan fungerer knappen naturligvis ikke, men selve løftet fik børnefamilierne til at strømme ind på museet.

Sundhedsskadeligt og udskammet

Der er næppe nogen lærere, som ønsker at deres elever keder sig. Det har man opdaget i forlagsbranchen. Samme år som ’Kedsomhedsknappen’ udkom bogen Til kamp mod kedsomhed (forlaget Dafolo). Et værk til 445 kroner med 90 øvelser mod kedsomhed i undervisningen. På forlagets hjemmeside forstår man, at … ”Rigtig mange elever keder sig i den danske folkeskole. De keder sig ikke bare engang imellem – de keder sig så meget eller så hyppigt, at det har betydning for deres læring, sundhed og trivsel.” Bogens salgsargument henter forfatterne fra en brændende platform af resultater fra ’Den nationale trivselsmåling’, som viser, hvor meget eleverne keder sig i folkeskolen. 

Samme trivselsmåling var i 2015 datagrundlaget for rapporten ’Fra kedsomhed til trivsel i skolen’, som fire forskere udgav på Dansk Center for Undervisningsmiljø i 2016. Rapporten beskriver kedsomhed som en ”mild form for mistrivsel” og konkluderer blandt andet: ”Kedsomhed underminerer over en bred kam folkeskolens formål: Jo mere eleverne keder sig på en skole, des værre går det typisk også, hvad angår læring, social forbundenhed, troen på sig selv, etc. etc.”

Mens fænomenet kedsomhed længe har været pædagogisk stigmatiseret, er udskamningen også blevet politisk. Aktuelt er det undervisningsministeren selv, Mattias Tesfaye, som agiterer for regeringens skolepolitik med udsagn som ”Hellere korte skoledage med kvalitet, end lange skoledage med uro og kedsomhed.” Eller ved at koble kedsommeligheden til akademiske metoder: ”Det kan være svært at forstå for alle os, der lever i den snakkende klasse, men for et mindretal af unge kan skolen virke som en uendelig ørkenvandring med kedsomhed og nederlag.”

Forsvar mod angst

Derfor var det forfriskende, da nærværende tidsskrifts redaktør gjorde mig opmærksom på programmet for seminaret I skole med Grundtvig 2024 på Askov Højskole. Her vil Kirsten Hyldgaard holde et foredrag under titlen ’Hvad er kedsomhed? Hvad er det godt for? Hvad åbner det for?’ Hun er lektor, ph.d. i pædagogisk filosofi ved Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, og har udgivet bogen Negativ pædagogik. Af bogens bagside fremgår, at den hverken er konstruktiv, opbyggelig eller løsningsorienteret. Deklareringen fremstår som et omvendt salgsargument i pædagogisk faglitteratur, hvor netop de begreber ellers synes dominerende.

Jeg møder den pædagogisk-filosofiske femme fatale på et lille og ganske ordinært kontor i Emdrup. Ganske rigtigt argumenterer hun for, at kedsomheden
næppe er så stygt et fænomen, som den bliver gjort til: ”Det interessante ved kedsomhed er, at man ikke kan sige, om det er godt eller ondt. Men der hvor problemet opstår er, når man bliver så overvældet af kedsomhed, at verden mister sin betydning.” Kirsten Hyldgaard henter grundlaget for sin forståelse af fænomenet fra filosoffen Martin Heidegger, som er kendt for sin beskrivelse af menneskets værensmåde. At være som elev i skolen bliver udfordret, når undervisningen er kedelig. Meningen risikerer at fortabe sig, forklarer hun: ”Heideggers tese er, at når man keder sig, så er det en beskyttelse mod angst. Angst er selve det, at verden ikke længere giver mening. Og det er en tilstand, vi ikke kan leve i. Det er ubærligt. Sådan kan vi ikke leve.” 

Der er altså god grund til, at alarmklokkerne ringer, når eleverne keder sig for meget i skolen. Belægget for foredragets polemiske overskrifter om kedsomhedens påståede velsignelser, er snarere af eksistentiel karakter: ”Det vigtige er så, at kedsomheden og angsten trods alt er en mulighed for, at man kan begynde at tænke anderledes. Andre tanker kan tænkes. At man ikke er helt bundet til konventionelle meninger om, hvordan man nu skal leve sit liv. Og prioritere sit liv. Og vurdere, hvad der er værdifuldt, og så videre,” fortsætter Kirsten Hyldgaard sit pædagogisk-filosofiske rationale for, at kedsomhed også kan fremme noget positivt.

Kloge mennesker keder sig også

Da jeg fortæller Kirsten Hyldgaard, at jeg ofte har sat mine børn på plads med mundheldet ”kloge mennesker keder sig aldrig,” falder mors hammer prompte: ”Det er simpelthen ubetinget det dummeste, der findes. Slet og ret. Så har man virkelig, virkelig ikke forstået det. Enhver kan jo huske, når man retter det mod sine forældre. I mit tilfælde var det min stakkels mor, der blev præsenteret for: ’Mor, jeg keder mig.’ Hun var klog nok til ikke at sige til mig, at kloge mennesker ikke keder sig. I stedet kom hun med forslag til de ting, som jeg ellers plejede at være optaget af. Men alt blev afvist som kedeligt, indtil hun til sidst måtte give op, så jeg var overladt til mig selv. Og det er måske lige der, at man begynder at komme ud af de sædvanlige riller. Over i nogle andre riller.”

Det verbale rap over fingrene har åbenbart ikke gjort mig klogere, idet jeg kækt lufter idéen om at indføre Nationalmuseets kedsomhedsknap i undervisningen. Igen er der kontant afregning: ”Det lyder grotesk. Så er det jo eleverne, der bliver domptører i forhold til lærerne. Det peger på en idé om, at vi er selvrefleksive og siger: nu keder jeg mig. Men man kan godt kede sig uden at tænke, at man keder sig. Og det synes jeg, der ligger i det med den der kedsomhedsknap. At vi forlader os på børnenes selvrefleksion.”

Det er altså ikke nødvendigvis nogen skade til, hvis eleverne selv synes, at de keder sig i skolen, begynder jeg at forstå. Men vigtigt at holde fast i lærerens ansvar for, at eleverne ikke bliver overvældet af kedsomheden. Hvordan man lige finder balancen som lærer, findes der ifølge Kirsten Hyldgaard dog ingen opskrift på: ”Selvom jeg arbejder på DPU, kan jeg ikke give en helt konkret handlingsanvisning. Kedsomhed er både en hindring, men også en positiv betingelse for undervisningen. Og vi må anerkende, at der også ligger et element af magtesløshed i at være lærer. At vi ikke skal placere ansvar og skyld for alt. Så kan vi begynde at ændre og variere vores undervisning.”