Åndsfriheden i folkekirken er under pres

Jeg er selv lykkelig for at være præst. Men jeg vil til hver en tid af alle kræfter og af hele mit hjerte forsvare et menighedsråds ret til at fravælge en kvindelig ansøger i forbindelse med præsteansættelse. Den ret, der bliver beskyttet med den såkaldte undtagelsesparagraf fra ligebehandlingsloven, som blandt andre biskopperne (til stor bekymring) ønsker fjernet med argumentet om, at man ikke må kønsdiskriminere. Men da undtagelsesparagraffen i 1978 blev indført, var det netop for at sikre religionsfrihed for trossamfund og friheden til den teologiske forskel og rummelighed i folkekirken, uden anledning til diskrimination. Det er jo ikke, fordi kvindelige præster er en truet art, 59,3% af Danmarks præster er kvinder – men derimod er åndsfriheden truet. Den åndsfrihed, der sikrer folkekirkens helt unikke rummelighed, er under pres af den venstrepopulistiske identitetspolitik og radikalfeminisme, der hærger i hele samfundet.

Til stor forundring opfordrede en samlet styrelse i Grundtvigsk Forum allerede i efteråret den tidligere kirkeminister til at komme af med friheden, der begrænser ligestillingen. Man fristes til at spørge, hvornår man sidst har konsulteret Grundtvigs frihedsbegreb, der må regnes til forummets arvesølv, eller hvad? Det er helt centralt i Grundtvigs frihedsforståelse, at man giver samme plads til dem, man er uenig med, som til alle andre: ”Hvem der selv vil være fri, må lade næsten være det med sig,” sagde den gamle. Grundtvigsk Forum burde virkelig være på barrikaderne og kæmpe for åndsfriheden, også i embedsteologiske forhold.

Modstanden mod ordinationen af kvindelige præster handler ingenlunde om diskrimination, men om et helt legitimt embedsteologisk forhold, som ingen i diskussionen om den eventuelle afskaffelse af undtagelsesparagraffen for alvor interesserer sig for. Og det værste er, at ikke engang biskopperne anerkender, at det embedsteologiske synspunkt, nemlig det at præsteembedet udelukkende kan beklædes af mænd, ikke bare

er en tradition, men et teologisk forhold. Det er et bibelsyn, der ikke længere må findes i folkekirken – det handler i sidste ende om, hvad vi må tro og ikke tro. Men trosforhold er et hjerteforhold, og det er dermed et overgreb på trosfriheden, hvis man fjerner undtagelsesparagraffen. Vi skylder mindretallet, i gensidig respekt for hinandens åndsfrihed, at vi sætter os ind i det embedsteologiske argument og anerkender det – om vi er enige eller ej.

I bogen Kvinder på Herrens mark fra 2007 redegøres der grundigt for, at forskellen på og forholdet mellem mand og kvinde, som ligger bag det embedsteologiske syn, netop ikke handler om rang, men om relation. Det skal forstås i lyset af kefalé-strukturen som en ordning i kirken og i det kristne ægteskab, men ikke i samfundet som sådan. Med henvisning til Paulus – og mere end blot et par løsrevne skriftsteder – er tanken den, at kefalé-strukturen er en afspejling af Guds treenige væsen, hvor Fader, Søn og Helligånd nok er underordnet hinanden, men samtidig lige. Der er altså ikke nogen forskel, hvad rang og værdighed angår, men en forskellighed i funktion så at sige. Mennesket er skabt i Guds billede som mand og kvinde, hvilket giver begge et ligeværd som skabt og i henseende til frelsen (Galaterbrevet 3,28), men en forskel i funktion i kirken og det kristne ægteskab. Kefalé-strukturen angår ikke et hierarki, mandschauvinisme eller diskrimination. Det er en teologisk tilgang for at udtrykke den forskellighed i enheden, som mand-kvinde rummer ved at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, at kvinder skal tie som et samtidshistorisk issue, der ikke vedrører os i 2023. For selvfølgelig taler kvinder om troen og er opstandelsesvidner. Spørgsmålet er, om det også gælder i en embedsordning. Det kan man være dybt uenig i. Men så lad det netop være en teologisk uenighed, hvor man ikke automatisk trækker diskriminations-kortet eller oplever sig krænket.