Værdighed er noget, vi giver hinanden

Mon ikke de fleste husker TV2´s skjulte optagelser fra det aarhusianske plejehjem Kongsgaarden. Den 90-årige Else Marie Larsen har blærebetændelse og har igen ikke fået skiftet ble i mange timer, da to plejere triller hende ind på hendes værelse. Da de løfter hende op fra kørestolen for at gøre hende klar til en halloweenfest på plejehjemmet, går det op for dem, at demensramte Else Marie nu også har fået diarré.

”Puha.”

”Du skulle høre hende, da jeg lige tog hende op,” siger en af plejerne og gengiver over for kollegaen, hvordan diarré lyder, mens Else hænger skrigende af smerte i bæreselen over stolen med sivende ble. Alligevel bliver hendes ble ikke skiftet.

Hvem er uværdig her? Er det Else Marie? Nej, det er det ikke. Men hun bliver gjort uværdig af den måde, de to plejere behandler hende på. For værdighed er et relationsbegreb. Det er noget, der er mellem os. Vi giver et andet menneske værdighed ved at behandle det værdigt, ligesom vi kan fratage et menneske dets værdighed ved at behandle det uværdigt. Med et lettere omskrevet citat af teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, holder vi altid noget at det andet menneskes værdighed i vores hænder.

Du-er-hvad-du-kan-værdighed

I denne artikel vil jeg trække eksempler frem fra mine mange år som hospicepræst. Eksemplerne er symptomatiske for den måde, vi i dag ofte forholder os til egen og andres svækkelse, sygdom eller død. Og de siger noget om, hvorfor mange danskere er tilhængere af aktiv dødshjælp – men peger også på, hvorfor vi har påtrængende grunde til at tænke os meget grundigere om.

I debatten om aktiv dødshjælp er ordet ’værdighed’ gennemgående. Men det er værdighed forstået som en egenskab det enkelte menneske har for sig selv. En du-er-hvad-du-kanværdighed. Når du ikke mere kan passe dit arbejde, lave mad til ægtefællen, passe børnebørnene og har brug for hjælp til selv det mest intime, så er du derfor ’uværdig’ og skal have ret til at dø. Og da kun en meget lille promille af os dør pludseligt, uden varsel, midt i livet, betyder det, at de fleste ender med at blive uværdige i denne forstand af ordet. Efterhånden som vi bliver ældre, mister vi nemlig ofte både fysiske og mentale færdigheder. Vi får brug for mere og mere hjælp og bliver i stigende grad afhængige af andres hjælp og omsorg.

Men afhængighed er et menneskeligt grundvilkår. Tilknytningsforskningen viser med al tydelighed, at afhængighed ikke er noget, man vokser fra – eller vokser ind i. Vi bliver til som mennesker i relationen til andre mennesker. Vi er afhængige fra vugge til krukke. Det er klart, at afhængigheden viser sig i sin mest ekstreme form hos den svage plejehjemsbeboer, det demensramte menneske eller hos den alvorligt syge og døende. Men denne afhængighed må ses som den maksimale udfordring til vores omsorg, medfølelse og solidaritet – med den viden, at den skæbne kan blive vores egen eller én af vore kæres.

Vi vil hellere give end modtage

”Det er uværdigt, at jeg skal ligge sådan her. Jeg kan ingenting. Jeg er ingenting værd.” Sådan sagde en ældre kvinde, da jeg mødte hende en af de første dage, hun var kommet på hospice. Vi talte om, hvor svært det er at være afhængig.

Det interessante var bare, at hun havde et langt liv som sygeplejerske bag sig. Og da jeg spurgte hende, hvor hun havde arbejdet som sygeplejerske, fortalte hun, at hun havde været hjemmesygeplejerske og havde syntes, det var det bedste job i verden. ”Synes du, at de mennesker, du skulle hjælpe, var uværdige, fordi de havde brug for hjælp til at komme på toilettet eller få et bad?” Hun kiggede på mig, som om jeg var dum. ”Nej, selvfølgelig ikke!” svarede hun og forsatte selv: ”Hvorfor synes jeg så, at jeg er uværdig nu, hvor rollerne er byttet rundt?” Det talte vi meget om de 14 dage, der gik, inden hun stille og fredeligt sov ind. En af de sidste dage hun levede, kiggede hun på mig og sagde: ”Jeg føler mig ikke uværdig længere. De behandler mig som et menneske her.”

Jeg kan ikke engang tørre mig selv bagi

Et andet eksempel: ”Kan I ikke give mig en pille, så jeg kan få lov at dø. Det er uværdigt, at jeg skal ligge her og ikke engang kan tørre mig selv bagi.” Den sætning har jeg hørt mange gange. Jeg hilste på en midaldrende mand, der lige var blevet indlagt på hospice. Hans bøn om en dødspille fik mig til at spørge ham direkte: ”Hvis du havde en rød knap her ved sengen, du kunne trykke på, så dit liv fik en ende, ville du så bruge den?” ”Selvfølgelig!” svarede han med overbevisning i stemmen.

Ugen efter mødte jeg ham igen. Han var blevet vasket, plejet og passet. Han var ikke længere forstoppet, han havde fået lindret sine smerter og var begyndt at spise lidt af den gode mad, han fik tilbudt. Han havde oplevet, at nogen interesserede sig for ham og hans historie. Han havde oplevelsen af ikke kun at være sin sygdom. Jeg stillede ham nu det samme spørgsmål: ”Ville du stadig trykke på den røde knap?” ”Nej bestemt ikke,” svarede han med samme overbevisning, ”og nu glæder jeg mig til at være sammen med min søn, der kommer hjem fra Tyskland i morgen!”

Når vi på grund af sygdom eller handicap ikke længere kan gøre det, vi plejer, kommer vi let til at føle os uværdige. Vi har du-er-hvad-du-gørforståelsen af værdighed liggende på rygmarven. Derfor er det en stor udfordring at komme i en situation, hvor vi ikke længere kan klare os selv og har brug for hjælp til selv det mest intime. Den følelse skal naturligvis ses, høres og respekteres, men ikke nødvendigvis handles på. Hvad er svaret på den fortvivlede mands bøn om en dødspille? Er det at legalisere aktiv dødshjælp? At give ham ret i, at han er uværdig? Nej, det er at give ham værdighed. Det er at se og høre ham. Ikke bare som en alvorligt syg patient, men som et menneske med en historie, der er værd at høre på og interessere sig for. Det er at lindre hans smerter så godt som muligt; at plejepersonalet ved deres måde at behandle ham viser, at hans værdighed som menneske ikke afhænger af, hvad han kan eller ikke kan, men af at han er et menneske. På den måde kan man genvinde en værdighed, ikke en du-er-hvad-dugør-værdighed, men en du-er-hvaddu-er-værdighed.

Dødsønsker ændrer sig over tid

Du-er-hvad-du-gør-værdigheden er den, der kan få nogle til at mene, at aktiv dødshjælp ville være løsningen. Men det svarer til at reagere på symptomerne og overse eller overhøre de dybereliggende årsager til ønsket. Et stort europæisk studie fra 2015 – The Patients Wish to Die, Oxford University Press 2025 – af døende patienters dødsønske viser, at dødsønsker bestemt ikke alle sammen er ønsker om at fremskynde døden. Ofte er de ambivalente: Jeg vil gerne dø og komme over på den anden side, og jeg vil gerne kunne gå igen og komme hjem. Og hvad der er endnu vigtigere, når man debatterer aktiv dødshjælp: Dødsønsket er i høj grad afhængigt af ens omgivelser; om man har smerter, føler sig ensom og ladt i stikken af Gud og mennesker, eller om man får lindret sine smerter og har mennesker omkring sig, familie, plejepersonale m.v., der lader én mærke, at man er værdifuld, uanset hvor lidt man kan og hvor meget hjælp, man har brug for. Om man ønsker at dø, vil ofte hænge sammen med den måde, man bliver behandlet på. Og endnu vigtigere – det kan ændre sig over tid.

Kan I ikke give ham en sprøjte?

Mit tredje eksempel handler om spørgsmålet om værdighed set fra de pårørendes perspektiv: ”Det er uværdigt, at han skal ligge sådan. Kan I ikke give ham en sprøjte?” sagde de voksne børn om deres gamle far, der nu ikke længere var kontaktbar og bare lå hen på en af hospicets stuer. ”Det har aldrig været ham bare at ligge sådan,” forsatte de. De fire børn holdt tydeligvis meget af deres far. De var stolte af ham, og der var ingen tvivl om, at der var et godt og tæt sammenhold i familien. Det var svært, sådan som det altid er at blive sat på standby, som en anden pårørende engang udtrykte det. Bare vente på døden. Jeg spurgte dem, om de mente, at han havde ondt. Nej, han lå bare stille, fredelig og afslappet. Ikke engang hans vejrtrækning var særlig anstrengt, som den ellers kan være ved lungekræft. Sygeplejersken havde sat et drop i hans arm, hvor han med jævne mellemrum fik både den smertestillende og beroligende medicin, han havde brug for. Han havde fået skiftet sengetøj om morgenen, var blevet vasket og barberet, som han plejede.

”Hvad uværdigt er der ved, at jeres far ligger der?” dristede jeg mig til at spørge. ”Synes I, han ser ud, som om han har ondt eller er urolig?” Nej, det syntes de ikke. ”Hvad er så det uværdige?” prøvede jeg igen. ”At vi bare sidder her og venter på døden og ikke kan gøre noget,” var svaret. Det var altså deres manglende handlemuligheder, der gjorde deres far ’uværdig’. For det er svært for det moderne menneske bare at vente. Vi skal videre. Vi skal gøre noget. At vi ikke har mulighed for det, føler vi er uværdigt, selvom vi måske skulle bruge nogle andre ord om det: At vi er utålmodige, eller at det er tungt og byrdefuldt ikke at kunne gøre noget, ikke at kunne fikse det. Det var ikke deres far, der var uværdig, det var heller ikke situationen i sig selv, men det var deres oplevelse af af deres egen rastløshed, af at blive sat på standby og ikke kunne handle, som de fejlagtigt stemplede som uværdigt – for deres far.

Et par månederne senere talte jeg med en af døtrene, som fortalte mig, at hun og hendes tre søskende havde været taknemmelige over at være sammen i de tre-fire dage, faren havde ligget på dødslejet. De havde ikke været sammen på den måde og sovet i samme rum, siden de var helt unge. De havde delt noget betydningsfuldt ved farens dødsleje, som de aldrig ville glemme. Det ville de ikke have oplevet, hvis aktiv dødshjælp havde været tilladt i Danmark.

Værdighed er ikke færdighed

Som præst vil jeg sige, at mennesket har en grundlæggende værdighed i kraft af at være skabt i Guds billede. Men man behøver ikke tænke på den måde for at kunne nikke ja til forestillingen om, at mennesket besidder en værdighed i kraft af at være menneske, og det uanset, om man er ung eller gammel, kan klare sig selv eller har brug for hjælp til det meste. Men den værdighed, vi har på forhånd, kan man tage fra os eller hjælpe os med at bevare og opbygge.

Der er en grundlæggende optik, vi skal holde fast i, når vi taler om værdighed i debatten om aktiv dødshjælp. Som den britiske historiker, Tom Holland, understreger i sin bog Herredømmet, er det ingen selvindlysende sandhed, at alle mennesker er født lige og i besiddelse af en iboende værdighed, som Den amerikanske uafhængighedserklæring hævder. Holland har ret i, at det er noget, vi har valgt at tro på. Det naturstridige begreb om ligeværd opstod ifølge Holland af kristendommen. Og ”værdighed er ikke færdighed,” som den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt har formuleret det. Afhængighed, sårbarhed, skrøbelighed, afmagt og dødelighed er grundvilkår i tilværelsen. Så det, vi smerteligt erfarer, når vi fx bliver alvorligt syge og har brug for andres hjælp, er ikke et brud med menneskelivets grundvilkår, men tværtimod en påmindelse om dem. Det kalder på omsorg. Det kalder på et samfund, hvor man har retten til at være til besvær, som den tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, engang har sagt. Det betyder naturligvis ikke, at hvis bare omsorgen, plejen og smertelindringen er tilstrækkelig god, så vil ingen længere ønske at få hjælp til at dø, men det gør en afgørende forskel. Døden er ikke et problem, der kan løses, men en byrde der skal bæres i fællesskabet med andre mennesker.