Uden for min verden: Er teologernes dåbsritual et system uden sprækker?

Teologien er udenfor min verden. Ritualer, ord, sammenhæng, forældre, børn og betydning er ikke. 

Mine tre børn er døbte, ligesom jeg selv er det. Men forståelsen af dåbens fulde indhold og betydning i kristendommen aner jeg først nu, efter at have arbejdet intenst med dåbsritualet gennem de seneste to år i dåbskommissionen. Som en af få lægmænd blandt mange dygtige teologer. 

Jeg ville på en måde ønske, at alle vidste det, jeg nu ved. At alle havde været del af den samme åbenbaring. For dåben og kristendommen er kun blevet smukkere og mere meningsfuld for mig, jo mere de mange betydningslag har åbnet sig gennem lærde menneskers udlægning. Og gennem timevis af teologisk samtale og til tider nidkær diskussion, som jeg har måttet anstrenge mig til det yderste for at forstå og følge. Jeg tror, jeg blev valgt til dåbskommissionen på grund af mit arbejde i Højskolesangbogsudvalget, hvor opgaven tilsvarende var at forny noget med solid fornemmelse og respekt for traditionen. Mine erfaringer har dog ikke været videre brugbare, for en Højskolesangbog er noget radikalt andet end et dåbsritual. Ganske vist forbinder de sig begge til et væld af tekster, mennesker og strømninger og er som sådan fulde af referencer. Men hvor Højskolesangbogens referencer går i mange og ikke nødvendigvis afstemte retninger, er dåbsritualet del af et teologisk system, hvor referencerne peger passende på hinanden, er i sync med Luther og finder sin rod i Bibelens centrale tekster. 

Højskolesangbogstraditionens sti synes bred som en nyrenoveret fynsk motorvej med et hav af afkørsler. Med dåbsritualets tradition har man mere en fornemmelse af at færdes på en gammel, smal og sirlig skovvej, hvor man farer vild, hvis man vover sig blot få meter til siden. 

Ingen tvivl om, at der også kunne begås helligbrøde i sangkulturen. At traditionen kunne tabes og tvinges i knæ, hvis man bar sig ignorant eller idiotisk ad. Så også her måtte vi træde varsomt. Men med 600 sange i samlingen, som ikke alle skulle være strengt forbundne, var det samtidig både sjovt og nemt at skabe plads til fornyelsen. Både den milde og den vilde. 

Anderledes kompliceret er det at forny et dåbsritual. Teologien fremstår i denne sammenhæng som et lukket system hvor alting peger på noget meget bestemt og det meste på hinanden. Et sindrigt system, der er så komplekst og betydningsmættet, at det kræver en udvalgt samling af lærde til at fortolke, vedligeholde og passe på det. Og hold da op, hvor er de gode til det. Både teologien og teologerne har min fascination og ærefrygt. 

Samtidig sidder man som læg og repræsentant for folket og bøvler med sin opgave og sin mere enfoldige kile. For er der overhovedet en sprække, hvor fornyelsen kan komme ind?