Uden for min verden: Hej synder, du får en ny begyndelse

Det nuværende dåbsritual er slidstærkt. Alligevel vover jeg at give mine bud på centrale budskaber, der kan stå stærkere i et fornyet dåbsritual – hvis folkekirken vel at mærke har den ambition at rage flere og røre dem dybere. For lige nu er dåben til debat i folkekirken, og det er nu, man skal blande sig i samtalen. 

Kækt starter jeg med at proklamere, at syndsbegrebet pine død må genopstå. ’Synd’ som den ydmyge accept af vores ufuldkommenhed, skyld- og skamfølelsernes uomgængelighed i menneskelivet, som i kirkens forkyndelse mødes af nådens aflastning til vores overbelastede egoer.

Samtidig har vores syn på mennesket udviklet sig siden Luthers tid, og derfor må syndsbegrebet genbeskrives. For mange vender om på dørtrinet til kirken, fordi de forbinder ordet synd med en gammeldags opfattelse af seksualmoralens dyder og deslige. Og dermed misser de pointen, før de overhovedet når til præstens udlægning.

Alene i år har jeg hørt mere end ét begavet menneske referere til kristendommen som et regime af skyld og skam, som psykologien heldigvis har frigjort os fra. Den udlægning er både synd og skam.

Kunne vi lade syndsbegrebet genopstå som noget, der besvares med at sige: Du får en ny begyndelse? Og lade ordene ved dåben favne bredere og formulere, hvordan Gud i dåben har skænket os alle en ny begyndelse, ikke kun skænket den døbte syndernes forladelse?

Hver gang et barn bæres til dåben, bringes et nyt håb ind i vores fælles verden. En ny mulighed for at handle i fællesskab, hvilket fremhæver essensen af den frihedsreligion, som kristendommen så helt afgørende er, men sjældent opfattes som i den brede befolkning. At skænke en ny begyndelse gør konsekvensen af bevægelsen fra død til liv, fra skyld til nåde tydelig: At vi får lov til at leve som frie mennesker i et fællesskab, hvor tilgivelsen er grundlaget. Hver dåb minder os således om, at livet er åbent og verden kan forandres.

Opfat ovenstående som et forslag til at begynde samtalen om, hvordan en modernisering kan se ud. Sideløbende kan vi passende finkæmme liturgien for modstillinger mellem tro og tvivl. Formuleringer som “Bevar os i troen, så vi aldrig tvivler om din gave” fremstiller troen som en indre overbevisningstilstand, mange har svært ved at genfinde i sig selv. Og som måske slet ikke fremstår attraktiv for et reflekteret menneske. “Giv os troen, så vi trygt kan tvivle” ville være en langt stærkere sætning, der omfavner menneskets tvivl og vaklen i troens ramme.

Det er vel, hvad nådegaven og barnekåret går ud på: At Gud giver os noget, uden at vi skal leve op til en pind. Hvorpå vi går ud i livet, med fornyet mulighed for at leve frit som kristne sammen med andre. Døbte som udøbte.