Cirkeldans om dåben

’Dåbsdebattens dødsdrome’. Ordene er professor emeritus i religionsvidenskab Hans Jørgen Lundager Jensens, og de betegner en fornemmelse, man kan have, hvis man følger med i den igangværende debat om dåbsritualet i mfolkekirken: At diskussionen går i ring. Både mellem dem, der deltager i debatten, men måske også oppe i hovedet på den enkelte.

Det er især præster, der deltager i debatten, og det forstår man godt, selvom dåb vel er et anliggende for alle med tilknytning til kirke og kristendom. Men for det første står præster oftere end andre i den situation, at de skal kunne sætte ord på, hvad dåb er og betyder, når de fx har inviteret forældre til dåbssamtale forud for en barnedåb. Og for det andet er der nok en god portion teologisk indforståethed forbundet med diskussionen meller en fornemmelse af cirkelslutninger, mman ikke rigtig kan trænge ind i meller slippe ud af: En dødsdrome.

Tegneren Frits Ahlefeldt har illustreret dødsdromen her på siden, sådan som Hans Jørgen Lundager Jensen beskriver den: Dåben er meget vigtig, ergo gør dåben en forskel, ergo er der forskel på at være døbt og ikke at være døbt. Men … hvad så med de udøbte? Og hvordan skal man forstå den kristne forkyndelse af en Gud, der i Jesus Kristus nedbryder grænser, når der samtidig er så mange mennesker, der er udenfor? For Gud er da ikke hjerteløs! Og omvendt: Hvis dåben ikke gør en forskel, er den så ligegyldig? Nej, den er meget vigtig. Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte.

Dåben er til debat – og det er ikke første gang

Den konkrete anledning til, at debatten om dåb finder sted lige nu, er, at en af kirkeministeriet nedsat dåbskommission i flere år har vendt og drejet dåbsritualet, og at de i foråret 2025 udgav en ’midtvejsrapport’ med forslag til ændringer i ritualet, som sognene kan afprøve. Med udgangen af året er der høringsfrist på midtvejsrapporten.

Særligt er der diskussion af den bøn, der i det nuværende autoriserede ritual går forud for selve dåbshandlingen. Og særligt er der i denne bøn diskussion af sætningen: ”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.” For jævnfør dødsdromen afføder denne sætning et spørgsmål i forhold til de udøbte: Er de så ikke Guds børn? 

Der er det ved ritualer, at de let får et skær af evighed: Det er, som om tusinder af år klinger med i ordene. Derfor er det måske også overraskende for nogen, at den bøn, der særligt står diskussion om, stammer fra 1912. Mens nogle af de ord, der lyder ved eller synges ved en gudstjeneste, er både flere hundrede og flere tusinde år gamle, er denne bøn det altså ikke.

Den er skrevet af Sjællands biskop Peder Madsen, nok allerede i 1910 eller 1911, for i 1912, da en ny variant af dåbsritualet blev autoriseret, var han død. Han var kun biskop i ganske kort tid, og hans karriere udfoldede sig især på universitetet, hvor han ifølge kirkehistoriker P.G. Lindhardt blandt andet var blevet ansat, for at der ikke skulle komme en grundtvigianer ind i stedet. Alt dette blot for at sige, at historien rummer mange sidespor og tilfældigheder, og nu er det så Peder Madsens bøn, der aktuelt diskuteres, og hvor det nogle gange kan lyde, som om den er faldet ned fra himlen i urtiden og umulig at undvære.

1912-bønnen forandret

I foreningen Grundtvigsk Forum, som udgiver dette tidsskrift, arbejdes der også på et høringssvar i forhold til midtvejsrapporten. En af dem, der engagerer sig særligt i samtalen herom, er Birgitte Rosager Møldrup, der sidder i Grundtvigsk Forums kirkepolitiske udvalg og er præst i Kollerup-Vindelev og Jelling sogne. Hun hører hverken til dem, der vil bevare hvert ord af Peder Madsens bøn eller have den smidt ud, hun vil derimod ændre i den.

I stedet for disse ord:
”Vi takker dig, himmelske Fader,
fordi du ved din enbårne Søn har
givet os den hellige dåb,
hvori du gør os til dine børn
og skænker os Helligånden
med syndernes forladelse og det evige
liv”

foreslår Birgitte Møldrup at skrive
således:
”Vi takker dig, himmelske Fader,
fordi du ved din søn har
givet os den hellige dåb,
hvori du her i din menighed kalder
os dine børn og kalder os til live,
når du skænker os Helligånden
med syndernes forladelse og det evige
liv”

Mens det i den oprindelige tekst altså kunne lyde, som om vi først bliver ’Guds barn’ ved at blive døbt, vil Birgitte Møldrup gerne have understreget, at det er vi allerede, og det bliver sagt højt ved dåben i en forsamling – en menighed – af mennesker, som lytter med og er vidner.

Er jeg virkelig et menneske!

Birgitte Møldrup tvivler dog på, at Peder Madsen opfattede ordene om, at Gud gør os til sine børn, som kontroversielle: ”I dag tror vi altid, alting handler om os,” siger hun. ”Men måske forsøger Peder Madsen snarere at fremhæve Guds mægtighed: Gud kan gøre mennesker til sine børn.” 

Samtidig understreger Birgitte Møldrup, at netop denne bøn kræver en uddybning, hver gang hun har dåbssamtale. ”Men det er en samtale, jeg meget gerne vil have,” siger hun, ”for det giver anledning til at tale om, hvad et barn er, og hvad et menneske er.” 

Hun fortsætter: ”For nylig hørte jeg i radioen, at det ville være bedre, hvis vi forstod, at vi i bund og grund er dyr. Men jeg tror mere, vi skal forstå, at vi har ånd. Vi mennesker har en erkendelsesflade, som er særlig for os. Vi er åndsvæsner, og ånd er – blandt andet – at vi ikke kun er drift, men også kan høre ord, der ændrer vores liv.” 

Birgitte Møldrup henviser til Grundtvig, der i det teologiske hovedværk, Den kristelige børnelærdom, understreger, at der er sammenhæng mellem det skabte menneske og det døbte menneske. Det er altså ikke i kraft af dåben, at mennesket bliver et åndsvæsen, det er mennesket allerede, for – som der står i en af Bibelens skabelsesberetninger – mennesket er skabt i Guds billede. Vi er allerede Guds børn.

Ifølge Birgitte Møldrup er der imidlertid en erkendelse, som er vigtig: ”I dåben bliver Gud nærværende i sit tilsyneladende fravær og fortæller os, hvem vi er. Vi er ikke bare dyr, vi er ånd og krop. Det giver os livet at finde ud af, hvem vi er: Er jeg virkelig et menneske! Er jeg skabt i Guds billede!”

Birgitte Møldrup er klar over, at en del af dåbsdebatten også har handlet om, hvorvidt dåbsritualet er for ’intellektuelt’. Der er stemmer i debatten, der peger på, at et ritual lige så vel er en kropslig erfaring, og at dåben ikke skal reduceres til noget, man skal forstå med sit hoved: ”Men der knytter sig altså en erkendelse til dåben, og hvis ikke man har den dimension med, så underkender man ordets betydning,” siger Birgitte Møldrup og henviser til bibelfortællingen om Jesu dåb i Jordanfloden, hvor det pludselig kan høres, hvem han er. ”Dåben er en opdagelse af, hvad vi er for nogle størrelser, og hvor stort det er,” siger hun.

Skabelse eller frelse?

I ’midtvejsrapporten’ indgår en række forslag til alternative bønner, hvoraf flere af dem fremhæver Gud som skaber. Også dette indgår som en del af den igangværende dåbsdebat: Skal dåben forstås som frelse, at mennesket frelses ud af noget. Eller knytter dåben snarere an ved skabelsen, ved det der allerede er. 

Men selvom Birgitte Møldrup gerne vil have fremhævet, at mennesket er skabt som et åndsvæsen, så mener  hun ikke, at nogen af de nye forslag til bønner kan bruges: ”Skabelsesteologi handler om mere end den skabte verden med bier og blomster, det er også et menneskesyn,” siger hun. ”Det står ikke klart i de foreslåede bønner, at vi har været Guds børn hele tiden. Og at vi skal opdage, hvem vi er.”

Du kan lade det ligge i kirken, når du går

I sit forslag til reformulering af Peder Madsens bøn, har Birgitte Møldrup indsat ordet ’menigheden’. Det er foran menigheden, at den døbte bliver kaldt Guds barn: ”Fællesskabet mellem mennesker er afgørende. Vi kan godt sidde hver for sig og drikke madeira, men det bliver det ikke nadver af,” siger hun. ”For det er i mødet mellem mennesker, at sakramenterne giver mening. Man kan ikke døbe sig selv. Nogen skal gøre det, og nogen skal vide det.” 

Og apropos synder: Selvom Peder Madsens bøn måske strøg ind og blev autoriseret i 1912 som en af historiens tilfældigheder, så er Birgitte Møldrup glad for den – med de foreslåede ændringer. Særligt er hun glad for understregningen af ’syndernes forladelse’. 

”Og det er altså ord nummer to, der er vigtigt her: Forladelse. Der er nogen, der kritiserer kirke og kristendom for at tale for meget om synd, men pointen er jo, at du kan efterlade den i kirken. Man går nemlig ikke kun i kirke for at få noget, men også for at lade noget ligge tilbage: Det, du skammer dig over, eller det, der bekymrer dig, kan du lade ligge, når du går derfra,” siger hun.

At være skabt i Guds billede betyder ikke at være syndfri. Vi gør hele tiden både ondt og godt, siger Birgitte Møldrup, og det bliver vi også ved med, uanset om vi er døbt eller ej. Alligevel bliver livet aldrig det samme, efter

Indenfor uden udenfor

Fører dette os ud af dåbsdebattens dødsdrome? Nok egentlig ikke. Og spørgsmålet er måske snarere, om man kan forsone sig med en tanke, der bliver ved med at gå i ring? 

For de fleste mennesker i dag handler dåb eller ikke-dåb ikke om frelse eller evig fortabelse i helvedes flammer. Men der er stadig noget – en erkendelse, en opdagelse eller et fællesskab – man med dåben træder ind i. Og hvis man kan være indenfor, kan manogså være udenfor. Eller sådan er det i hvert fald med alle andre fællesskaber, vi kender til – fra fodboldklubben til kernefamilien. 

Men findes der også noget – et guddommeligt mysterium af en særlig slags – hvor man kan komme indenfor, men der er ikke noget udenfor? Og som er meget vigtigt? Det kan man jo lade sine tanker kredse lidt rundt om.