Teologien efter Gaza

På hylderne står Jesus-baby efter Jesus-baby i udskåret oliventræ. Det er den 24. september 2025, og vi er den første gruppe, der har været forbi ’The Olive Wood Factory’ i Betlehem i to år. I fredeligere tider ville butikken være fyldt med turister og pilgrimme. Det samme gælder Fødselskirken, som ligger dér, hvor stalden i Betlehem efter sigende lå for godt 2000 år siden, og som vi i dag har helt for os selv. Det er, som at være alene foran Mona Lisa eller at have pyramiderne for sig selv. 

Jeg er inviteret med på en ’kirkedelegation’ af Kirkernes Verdensråd med et program arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp sammen med 11 andre. Vi besøger en række af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Jerusalem og på Vestbredden. I Betlehem skal vi blandt andet møde Mitri Raheb, der er præst i den lutherske Julekirke og rektor på – og stifter af – Dar al-Kalima-universitetet, som er et kunst- og design-universitet, der dels ligger i Betlehem og dels – indtil for nylig – havde en satellitafdeling i Gaza.

Mitri Raheb er berømt langt ud over Palæstinas grænser, hvor end de grænser går. Han har skrevet en række teologiske bøger, og han er dybt engageret i politiske spørgsmål. Og så har han været i Danmark mange gange og er blandt andet inspireret af den danske højskoletradition i forhold til udviklingen af universitetet i Betlehem, der hvert år sender studerende afsted på højskole i Danmark. “Engang var jeg meget inspireret af den danske teolog, N.F.S. Grundtvig,” siger han – og tilføjer: “Nu i mindre grad.”

Bibelen er ikke skrevet i Wittenberg
Der er noget i Grundtvigs tænkning, som Raheb med den nuværende situation i Gaza har svært ved at forlige sig med. Bruddet med Grundtvig er dog ikke radikalt. Det er til gengæld hans opgør med det han med en samlebetegnelse kalder ’vestlig teologi’. Mitri Raheb har studeret teologi i Tyskland og vendte tilbage til Palæstina i 1987, samtidig med at den første intifada brød ud. Han stod og prædikede i Julekirken i Betlehem, hvor han var præst, mens de skød udenfor, og han erkendte, at det, han havde lært, overhovedet ikke svarede på de spørgsmål, folk stod med: ”Jeg vendte hjem til Palæstina og indså, at jeg havde de forkerte svar. Den tyske teologiske tradition gav mig ikke de svar, jeg havde brug for – folk havde andre spørgsmål,” siger han.

Nogle fra hans menighed kom i såkaldt ’administrativ detention’, hvilket betyder, at de kan være i fængsel på ubestemt tid uden at blive stillet for en dommer. Og et af medlemmerne – George – blev sendt til et af de hårdeste fængsler, som ligger i ørkenen. Intet måtte slippe ud derfra, men det lykkedes George at skaffe papir ved at pille sine to daglige cigaretter fra hinanden og på den måde skrive breve, som blev smuglet ud af fængslet: “Da vi fik det første brev, overraskede det mig, at hele brevet handlede om håb. Og jeg begyndte at forstå, hvor mange tekster i Bibelen, der er skrevet i fangenskab. Paulus skriver fra fængslet, andre dele er skrevet under besættelse,” siger Mitri Raheb. Det fik ham til at tænke meget mere over betydningen af ’kontekst’: Bibelen er skrevet ud af konkrete livsforhold, og vi læser den, mens vi selv er i bestemte livsforhold. Og disse livsforhold er ikke blot en ramme for teologien, det er her, den skal vise sin betydning: “Det er værd at huske på, at Bibelen er et Palæstina-produkt. Den er ikke skrevet i Wittenberg og heller ikke i Rom. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan forholde sig til Bibelen andre steder end i Palæstina. Men Bibelen er ikke noget abstrakt – den har en kontekst. Og at prædike er også at tale ind i en kontekst, som er virkelig og konkret,” siger han.

Gaza tvinger os til at gentænke teologien
Mitri Raheb har i mange år kæmpet for at gøre det synspunkt gældende, at behandlingen af palæstinensere og situationen i Gaza ikke udelukkende skyldes højreradikale politikere eller konservative religiøse ledere, men at liberale teologer i vesten også bidrager til at levere det teologiske ’software’. Den pointe gentager han også nu: “Vi palæstinensiske kristne har et problem med det meste af den vestlige teologi: Der er en judaisme, en philosemitisme, som rammer os. For den bidrager til at understøtte situationen i Gaza. Langt de fleste mennesker er blot optagede af menneskers konkrete livssituationer, det er dét, de lytter til. Det er politikerne og teologerne, der er problemet. Politikerne leverer ’hardware’, og teologerne leverer ’software’,” siger han – og fortsætter: “Det er ikke kun de konservative teologer: De konservative teologer siger, at staten Israel måtte oprettes med henblik på Kristi genkomst. De liberale teologer ser Israel som en post-holocaust-nødvendighed. De argumenterer ofte med, at det er ‘kompliceret’, og derfor er det umuligt for dem at tage stilling. Men jeg siger: Gaza er et wake-up-call, der tvinger os til at gentænkte teologien.”

Hvem tør gøre som Bonhoeffer?
Dette teologiske wake-up-call har for Mitri Raheb skabt en tavshed. Ikke på den måde at han tier stille, men på den måde at han finder det svært at prædike. Derfor kan han tage sig selv i at ønske sig, at den lutherske gudstjeneste bestod af færre ord. Og så er han træt af at høre teologer tale begejstret om Dietrich Bonhoeffer – den tyske, lutherske teolog, der blev myrdet af nazisterne i 1945: “Engang holdt jeg meget af at prædike, men i dag tænker jeg ind imellem, at katolikker og ortodokse har noget meget værdifuldt, fordi de ikke har prædikenen som en slags centrum i gudstjenesten. Så de kan holde messe uden en masse tomsnak om ‘håb’ eller at ’Gud elsker dig’ …” 

Han fortsætter: “Og jeg kan ikke holde ud at høre mere snak om Bonhoeffer. Bonhoeffer er blevet en slags ‘luthersk helgen’ blandt lutherske teologer, som vi kan sidde og snakke om, mens det egentlige spørgsmål er, hvem der tør følge i hans fodspor: Hvem tør rent faktisk gøre som Bonhoeffer?” spørger han. 

Han mener, at Israel over for palæstinenserne i dag kan sammenlignes med Romerriget på Jesu tid: ”Så vi skal læse Bibelen på hovedet,” siger han og tilføjer: ”Og hvorfor smed Luther ikke Esthers Bog ud af den bibelske kanon? Han smed jo så meget andet ud, så hvorfor ikke også denne bog?” 

Esthers Bog er et kort skrift i Det Gamle Testamente, som handler om kvinden Esther, der sammen med sin onkel Mordokaj forhindrer et folkemord på det jødiske folk. Teksten slutter med, at kongen udsender en skriftlig erklæring om, at det aldrig må ske, og at jøderne har ret til at forsvare sig mod dem, der angriber dem: ”Aldrig mere folkemord, lyder det – og det betyder: Aldrig mere folkemord på jøderne. Og dette fungerer rent faktisk som en legitimering af folkemord på andre,” siger Mitri Raheb.

Jesus’ øjne
Til trods for Mitri Rahebs opfordring til at gentænke teologien, så er det ikke teologer, han har kastet sig ud i at uddanne. På Dar al-Kalima-universitetet handler det om kunst, kultur og design: “Jeg er teolog og præst. Jeg har skrevet en hel masse bøger om teologi. Og jeg er med i en gruppe på 17 personer, som er i gang med at formulere en palæstinensisk grundlov, der skitserer en fremtid for Palæstina. Alligevel stod det klart for mig, at dette universitet ikke skulle undervise i teologi eller i politik,” siger han og forklarer: “Politik handler om polis – det græske ord for by eller samfund. Så at være engageret i politik må betyde at være optaget af forholdene for mennesker i samfundet. Men i den betydning er det ikke alle vore politikere, der er politikere.” 

“Og nogle gange er det nemmeste i verden at formulere en teologi – altså at udvikle en ’teologisk tankekonstruktion’. Men hvis man vil skabe forandring, må man lave kontekstuel kunst.” Filosofien bag Dar al-Kalima-universitetet er, at kultur er kilden til forandring. Ambitionen er at inspirere de studerende til at bidrage til det, Mitri Raheb kalder en ”dynamisk palæstinensisk identitet” og at opdage ”en fælles humanitet gennem kunst, kultur og design.”

Han taler om tre tilgange til kunst, som præger undervisningen på universitetet: “For det første: Kunst er en måde at udtrykke dig selv,” siger Mitri Raheb. “I Danmark øver unge mennesker sig på mange måder i at udtrykke sig selv, men sådan er det ikke i Palæstina. Og kunst og kreativitet indgår ikke i det palæstinensiske skolesystem. Derfor har det stor betydning. Og selv hvis de studerende udtrykker sig på kontroversielle eller radikale måder, så er det stadig vigtigt at lære at udtrykke sig. For det andet: Kunst er identitet. Vi vil gerne invitere til udfoldelsen af en dynamisk palæstinensisk identitet. For det tredje – men vigtigt – er kunst et redskab til at kommunikere på en kreativ måde. Jeg bruger med vilje ikke udtrykket ‘ikkevoldelig’, selvom det også er det, jeg mener. Men det er jo bare en negation, det siger for lidt. Et kunstværk taler sit eget sprog.”

Hemmeligheden bag universitetets succes er ifølge Mitri Raheb, at det er ”lokalforankret,” at universitetet er forbundet til livet i Betlehem. Der er en klar overvægt af kvindelige studerende, og Mitri Raheb ser det som en del af universitetets ambition at bidrage til kvinders selvstændiggørelse. Og så er der ca. ¼ kristne studerende og ¾ muslimske. “Et af de første malerier, jeg bestilte, forestiller den sidste nadver. Maleriet mødte en hel del kritik fra folk, der sagde, at Jesus ’lignede en muslim’. Men hvis ikke man kan forestille sig Jesus uden blå øjne, så er vi nødt til at tage en snak om identitet og tro. Derfor ville vi lave et kunstuniversitetet,” siger han.