Der er åndelige værdier på bunden af samfundet, og det er teologernes opgave at få hevet dem op

”Sådan en som mig er uddannet til nyttehensyn, til effektivitet og til at få velfærdsstaten til at fungere,” siger Ove Kaj Pedersen, der blandt andet er forfatter til Konkurrencestaten fra 2011, som blev et begreb adskillelige politikere jævnligt refererer til og lader sig inspirere af.

”Men selvom mange måske tænker velfærdsstaten som et socialt sikkerhedsnet, så er den indrettet på kapitalens præmisser, og tilsidesætter en lang række andre hensyn, herunder naturgrundlag, ligeværdighed og alt muligt andet. Sådan en som mig burde i min effektivitetstænkning tage mange andre hensyn med ind og afveje dem i forhold til hinanden – udover det ene hensyn at få velfærdsstaten til at overleve. Velfærdsstaten er forbrugsmekanismer og en måde at sikre forbrugsmønstret på,” påpeger han. Det har især coronakrisen udstillet, fordi den, ifølge Ove Kaj Pedersen, har fremprovokeret en hel række etiske dilemmaer, der ikke nødvendigvis er enkle at svare på. Det er her, teologerne bør spille en rolle. Det har de gjort før, især i efterkrigstiden, hvor førende teologer som Hal Koch, K.E. Løgstrup m.fl. spillede en helt central rolle i samfundstænkningen.

Teologisk tænkning i efterkrigstiden

De to verdenskrige førte ifølge Ove Kaj Pedersen til en ny opmærksomhed på den mangel på etik, der er udsprunget fra trosretningerne: ”Hvordan kan tyskere slå jøder ihjel industrielt? Hvordan kan de forsvare sig med ikke at være personligt ansvarlige?” spørger Ove Kaj Pedersen retorisk, og fortsætter: ”Der kommer en opmærksomhed på tro som en dræbermaskine. Og på nationalstaten som en dræbermaskine. Nationalstat kombineret med tro er en af de væsentligste årsager til det, vi har oplevet. Derfor kommer der også en opmærksomhed på de farlige dele af en trosretning. Og det er dem, der fører til menneskerettighedskonventionerne og menneskerettighedserklæringen i 1948, altså FN.” Han forklarer, at der her introduceres et begreb, der ikke er borgeren eller den indfødte, men som er mennesket: ”Det er gammelt kristent begreb, men det er også alle andre religioners grundbegreb, at alle mennesker står overfor den Gud, man nu tror på. Det betyder, at der ikke er nogen kønsforskel, national tilknytning, formueforskel osv. Man er først og fremmest menneske.”

Menneskebegrebet bliver derfor det helt centrale og en voldsom reaktion mod indsigten i, at tro og mangel på personlig ansvarlighed indenfor ens egen tro kan føre til en dræbermaskine. Derfor blev menneskerettighedserklæringen fulgt op af flygtningekonventionen og asyllovgivningen.

”Der opstår også en trosfrihedsdiskussion. Og der opstår i det hele taget det, at skolen ikke må disciplinere til en bestemt trosretning, men skal opdrage til en personlig ansvarlighed. Det betyder, at hele diskussionen, som også Løgstrup tager op i Den etiske fordring, går via det individuelle personsansvar overfor tro som et valg af tro, den enkelte foretager sig. Det er tilværelsesoplysning,” siger Ove Kaj Pedersen. Han påpeger, at det netop er teologerne, der er med til at formulere dette menneskesyn på bagkant af verdenskrigene: ”Der var nok en tillid til, at de var de eneste der kunne gøre det – sammen med en masse litterater og filosoffer, der senere følger trop. Men der er ingen tvivl om, at det er teologer, der formulerer mange af disse grundsætninger, og der er heller ingen tvivl om, at det er politikerne, der giver dem ret til og råderum til at gøre det. Fordi teologerne er de eneste, der har den principielle tilgang til den verdenshistorie, de kigger brændende ned i, og samtidig kan reflektere over den. Teologerne indtager selv den rolle, og de får en dyb indflydelse, som du og jeg er dybt præget af. Hele den tænkning, der går ind i skolelovgivningen, er en stor del af den.”

Et revolutionerende tankesæt

Der er ligefrem tale om en ’revolution of the mind’ som Ove Kaj Pedersen formulerer det: ”Det er understregningen af, at du er menneske. Du er ikke en statsloyal borger. Du er ikke en trosloyal troende. Men du skal udvise respekt, accept, tillid og åbenhed og derefter skepsis overfor alle – uanset hvem de er, hvor de kommer fra, hvilken hudfarve de har, hvad de tror på, hvilket køn de har eller hvilken formuestand de kommer fra. Punktum. Der indføres her et ligeværdigheds-begreb. Og det er det, folkeskolen og kulturinstitutionerne sættes i værk for at opdrage til. Det er det, som Løgstrup kalder ’dit eget valg af tilværelse’. Det indgår i Public Service-begrebet, i skole- og universitetslovgivning og den gradvise udvikling af religionstolerance. Og det er en voldsom ’revolution of the mind’.

Han mener, at det både er fascinerende og paradoksalt, at det netop er teologerne i Danmark, der i efterkrigstiden formulerer denne menneskeforståelse, som kommer til at gælde, og som efterfølgende ophæves til lovgivning: ”Det er jo folk som Hal Koch, Løgstrup, Lindhardt og Sløk. Det, der er fascinerende er, at de hovedsaligt har studeret i Tyskland sammen med fænomenologerne. De er påvirket af en tænkning, som kommer fra mellemkrigstiden i Tyskland. Men som er den mest udviklede religionsfilosofiske tænkning, protestantismen nogensinde har haft. Det er en tænkning, hvor man reflekterer over protestantismen og troen, og ind i den refleksion søger sammenhængen mellem troen og den enkeltes ansvar overfor det, de/ jeg tror på.”

Men det er på en måde også denne tænkning med menneske- og ligeværdighedsbegrebet, der i de følgende årtier fører teologerne ud på et sidespor: ”Der kommer en trosfrihed og et individuelt ansvar for at vælge din egen tro og tilværelse. Det vil sige, at dem, der formulerer det, vi skal være fælles om – de træder tilbage. Og det, der kommer i forgrunden er, hvordan du påtager dig et individuelt ansvar for at vælge din egen tilværelse. Den måde de formulerer sig på i efterkrigstiden, eliminerer jo deres egen position,” mener Ove Kaj Pedersen og uddyber: ”Man forskyder troen som noget teologer er særligt vidende om til noget, vi skal træne den enkelte til selv at påtage sig ansvar for. Vi overlader valget af tro, fortolkningen af troen, refleksionen af troen til dig, som vi så samtidig pålægger en række dyder, der blandt andet indebærer, at du skal vise ligeværdighed overfor alle andre. Også forskellige trosretninger.”

Det individuelle ansvar og fællesskabet

Men selvom teologerne bliver ført ud på et sidespor i forhold til den samfundsmæssige indflydelse, bliver de ikke irrelevante, tværtimod, siger Ove Kaj Pedersen: ”Vi har måske overvurderet den enkeltes evne til at påtage sig det individuelle ansvar og måske også overvurderet muligheden for via pædagogik at gøre det. Med det resultat, at mange står i den situation at være ulykkeligt bevidste: At være bevidste om at skulle påtage sig et ansvar og ikke vide, hvad man skal påtage sig ansvaret for. Megen af den frustration der er hos unge i dag, tror jeg skyldes, at de er pålagt så meget ansvar og så megen indsigt i, hvordan den måde de nu vælger ansvaret på, har livsbetydning for dem. Og de er faktisk hverken skolet eller dannet til at kunne gøre det. Med det resultat, at de står ulykkeligt og kigger ned i fraværet.”

Men det betyder ikke, ifølge Ove Kaj Pedersen, at der så skal lægges mindre vægt på det individuelle ansvar: ”Jeg tror, at vi har lagt for meget vægt på Hal Koch, altså fællesskabstanken og demokratitænkningen og for lidt vægt på K.E. Løgstrup som repræsentant for det individuelle ansvar. Vi har brugt skolen til at danne til demokratisk handling og demokratisk fællesskabs-deltagelse, men ikke lagt lige så meget vægt på den enkeltes ansvar. Og ikke opdraget eller dannet den enkelte til, hvad det indebærer at påtage sig ansvaret. For hvad er dyd? Det er jo det, man skal lægge vægt på, når man skal påtage sig et ansvar. Hvordan viser du respekt og åbenhed, som var det, man formulerede som kernebegreber på bagkant af anden verdenskrig? Det er jo næstekærlighedsbegrebet, der er tale om. Men hvordan kan du så få omkring 70 procent af den danske befolkning til at stemme mod det, når det drejer sig om asyl, flygtninge og fattige? Og du har også hele vaccinationsdilemmaet: Vi har stadig kun lidt over 80 procent, der er vaccineret med det første stik. Det vil sige, at vi må regne med, at der er 15-20 procent, der aldrig får det. Og de har bevidst fravalgt det, for de har alle fået muligheden for det. Det vil sige, at der er omkring 20 procent der går iblandt os, som ikke påtager sig det personlige ansvar for fællesskabet.”

Han mener samtidig, at det kan være svært at påtage sig et ansvar overfor fællesskabet, hvis fællesskabsbegrebet er blevet en myte eller et tomt ord: ”Jeg kan stadig være i tvivl om, hvad det er for et fællesskab, jeg er fælles i. Jeg ved, jeg betaler min skat. Jeg ved, jeg går til valghandlinger. Jeg kan høre på enhver, at der er noget, vi er fælles om, men jeg kan ikke høre på enhver, at vi i fællesskab er sammen om det. Vi er opdraget til at være ens ved at være fælles i en bestemt livsopfattelse. Men vi har jo ikke valgt os ind i et fællesskab.”

Han peger på, at dimensionen mellem det fælles og det individuelle ansvar er en anstrengende størrelse på mange planer: ”Det indebærer jo, at man er nødt til at vide, hvilket fællesskab man er en del af, hvis man samtidig skal påtage sig et personligt ansvar.” Han vender igen tilbage til tænkningen omkring de to verdenskrige: ”Det personlige ansvar hænger sammen med et ansvar overfor menneskeheden. Det vil sige, det er det kosmopolitiske. Det er alle, man skal vise ansvar overfor. Og det er jo lidt svært, når man står nede i et supermarked og skal købe ind til aftensmaden. Jeg mener ikke, vi har været præcise nok i definitionen af det fællesskab, således at det personlige ansvar ikke kan genkendes i den situation man står og skal påtage sig i det. Med det resultat, at vi er i den ulykkelige situation, at vi lever i et meget mytologisk fællesskab med et personligt ansvar, som kun kan gøre os ulykkelige.”

Teologiens nødvendighed er at fastholde det menneskesyn, der går på tværs af bevægelser og erfaringer

Er vi så per definition ulykkelige, fordi vi aldrig helt ved, hvad det er for et fællesskab, vi er en del af ? Ja, til dels, mener Ove Kaj Pedersen: ”Det er en konstant dynamisk proces, og du vil aldrig nogensinde komme til den her nirvanasituation, hvor fællesskabet er så præcist defineret, at du nøjagtigt ved, hvilket personligt ansvar du har.” Men vi kan komme det nærmere. Ove Kaj Pedersen har ved en tidligere lejlighed kaldt det en tragedie, at etiske dilemmaer afgøres af økonomer: ”Det er, fordi der er en nyttefilosofi i økonomien, såvel som i professionerne: Som sygeplejerske har du en nyttefilosofi, som læge har du en, som lærer har du en osv. Det at man skal gøre nytte og har en egeninteresse. Den pointe er væsentlig, for selve etikken, der begynder med at være en generel almen etik i efterkrigstiden med begreber som ligeværdighed, respekt, accept osv., er jo blevet professionaliseret. Men der er ingen, der fastholder, hvad der går på tværs af de etiske kodekser. Og hvad der er etik ved dem: Hvis de alle sammen er etiske kodekser, hvad er så det etiske ved alle disse kodekser?” Det er her, teologerne har en vigtig rolle at spille: ”Teologerne bør tale om det fælles menneskelige. På tværs af klimadagsorden, metoo, og alle de forskellige bevægelser, vi alle er en del af. Bestræbelsen er at gøre alle ligeværdige – ligegyldigt hvad. Og det er præsters og teologers opgave – sammen med moralfilosofferne – at præcisere det. Vi er nødt til at reformulere, hvad det er for en etik, vi snakker om.” Ove Kaj Pedersen mener, at netop pandemien har aktualiseret denne diskussion:

”Pludselig er vi i en vis forstand presset ned i grundsætningerne og skal tage stilling til dem. Skal vi vaccinere den danske befolkning? Eller skal man tilstræbe at vaccinere hele klodens befolkning? Skal vi lukke af for andre, eller skal vi lukke op for andre? Skal vi sørge for, at alle bliver vaccinerede, selvom de er imod det? Der er cirka 20 procent, der ikke er vaccinerede i Danmark, og dette er tilstrækkeligt til, at vi nu får pandemier i striber. Skal vi tvinge dem?”

Det er han helt med på, at der kan være mange forskellige svar på:

”Men det er teologernes opgave både at formulere spørgsmålene og også at svare på dem. Der er forskellige bud, og så må teologerne  diskutere med hinanden. Og kritisere hinanden. De skal selvfølgelig også tage debatten med alle andre, og gøre hvad de kan for at udbrede den teologiske debat. For der er forskellige perspektiver på etik, og der er forskellige dilemmaer i etik. Men efterkrigstiden i hele den vestlige del af verden er defineret af et menneskehensyn, som udspringer af rædslerne. Det vil sige, at der er nogle grundsætninger, som er gældende. Men dem er vi, efter min mening, løbet fra.”