Artikel
Grundtvigsk Tidende

Tonen i livet

”Hvilket vovestykke det må være at sætte musik til et digt, dvs. at ville illustrere et digt ved hjælp af musik for på den måde at hjælpe musikken til et begrebssprog: hvilken omvendt verden! Et vovestykke, der forekommer mig, som hvis en søn ville avle sin fader!” skrev Nietzsche i 1871, foto fra 1882
af Peter Aaboe Sørensen, studieadjunkt på Idéhistorie, Aarhus Universitet
5/2022

TEOLOGISK TÆNKNING. Friedrich Nietzsche og musikken. I tonen – så flygtig den end er – er mennesket for et øjeblik del af en dyb forbindelse. Ikke adskilt fra andet og andre, men forbundet med alt, hvad der er. Peter Aaboe Sørensen dykker ned i Nietzsches forhold til musikken og opdager den oprørske filosof som bevidsthedsoverskridende skabelsesteolog.

Det er et afgørende træk ved menneskets måde at være til på, at det at leve også er at tænke nærmere over det at leve. Hvis man i forlængelse heraf filosofisk prøver at tænke videre, erfarer man uvægerligt, at det, man tænker over, er man altid allerede i færd med at udfolde. Det vil sige, at det at leve indebærer det at tænke over livet, medens det leves. I tilblivelsen af tanker om livets betydningsfuldhed er man i en og samme bevægelse allerede på forhånd indfældet i tilblivelsen af det selvsamme liv.

På denne måde er der en forviklethed mellem liv og tænkning, og den hensætter mennesket i en dyb undren og taknemmelighed over selve det, at livet overhovedet findes. Det forhold, at livet findes, er og bliver en uudgrundelig gådefuldhed. Dette indebærer helt fundamentalt set, at livet i streng forstand ikke kan forklares og dermed afgrænseligt udgrundes, men netop fordrer en udstrakt og omfattende forståelse.

Mennesket har fået livet skænket, og det implicerer, at det ikke er menneskets egenhændige afgørelse, hvorvidt det vil ind i livet eller ej, og mennesket afgør for det meste heller ikke selv, hvornår dets udgang af livet skal finde sted. Livet er blevet mennesket skænket til at leves, og som følge heraf befinder mennesket sig på forunderlig måde midt i en instans, der er større end mennesket selv, men mennesket er lige præcis til stede midt i denne, for hvor skulle det ellers befinde sig?

Det er selvfølgelig indlysende, at det enkelte menneske i dets egen livsførelse og i dets enkelte livssituationer kan erfare livet som brudfyldt, smerteligt og nærmest meningsløst, men om livet selv overhovedet rummer mening kan i streng forstand ikke gøres til genstand for problematisering, da det ville afstedkomme, at mennesket evnede at sætte sig uden for livet for at kunne afsige denne dom, og det åbenlyse spørgsmål i forlængelse heraf er selvfølgelig, hvor dets hensættelse skal være? Mennesket har fået livet skænket som en gave, og har som konsekvens heraf lige præcis den opgave at tage vare på livet som en gave. Denne skænkethed viser, at mennesket lever et liv i modtagelse, hvilket vil sige at det lever et liv i glæde og taknemmelighed, og som den tænkning, der tænker over det selvsamme liv, må belave og besinde sig på, og som åbenbarer sig i tankens glæde.

Tonen bliver til for at forsvinde

Det er i forlængelse af disse filosofiske overvejelser, at spørgsmålet om musikkens betydningsfuldhed kommer ind og i kølvandet her på den tyske tænker Friedrich Nietzsche. Det forholder sig måske så forunderligt, at livets ubegrænsede storhed og ophøjethed kun kan tilsvares af tonens uendeligt tilnærmende omrids. På denne måde udtrykker musikken noget altafgørende og betydningsfuldt om menneskets liv, og den kommer for Nietzsche ind som den mest sublime del af æstetikken, der til fulde evner at udtrykke livets dionysiske inderste. I værket Afgudernes ragnarok fra efteråret 1888 tilskrives musikken følgende uomtvistelige livsfilosofiske betydning:

TEOLOGISK TÆNKNING

Artiklen er en del af serien Teologisk tænkning, der er et fast indslag i Grundtvigsk Tidende og er et forsøg på at tænke og reflektere dybere og grundigere over teologiske emner, som vi erfarer i verden.

“Så lidt der hører til lykke! Tonen fra en sækkepibe. Uden musik ville livet være en fejltagelse. Tyskeren forestiller sig selv Gud syngende Lieder”
Friedrich Nietzsche i 'Afgudernes ragnarok', 1889, s. 27

Det er undtagelsesvist for Nietzsche muligt i kraft af musikken i et moment at erfare en ubrudt enhed i forholdet til sig selv og verden, og på denne forunderlige vis tilhører mennesket væren, når det hører musik.

Musikken forstået som udfoldelsen af toner besidder det væsenstræk, at den på den ene side udfolder sig i rummet, og på den anden side parallelt hermed successivt forløber i tiden. Analogien mellem musikkens udfoldelse og livets udfoldelse ligger i forholdet mellem tilblivelse og tilintetgørelse. En tone har uvægerligt det træk ved sig, at samtidig med at den bliver til, så bliver den til for at forsvinde. En tones tilblivelse er i den forstand et evigt ophør. Det vil sige, at medens tonen lyder, er den uafladelig forbigående og derfor ikke vedvarende.

Tonen bliver på denne vis til et sindbillede på et grundtræk ved livet, nemlig at det, der bliver til, bliver til for at forsvinde. Det tilblevne, der foreligger, men som ikke bliver ved med at vare grundet tilintetgørelsen, kan dog alligevel i menneskets bevidsthed opretholdes i sin usvækkede kraft netop som tilblevet. Musik og liv hører i denne forstand sammen og ophører i en anden forstand hver for sig.

Tonen kommer før ordet

Der er ingen tvivl om, at Nietzsche er en usædvanlig begavelse med en udsøgt sans for sprogets betydningsfuldhed. Dette ytrer sig blandt andet ved, at han i en alder af kun seks år skriver sine første bevægende og rørende breve til sin familie. Senere finder vi hos ham en passioneret dragning mod musikken, rodfæstet fra omkring niårsalderen, hvor han begynder at udfolde sig ved klaveret og tillige begynder at skrive digte. I en tidlig optegnelse Fra mit liv afdækker han i en alder af blot 13 år, hvorledes tonen og troen fylder hans sind:

”Gud har givet os musikken, for at vi for det første kan ledes opad ved den (…) Tonekunsten taler ofte mere indtrængende til os med sine toner end poesien med sine ord og griber hjertets inderste afkrog. Men alt hvad Gud skænker os, kan dog kun blive til velsignelse, hvis vi anvender det på en rigtig og vis måde. Således opløfter sangen vort væsen og leder det til det gode og sande. Men bruges musikken blot til morskab eller til at prange med foran mennesker, da er den syndig og skadelig (…) Man kan ikke andet end betragte alle mennesker, der foragter den som åndløse, dyriske
væsner. Må denne Guds herlige gave være min ledsager på min livsvej, da kan jeg prise mig lykkelig for at have fået den kær. Vi bør synge Gud en evig tak for at have skænket os denne smukke nydelse” (fra Om musik og ord, i Den unge Nietzsches lidelser, side 13).

Det er påfaldende, hvorledes Nietzsche erfarer musikken langt mere gennemgribende og indvirkende i kraft af det religiøse, og det er samtidig helt uomtvisteligt tonen, der har forrangen i forhold til ordet, det er musikken, der aldeles går forud for poesien og sproget, og denne forståelse af musikmetafysik er og bliver en grundsten i Nietzsches æstetik. En musikmetafysik der udkrystalliserer sig i den originale kortfattede tekst fra foråret 1871 med den prægnante titel: Om musik og ord.

For Nietzsche gælder det, at tonen er mulighedsbetingelsen for, at ordene kan udsiges med betydning. Hvis ikke dette var tilfældet, ville, som han siger, konsonanter og vokaler kunne reduceres til rene og skære instrumentelle stillinger i sprogorganerne. Toneundergrunden er således det, der uvægerligt bærer ordenes fremtoning og udsigelse.

Viljen er for Nietzsche den mest fundamentale og oprindelige fremtoning i livet, fordi den er et udtryk for tilblivelsen overhovedet. Men den udsættes i historiens løb for en særdeles problematisk forandring, nemlig i det moment, hvor lyrikken tilsigter at omskrive musikken til billeder, og Nietzsche skriver i dyb anfægtelse:

”Hvilket vovestykke det må være at sætte musik til et digt, dvs. at ville illustrere et digt ved hjælp af musik for på den måde at hjælpe musikken til et begrebssprog: hvilken omvendt verden! Et vovestykke, der forekommer mig, som hvis en søn ville avle sin fader!” (fra Om musik og ord, i Den unge Nietzsches lidelser, side 91).

Musikken vil altid, anfører Nietzsche, være i stand til at fremkalde billeder, men da billederne fikserer mere end de fremviser, vil de til enhver tid være reduceret til endeligt begrænsede og indsnævrede tydninger af musikkens uendeligt uafkortede og almene betydningsindhold. Og han stiller spørgsmålet om, hvordan et billede overhovedet skulle kunne frembringe musik inden for dets egen horisont og dermed ud af sig selv? Det er således tilfældet at kunne udfolde bevægelsen fra musikkens mytiske ophøjethed til billedernes frie land – og lyrikeren går forbindende denne vej – men det er tilsvarende helt og aldeles udelukket at kunne bevæge sig den omvendte vej.

Hvorledes leve videre, når musikken er hørt op?

Men hvordan indfinder dette billedmæssige syndefald sig for alvor? Det gør det lige præcis for Nietzsche at se i kraft af øjets apollinske verden, hvor mennesket tilbagetrukket helt og aldeles er hensunket i den rene distancerede beskuelse og iagttagelse af billedet og ikke mindst den skæbnesvangre fortabthed i skinnet som en problematisk ledsageomstændighed. Det er nøjagtig en nærmest restløs adskillelsestilstand, hvor mennesket som konsekvens af en begyndende og stadig tiltagende individuationsproces bliver skilt ad fra sig selv og verden til fordel for en eksistens på rationalitetens og subjektivitetens bevidsthedsmæssige betingelser. Det er mulighedsbetingelsen for opkomsten af såvel jeget som selvet og omverdenen, og for disse gælder, at det nu er noget, som mennesket står over for, og der er ingen vej tilbage til det foregående ubrudte og forbigangne, men spørgsmålet er, om der er en vej frem for mennesket på adskillelsens tilkommende betingelser.

Sagt på en anden måde er det bevidstheden som vilkår og som problem, som Nietzsche undersøger indgående, og nærmere bestemt er hovedanstødsstenen for ham bevidsthedsfilosofiens ubetingede forestilling om bevidsthedens selvberoenhed og suverænitet. Den menneskelige bevidsthed er her blandt andet bestemt ved sin evne til at kunne foranstalte sammenligninger og dermed anfægte gyldigheden af den umiddelbare erfaring. Men det er også en form for bevidsthed, der tenderer mod at lukke sig om sig selv og dermed udelukke sig fra andet og andre, hvorved den bliver helt og aldeles selvberoende. Problemet er, at bevidstheden ikke formår at se andet end sine egne konstrukter i verden, og dermed forfalder den til henlevelse i en aldeles affortryllet verden, der er blevet til en restløs omverden; men samtidig er den i sin selvtilstrækkelighed blevet berøvet blikket for det andet og mere end i verden, der netop udtrykker livets uudgrundelige gådefuldhed.

Hvor bevidsthedsfilosofien altid på denne vis står i et overfor eller et ved siden af og i sidste instans måske endda et ikke andet end, da udfolder tænkningen en omfattende merbetydning. Som følge heraf er der en fundamental forskel på at have bevidsthed om noget og at tænke over noget. Når Nietzsche derfor tænker over bevidsthedsfilosofiens problemer under udfoldelse af en musikmetafysik, så bliver korrektivet for ham ufravigeligt det dionysiske eller kort og godt musikken: ”Musikkens oprindelse ligger hinsides al individuation” (fra Om musik og ord, i Den unge Nietzsches lidelser, side 93). Det er undtagelsesvist for Nietzsche muligt i kraft af musikken i et moment at erfare en ubrudt enhed i forholdet til sig selv og verden, og på denne forunderlige vis tilhører mennesket væren, når det hører musik. Men det er netop kun i et moment, fordi musikkens grundvilkår er ufravigeligt, at den bestandig hører op; selvforglemmelsen var kun mulig på en respit, og bevidstheden holder igen sit fremrangerede og tilbagevendende indtog på ny, og det evigt genkommende eksistentielle spørgsmål rejser sig endnu engang om, hvorledes det er muligt at leve videre, når musikken uigenkaldeligt er hørt op.

Menneskekærlighed, ikke næstekærlighed

Nietzsches uforbeholdne kærlighed til musikkens betydningsfuldhed i livet går ånd i ånd med den tænkning, der tænker over det selvsamme liv. Hans barndomserindringer omkring betydningen af det religiøse viser, at selvom han er antikristen, er han ingenlunde antireligiøs. Han kan gøre Det nye Testamente til genstand for gennemgribende kritik for moralisme samtidig med, at han udtrykker beundring for alvoren i Det gamle Testamente. Han slår Gud og den klassiske metafysik ihjel og kan i forlængelse heraf befordre spørgsmålet om, hvorledes man kan tænke religiøst i en eftermetafysisk tid? Han prøver i sin overvindelse af næstekærligheden ideligt at forfægte menneskekærligheden.

Måske kan denne form for kærlighed finde sit sammenfattende æstetiske udtryk, når et elsket menneske er som et stykke musik. Man kan såvel savne et andet menneske som længes efter vedkommende. Forskellen er, at hvor savnet besiddende angår det bekendte, som ikke er øjeblikkeligt til stede, da gælder det om længslen, at denne angår det uafgrænsede og er langt mere åben i sin vedvarende flytbarhed og uendelige udvidelse. På denne måde kan man fyldes helt af savn, men til gengæld flyde over af længsel. En længsel efter at sige det uudsigelige, efter et instrument til at udtrykke det uudsigelige. Derfor er der næsten intet så uimodståeligt som længselsfulde violintoner – og violinen betegnes jo netop som sjælens instrument. Hvis et andet elsket menneskes liv kun er som enkeltvise toner, men uden den sammenhængende og bærende melodi, må man i kærlighedens navn løfte det op til musik. Kunsten i livet må derfor være at længes efter at udleve hver eneste tone i en melodi, fordi det at længes dybest set er at ville livet på ny.

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu