Sæt skolen fri

”Jeg tror grundlæggende på, at børn, lærere, forældre og en god skoleleder er de bedste til at skabe deres egen skole ... Derfor skal vi møde medarbejdere i velfærden med tillid frem for kontrol.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen for nylig i sin nytårstale.

Det er et glædeligt budskab til skoleverdenen i Danmark, der de seneste mange år har været udsat for en massiv måle-og-veje-dagsorden. Der blæser nye vinde.

Der skal selvfølgelig først sættes handling bag ord, men meget har allerede et stykke tid været på vej, fx med opgivelsen af de omdiskuterede ’elevplaner’, med en mere nuanceret tilgang til de nationale tests eller med frikommuneforsøgene. Interessant bliver det, om den nye varslede frihed også skal gælde friskolerne, der til gengæld de seneste år har været underlagt en stigende kontrol.

Men mere frihed til skolen stiller os også med nogle spørgsmål: Hvor store forskelle ønsker vi egentlig, der skal være imellem forskellige børns forskellige skolegang? Hvor meget skal det betyde, hvor i landet man tilfældigvis er født, eller hvor man har råd til at flytte hen? Og hvor stort fortolkningsrum skal den enkelte skoleleder og skolelærer have i forhold til at fortolke, hvad der er skolens opgave? For ja, Mette Frederiksen, en god skoleleder – og gode skolelærere – er afgørende, men ikke alle er jo lige ’gode’ (og ikke alle er i sagens natur enige om, hvad der er godt). Så hvor meget mener hun – og vi – mon egentlig det med friheden?

Dertil kommer, at de seneste mange års tendenser og tiltag inden for skole- og uddannelsesområdet har handlet om at finde størst mulig vished for, at eleverne ’lærer noget’. Og selvom det til tider kan virke som et nærmest sygeligt behov for kontrol, kan man også se det som et udtryk for ’de velmenende intentioners’ desperate afmagt: Alle vil jo bare så gerne have gode skoler og dygtige elever.

Udspændt mellem frihed og nødvendighed

Alle går ind for frihed, ingen er imod. Men lige så smuk friheden er, når vi taler om den i skåltaler, lige så hård er den også, når vi er vidne til mennesker, der bukker under for den. Frihed – hvis den er virkelig frihed – er nemlig også friheden til at mislykkes.

Med arven fra Grundtvig har vi en nøgtern frihedstænker i ryggen. Grundtvig vidste godt, at frihed er farligt – og han ville den alligevel, fordi frihed og liv hænger sammen. Han sagde helt åbent, at der er grænser for, hvor meget vi skal beskytte og dermed styre hinanden – vel vidende at det har en pris.

Og udspændt mellem Grundtvigs nøgternhed og den socialdemokratiske velfærdstanke har vi et godt afsæt for at tale om at ’sætte skolen mere fri’. For friheden er hård, men den er også en nødvendighed.

Friheden er nødvendig, hvis skolerne ikke bare skal være en administrativ forvaltningsenhed i velfærdsstaten. Friheden er nødvendig, hvis skolelederen skal være en myndig vært på skolen, og læreren skal være en myndig vært i klasseværelset. En vært der kan byde velkommen i 1.b med begge og egne ben på jorden. Friheden er en nødvendighed, hvis vi gerne vil have skoler, som er steder med ånd, liv og sjæl. Og det vil vi.

Udspændt mellem frihed og nødvendighed må skolen finde sin form. Den form skal vi bl.a. finde på seminaret ’I skole med Grundtvig’, som jeg er vært for. Jeg glæder mig til at byde jer velkommen. Læs mere om seminaret nedenfor eller på www.grundtvigskforum.dk