Stor opstandelse om bibeloversættelse

Arbejdet med en ny bibeloversættelse er i gang. Den skal udkomme i 2036 sammenfaldende med 500-året for reformationen, der også handlede om bibeloversættelse og om vigtigheden af tilgængelighed til Bibelen for enhver. ”Sola scriptura” lød et af reformationens slagord. Skriften alene. Det var derfor et af reformationens kernepunkter, at Bibelen skulle oversættes til et lands modersmål.

Det er Bibelselskabet – med en dertilhørende redaktionsgruppe – der står for oversættelsen af den kommende bibel. Oversættelsesarbejdet af i dag har udpeget fire fokuspunkter, som på hver deres måde også handler om tilgængelighed: 1. Trofasthed overfor kildetekster – herunder tekstnærhed. 2. Et nutidigt og fremtidsorienteret sprogbrug. 3. Respekt for traditionen. 4. Hensyn til anvendelse i gudstjeneste, undervisning m.m.

Er vi brødre og søstre?

Men netop fordi der er tale om forskellige perspektiver på tilgængelighed, kan de også støde sammen. For kan man med hensynet til et nutidigt og fremtidigt sprog komme til at skygge for, hvad det er for en kildetekst, man har foran sig? Og hvilken tid begivenhederne udspillede sig i og for hvem, der faktisk er forfattere til de enkelte bibelske skrifter og har deres personlige interesser?

Et eksempel på et sammenstød går på inklusionen af kvinder: Det er problematisk for Bibelens tilgængelighed for nutiden og fremtiden, at mange skrifters forfattere og deres gengivelse af Jesus’ udsagn i Det nye Testamente kun henvender sig til mænd – fx til ’brødrene’. Jamen, det står der i kildeteksten (!), og det var primært mænd, der fulgte Jesus, lyder forsvaret. I hvert fald som apostle eller disciple. Vi kender jo navnene på dem. Men vi ved også, at noget af det nye ved kristendommen var, at kvinder faktisk var en del af sammenhængen og tog ansvar i menighederne på forskellige niveauer, kan indvendingen til gengæld lyde. Vi kender også navnene på nogle af disse kvinder. Så var det bare vane, når forfattere og brevskrivere skriver ’brødre’? Deres primære interesse har givetvis været en anden end inklusion af kvinder, men den har heller ikke været eksklusion af kvinder. Så hvad er det rigtige, når vi i vores samtid og fremtid kan opleve teksten som ekskluderende i forhold til kvinder i et omfang, der har betydning for Bibelens tilgængelighed? Kan man nu oversætte med ’brødre og søstre’ som en kollektiv betegnelse, fordi det faktisk var det, de mente?

Hvad skal vi give videre?

Så er der de andre to hensyn; den nye oversættelses forhold til traditionen og til anvendelse fx i gudstjenesten.

Her står vi med udfordringer, der er mindst lige så store som forholdet mellem hvad der lå i ordvalget på den tid bibelteksten blev skrevet i, og hvad der ligger i ordvalget i vores nutid og fremtid. For man kan gå deskriptivt til værks, når det handler om sprog dengang og nu. Man kan fx sætte en stor AI-dreven undersøgelse i gang, som kan fastlægge hvor meget, i hvilke sammenhænge og hvordan en glose er brugt på eksempelvis nytestamentlig tid. Man kan gøre det samme i forhold til vores samtid og dermed blive klogere på, hvordan man placerer sig i forhold til det omgivende samfund og glosers betydning og brug både dengang og nu – hvor kompliceret en sådan øvelse end måtte være.

Men hvad med tradition og anvendelse? Her gør et andet hensyn sig stærkere gældende. For vel er der også her tale om hensyn, der kan tilgås deskriptivt: Man kan fx tage udgangspunkt i, hvilke ord og begreber traditionen har lagt særlig vægt på, og hvilke ord og begreber der har fundet særlig udbredelse i anvendelse. Men dette kan ikke stå alene. Opgaven må også tilgås performativt. For tradition og anvendelse er ikke bare historie – det er også noget, vi med en bibeloversættelse er med til at forme. ’Traditio’ betyder, at noget gives videre. Vi får ikke bare noget givet videre fra dem før os. Vi giver også noget videre til dem efter os med en ny bibeloversættelse. Så hvad er det for en tradition, vi vil skabe? Tilsvarende med anvendelsen. Vores bibeloversættelse skal ske med hensyn til den hidtidige og aktuelle anvendelse af Bibelen – fx i gudstjenesten – men vil også få betydning for, hvordan anvendelsen efterfølgende former sig. Nye anvendelsesmuligheder vil måske ligefrem dukke op?

Et kors af påskeliljer

Oversættelse er med andre ord ikke ajourføring. Det er også nyskabelse, og det kræver mere poetisk sprogfornemmelse og visionær omgang med teologiens begreber end AI-drevne undersøgelsesresultater.

Så vi skal ikke se bekymrede på de elskede gamle salmer og frygte for, at de kan blive uforståelige, hvis vi efterlader deres ord på oversættelsesperronen. Vi skal lade os inspirere af nye salmers forsøg på at inkludere de gamle ord i nye sammensætninger eller skabe helt nye ord som når salmedigter Iben Krogsdal bruger begrebet ’fyldesthånd’ om den kraft, der tager fat i opstandelsen. Ligesom salmedigtere kan give gamle begreber liv med nye associationer og metaforer. Helt som tidligere salmedigtere har gjort det for påskesalmernes vedkommende, hvor ikke mindst Grundtvig lagde grund til en fremtidens tradition og anvendelse med den forbindelse mellem opstandelse og forår, som er kommet til at fylde det meste for de fleste, der synger påskesalmer i dette land.

Det fylder også for de nye påskesalmedigtere, der dog skaber nye billeder ud af velkendte begreber, som når Simon Grotrian skriver ”Et kors af påskeliljer står.” Eller Peter Fischer- Nielsen skriver påskesalmer om vinterkrop og forårstræ, som er billeder, der kan mærkes i denne vinters kuldslåede knogler.

En sådan frihed har de mange aktører omkring bibeloversættelsen selvfølgelig ikke. Men også de varetager mere end bare en arv, når de arbejder for en tradition for fremtiden og er på den måde en del af en nyskabelse. Så god påske til dem og alle os andre. 

Og glem forresten ikke, at søstrene var de første, der hørte dens budskab…