Skoleledelse

Ord skaber virkeligheden

Det er karakteristisk for ethvert sprog at det er skabt, og at det udvikler sig, for at dække den virkelighed der udfolder sig blandt de mennesker der har netop dette bestemte sprog som modersmål. Og sproget med alle dets sammenflettede associationsmuligheder er med til at tegne et bestemt kulturlandskab. Derfor er der fx en solid pointe i Johannes Møllehaves påpegning af at undervisning på dansk både betyder at vi skal vise hvad der ligger under, og at vi skal vise undere.

Når vi ser på begrebet skoleledelse, opstår der et tilsvarende flertydigt billede af hvad der kræves, for at skoleledelsen skal være ordentlig.

Ordet skole er af græsk oprindelse og betyder fri tid til at være sammen om noget væsentligt, altså modsat de vilkår de ufri, slaverne, levede under. At ingen skoleelev i dag ville vælge denne mulighed i en multiple choice-test, burde nok vække til eftertanke. Det er jo ikke altid virkeligheden udvikler sig til det bedre.

Det væsentlige omkring skoleledelse er at man skal være leder af den tid som børn og unge får stillet til rådighed så de kan udvikle den livsduelighed, der i fremtiden både kan skaffe dem noget at leve af og give dem noget at leve for. Skoleledelse adskiller sig derfor principielt fra ledelse af en produktionsvirksomhed fordi bundlinjer i skolen først og fremmest består at fremtidigt fremtidige, levede liv og ikke af tal.

En leder skal lede. Ordet lede er på dansk herligt mangetydigt og dækker over de mangfoldige egenskaber der kan ønskes af en skoleleder.

1. at lede er at føre, altså at gå forrest. Det kræver troværdighed og autenticitet hvis lederen ikke skal kunne lignes ved de hvide plasticstandere der står langs vores veje: de viser vejen uden selv at gå den. Når man fører, må man have en idé om hvor man skal hen. Men man må også være klar over hvor man kommer fra, faktisk lade sig inspirere af folket i Mats Leténs billedbog om En mærkelig mand (1998), som altid går baglæns, for så kan han se hvor han kommer fra.
2. at lede er at søge, altså at finde frem til det der har værdi. Det kræver kendskab til de mennesker, elever, forældre og ansatte, man er leder for, og på hvis vegne man søger. Ikke blot skal man kende deres navne og interesser, men man må også have en fornemmelse for hvad de rummer og hvor deres grænser er. Og man må tale med hjertesprog om det der optager en.
3. at lede er at lade impulser strømme igennem sig, jævnfør fysikkens brug af ordet. Det der her kan hæmme, er isolation og modstand. Lederen må altså undgå at blive isoleret eller vælge isolation – og altså placere sig midt blandt dem hun/han er leder for. Og lederen må bestræbe sig på at begrænse modstand gennem både sin ageren og sin argumentation

Det at være skoleleder er altså at byde sig til med sit livsmod på fremtidens muligheder og sin erkendelse af fortiden forudsætninger, at søge det værdifulde i både det globale og fælles og i det lokale og individuelle, og at give alle gode kræfter i omgivelserne muligheder for at få deres bidrag kanaliseret i en fælles retning; en fælles retning som bestandigt kan justeres.

Dette er komplekst og modsætningsfyldt og vel nærmest dømt til ikke at lykkes. Alligevel er det de kræfter der må være i spil hvor børns udfoldelse og udvikling er det væsentlige. Det kræver klogskab i højere grad end intelligens. Det kræver visdom i højere grad end viden. Men det kræver først og fremmest stor kærlighed til opgaven, så man på en gang tør gribe tøjlerne og slippe de andre fri. Når det lykkes, kan man vokse med opgaven.

For den har ikke ledet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.