Fællesskab

Fællesskab, forpligtelse, ansvar – find dig i fællesskabet!

I den grundtvig-koldske skoletradition har der altid været lagt stor vægt på skolen som et fællesskab. Fællesskab har endda været så centralt et begreb i denne tradition, at det ligefrem er blevet indoptaget i det lovbestemte hovedsigte med skolevirksomheden. I lovens bemærkninger bliver der nemlig talt om skolernes ”tilbud om forpligtende fællesskab”.

Baggrunden for denne centrale placering af fællesskabsbegrebet stammer helt tilbage fra Grundtvigs tanker om skole og oplysning. Grundtvig betragtede fællesskab mellem mennesker som en betingelse for dannelsen af et samfund og dannelsen af et individ, og dette fik betydning for hans forestilling om, hvordan de almindelige mennesker – og ikke kun de få rige og magtfulde – skulle overtage styringen i Danmark. Betingelsen for et folkestyre var imidlertid, at der var et folk – dvs. nogle mennesker der følte sig i og som et fællesskab – og at dette folk var oplyst nok til at kunne bestemme. Grundtvig brugte derfor hele sit liv på at advokere for et sådant folkeligt fællesskab og videregive inspiration til en skole- og oplysningsvirksomhed, som kunne give det enkelte menneske mulighed for gennem folket at være medbestemmende i samfundet. Han ville, som han sagde, gennem oplysning gøre almuen til et folk. Modsat almuen, hvor det enkelte menneske gennem familien og slægten nærmest så sig selv som del af ét stort kollektivt legeme, så er et folk kendetegnet ved at være selvstændige, selvbevidste individer, der føler sig som en del af og forpligtet på et fællesskab. Grundtvig så dog også en fare i, at opdrage børnene til sådanne selvstændige individer, og han tordnede derfor imod alle tilløb til, at selvbevidstheden udartede til egoisme og varetagelse af særinteresser.

Til gavn for det fælles liv

Især så han skolen som det sted, hvor egoismen skulle bekæmpes og fællesskabet opbygges. Derfor skulle den viden børnene skulle have i skolen også være til gavn for deres fælles liv her og nu, og skoleundervisningen skulle give eleverne en fornemmelse for, hvordan hver af dem er indfældet i et historisk forløb. Altså at man som menneske ved sin fødsel træder ind i en sammenhæng, som er en realitet før man selv kommer til. Man står så at sige ikke på bar bund som nyt menneske og skal til selv at opbygge en meningsfuld sammenhæng med de andre. Denne sammenhæng er der og er til at træde ind i. Og det skal bl.a. skolen lære børnene.

Historie centralt

Disse tanker betyder, at skolen skal have historieundervisning som en central del af det faglige indhold. Og det er både den del af folkets historie som udtrykkes i sagn og myter og eventyr og den del, der hører til den mere faktuelle Danmarkshistorie – og verdenshistorie. Historieundervisningen skal altså betragtes som en vigtig del af fællesskabsopbygningen på skolen, og med det som mål bør den i høj grad også være mundtlig og fortællende. Fortællingen i skolen er ikke bare én blandt flere undervisningsmetoder – den er også en måde at være sammen på og derfor at skabe fælles-skab på. Det samme gælder fællessangen. Derfor skal der synges meget i en skole der kalder sig grundtvig-koldsk, og selv om det måske er logisk, er det nok alligevel vigtigt at holde fast i, at fællesskab opbygger man ved at mange gør meget sammen – tit!

At give eleverne en følelse af, at de tilhører et meningsfuldt og forpligtende fællesskab, som har en historie, kan skolen også opbygge ved at være bevidst om sin egen historie og holde fast ved den gennem fortællingen om skolen og opbygningen af traditioner.

Kun i fællesskab opbygges individet

Det er en vigtig pointe ved Grundtvigs fællesskabsopfattelse, at han – i lighed med mange moderne psykologer – mener, at kun i et fællesskab kan der opbygge et selvbevidst individ. Jeg kan så at sige ikke finde mig selv ved at gå alene op på toppen af Mount Everest eller langt ud i en ørken. Det er kun ved at spejle mig i andre – i fællesskabet – at jeg kan blive opmærksom på, hvem jeg er og gerne vil være. Vi har altså brug for fællesskabet – hvad enten vi vil opbygge et folk eller støtte den enkelte i at få selvindsigt.

Det er klart, at det i en tid, hvor individet nærmest bliver dyrket på bekostning af fællesskabet, og individualitet bliver til individualisme og selvbevidsthed til egoisme, kan være besværligt at fastholde forestillingen om fællesskabets værdi – og endnu vanskeligere at få denne forestilling omsat til praktisk skolehverdag. Men hvis vi vil fastholde, at vi er bedre sammen end alene, og at vi ønsker at skabe det bedste sted for mennesket identitetsdannelse må vi finde os i fællesskabet!