Faglighed

Når jeg skal svare på overskriftens spørgsmål, melder den tanke sig umiddelbart, om det er noget man som lærer kan vælge? Og hvis jeg så tager et valg – f.eks.at jeg underviser ’med fag’, er jeg så en bedre og mere troværdig lærer, end hvis jeg underviste ’i fag’? Hvordan vil forældre mon reagere, når de til et forældremøde hører læreren i matematik og dansk redegøre for sin grundbetragtning ”at jeg underviser først og fremmest med fag, da det er min erfaring, at jeres børn derved lærer bedst og er mere motiverede”?

Jeg vil da tro, at mange forældre, der er tilknyttet en grundtvig-koldsk skole, finder en sådan holdning hos en lærer interessant og rigtig. Men jeg kan også nemt se for mig, at der vil være en del tvivlere og skeptikere imellem. Ikke mindst fordi der i denne tid er så meget fokus på det evidensbaserede, det målbare, paratviden, test, viden, færdigheder og kompetencer. Tvivlen vil sikkert gå på, om børnene fagligt set lærer det, de skal, så de kan begå sig i livet efter skolen.

I de senere år har vægtningen i skoledebatten og behovet for mere efteruddannelse, tydeligt flyttet sig fra skolens mere almene opgave til det mere specialiserede og fagorienterede. Det kunne tyde på, at lærerne, om de vil det eller ej, underviser målrettet og afgrænset i fag. Så er man i sikkerhed, og det er nemmere at evaluere og dokumentere.
I den pædagogiske forskning og politiske debat om skolen, hyldes ”det der virker” og nyere metoder, der fremmer hurtig og effektiv læring uden nævneværdige disciplinære vanskeligheder i klassen. Altså svaret kunne være: der undervises i fag.

Men denne slutning forekommer lidt for letkøbt og forudsigelig. Det er ikke et tilfredsstillende svar på spørgsmålet. Vi må spørge endnu dybere ind til, hvad fag og faglighed er, og hvordan læreren kan anvende forskellige opfattelser af dette i undervisningen. Det skal nævnes med det samme, at der ikke findes nogen nemme og færdige svar på spørgsmålet.

Hvad er fagene?

Skolefagene er først og fremmest historiske i deres tilblivelse og i deres udvikling. De har siden antikken dannet rammen om at nå til dybere lag af erkendelser af menneskets stilling i verden. Et fag har kulturelt set ingen berettigelse i sig selv, men er en del af en større verdensbeskrivelse. Det er derfor, at vi har vanskeligheder, når vi skal tale om faggrænser, for hvornår holder det ene op, og hvornår begynder det andet? Alle fag har et ønske om at være altomfattende, men repræsenterer kun én synsvinkel på verden og på menneskelivet. Derfor har fagene brug for hinanden. Fagene i skolen er stort set hentet fra videnskabsfagene på universitetet og fra håndværksfagene. I mødet med skolen og didaktikkens interesse i at finde ud af hvorfor, i hvad og hvordan der skal undervises, opstår det vi kalder for undervisningsfagene. Såvel i videnskabsfagene som i undervisningsfagene kan man tale om en faglig identitet – en kernefaglighed, som det er blevet kaldt i nyere tid. Den store udfordring har altid været, at kunne redegøre for de særlige indsigter, som kendetegner et givet fag, uden hvilke de ville miste deres identitet og berettigelse i skolen.

Undervisningsfaget og lærerfaget

”Jeg er lærer, og jeg underviser i dansk, musik, billedkunst og matematik”. ”Jeg er lærer i indskolingen”. ”Mit fag er billedkunst”. Dette er korte eksempler på, hvordan lærere præsenterer sig selv og deres fag. Men hvordan forstår læreren sig så på den undervisning og det øvrige lærerarbejde han eller hun varetager? Med det spørgsmål nærmer vi os det begreb, som jeg kalder for lærerfaget.

Undervisning i et fag er en måde at betragte og bearbejde virkeligheden på. Når jeg taler om lærerfaget, så forstås det som lærerens personlighed, almene interesser, identitet, engagement og i sidste instans måden læreren forvalter hele sit lærerliv på. Lærerfaget er et mere omfattende begreb end en afgrænset faglighed i undervisningsfaget. Fagligheden i undervisningsfagene er et langt stykke ad vejen meget konkret og defineret og kan f.eks. læres gennem studier i bøger. Men bliver det isoleret set kun til dét, så kommer der til at mangle en dimension i undervisningen. Men der kan godt bygges bro over de to opfattelser. Ja, det er ligefrem en vigtig pointe, at både undervisningsfaget og lærerfaget har brug for hinanden. De er hinandens lykkelige forudsætninger. En dygtig lærer skal være bevidst om og kunne mestre både undervisningsfaget og lærerfaget. Undervisning med fag forudsætter og betinger undervisning i fag forstået som indsigt i fagets begreber, metoder og historisk kulturelle udvikling. I denne lykkelige forening vil læreren insistere på, at undervisning i klassen ikke kun vægter indlæring i metodisk teknisk forstand, men at der også er en etisk dimension- f.eks. at kunne udvise opmærksomhed og interesse for elevens hele liv.

Her nærmer vi os et svar på overskriftens spørgsmål – eller snarere en problematisering af spørgsmålet. Der er ingen tvivl om, at lærerfaget i de senere år er blevet nedprioriteret, til fordel for en vægtning af kravet om faglighed i undervisningsfaget. Vi skal jo i verdensklasse! Men uagtet denne skæve udvikling, vil jeg sammenfattende understrege, at den lærer, der ikke magter lærerfaget, vil næppe være i stand til at undervise med faget og kunne perspektivere undervisningen til nogle etiske og almene værdier i tilværelsen. Omvendt vil vedkommende måske nok være en dygtig underviser i undervisningsfaget, men der vil så mangle nogle vigtige dimensioner.

Inspirationen fra Grundtvig

I Grundtvigs digt, Jeg gik mig ud en sommerdag (nr. 173 i Højskolesangbogen) indfanger Grundtvig denne dimension i nogle poetiske billeder. Digtet er et kærlighedsdigt til skoleungdommen. De første strofer synger fuglen og bliver hørt på sådan en måde, at den lyttende i strofe 7 selv begynder at nynne. Der sker en bevægelse i digtet fra indtrykket af det sansede – til fortolkning – til udtryk – til handling. Grundtvig får indirekte fortalt, hvad der kan bære igennem i undervisningen og i et skoleforløb. Digtet udtrykker, at skolen er et historisk- poetisk værksted, hvor det ikke kun handler om at tilegne sig kundskaber og færdigheder. Grundtvig peger hele tiden på det livsoplysende sigte i undervisningen, som forudsætning for ”dannelse og duelighed” til at leve og være nærværende tilstede i sit eget liv. Forstå jeg som lærer dét, kan hele livet ”med al min fryd og smerte”, behandles i undervisningen, hvor der synges ”til dans, til skole og til kirke.” Men i dette historiske-poetiske værksted bliver det helt afgørende, hvilke vilkår og rammer, der gives for at læreren kan undervise både med fag og i fag.