En skole med ånd og liv i kludene

Hun er ofte blevet citeret for at sige, at "En god lærer skal kunne starte en sang og holde en tale." Egentlig er det ikke hendes eget citat, men hun synes, det er godt, fordi det siger noget om, at det at blive til som lærer handler om noget andet og mere end at få ’undervisningskompetence.’ Og det er præcis det, Caroline Holdflod Nørgaard, forperson for Lærerstuderendes Landskreds, har kæmpet for de senere år i arbejdet med en ny læreruddannelse. Og som hun nu har fået en pris for. Det lå ellers ikke i kortene, at det der med det ’andet og mere’ skulle få opmærksomhed i en bred politisk kreds. Til at begynde med blev læreruddannelsen evalueret i 2018 på baggrund af folkeskolereformen i 2013 med udgangspunkt i en ekspertgruppe, der med Caroline Holdflod Nørgaards ord, ”var langt væk fra læreruddannelsens praksis.” Derfor forsøgte hun, sammen med sin forgænger, at få påvirket den daværende uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, til at få nedsat en udviklingsgruppe, der skulle kigge på mere og bedre praktik, studieintensitet, vidensgrundlag og ambitionsniveauet på læreruddannelsen som de vigtigste pejlemærker. ”Gruppen blev officielt nedsat i 2020 – et par uger efter, jeg var blevet valgt som forperson. Der var nogle relativt klare rammer for, hvad vi skulle arbejde med. Blandt andet at det skulle være en 4-årig uddannelse, den skulle være rettet mod praksis, og at den skulle have en højere studieintensitet med flere timer på uddannelsesstedet,” fortæller Caroline Holdflod Nørgaard, og tilføjer med det samme: ”Men hele den her debat om dannelse, ånd og læreruddannelsen som kulturinstitution – det var ikke noget, der var en del af samtalen til at begynde med.”

En tredje vej

Men ret hurtigt blev Caroline Holdflod Nørgaard opmærksom på, at det ikke kun drejede sig om, hvorvidt der skulle være mere teori eller mere praksis: ”I virkeligheden skulle vi en tredje vej. Der skulle noget mere af det der tredje, som er lidt svært at sætte præcise ord på. Når jeg talte med folk, der fortalte, hvem den gode lærer var for dem, så fortalte de altid om den slags lærer, der træder ind i et rum og ser på det enkelte barn på en måde, der har en ro og en rodfæstethed. Det er fagligt dygtige lærere, men det er også lærere, der 'har et eller andet andet.' Jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til det billede, selvom det kan være svært at definere.” Derfor gav Caroline Holdflod Nørgaard sig til at læse op på læreruddannelsens historie: ”Jeg fandt ud af, hvordan det der ’andet,’ som også kunne være foreningslivet, alle de frivillige initiativer, alt det, der handler om det, der sker i uformelle relationer mellem undervisere og medstuderende, at det tidligere har fyldt rigtig meget på læreruddannelsen. Og særligt på de store centraliserede uddannelsessteder er den del måske gledet lidt mere ud. Det er mere blevet til et sted, man kommer og får undervisning og går igen,” siger hun og fortsætter: ”Så den idé med at udvikle nogle levende studiemiljøer, hvor vi føler os mere investeret i hinanden og i uddannelsen og i lærergerningen som helhed, var et aspekt, jeg gerne ville have med i de anbefalinger, vi skulle formulere. Netop fordi det også er noget, der faktisk ligger i læreruddannelsens lange historie.”

Læreruddannelsens lange historie skulle samtidig vise sig at være et vægtigt holdepunkt, da debatten om læreruddannelsen pludselig også blev mere nærværende i den offentlige debat. I december 2020 kom der nemlig et beslutningsforslag, stillet af MF’erne Marianne Jelved og Kristian Jensen, om at etablere en fri og privat læreruddannelse. ”Jeg synes ikke, det var en god idé som det forelå, men jeg var meget optaget af den brede debat i både medier og folketing, som forslaget formåede at rykke ved. Rigtig mange blandede sig. Og for mig var det vigtigt at udfordre den idé om, at læreruddannelsen pr. definition er offentlig og alt det, der er noget mindre eller privat, ligesom er forkert. Den første læreruddannelse blev åbnet i 1791, og langt de fleste år har den bestået af private seminarier, der havde en forskellig kultur og identitet. Så måske lå der i forslaget et modsvar til den styring og samling af seminarierne, der har været svaret de senere årtier. Sammen med modstanden mod alt, hvad der var lokalt og privat. Eller frit.”

Flere ledere som kulturbærere, tak

Arbejdet med anbefalinger til den nye læreruddannelse bragte Caroline Holdflod Nørgaard vidt omkring på lokale uddannelsessteder i Danmark: ”Jeg talte rigtig meget med nogle af de lokale uddannelsesledere, der er enormt store kulturbærere rundt omkring. Vi har blandt andet en dygtig leder i Esbjerg, som har været læreruddannelsesleder i 24 år, men han har tre chefer i forskellige ledelseslag i en meget stor institution,” fortæller hun og mener samtidig, at der er noget i den konstellation, som ikke kan passe: ”Hvis vi vil have, at læreruddannelsen skal have en større prestige, og hvis vi tror på en lokal, stærk leder, der er bærer af nogle værdier, og at det er vejen til at få en bedre læreruddannelse – og det tror jeg, det er – så kan de ikke blive sådan nogle lidt ligegyldige mellemledere eller administratorer. Så må vi have nogen, der mener noget, og vil noget med vores uddannelse. Den institutionsform, vi har lavet lige nu, provokerer mig. Der er nogle udfordringer med den centralisering, der er sket både geografisk, men i særdeleshed også i forhold til professionshøjskolerne. Det handler om noget strukturelt: Det med fx at samle tre tidligere seminarier i hovedstaden med hver deres rødder og traditioner, har man ikke gjort noget som helst for at føre videre i det nye byggeri – og det kunne man jo godt have gjort.”

For Caroline Holdflod Nørgaard handler fraværet af ånd og manglende prestige i læreruddannelsen altså om strukturer, men det hænger for hende også sammen med de lokale uddannelsesledere, som hun vender tilbage til ad flere omgange. Fordi en god læreruddannelse handler om et samlet hele: ”Jeg tror, nøglen til at få en bedre læreruddannelse – udover de strukturelle rammer, vi har sat – er, at vi får skabt større anerkendelse af det at være en lokal leder. Det kræver, at de kan og må udtale sig mere i brede medier, at de blander sig mere i lokalsamfundet, og at det er en person, man kender og som fylder noget. Vi går i den rigtige retning flere steder, men der er stadig mange steder, hvor lederen bliver til en administrator,” siger hun og uddyber: ”Jeg tror på, at vi danner værdier ved at møde værdier, og hvis vi kun møder administratorer, som hele tiden skal pege op mod et meget stort system, fordi de aldrig selv har været med til at træffe beslutningerne – sammen med vores undervisere i øvrigt – så tror jeg også, vi som kommende lærere bliver administratorer. Men vi har ikke brug for lærere, der er administratorer i skolen. Vi har brug for åndfulde lærere, der vil noget. Med eleverne, med skolen, med samfundet. Derfor er vi også nødt til at møde dem på læreruddannelsen. Men der er sat nogle strukturelle rammer op for læreruddannelsen i dag, som gør det svært at skabe lærere og lokale ledere som kulturbærere.”

Der er ånd i bygninger

Det betyder noget, hvor vi er, og det betyder noget, at vi kan mærke, at vi er en del af noget større, mener Caroline Holdflod Nørgaard: ”Der er ånd i bygninger,” som hun siger. Derfor hænger ledelse og strukturer sammen med netop dette: ”Bygningerne er med til at vise, at vi ikke bare er sådan et sted, hvor vi spytter lærere ud til tidens skole, men at lærergerningen også rækker ud over den skole, der er lige nu. Det kan man mærke i bygningerne og i måden, de er indrettet på. Nogle af de gamle bygninger har nogle artefakter, der kobler sig til skolegerningen, og i andre bliver man fx mødt af nogle dimissionsbilleder helt tilbage fra seminariets start. Læreruddannelsesstederne spillede også en rolle i modstandsbevægelsen, og der er mange af de ting, som jeg synes er vigtige at få med. Det giver en følelse af at være en del af noget større,” forklarer Caroline Holdflod Nørgaard og fortsætter: ”En af de vigtigste ting man kan gøre i forhold til at få talt prestigen op på læreruddannelsen er, at man mærker, at en lærer er noget særligt og har enorm stor betydning for, hvilket samfund vi har og hvilke idealer, der fylder. Det synes jeg ikke gør noget, man kan mærke, når man møder op til sin undervisning – at der er noget på spil. Det drejer sig ikke kun om at blive dygtig, så man kan bestå sine prøver, men det handler også om at blive en lærer, der netop ikke bare er administrator af 3000 videns og kompetencemål, men også er til stede med sin ånd og sit hjerte, sine værdier og sine holdninger. Og også møder eleverne med noget, de ikke altid er enige i. Og det synes jeg også gerne, bygningerne må vise.”

Skolen er ikke et værdineutralt sted

For Caroline Holdflod Nørgaard er skolen ikke et værdineutralt sted. Hun nævner selv debatten for et par år siden, der handlede om, at de ældste elever på en skole i Vejle blev forbudt at gå med crop tops. Caroline Holdflod Nørgaard indtog det lidt mindre populære synspunkt, at det er en del af lærerens og skolens opgave at danne elever med forståelse for hvilket tøj, sprog og opførsel der hører sig til i forskellige sociale kontekster. ”Jeg fik hug for at gå ind i debatten, men jeg blev meget optaget af det her med, at selvfølgelig skal skolen ikke bare være et neutralt sted. Det er også et sted med værdier, hvor vi lærer at blive borgere og udvikle eleverne som mennesker. Der er nogle dilemmaer, man som skole og forældre og elever må tage fat om. Skolen er ikke et værdineutralt sted. Det skal læreruddannelsen heller ikke være. Vi skal ikke være et sted, hvor man ikke må komme til at træde nogen over tæerne en gang imellem,” siger hun og opfordrer til, at man går ind i debatten i stedet for: ”Hvis der fx bliver truffet en beslutning om at forbyde mavebluser, så håber jeg da, der er nogle 8. klasseselever, som nedlægger undervisningen og protesterer. At de herefter får foretræde i skolebestyrelsen eller hvad det nu ellers kan være. Det er en del af folkeskolens dannelsesopgave, at man bruger sin demokratiske stemme til evt. at få omstødt beslutningen. Men hvis eleverne ikke har noget at protestere imod, så tror jeg heller ikke, de lærer at blive dannet som demokratiske borgere,” mener hun og tilføjer, at det samme gør sig gældende med læreruddannelsen: ”Hvis vi altid møder nogle ledere og undervisere, der siger: ’Det kan vi ikke gøre noget ved, det er besluttet,’ så er der ikke nogen, vi kan være imod eller spille bolden op af. Og det tror jeg er noget af det farligste at have fjernet fra de der lokale ledelseslag. Man skulle meget gerne tænke, at man ikke skal reddes af nogle politikere, men netop gå ind i det selv. Jeg forstår godt apatien, hvis man ikke oplever at kunne få indflydelse på noget.”

Sang, musik og fredagsbar

Caroline Holdflod Nørgaard drømmer også om mere musik og sang på læreruddannelsen: ”Musikken er i høj grad forsvundet fra læreruddannelsen, det samme er retorikken. Vi plejede fx at have fællessang, ligesom musik var et fag for langt flere lærerstuderende. Og dermed fyldte det også mere som en del af de frivillige aktiviteter,” fortæller hun og nævner også retorikken, som nu heldigvis har fået en lidt mere fremtrædende plads i uddannelsen: ”Jeg oplever, at der er mange blandt mine medstuderende, som er nervøse for at tale foran andre mennesker. Og det er svært at være en autoritet, hvis man ikke kan træde i karakter foran forældre, elever og kollegaer. Det er også et håndværk, der skal læres, og derfor er jeg stolt over, at det nu er blevet en del af faget ’Livsoplysning,’” siger hun og drømmer også om flere musicals og den slags tilbage på uddannelsen: ”Hvis vi ikke uddanner folkeskolelærere, der selv har været der, hvordan skal det så ske, når man kommer ud på en skole som lærer? Jeg tror, det er hamrende vigtigt at få arbejdet med, hvordan fællessang og morgensang kan fylde mere – ikke bare som en trivselsfremmende disciplin, men som noget, der er del af en lærerfaglighed. Det er ikke kun, fordi det er fedt at synge, men også fordi det er en del af det at være lærer. Det er afgørende vigtigt, at vi får uddannet lærere, der kan tage initiativ og gå ud over det, der umiddelbart er krævet af os. Det er godt for vores trivsel, men også vores faglighed. Når vi kæmper for en federe fredagsbar, så er det ikke kun, fordi vi vil have billig øl. Så er det også fordi, at det der med at feste, have de uformelle snakke med vores medstuderende og kunne planlægge forskellige events i festforeningen – også er en del af læreruddannelsen.”