Skal højskolen gøre os kristne? Om dannelse og frelse hos N.F.S. Grundtvig

Der var engang en dreng, der hed Guldhånd. Og en dag får Guldhånd en ven, der hedder Jernhånd. Jernhånd er dårligt selskab. Guldhånd var ellers ”en dejlig dreng, vittig og letnem, modig og dristig”, men nu bliver han pludselig grusom og selvrådende. Han lærer af Jernhånd, at man skal prygle sin mor og gøre nar ad sin far, og da hans forældre dør af sorg, sidder han hånlig og alene tilbage og tænker: Jeg er min egen Herre, jeg er visere end kong Salomon. 

Men så hører han pludselig en lyd. Det er lyden af hans døde søster Guldmunds stemme. Hun synger den vuggesang, som hun sang for ham, da han lå i vuggen som lille – og som han ”vel tænkde at have glemt, men gienkiendte dog fra først til sidst.” Og nu erkender Guldhånd, at ”Ordet, som jeg med Spot kaldte kun et Mundsveir, og som intet Øie kan see og ingen Haand kan fatte: Ordet i sin Kraft, det er dog det Mægtigste paa Jorden, og mod det er jeg kun en Orm. Og fra det Øieblik af blev Guldhaand et ganske andet Menneske.”

Lignelsen indgår som afslutningen på en artikel af N.F.S. Grundtvig, der hedder ’Den sande og den falske oplysning’ (Grundtvig 1853). Den begynder med en reference til talemåden, at ikke alt, hvad der glimrer, er guld. Der findes oplysning, der fører på afveje, og så findes der oplysning, som er ”ægte menneskelig oplysning.” Det er de få, ikke de mange, der finder på rette vej – men for danskerne er der håb. Håbet bygger Grundtvig på ”den Nordiske Kvindes, Dannekvindens, herlige Art,” og på ”Nordboens, Dannemandens, kiærlige Betragtning af Kvinden, af Børnene, af Huuslivet og den huuslige Lykke.”

Sproget i artiklen er i udpræget grad hentet fra kristendommen med tydelige bibelske referencer og med den bærende pointe, at det gælder om at fatte, at man som menneske adskiller sig fra dyrene i kraft af at være et åndsvæsen, der i ”Ordet har et eget lys,” og at vende sig væk fra den oplysning, der ”formørker med Flid Menneskets Forhold til sig selv, til hele sit Liv, til sit Ord, og til den Aand, til den Livs-Kraft, som har frembragt baade Mennesket og Ordet.” Og det er tydeligt, at ’ordet’ har en dobbeltbetydning – eller indgår i teksten med to betydninger – både som et særkende for mennesket som åndsvæsen og som Guds skaberord og – måske – også som Kristus, som når Guldhånd erkender til slut, at ”Ordet i sin Kraft, det er dog det Mægtigste paa Jorden, og mod det er jeg kun en Orm.”

Alligevel er det i denne artikel ikke i kirken, den sande oplysning skal findes, men via Dannekvinden. Der nævnes ikke et ord om tro eller dåb eller menighed, målet er at erkende sig selv som et åndsvæsen. Og denne erkendelse sker i det øjeblik, Guldhånd vender sig væk fra en gold rationalisme, der hævder at mennesket kan være ’sin egen Herre’ uden at være forbundet med sin historie og uden hjerte og følsomhed. Her sker omvendelsen. Der er – med andre ord – en god og en dårlig, eller en sand og en falsk oplysning, der findes både et ”paradis” og en ”ørken”, som Grundtvig også skriver i teksten, og det gælder selvfølgelig om at finde vej til paradis.

Men hvordan er så sammenhængen mellem den sande oplysning og troen? Det afslører teksten ikke noget om. Der står ikke, at når man har fundet vej til det sande paradis, så er næste skridt at blive døbt. Der står heller ikke, at det kun er de døbte, der finder vej til paradis. Der står ikke – i hvert fald ikke direkte – noget om tro. Det må man lede efter et andet sted.

Du skal stræbe

Et sted at lede er i sangen ’Menneske først og kristen så’. Den er skrevet en del år tidligere (ca. 1837), men udgivet posthumt i 1881. Sangens titel er et af de Grundtvig-citater, der bruges meget flittigt, men også bruges ret forskelligt. Nogle lader til at opfatte det som en prioriteret rækkefølge: Det er vigtigere at være menneske end at være kristen. Dermed bliver det også en opskrift på kulturmødet: Hvem end du møder, gælder det om først og fremmest at ’se mennesket’. Imidlertid er der ikke nogen grund til at antage, at kristen tro er noget sekundært hos Grundtvig. Lektor em. og forfatter Hans Raun Iversen peger da også på, at pointen i sangen i stedet er, at den kristne forkyndelse må tage afsæt i mennesket som skabt i Guds billede: Fordi vi er mennesker, skabt i Guds billede, har vi øre for forkyndelsen af frelsen i Kristus. 

Raun Iversen har argumenteret for dette i et indlæg på netmediet Kirke.dk, formuleret som en kritik af domprovst og formand for Kirkepolitisk Udvalg hos Grundtvigsk Forum, Morten Fester Thaysen, samt herigennem en kritik af foreningen Grundtvigsk Forums tilgang til forholdet mellem det kristne og det folkelige. Raun Iversen understreger, at forkyndelsen på den ene side bliver ”en fritsvævende påstand uden forståelseshorisont,” hvis den finder sted ”uden sans for skabelsen,” men at dette ikke ændrer ved, at det hos Grundtvig under alle omstændigheder drejer sig om ”frelsen i Jesu Kristi liv, død og opstandelse” (’Raun Iversen til domprovst: Husk nu, menneske først og kristen så’, Kirke.dk, 14. april 2024).

Men i sangen, ’Menneske først og kristen så’, finder man imidlertid ikke kun den pointe, at mennesket er et gudskabt væsen, men også at der skal ske noget med dette menneske, for at det kan blive sandt menneske. Forud for frelsen i Kristus. Der er ikke kun en tilstand (menneske skabt i Guds billede), der skal også ske en bevægelse henimod noget (sandt menneske). I strofe fire og fem i den version af sangen, der findes i Højskolesangbogen (nr. 80 i den 19. udgave) lyder det sådan her:

4. Menneske først og kristen så,
det er et hoved-stykke,
kristendom vi for intet få,
det er den pure lykke,
men lykke, som kun times den,
der alt i grunden er Guds ven
af sandheds ædle stamme!

5. Stræbe da hver på denne jord
sandt menneske at være,
åbne sit øre for sandheds ord,
og unde Gud sin ære;
er kristendom da sandheds sag,
om kristen ej han er i dag,
han bliver det i morgen!

(Højskolesangbogen, 19. udgave, nr. 80, min fremhævning).

Guds nåde får vi gratis (”for intet”), men det er ikke alle, der får den. Og for at nå frem til den mulighed, er det nødvendigt at ”stræbe” efter at blive sandt menneske. Der går altså en dannelsesproces og en omvendelse forud for modtagelsen af nåden.

Grundtvig er ikke en brugbar facitliste

I et af Grundtvigs hovedværker, Nordens Mytologi fra 1832, bliver det fremstillet sådan, at der findes tre slags mennesker: Der er de golde ensporede rationalister, der er åndsmenneskerne, og så er der de troende. Samtidig gælder det overalt i Grundtvigs værk, at trosfrihed må og skal gælde for alle. For som skabt i Guds billede er mennesket skabt med en samvittighed og kan ikke være et sandt menneske uden frihed til at følge den. Hvor meget man end måtte ønske for sine medmennesker, at de måtte blive troende, kan tro – som er en hjertesag – derfor kun tilegnes i frihed.

Men spørgsmålet er, om ’åndsmennesket’ alligevel ifølge Grundtvig befinder sig på en slags mellemstadie på vej mod troen på Kristus? Eller er de tværtimod ’et godt sted’ i deres egen ret uden behov for at komme ’videre’? Er det med andre ord kun godt i et samfundsmæssigt perspektiv, eller godt for dem, der skal udholde deres selskab, at de ikke længere er afstumpede rationalister, men egentlig bør de for deres egen skyld komme videre til menigheden, de troendes fællesskab? Eller er de også et godt sted for dem selv? Er de ’hjemme’?

Både i ’Menneske først og kristen så’ og i lignelsen om Guldhånd i ’Den sande og den falske oplysning’ er der tale om en bevægelse, en omvendelse, en dannelsesproces. Og spørgsmålet om dannelse, om en ’skole for livet’, om livsoplysning og om folkeoplysning fylder i det hele taget meget i Grundtvigs værk og virke, ikke mindst fra 1830’erne og frem, hvor han engagerede sig i kampen for at få oprettet en eksamensfri højskole. Men går dannelsesprocessen i sangen og i lignelsen i samme retning? Og ender den det samme sted? Og – hvis ja – kan man dermed sige, at der hos Grundtvig kan findes tale om en form for dannelsesproces frem mod troen? Skal man – med andre ord – på højskole for at nå frem til frelsen i Kristus? Eller – hvis nej – må man derfor sige, at der hos Grundtvig findes to former for frelse, to varianter af paradis (det ene et dennesidigt paradis), som ikke nødvendigvis fører videre fra det ene til det andet?

Grundtvigs arvtagere i nutiden er mange. Der refereres til Grundtvig på højskolerne, i den politiske samtale, i folkeoplysningsverdenen og i kirkelige sammenhænge. Med meget mere. Med jævne mellemrum lyder samtidig en teologisk kritik af den mere sekulariserede ’brug’ af Grundtvig. Det fremføres, at man ikke har forstået Grundtvig, når og hvis man overser, at Grundtvig først og sidst pegede på troen i Kristus (som fx Raun Iversen 2024). Kritikken rettes ofte i særlig grad mod repræsentanter for foreningen Grundtvigsk Forum (som jeg i parentes bemærket selv er ansat i), en forening der netop forsøger at spænde over Grundtvig som både teolog og skoletænker. Kritikken rettes i mindre grad eller faktisk slet ikke direkte mod fx højskoler eller folkeoplysningsforeninger. Kritikken er altså en kritik af ’de kirkelige’ for ikke at være ’kirkelige nok’, man bebrejder ikke fx højskolerne, at de ikke opfatter deres funktion, deres udfoldelse af livsoplysning og insisteren på fællesskabet, som det at være et forstadie til den kristne menighed (og godt for det – har jeg lyst til at tilføje).

Men hvad mente Grundtvig selv? I 1836 skrev han en artikel med titlen, ’Er Troen virkelig en Skole-Sag?’ (og hans svar var: nej), men her er der tale om ’terpeskolen’ ikke hans egen drøm om en ’skole for livet’. Så var hans idé om ’skolen for livet’ det samme som en ’skole for frelsen i Kristus’? Eller var der mere end én god udgang på ’den sande oplysning’? Har Grundtvig forstået Grundtvig?

Jeg mener ikke, man kan udlede noget klart svar her, hvilket Grundtvig i min optik ikke skal høre noget for. Tvært imod. Men det betyder, at en henvisning til Grundtvig ikke kan bruges som en facitliste i forhold til spørgsmålet om forholdet mellem det menneskelige og det kristne. Vi bliver fortsat nødt til at tænke selv. 

Denne artikel er en let omarbejdet udgave af en artikel bragt i ’Trosforums Jubilæumsskrift’, efteråret 2024