Simon Kvamm: ”De rum, hvor vi kan komme hinanden i møde, synes jeg er decideret smukke”

Verden går lidt hårdt til Simon Kvamm i dag. Det er, som om den spørger: ”Er du der – er du klar?!”

Selv om formiddagssolen bader hovedstaden i lys på novembers første dag, viser termometret ikke mere end et par plusgrader. Da han skulle aflevere sin yngste datter til et halloween-arrangement i morges, indså Simon Kvamm, at han havde for lidt tøj på. ”Det er ret crisp og køligt, vil jeg sige. Altså, den der ’ISCHHH’-følelse, ikk’?” siger han og laver en tænderskærende grimasse. ”Sådan opfatter jeg verden i dag,” lyder dommen fra Simon Kvamm, efter han har gjort sin entré i Vartovs gård foran den knælende granitstatue af Grundtvig. En skikkelse, som den 48-årige musiker for nylig er blevet hædret for at stå på skuldrene af, og hvis tænkning ligger i alt – eller rettere: under alt – hvad han laver.

Da Simon Kvamm blev tildelt N.F.S. Grundtvig Pris i oktober, bemærkede han i sin takketale til Grundtvigsk Forums årsmøde, at vejret er det ultimativt folkelige og det absolut fineste, man kan tale om. ”Hvor er skyerne i dag? Hvor står solen? Hvordan har du oplevet verden udtrykke sig? Hvordan har jeg oplevet det? Er vi enige om, at det er godt? Eller er det noget andet?” spurgte Simon Kvamm ud i forsamlingen. Derfor får han som optakt til dagens interview spørgsmålet lige lukt tilbage i smasken. Som en, der er vokset op i Silkeborg, og som har studeret i Aarhus og boet en periode i Thy med sin familie, inden de flyttede tilbage til hovedstadsområdet for en håndfuld år siden, har Simon Kvamm oplevet det danske vejr udtrykke sig på mange forskellige måder. Og han indrømmer gerne, at han er en sucker for vejrreportager. ”Det virker tit skørt, at der står en eller anden på tv med håret helt til siden og siger ’her i Harboøre blæser det også!’ Men jeg elsker det fandme alligevel, og jeg tror, det handler om den forening, vejret er med til at skabe: Fornemmelsen af at vi alle sammen er her og må forholde os til, hvad verden gør ved os lige nu. Det er vel folkelighed,” sagde han i sin tale på Roskilde Festival Højskole, hvor prisoverrækkelsen foregik.

Hård banan eller blød fyr?

Årets Grundtvig-hæder modtog Simon Kvamm for sin evne til at se og udfolde en lang række sammenhænge i samfundet: Mellem popkultur og avantgardekunst, mellem det danske og engelske sprog, mellem fortid og nutid, mellem tradition og fornyelse – og mellem udkanten og hovedstaden. Ikke som vejrreporter (endnu?), men i sit virke som sangskriver, skuespiller, satiriker, X Factor-dommer og meget andet.

Det er disse sammenhænge, Højskolebladet og Grundtvigsk Tidende i forening har inviteret Simon Kvamm til at udfolde yderligere på Vartov i det indre København, og mens vi tanker kaffe, fortæller han om den mangel på sammenhæng, han oplevede i et P1 Debatprogram dagen forinden. Udsendelsen handlede om ulve, og Simon Kvamm blev så irriteret over den forurettethed, der herskede blandt visse jyder over, at københavnere helst ikke må mene noget om ulve, fordi de bor i den modsatte ende af landet, at han var ”et myrehår” fra at ringe ind og blande sig i debatten. Men han lod være. ”Jeg tænkte, at jeg ikke kunne overskue de reaktioner, der kommer, når man går ind i debatten. Men det slog mig bare: Her er en ekstrem grøftegravning – en ’os og jer’-retorik, som på ingen måde er forenende,” siger Simon Kvamm og trykker et ekstra espressoshot ned i kaffen. Vi sætter os på Grundtvig Biblioteket, der huser i omegnen af 10.000 bind, herunder Grundtvigs egne skrifter og en hær af melodibøger, højskoleårsskrifter og afhandlinger om grundtvigske temaer. Her er hyggeligt, konstaterer prismodtageren. Ligesom der hersker en ophøjethed, der får ham til at føle sig lidt malplaceret – en velkendt følelse for ham. For da Simon Kvamm var ung i Silkeborg, havde han tit en fornemmelse af at være på udebane. Han havde svært ved at lure koderne i de grupper, han var en del af. ”Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg var en hård banan eller en blød fyr. Når jeg var blandt de søde nørder på biblioteket, følte jeg mig som en knallertbølle. Og når jeg var i knallertbanden, følte jeg mig som en læsehest,” fortalte Simon Kvamm i sin takketale.

Sidenhen blev han voksen: Tidligt i karrieren bragede Simon Kvamm igennem som både rockstjerne i Nephew og som komiker i satireprogrammerne Rockerne, Drengene fra Angora og Team Easy On. Senere stiftede han blandt andet duoen De Eneste To med sin musikerven Peter Sommer, ligesom han nyfortolkede den danske sangskat i teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på på Aarhus Teater og skabte DR-komedieserien Guru, der spidder hele selvhjælpsindustrien. For tiden klør Simon Kvamm på med sit nyeste band Hugorm, der kalder sig ”lyden af en knallert 45, der møder en kamel på stranden ved Vesterhavet.” Simon Kvamm forklarer, at det begyndte som et smalt og i nogens øjne elitært garageband, men at trioen på samme dag, som dette interview finder sted, har annonceret, at de tager på arenaturné til næste år for at teste, hvor stor gennemslagskraft de har landet over.

Han fortæller, at han i kraft af sine forskelligartede kunstneriske bidrag og sine skiftende hjemadresser hen ad vejen har lært at gøre udebaner til hjemmebaner. ”Jeg har opdaget, at det ikke handler så meget om at kunne koderne og spille efter dem, men at omfavne, at det hele er en del af noget større – med nogle helt fundamentale regler, der gælder alle steder. Og at det faktisk giver mening nogle gange at gøre noget, man plejer at gøre i den hårde klub, ovre i den bløde, og omvendt,” siger han.

At digte på forbindelseslinjerne

Som dommer i X Factor er Simon Kvamm berømt og berygtet for at insistere på, at hans deltagere synger på dansk. Nogle gange til dybfølte protester fra dem, der plejer at udtrykke sig på engelsk, og som ikke kan se sig selv gøre andet. Men Simon Kvamm forsvarer løbende sit dogme: ”Hvorfor ikke synge på dansk? Det ligger tættere på hjertet at synge på sit modersmål, og det kommunikerer tydeligere med dem i den anden ende. Samtidig vil jeg gerne slå et slag for al den dansksprogede musik, der findes, både i sangskatten og i moderne musik,” siger han.

I den kommende sæson af talentkonkurrencen, som Simon Kvamm er i gang med optagelserne til, har han i et af programmerne givet sine deltagere endnu et – for nogle provokerende – benspænd: Fortolk et nummer fra Højskolesangbogen. Dette program bliver blandt andet optaget på Roskilde Festival Højskole. En højskole, som Simon Kvamm var med til at indvie i 2019 med en omskrevet version af Nephew-sangen At dø er at rejse, der siden er blevet optaget i Højskolesangbogen. Simon Kvamm var engang elev på den hedengangne Båring Højskole, hvilket gav ham det musikalske selvtillidsboost, han byggede sin karriere på – og den blå sangbog er for ham ligesom kartofler: Noget helt elementært. Og noget, der hele tiden er i rummet. Han ved godt, at det ikke er alle, der har det sådan, men ved at trække sangbogen ind i et gameshow som X Factor forsøger han at bringe elementer, der umiddelbart virker fremmede for hinanden, ind i det samme rum. For at lade tingene krydse hinanden og skabe nye sammenhænge og forbindelser. ”De rum, hvor vi kan komme hinanden i møde, uden at det skal kategoriseres som noget folkeligt eller elitært, synes jeg er decideret smukke,” siger Simon Kvamm. X Factor, højskoler, store sportsbegivenheder, public service-medier og vejrreportager er eksempler på disse rum, mener han. Eller festivaler – steder, hvor ”hundredtusind hænder finder hinanden”, som det lyder i hans og Nephews moderne højskolesang, der zapper mellem dansk og engelsk.

For Simon Kvamm handler det om at digte på forbindelseslinjerne, mere end det handler om selv at skabe dem. I mange år har han forsøgt at komponere en sang om den forbindelseslinje, meget af hans liv foregår på: Storebæltsbroen. ”Den er superfascinerende, fordi den er noget, vi alle sammen kender, og noget, vi alle sammen passerer. Jeg elsker, at dem, der bruger broen allermest, har faste traditioner, når de kører på den,” siger Simon Kvamm. Han nævner bands, der har for vane at sætte Phil Collins’ In the air tonight på, når broen starter. Kunsten er så at time bandbussen, så den rammer broens første pylon, lige når det ikoniske trommefill brager ud af højtalerne. Selv har hans egen familie tradition for at råbe ’JUBII’ under den første bro og ’YAY’ under den anden. ”Det er ikke så rock ’n roll, det ved jeg godt, men det er, som om alle i familien godt ved, at vi lige skal igennem det. Også mine børn, selv om de er ved at blive noget ældre,” siger Simon Kvamm og fortæller om den kommende Hugorm-sang, hvor det er lykkedes ham at digte på den fortærskede forbindelseslinje, som Storebæltsbroen udgør. ”Jeg har skrevet en sang – Høj sol hedder den – hvor jeg synger om at krydse hinanden og om at kysse hinanden. Det kan være mennesker eller biler, der gør det. Det føles ret godt, at det endelig er lykkedes mig at bruge broen til at kunne sige noget større om at føle sig forbundet,” forklarer han

Debat om aktiv dødshjælp

Men det er ikke kun musikalsk, at Simon Kvamm føler sig kaldet til at mene noget om forbindelser. Det kan godt være, at han undlod at ringe ind til P1 Debat for at blande sig i diskussionen om ulve, som i hans optik affødte unødig mudderkastning mellem Vestdanmark og Østdanmark. Til gengæld markerede han sig i sommer, efter at statsministeren på Folkemødet havde slået til lyd for en samtale om aktiv dødshjælp. Simon Kvamm argumenterede efterfølgende i en Instagram-video for, at der snarere er brug for noget ”aktiv livshjælp”.

På det tidspunkt var endnu et skib med bådflygtninge kæntret i Middelhavet med hundredvis af ofre til følge, og det nagede ham, at Mette Frederiksen ved at bringe et emne op, som befolkningen gen ifølge meningsmålinger støtter – modsat Etisk Råd – forsøgte at flytte fokus i kølvandet på rygterne om, hvorvidt hun var på vej til NATO. ”Hendes melding om aktiv dødshjælp placerede hende med gummistøvlerne solidt plantet i stalden og med makrelmadden i hånden. Og det synes jeg virkede utrolig beregnende,” siger Simon Kvamm, der altid har haft en trang til at udstille det, han synes er skævt eller unfair. 

I barndomshjemmet orienterede familien sig mod verden og samfundet, og Simon Kvamms mormor sad da også i byrådet i Ulfborg-Vemb Kommune i Vestjylland. Hun kunne nogle gange antænde nogle drabelige diskussioner, husker Simon Kvamm. Blandt andet med hans lægefar om, hvorvidt rygning var sundhedsskadeligt, hvilket hun ikke mente, det var. Mormoren ville nok også have stået på den modsatte side af ulvedebatten end ham selv, siger han. Ikke desto mindre har dét at diskutere aldrig været farligt for Simon Kvamm. ”Det ligger nok i blodet gerne at ville pege på noget eller gøre grin med noget, der er lidt off. Og så har jeg altid syntes, at det var fedt, når sådan nogle som Niels Hausgaard, Anne Linnet og Steffen Brandt har sagt og ment noget. Så har jeg altid lyttet efter. Fordi det kommer fra et andet ståsted. Der er jo ikke nogen fra kulturverdenen, der får noget ud af det, når de går ind i en debat. Andet end lort – det kan man være sikker på altid at få,” siger han. Simon Kvamm forsøger derfor at finde en naturlighed i at blande sig i de store samfundsanliggender ved at bruge sin indignation som et (knallert)brændstof, der kan omsættes til satiriske og indirekte politiske kommentarer.

Et eksempel på det er fra satireserien Guru, hvor den selvcentrerede selvhjælpsguru Anders Mertz bliver bedt af sin far om at administrere den dødssprøjte, faren har købt i Schweiz. Faren, der spilles af en diabolsk Finn Nørbygaard, fejler egentlig ikke noget, men han gider bare ikke leve længere. Først nægter en chokeret Anders kategorisk at yde sin far aktiv dødshjælp, men da Anders kommer i økonomiske problemer, og den velhavende far truer med, at han kun får del i arven, hvis han slår ham ihjel, vender Anders på en tallerken og indvilliger i at føre sprøjten. Og på den måde – ved hjælp af satire og humor og uden at tage direkte politisk stilling til spørgsmålet – havde Simon Kvamm blandet sig i diskussionen om aktiv dødshjælp lang tid inden Mette Frederiksens kommentar.

Måske hænger din trang til at provokere og prikke til de store samfundsdagsordener sammen med, at du som ung hverken følte dig hjemme i knallertbanden eller på biblioteket – og at du derfor greb muligheden for at forstyrre begge fællesskaber en smule?

”Jamen, det er jo rigtigt. Det er måske det, der giver mig blikket for, hvor der er noget, der er lidt pudsigt eller noget, der trænger til at blive påtalt. Jeg har altid bevæget mig på kryds og tværs af forskellige rum, og af den grund kan jeg ikke lade være med at notere mig, når noget bliver enten højt hævet på den akademiske hest eller leflende for svinehunden,” siger han. Slagsiden ved at gøre tingene på den måde, har Simon Kvamm opdaget, er, at han bliver for belærende. Hans ven og kollega Frank Hvam påtalte for nylig, at mange af Simon Kvamms sangtekster er skrevet i bydeform og med versaler: FLYT DIG LIGE, REJS DIG OP, SÆT DIG NED. ”’Du beordrer fanme rundt med folk hele tiden,’ sagde Frank til mig. Hvilket jeg bare kunne mærke ’uff’ – den ramte lige! Og jeg kan godt forstå, hvis nogen ikke kan have med sådan en som mig at gøre. Men hvis jeg skal prøve at forklare det, er bydeformen faktisk rettet indad. Sangen FLYT DIG LIGE er lige så meget til mig selv. Men jeg er bevidst om, at det, jeg laver, generelt gerne må holde sig på et undrende plan. Hvor det mere er spørgsmålene, det handler om, end svarene. Eller hvor det mere er forbindelseslinjerne end destinationerne, der er i fokus,” siger Simon Kvamm.

Knallertbøllen på biblioteket

Og nu kommer vi til slutdestinationen: Grundtvig. I sin tale til årsmødet i Grundtvigsk Forum noterede Simon Kvamm sig som det sidste, at han vil ”fortsætte med at arbejde i blinde på det grundtvigske projekt.” Han ved egentlig ikke særlig meget om personen Grundtvig, forklarer han. Han har for eksempel ikke læst nogle af de mange hyldemeter Grundtvig-udgivelser, som rummet, vi sidder i, indeholder. Helt uindviet er han dog ikke: Den gamles salmer kender Simon Kvamm fra Højskolesangbogen, og i 2009 fortolkede han kæmpedigtet Nyaars-Morgen. Før han fandt ud af, hvor utilnærmelig og svært tilgængelig teksten var i andres øjne, var den blevet til Nephew-rocksangen New Year’s Morning. Igen formåede Simon Kvamm at gøre en udebane til sin hjemmebane ved at bringe elementer sammen, som kan virke fremmede for hinanden. Og det er det, han mener med at arbejde i blinde: ”Jeg har hele tiden lyst til at gå over på den anden bane og tage noget nyt med ind. Ikke for at gøre oprør, men for at forene det. Fordi jeg dybest set tror på, at folkelighed ikke er et sted, men en bevægelse hen mod hinanden – hvor man kommer hinanden i møde,” siger han og fortsætter: ”Jeg vil blive ved med at gå ind i nye rum og tage noget med derind, som ikke plejer at være der. Hvis jeg spørger mig selv ’arg, kan man virkelig det?’ Så er det et tegn på, at jeg skal gøre det,” lyder det fra Simon Kvamm, der tager tilløb til at bevæge sig fra Grundtvig Biblioteket og ud i det kølige, crisp novembervejr. Simon Kvamm fortæller påvejen ud, at han for nylig har læst Henrik Pontoppidans Det forjættede land, der handler om de sociale, religiøse og politiske brydninger, der udspillede sig i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Den gjorde stort indtryk. ”For mig er dét
at læse Pontoppidan at få en fornemmelse af, at der er mennesker før i tiden, der har tænkt noget af det samme og bøvlet med noget af det samme, som vi gør i dag. Bogen handler jo om de clash, der var mellem de første grundtvigianere – højre- og venstre-grundtvigianerne, som jeg kan forstå, det er. De kæmpede mod hinanden, men fandt også hinanden hen ad vejen. Det synes jeg er inspirerende at læse om, og det er mere den slags bevægelser, jeg vil vide noget om, end det er selve Grundtvig og hans liv og levned,” siger han.

Simon Kvamm føler sig i øvrigt stadig som en knallertbølle på biblioteket. ”Men det har jeg det fint med. Og jeg har det også fint med at være en læsehest blandt de hårde drenge.”

Interviewet med Simon Kvamm er også bragt i 'Højskolebladet'