Artikel af Morten Thaysen og Ingrid Ank
Set herfra: Tag kristendommen med i krig – og elsk dine fjender
3/2025
LEDER. Kristendommen er ikke en nem følgesvend for soldaten, for dens budskab er fjendekærlighed. Men når folkekirken såvel som kulturliv og skole af politikerne inviteres med i samtalen om åndelig oprustning, så er dette måske svaret: Gå med og vær besværlig. For at styrke vores ’indre fæstning’ er også at styrke vores evne til at kunne sige fra, når andre vil gå i takt. Læs mere om det i Ingrid Anks leder lige her
Vi tror på en fortælling om alle mod én – og det er os, der er alle. Vi bekender os til en Gud, der har lagt egen krop og død til sit budskab om fjendekærlighed. Vi bærer med os en bibel, der siger: Gør godt mod dem, der hader jer (Lukasevangeliet kapitel 6). Er det denne bibel, kirkeministeren vil have med i forsvaret af Danmark?
Reaktionerne på kirkeminister Morten Dahlins udmelding i Berlingske (6. maj 2025) om, at man skal gå i krig for at værne om kristendommen, har været mange – og mange af reaktionerne har været forudsigelige. Teologer gentager den lutherske skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente – og derfor skal kristendommen ikke blandes ind i noget som helst. Religionskritikere gentager deres fasttømrede overbevisning om, at religion per definition er det modsatte af frihed, demokrati og menneskerettigheder – og at det er det sidste, vi skal forsvare, og derfor ikke kristendommen.
Min egen indvending er måske tilsvarende forudsigelig: Hvis du tror, at kristendommen kan bakke dig op i din grovsortering af mennesker som hhv. venner og fjender, så er din tro ikke kristendom. Det kan måske netop være en grund til at tage kristendommen med i krig, men det gør det ikke lettere at være soldat.
“Og samtidig skal invitationen gribes – invitationen til at øve sig i medborgerskab, demokrati og samfundssind. Og den lyder fra andre end politikere. Et hurtigt kig i min indbakke kan fx afsløre, at den også kommer fra en nyopstartet højskole i Ukraine, et begyndende højskoleinitiativ i Israel, en Grundtviginteresseret polsk radiovært, en direktør for en landbrugshøjskoleforening i Tyskland, osv., osv.”
Lige nu finder en øvelse sted i Danmark, som bedst kan beskrives som øvelsen i at holde ’tungen lige i munden’. Fra politisk side gentages en invitation til uddannelsessektoren og til åndslivet i bred forstand – herunder folkekirken – om ’åndelig oprustning’. Og udfordringen er, som jeg ser det, at deres invitation ikke skal afvises, men gribes rigtigt. Og udfordres:
Vi skal ikke begynde at tro, at vi er ’de gode’, og at vi har aldeles styr på, hvem der er ’de onde’. Men der er samtidig forskel på handlinger, og nogle er ganske meget værre end andre. Vi skal øve os i de andre. Og vi skal styrke vores indsigt i, hvad der gør et samfund frit og frugtbart. Det er en pædagogisk opgave – det sker som oftest ikke bare af sig selv.
Som en del af denne dannelsesopgave skal vi minde hinanden om, at når vi med PH i ’Man binder os på mund og hånd’ synger om, at vi har ”en indre fæstning”, så er det en fæstning, der gør os i stand til at lade være med at gå med, når alle andre vil gå i samme retning. Også det er åndelig oprustning – at kunne komme og ville ud af takt.
Og samtidig skal invitationen gribes – invitationen til at øve sig i medborgerskab, demokrati og samfundssind. Og den lyder fra andre end politikere. Et hurtigt kig i min indbakke kan fx afsløre, at den også kommer fra en nyopstartet højskole i Ukraine, et begyndende højskoleinitiativ i Israel, en Grundtvig-interesseret polsk radiovært, en direktør for en landbrugshøjskoleforening i Tyskland, osv., osv.
