Set herfra: Sindelagskontrol er svært

I samme uge, som tre ansøgere om statsborgerskab var indkaldt til samtale på Christiansborg om deres ’demokratiske sindelag’, hængte kong Frederik X Elefantordenen om halsen på Egyptens diktator, Abdel Fattah al-Sisi. 

Nu var det selvfølgelig kun Elefantordenen og ikke ’dansk indfødsret’ al-Sisi blev begavet med, men sammenfaldet bør minde os om, at ’demokratisk sindelag’ ikke stikker lige dybt hele tiden. Vi har det mest, når vi har brug for det. Formand for indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn (DF), henviser blandt andet til Grundtvig, når han skal forsvare den nye metode. Og heri har han ikke helt uret.

Grundtvig var formand for det første indfødsretsudvalg i 1850, hvor 10 personer – herunder tre tyskere – havde søgt om dansk indfødsret. Ingen af de 10 blev kaldt til samtale – det virker nærmest, som om man kendte dem, eller i hvert fald havde man gode informanter(!) – men det er tydeligt fra referaterne, at det afgørende er, om ansøgerne ”inderlig har knyttet sig til folket og til fælles bedste.” Det handler ikke om formelle kvalifikationer, men om sindelaget.

Her skal man selvfølgelig huske, at der var borgerkrig i landet (Treårskrigen, 1848-1851), og af samme grund var ansøgningen fra de tre tyskere lidt prekær. Ikke desto mindre var spørgsmålet om sindelag også afgørende for Grundtvig i fredstid. For Grundtvig ville fremme bevidstheden om en fælles national identitet: At vi som borgere i dette land ikke bare tilfældigvis er på samme sted, men er sammen om noget – et fælles samfund og en fælles fremtid (hvis ikke en fælles fortid).

Nu er der bare det med Grundtvig, at ikke bare kan man ofte hente støtte hos ham for argumenter, der går i hver sin retning, man kan også ofte finde markante udsagn – til brug på begge sider af samme diskussion. For er der noget, der også står klart hos Grundtvig, så er det, at tvang gør mennesker til løgnere. Der vil altid være nogen, der snyder, men ufrihed gør alle til potentielle løgnere. Derfor skal vi vælge friheden. Og dermed viser Grundtvig vej til noget af det absolut sværeste: At give frihed til mennesker, man er dybt uenig med eller ligefrem afskyr.

Det betyder jo ikke, at man skal give alle mennesker statsborgerskab, eller at man ikke har lov til at forvente, at de mennesker, der vil være danskere, også vil være loyale over for Danmark. Men det store spørgsmål er, hvordan man reelt trykprøver loyalitet? Og hvordan man undgår situationer, hvor man gør mennesker til løgnere?

Det gør man i hvert fald ikke ved at tilskynde til, at vi som borgere begynder at anmelde ansøgere til indfødsretsudvalget baseret på udsagn på sociale medier – sådan som tilfældet er med de tre, der har været til samtale. Det gør man heller ikke ved dermed at tilskynde til, at alle de mange børn og unge, der er født i Danmark, men ikke har statsborgerskab, vokser op med formaninger om aldrig at udtale sig, kommentere på eller like så meget som et billede af en kattekilling – for hvem ved, hvad indfødsretsudvalget lægger vægt på næste gang. Og det gør man heller ikke ved at bilde sig ind, at man selv er verdensmester i demokratisk sindelag, fordi man kan krydsforhøre tre nervøse ansøgere om deres syn på homoseksualitet.

Det er helt galt. Uanset hvad man kan få ud af at konsultere Grundtvig.