Artikel af Morten Thaysen og Ingrid Ank
Set herfra: Giv kejseren, hvad kejserens er
1/2025
LEDER. Forholdet mellem religion og politik er et evigt diskussionsemne: Må en biskop stå i katedralen i Washington og udfordre præsidenten gennem bøn? Jeg mener, at de, der mener, det er enkelt og ligetil at skelne mellem politik og religion, tager fejl. Politik skal ikke føres under henvisning til guddommelige sandheder, som man hævder at have eneret på, men man kan heller ikke placere tro og religion i afgrænsede reservater uden forbindelse til vores hverdag og (politiske) virkelighed. Dén fejl begår kommissionen for Den glemte kvindekamp, der netop har foreslået, at det skal være forbudt at få lov at bruge lokaler på offentlige uddannelsessteder til aktiviteter, der har med tro at gøre. Læs Ingrid Anks leder her
Slog det klik for biskop Mariann Budde, da hun ved den officielle gudstjeneste i Washington National Cathedral i forbindelse med præsidentindsættelsen i USA rettede sin bøn til Donald Trump og ikke til Vorherre: ”I ask you to have mercy, mr. President”? Blandede hun Gud og præsidentembedet sammen?
Mariann Budde talte minoriteternes sag: migrantarbejdere og LGBTQ+ minoriteter. Hvor andre ikke kan komme igennem, hverken til præsidentens ører eller hjem i TV-stuerne til den splittede amerikanske befolkning, havde hun et øjebliks chance, hvor hun havde ordet og ikke kunne afbrydes. Og hun greb den.
“Det gode spørgsmål, som journalisten ikke stillede, ville være, hvordan man egentlig forestiller sig at holde tingene adskilt: Hvad er politik, og hvad er religion?”
Herhjemme førte det straks til en diskussion af, hvorvidt en præst må bruge prædikestolen til at blande sig i politik. En journalist i P1 Morgen spurgte forsigtigt sognepræst og samfundsdebattør, Katrine Winkel Holm, om der ikke er et eller andet med ’næstekærlighed’ i kristendommen, som stemmer megetgodt overens med den amerikanske biskops bøn. Men det gode spørgsmål, som journalisten ikke stillede, ville være, hvordan man egentlig forestiller sig at holde tingene adskilt: Hvad er politik, og hvad er religion? Kan der ikke gå politik i alt – kærlighed, fodbold, vejret – og hvad er de områder af livet, som religion så må have lov at angå? Hvor kan religion få lov at være?
Det spørgsmål kan man også rette til ’Kommissionen for den glemte kvindekamp’, som netop er kommet med et udspil, hvor de foreslår, at der indføres et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse. Ikke som noget, den enkelte skole og rektor selv må vurdere og tage stilling til, men et generelt forbud: Ingen bøn på biblioteket, ingen bibellæsning i gymnasiekælderen. Begrundelsen er, at disse rum kan danne afsæt for, at studerende udøver kontrol med hinanden: Hvorfor udebliver Amina mon fra bøn i dag?
Det kan godt være rigtigt, at det finder sted. Og det vil helt sikkert være løgn at påstå, at religion og magt aldrig knyttes sammen.
For ja, tro kan være kraftfuldt. Tro og religion kan bruges af magthavere og stater til at kontrollere hele befolkninger. Og tro kan sætte fri, give stemme til de stumme, tale magten imod og udfordre systemet. Tro kan være narrens røst, der siger: ”I ask you to have mercy,” hvor alle andre tier. Derfor afskaffer diktaturer altid religionsfriheden som det første. Derfor er det ikke lig med frihed at indskrænke den.
Byttede Mariann Budde rundt på Gud og præsidenten? Man skulle tro, det var enkelt at kende forskel. Men enkelt er det ikke.
