Artikel af Morten Thaysen og Ingrid Ank
Set herfra: En åben invitation til eksperter i livsoplysning
2/2025
LEDER. Trivselskommissionen peger på det – måske åbenlyse – faktum, at man godt kan have det dårligt, selvom man ikke har en diagnose. Og at man godt kan have det godt, selvom man har. Så det er ikke ’kun’ diagnosesproget eller det terapeutiske sprog, der skal til, når vi vil hjælpe børn og unge med at finde deres rødder, deres vinger og deres sammenhænge. Der er brug for alle eksperter i pædagogik, didaktik og livsoplysning, mener Ingrid Ank. Det kan du læse mere om i lederen her
Jeg har ondt i oprustningen: Våbenkøb, værnepligt, milliardbeløb. Undergravningen af bærende internationale organisationer og af grundlæggende retsprincipper gnaver også bag min pande. Det smerter.
Men der er ingen grund til at stille en diagnose. Et blik ud i verden burde gøre det åbenlyst, hvorfor jeg er tynget. Og i forlængelse heraf vil jeg gerne hilse Trivselskommissionens udmelding meget velkommen: Man kan godt have en psykisk sygdom eller en diagnose og samtidig have det godt. Og man kan godt have det dårligt uden at have en diagnose. Nogle gange er der andre – åbenlyse eller mindre åbenlyse – grunde til, at man er i mistrivsel. Livet er ikke altid nemt.
Det forekommer mig at være en af Trivselskommissionens vigtigste pointer: Vi skal skille tingene ad, så vi ikke bruger et diagnosesprog om almene livsvilkår: Kærestesorg gør ondt. Det er svært at være ung og usikker. Tanken om døden kan være rædselsvækkende. Og det er hårdt at forholde sig til en usikker fremtid, når der er tegn på, at den kan blive præget af krig og klimakrise. Det skal vi hjælpe hinanden med, og det skal i allerhøjeste grad tages alvorligt. Men kuren er ikke en diagnose eller et terapeutisk forløb.
“Der er tænkt og skrevet og talt om pædagogik, didaktik, dannelse, livsoplysning og folkeoplysning i flere tusinde år – og der tænkes og tales fortsat. Der er masser af sprog.”
Trivselskommissionens udspil har rejst debat og affødt kritik. Selvfølgelig. Blandt andet kunne man i Dagbladet Information læse en kritik af sammensætningen af kommissionens medlemmer: Der er for få med, som bedriver kvalitativ forskning i børns og unges trivsel, og det er påfaldende, at det er en højskoleforstander og ikke en ungdomsforsker, der er formand (Dagbladet Information 7. marts 2025). Udspillet mistænkes med andre ord for at være værdipolitik uden empiri.
Men uanset om noget af denne kritik er berettiget eller ej, så siger Trivselskommissionen noget selvindlysende rigtigt: Man kan godt have det svært uden at være syg. Dermed lyder der et kæmpestort kald til alle dem, der står derude i institutionerne, civilsamfundet og hjemmene, og hver dag udfordrer og inspirerer børn og unge til at finde deres ben, deres rødder, deres vinger og deres sammenhænge: Lærere, pædagoger, spejderledere, præster, håndboldtrænere, musikundervisere, bibliotekarer, forældre, bedsteforældre, naboer.
Der er tænkt og skrevet og talt om pædagogik, didaktik, dannelse, livsoplysning og folkeoplysning i flere tusinde år – og der tænkes og tales fortsat. Der er masser af sprog. Og der er digtet i tusindvis af romaner, noveller og sange om det at være menneske i verden. Der er masser af sprog. Vi har hele tiden vidst, at de sprog var vigtige. Nu lyder der en åben invitation: Vis, hvad de kan.
Det er forventeligt, at nogen vil høre det, som om Trivselskommissionen siger: Tag en tudekiks. Og at alle dem, der gik og sagde, der var en trivselskrise, skal pakke sammen. Men dermed overser man to vigtige pointer: De unge, der rent faktisk er syge, skal selvfølgelig ikke (kun) spises af med et efterskoleophold. Det handler ikke om at underkende hverken lægevidenskaben eller psykologien. Og det handler heller ikke om at underkende livets alvor. Tvært imod.
