Sekularisering er en god idé

”Staten går til helvede, hvis ikke den brænder kætterne i tide.” Sådan skrev N.F.S. Grundtvig i 1834. Ikke fordi han mente det, men som et tænkt eksempel på et udsagn fra en fiktiv prædikant. Og Grundtvigs pointe med eksemplet var, at selv ekstreme fanatiske udsagn skulle være lovlige, så længe man ikke skrider fra ord til handling og rent faktisk sætter ild til de vantro.

På dette tidspunkt (1834) er Grundtvig ikke tilhænger af trykkefrihed. Og – som Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama bemærker i deres bog om ytringsfrihedens historie (MEN, Gyldendal 2016) – er det religionsfrihed, der er den primære frihed for Grundtvig, som andre friheder er afledte effekter af. Stjernfelt og Mchangama ser anderledes på det. De mener, at religionsfrihed er en afart af ytringsfriheden. For både Stjernfelt/Mchangama og Grundtvig bliver konklusionen dog den samme, nemlig at både religionsfrihed og ytringsfrihed skal have vide rammer, hvilket senere for Grundtvig også inkluderer trykkefrihed.

For nogle uger siden var jeg i Israel/Palæstina inviteret af Kirkernes Verdensråd, med et program tilrettelagt af Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har været der før, men dengang rejste jeg med andre briller på – på jagt efter religionshistorie og teologi – og dengang var jeg fascineret af mylderet i Jerusalem, hvor jøder, kristne og muslimer lever side om side. Nu handlede det om at besøge mennesker og organisationer, der står midt i de aktuelle konflikter på Vestbredden og i Jerusalem.

Her var vi vidne til, at religiøse tilhørsforhold i forskellige varianter medvirker til eller indgår i begrundelsen for, at fredeligt samliv mellem mennesker er umuligt. Og det slog mig gang på gang, hvor meget jeg synes, det er en virkelig dårlig idé at have en stærk religiøs identitet.

Dermed selvfølgelig ikke sagt – som et smalsporet ateistisk argument ofte vil lyde – at religion er årsagen til alt ondt eller ikke kan bidrage med noget godt. Men jeg blev alligevel mindet om, hvad der er det gode ved at bo i et sekulariseret samfund, og i hvilken grad sekulariseringen har medvirket til, at vi i dag kan leve ganske gode og frie liv sammen.

For Grundtvig var det imidlertid trosfrihed – samvittighedsfrihed eller hjertefrihed – der var den afgørende frihed. Og i så radikal forstand at man ifølge Grundtvig ikke skulle forsøge at lukke munden på religiøs fanatisme. Samtidig har han selv bidraget til sekulariseringen i Danmark, både i kraft af sit frihedssyn, der gav rum for både religion og religionskritik, og i kraft af det synspunkt, at forkyndelsen af kristentro som en hjertesag umuligt kunne varetages af en skolelærer, der vil terpe staveregler og tabeller, og derfor måtte ud af skolen. 

Men selvom Grundtvig selvfølgelig mener sit radikale forsvar for trosfriheden. Og selvom jeg i høj grad kan tilslutte mig den tanke, at religionsfrihed holder et afgørende vindue åbent i samfundet, så alt ikke ender med at være ’stat’. Så kan det heller ikke være ønskeligt med et samfund bestående af 6 millioner religiøse fanatikere. Det er godt, hvis og når mennesker kan bøje sig mod hinanden. Og det er godt at kunne forholde sig til de fælles menneskelige livsvilkår i en fælles verden. Sekularisering er en god idé.