Lea Korsgaard: Politikerne skal op på en større ølkasse

Da jeg mødes online med Lea Korsgaard, har det lige – ikke – været Store Bededag for første gang, siden helligdagen sidste år blev afskaffet under tydelige protester fra en stor del af befolkningen og fra en lang række sektorer i samfundet – fra folkekirken til fagbevægelsen. 

Det er dog ikke Store Bededag, jeg vil tale med Lea Korsgaard om, men derimod om upopulære beslutninger – specifikt i forhold til den grønne omstilling. Og allermest vil jeg tale med hende om politikere, der har mod og idérigdom til at gå foran og pege på løsninger, selvom det meste af befolkningen (endnu) ikke er helt med. Som altså ikke blot forholder sig til nutiden, men også gør sig forestillinger om en fremtid, som kunne være anderledes end det, vi står i lige nu og derfor kender. 

Lea Korsgaard er chefredaktør på netmediet Zetland og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun er født på en højskole (Gerlev) og bor nu på en anden højskole (Krogerup), fordi hun er gift med forstanderen. Jeg har spurgt, om hun vil mødes til et interview, fordi jeg har hørt hende sige det modsatte af mange andre: Mens andre kan finde på at kritisere dem, der bliver belærende og moraliserende, efterspørger hun politiske ledere, der tør gå foran og tegne nye billeder af virkeligheden – og som derfor også indimellem tegner billeder, hvor flertallet af os ikke helt kan følge med.

”Det var interessant at betragte,” siger Lea Korsgaard, ”hvordan SVM-regeringen – og det kan man alt efter perspektiv kalde modigt eller dumdristigt – satte sig i spidsen for at aflyse en meget populær helligdag. Bare sådan. Meldingen var, at arbejdsudbuddet er sindssygt vigtigt, så derfor gør vi det her, uanset hvor meget modstand vi møder. Og det havde de jo ret til at gøre – også selvom man i høj grad kan diskutere processen. Men når det så kommer til den grønne dagsorden, så står den selv samme regering og venter på, at 80 procent af os alle sammen lander i enighed om, hvad der skal ske – som klimaministeren sagde sidste år. Det nytter da ikke noget!”

”Her kan jeg virkelig godt savne et mod til at gå nogle kilometer foran med et ønske om at rykke dagsordenen. For politikere skal jo ikke kun reflektere folkeånden, men faktisk også præge folkeånden. Jeg kan sagtens se, at der er masser af realpolitiske grunde til, at den grønne omstilling er svær – landbrugsinteresser og alt muligt – men idealistisk set forstår jeg ikke, hvorfor de ikke stiller sig op på en større ølkasse.”

Hun fortsætter: ”Hvor er politikeren som folkeoplyser? Som den, der tør sige massen midt imod? Som den, der tør tale kultur, tale værdier? Dem er der langt imellem. I hvert fald når det kommer til det grønne område.”

Hvor tænkes der nyt?

Og det er vel netop sagen. For – som Lea Korsgaard peger på – så er der eksempler nok på politikere, der gerne vil ’præge folkeånden’. Fx har både udlændigeog integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) mere end antydet, at det står for ringe til med vores arbejdsmoral og har slået kraftigt til lyd for at højne den, og Alex Vanopslagh (LA) førte valgkamp på, at de unge skulle ’tage ansvar’ for deres eget liv. Og i europæisk sammenhæng går Danmark foran i en insisteren på vores fortsatte uforbeholdne støtte til Ukraine – mens andre europæiske lande er mere vaklende eller tøvende.

Men i forhold til den grønne omstilling venter man altså på, at 80 procent af os kan være med i de forandringer, der skal ske. Man ønsker ikke at komme med livsforandrende forslag, vi ikke umiddelbart kan se for os eller se os selv i. Og selvom Lea Korsgaard i høj grad anerkender den tydelige stemme, Danmark har påtaget sig i forhold til krigen i Ukraine, så ser hun meget lidt nytænkning ved den måde, politikere i dag er folkeopdragere på: Socialdemokraterne interesserer sig – som de plejer – for ’arbejdet som et bidrag til fællesskabet’, de liberale interesserer sig – som de plejer – for det personlige ansvar og den personlige frihed.

”Men,” siger Lea Korsgaard, ”det, der skal ske i vores samfund, er, at hele den revolution, som hippierne kaldte på i 70’erne, nu rent faktisk skal virkeliggøres – og på et meget konkret plan. Og vi stikker os selv blår i øjnene, hvis ikke vi tror, at det kommer til at forandre vores liv. Vi skal ønske os, at det forandrer vores liv. For den måde, vi forbruger på, er vulgær. Og den måde, vi omgås jordens naturrigdom på, er vulgær,” siger hun.

”Og vi har brug for politisk mod til – på den ene side – at gennemføre helt konkrete, detailagtige politiske forandringer, og på den anden side installere nogle nye forestillinger, eller hjælpe os til at hjælpe hinanden med at installere nye forestillinger om, hvordan det gode liv ser ud, og hvad det egentlig er for en verden, vi har brug for.”

Lea Korsgaard understreger, at regeringsgrundlaget på klimaområdet jo faktisk er forholdsvis ambitiøst, og at der også sker en hel del på området. Men samtidig er man meget tavs i forhold til at sige, at den grønne omstilling også betyder en reel omstilling af det liv, vi kender: ”Det er heller ikke alle steder, man vil blive lige populær på at starte den samtale. Og jeg forstår godt bekymringen for, at en gruppe mennesker kommer til at føle sig fremmede over for udviklingen. For vi kan jo sidde her i København uden vindmøller, mens andre skal bokse med konsekvenserne af omstillingen: Det er ikke mig, der mister mit slagterijob. Det er ikke mig, der må lukke min kødfabrik. Så bekymringen for polarisering er helt reel. Min pointe er bare, at det kun bliver værre, hvis vi ikke gør noget. Det er uomgængeligt. Hvis vi ikke får løst klimakatastrofen, så kommer folk ude i verden til at sætte sig i bevægelse – og så har vi først de rigtig store udfordringer.”

Rank ryggen, stram dig an, tal sandhed

Ifølge Lea Korsgaard har politikere historisk set altid spillet en dobbeltrolle som regulatorer og folkeopdragere: ”Jeg forestiller mig, at det, vi skal igennem nu, er lidt på linje med dengang, hele verdensøkonomien var bundet op på slaveri. Slaveri har jo gennemsyret den måde, vi handlede på, transporterede os på, boede på, levede på og producerede på. Og for nogle mennesker var det dengang fuldstændig utænkeligt, at verden kunne indrettes på en anden måde. Så
man havde jo brug for mennesker, der stillede sig op og talte til menneskers værdier, forestillinger og drømme, og som kunne tegne nye billeder frem af, hvordan verden kunne se ud. Og som samtidig helt konkret og lavpraktisk var i stand til at sige: Okay, hvis vi afskaffer slaveriet, hvad er det så, der skal træde i stedet for?”

For det handler ikke bare om at indføre en kødfri dag eller to. Det er vores forestilling om, hvad det gode liv vil sige, der skal ændre sig. Derfor har vi ifølge Lea Korsgaard virkelig brug for nogen, der tegner billederne frem. Som eksempel nævner hun den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke (1880- 1963), der stod bag en række afgørende sociale reformer i mellemkrigsårene, og som både gennemførte helt konkrete forandringer og påtog sig rollen som folkeopdrager:

”Han indførte alle mulige nye love på det sociale område og ændrede dermed en masse menneskers liv. Og han var samtidig også den, der på skrift og i tale turde sige, at sådan bør vi leve, det her skal vi forvente af hinanden som mennesker: Hvis du vil leve et værdigt liv – hvad jeg synes, du skal – så rank ryggen, tal sandhed, stram dig an. Det er vildt at læse, hvor meget han turde gå til sine egne i kravet om, at de skulle mande sig op og leve værdige liv. Sådan en stemme er der sgu ikke i regeringen i dag, når det kommer til den grønne dagsorden.”

Der står stadig en ølkasse

”Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke kun er politikernes opgave. Opgaven ligger hos os alle sammen,” fortsætter Lea Korsgaard. Hun mindes, hvordan hun som helt ung havde lyst til at forsvinde ned mellem gulvbrædderne, fordi hendes mor stillede sig op og foreslog, at man gik udenfor, når man skulle ryge:

”Jeg skal love for, at det sagde man altså ikke på en højskole i Danmark i 1980’erne. Det var pinligt at have sådan en mor, der turde gøre det.”

Hun fortsætter: ”I vores superindividualiserede tid i dag, tror jeg, det er blevet endnu sværere at sige til andre, at de bør leve anderledes. At stille sig op og tale ud fra sin moral og sige: Jeg synes faktisk, jeg ved bedre. Vi har brugt det meste af det 20. århundrede på at insistere på, at vi selv skal vælge – og meget af det har været helt nødvendige kampe. For selvfølgelig skal du selv bestemme, hvem du vil giftes med eller hvilken uddannelse, du vil tage. Men spørgsmålet er, om man kan komme så langt væk fra hinanden, at man mister muligheden for at tale moral med hinanden? Er det mon der, vi er nu? I så fald er det på tide, vi indser, at det er umuligt at komme igennem den her store revolution uden at tale moral. Vi er nødt til at turde sige, at der er bedre måder at leve på.”

Lea Korsgaard siger, at hun egentlig altid har en dyb respekt for mennesker, der stiller sig op og siger: Det her mener jeg. Også når hun er meget uenig med dem. Og – som vi allerede har været inde på – så findes de stemmer jo faktisk også. Men de findes især inden for traditionelle områder som arbejdsmoral (Socialdemokratiet) eller ansvar for eget liv (Liberal Alliance). Det er kendte forestillinger hentet fra det liv og den hverdag, vi allerede er i:

”Men hvor er den stemme, der siger, vi skal drømme om noget andet? Vi skal leve på en anden måde? Vi skal turde holde igen? Vi skal turde have nogle andre forestillinger om, hvordan den smukke ferie ser ud? Og hvordan en meningsfuld tilværelse stykkes sammen? Det er bemærkelsesværdigt fraværende, når det kommer til den nuværende regering.”

Hun fortsætter: ”Vi er ude i de helt store moralpolitiske og realpolitiske dagsordener. Og der står stadig en ølkasse, der mangler at blive betrådt.”