Artikel
Grundtvigsk Tidende

Poesi og sprog som teologiens begyndelse og mål

Hvordan er vi kommet dertil, at vi ikke synes, at poesi beskriver virkeligheden,? spørger Thomas Reinholdt Rasmussen. Foto: Lars Horn. (Foto: Lars Horn)
af Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop over Aalborg Stift
3/2022

TEOLOGISK TÆNKNING. Poesi er, ifølge biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, kommet i miskredit i teologiske kredse. Og det er en skam. Han mener, poesiens væsentligste opgave netop er at bringe os tættere på en reel virkelighedsforståelse

Da jeg var ung teolog og præst var det stadig muligt at mødes på højskoler og i præstegårde til teologisk debat. Folk kom fra nær og fjern, og i tre dage blev de store teologiske emner vendt og debatteret. Det var før de sociale mediers tid, så man havde ofte ikke set hinanden i et års tid, og havde måske kun højest haft en lille disput i aviserne, hvilket betød, at man dels havde meget at fortælle hinanden, dels at man ikke var gået så meget fejl af hinanden, som det sker på de sociale medier, så at man stadig kunne være i rum sammen og tale sammen. Jeg må indrømme, også uden maskinstormertendenser, at jeg savner den tid.

Men det fantastiske var, at der ofte blev argumenteret med poesi. Det oplever jeg faktisk ikke mere. Hvis der var en ophedet debat i højskolesalen eller konfirmandstuen, så kunne en ældre præst pludselig træde op på talerstolen og, mens pegefingeren i pulten anslog rytmen, for eksempel da sige: ”når skyggen er ligest, da hulke de små/som stirre derpå”. Og derefter gå ned igen. Punktum. Dermed var det sagt. Alt var sagt med de ord. Der blev argumenteret med poesi. Det må dog indrømmes, at det også kunne være trættende sådan at bringes autoritativt ud af spillet, men der var noget stort ved, at poesien sådan kunne bruges som argument.

Tiden efter Grosbøll og Ramsdal

I tiden efter Thorkild Grosbøll og særligt i tiden efter Per Ramsdals opstandelsesdebat, er poesi dog i teologiske kredse kommet i miskredit. Det kan man for så vidt godt forstå, da de to herrer kun var med til at forplumre billedet og samtalen. Befordrende for klarhed har de ikke været. Og hvis man i dag skulle komme til at sige, at opstandelsen skulle kunne forstås poetisk, er man en færdig teolog. Det er det samme som at sige, at opstandelsen ikke finder sted. Poesi er kommet i miskredit. Det er simpelthen ikke virkelighed. Poesi forstås ikke som virkelighed. Det er vel også i tråd med naturvidenskabens kannibalisering af de humanistiske fag, så at poesi, litteratur, religion og kunst ikke regnes for at have en selvstændig erkendelseskraft, men højest en terapeutisk virkning.

Thomas Reinholdt Rasmussen. Født 1972. Cand.theol. fra Københavns Universitet i 1999. Tiltrådt som biskop over Aalborg Stift 2021.
“...hvis man i dag skulle komme til at sige, at opstandelsen skulle kunne forstås poetisk, er man en færdig teolog. Det er det samme som at sige, at opstandelsen ikke finder sted. Poesi er kommet i miskredit. Det er simpelthen ikke virkelighed”

Det er mærkeligt, hvordan vi er kommet så vidt? Hvordan er vi kommet dertil, at vi ikke synes, poesi beskriver virkeligheden? Det er dog poesiens væsentligste opgave; at bringe os tættere på en reel virkelighedsforståelse. Således vel også opstandelsen, hvor vi ikke, med den såkaldte klassiske teolog Regin Prenters ord, kan tale om den historisk, men kun eskatologisk, hvilket betyder, at opstandelsen kun kan forkyndes og som forkyndt tros. Men bevises kan den ikke. For det er vel kun de mindste ting, vi beviser. Man beviser ikke sin kones kærlighed. Den fortæller man. Man beviser ikke sine børns glæde. Den fortæller man. Man beviser ikke Guds eksistens. Den fortæller man.

Og det at fortælle er poetisk. Der sker noget med at lade Gud fortælle, som bringer os ud over den rigide fokusering på den opstandelse, der ingen vidner har. Det er klart, at evangelierne anser opstandelsen som historisk begivenhed, men ikke historisk på samme måde som korsfæstelsen, for den har vidner. Opstandelsen har ingen vidner. Vidner har kun den tomme grav og Jesu senere tilsynekomster. Som K.L. Aastrup skriver: ”hvad kun kan ske, hvis Himlen vil/har jorden ingen vidner til”. Vi kan således ikke nærme os kristendommens kerne i et begrebssprog, men kun i et poetisk sprog. Og derfor er det ærgerligt, at poesien teologisk set er kommet i miskredit.

Den teologiske forudsætning

Ved et foredrag i Ribe i efteråret 2021 i forbindelse med Folkemødet om Grænsen, havde jeg glæden af at høre nu afdøde Hans-Jørgen Schanz. Det var som altid en fornøjelse. Og han sagde her noget, som bliver ved med at rumstere i mit hoved. Han sagde, at teologerne må til at lære at tale filosofisk. Det betyder ikke, sagde han, at være filosoffer, men at tale om en ting med klarhed. Jeg tror måske, Schanz mente at tale fænomenologisk, men det er jeg ikke sikker på. Han insisterede i hvert fald på, at teologien skulle tale filosofisk ved at tale om én ting. Han fast-holdt her modsigelsens grundsætning, som i mange henseender er en god forudsætning, og som handler om, at en ting ikke på samme tid kan være P og ikke-P. Modsigelsens grundsætning, som er en del af logikken, er god at holde sig for øje. Men spørgsmålet er bare, om der sker noget i teologien, der betyder, at denne grundsætning bliver vanskelig at opretholde; også at opretholde, så der kan tales meningsfyldt om Gud i tråd med den kristne fortælling for ikke at sige åbenbaring

“For det er vel kun de mindste ting, vi beviser. Man beviser ikke sin kones kærlighed. Den fortæller man. Man beviser ikke sine børns glæde. Den fortæller man. Man beviser ikke Guds eksistens. Den fortæller man.”

Grammatikken som erkendelsesvej

Det har altid været debatteret, hvad der er teologiens forudsætning. I den middelalderlige skolastik var det ofte filosofien, der blev set som en forgård til teologien. Martin Luther havde en anden tilgang. For ham var det grammatikken.

I Luthers anden salmeforelæsning fra 1519/20 siger han, at vi først skal se på grammatikken, som er den sande teologi. Dette forhold til grammatikken har flere facetter. Dels at sproget og sprogstudierne er en helt afgørende del af det teologiske arbejde. Derfor er det også med rette, at sprogstudierne fylder så meget ved teologistudiets indledning. Det er vitterligt forudsætningen. Som Melanchthon skriver, så er sproget åndens sværdskede. Ånden er altid knyttet til ordet, hvis ånden ikke skal sværme vildt.

Men det ene er det teologiske arbejde. Det andet er selve Guds virkelighed, som for Luther er grammatisk og sproglig. I Genesis-forelæsningen, som er Luthers sidste forelæsning i årene 1535-45 over Første Mosebog, får Luther for alvor udfoldet, hvad det betyder. Han begynder med, at alt er blevet til ved Guds ord. Og det betyder, at alle skabninger, fugle, træer med mere, er led i Guds grammatik. Alt er Guds grammatik. Og hele skaberværket skulle lovsynge Gud ved at synge Guds navn. Det er det, skaberværket er der for. Men desværre synger skaberværket falsk (jf. Romerbrevet 8,22). Det er faldet i synd. Derfor skal det genoprettes, så det kan synge sandt i den rette ånd.

Det betyder, at både skaberværkets begyndelse og fuldendelse er sang eller – om man vil – poesi. Poesien har altså en central plads. Det må den også have, når det handler om ordet, der var i begyndelsen og var hos Gud.

Teologiens begreber går en anden vej end filosofiens

Men kravet var altså at tale om én ting. Det krav forstår jeg for så vidt godt. Men spørgsmålet er, om vi ikke kommer for hurtigt derhen?

Modsigelsens grundsætning er fundamental for filosofien. Og med rette. Men spørgsmålet er, om der ikke sker noget i teologien, der gør, at det ikke er så enkelt? Professor i teologi Viggo Mortensen beskriver i sine nysudkomne og meget velskrevne erindringer På jorden under himlen den snart sagt legendariske teologistuderende Johannes Lauridsen, kaldet Laurids, og hans store engagement i Studenterkredsen fra 1960’erne til 80’erne. Han bedrev vist en form for linjevogterteologi, og han fastholdt om nogen modsigelsens grundsætning, altså det at noget ikke kan være en ting og dens modsætning på samme tid, og hvis han fornemmede, at det skete i et foredrag eller en debat, så udbrød han straks hånligt ’vrævl!’, som Mortensen beskriver det.

Med al fare for at udsætte mig for samme hånlige tilråb, vil jeg blot her forsigtigt spørge: Hvad så med den lutherske definition af mennesket som samtidig retfærdig og synder (simul justus et peccator)? Det var det de katolske teologer på reformationstiden ikke kunne acceptere, ganske givet fordi det stred mod modsigelsens grundsætning, som de havde lært hos Aristoteles. Men siger den lutherske definition ikke noget afgørende om mennesket, selvom den på en og samme tid siger to modsatrettede ting? Er det også ”vrævl”? Eller hvad med udsagnet om, at denne mand er korsfæstet og opstanden? Eller dette barn i krybben ved Betlehem er menneske og Gud? Kan vi virkelig kræve at tale filosofisk, hvilket betyder at sige ét, når teologiens begreber går en anden vej? En poetisk vej?

Lucas Cranachs altertavle i Wittenberg

Midt under den Schmalkaldiske krig i 1547, året efter Luthers død, blev Lucas Cranachs store altertavle i Wittenberg indviet. Senere har den fået en ramme, hvor indskriften foroven lyder med bibelske ord, at ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt: Jesus Kristus.

Udsnit af Lucas Cranachs (1472-1553) trefløjede alter til bykirken i Wittenberg, 1546. Udsnittet er en såkaldt predella. I følge Thomas Reinholdt Rasmussen fremstiller altertavlen fornemt Luthers teologi, hvor det er den tilstedeværende Kristus, der bærer sakramenterne. Det er Kristus, der er central og Kristus udtrykkes i sakramenterne. Skriften er placeret ved Luthers venstre hånd på prædikestolen, og den har opfyldt sin opgave: Fået ham til at se på Kristus som både korsfæstet og opstanden. Vi genfinder opstandelsen i det bevægende lændeklæde, der symboliserer livet. Det opstandne liv. Hvor korset er nagelfast, er opstandelsen påpegende.

Indskriften flugter meget godt med selve altertavlen, for de tre sakramenter står på en såkaldt predella, der forestiller Kristus centralt i billedet bærende sakramenterne, og ved siden af Kristus står Luther og prædiker på prædikestolen pegende på Kristus, og i den anden side af billedet ser vi tilhørerne, der er kendte folk fra datidens Wittenberg blandt andet Cranach selv og også Luthers hustru Katharina von Bora. Altertavlen fremstiller fornemt Luthers teologi, hvor det er den tilstedeværende Kristus, der bærer sakramenterne. Det er Kristus, der er central og Kristus udtrykkes i sakramenterne. Skriften er placeret ved Luthers venstre hånd på prædikestolen, og den har opfyldt sin opgave: Fået ham til at se på Kristus som korsfæstet og opstanden.

Og denne dobbelthed, korsfæstet og opstanden, ser vi selvfølgelig i korset, hvilket er indlysende, mens vi genfinder opstandelsen i det bevægende lændeklæde, der symboliserer livet. Det opstandne liv. Hvor korset er nagelfast, er opstandelsen påpegende. Og sådan er det på denne side af den yderste dag: Vi ser opstandelsen gennem korset. Først på den anden side vil vi se korset gennem opstandelsen.

“Kan vi virkelig kræve at tale filosofisk, hvilket betyder at sige ét, når teologiens begreber går en anden vej? En poetisk vej?”

Her tales altså poetisk om Kristus i en dobbelthed, der egentlig skulle afvises af modsigelsens grundsætning, for på en og samme tid er han korsfæstet og opstanden. Og fordi vi fastholder modsigelsens grundsætning i menneskelige filosofiske forhold, kan vi i teologiske forhold kun udtrykke forholdet poetisk. Enhver teolog skal kunne skelne mellem filosofisk teologi og kristent evangelium. Det Luther kaldte lov og evangelium. Hvis vi kun talte filosofisk, så kunne vi kun tale om korset. Og dernæst om opstandelsen. Nu taler billedet om begge forhold på samme tid.

På samme måde med udsagnet om at dette barn i krybben er Gud og menneske. På samme tid. Det kan vi kun udtrykke poetisk, og i bekendelsens formel fra 451 lyder det også, at dette forhold er uden sammenblanding og uden adskillelse. Filosofisk set er den sætning noget indholdstomt ”vrævl”, men vi ved da glimrende, hvad der siges, fordi vi hører den poetisk.

Pointen er, at fordi vi sætter grammatikken som teologiens forudsætning, så kan vi tale poetisk. Så kan vi sige dobbelt så meget på samme tid, sådan som det gode digt også kan. Vi kan sige, at mennesket er retfærdig og synder på samme tid, og at Jesus er Gud og menneske på samme tid. Og Cranach kan male ham som korsfæstet og opstanden på samme tid.

Denne samtidighed er forudsætningen for poetisk teologi. En teologi, som har sproget som forudsætning, og som derfor kan sige to ting på samme tid. Den, der kan det, fortæller i en stor verden, der er poetisk skabt af Gud, og som derfor altid bliver større i den lovsang, som er skaberværkets egentlige mening.

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu