Og set herfra: Er svaret Grundtvig?

I oktober havde folkeskolelærernes fagblad Folkeskolen et stort, farvestrålende portræt af Grundtvig på forsiden. Det var formentlig komponeret over A. C. Lønborgs portræt, der blev taget få dage før Grundtvigs død i 1872, men et frisk pink og orange farvevalg satte portrættet i dialog med nutiden. Det var glædeligt, at Grundtvig pludselig havde fundet vej til forsiden af et blad om folkeskolen, og anledningen var, at seniorforsker Thorstein Balles enestående arbejde med at kortlægge Grundtvigs virkningshistorie i folkeskolen, nu har udmøntet sig i det store værk Grundtvigs skolevej (Aarhus Universitetsforlag). I den anledning bragte Folkeskolen et stort interview med Thorstein Balle under overskriften Grundtvig er død – men han spøger stadig. I interviewet redegør Thorstein Balle for den betydning, Grundtvigs tanker har haft for den særlige måde, hvorpå vi i Danmark holder skole, og hvordan de selvsamme tanker har været medvirkende til, at vi i Danmark har haft tradition for at betragte skolen som noget i sig selv og en kilde til oplysning. Ikke som en rugekasse for erhvervslivet. I interviewet fortæller Thorstein Balle også, hvordan den grundtvigske tænkning i dette årtusinde næsten er forsvundet ud af folkeskolen. Dette aflæses blandt andet i revisionen af formålsparagraffen, der i 2006 blev ændret, så folkeskolen nu skal "give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse…" og videre i forbindelse med folkeskolereformen af 2014, hvor klasselæreren, der, i den form vi kender den fra Danmark, blev skrevet ud af lovgivningen.

Og nu står vi så her. I en tid præget af kriser, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved. Der har naturligvis været krige og kriser før, og der har været tider med langt, langt mere nød og fattigdom, end vi i Danmark oplever i dag. Men vi har ikke tidligere oplevet, at en hel generation reagerer så markant på presset fra samfundet, som vi ser i disse år. Tankevækkende nok er det de selv samme unge, som har gået i skole i den tid, der har vendt ryggen til meget af den grundtvigske arv. I en tid, der har skrevet formuleringen om, at skolen skal fremme den enkelte elevs "alsidige personlige udvikling" ud af formålsparagraffen og i stedet lagt fokus på, at skolen skal forberede eleverne til videre uddannelse. En tid, hvor den klasselærer, der kendte eleverne og deres familier, nogle steder er erstattet af en kontaktlærer, som har trange kår, fordi lærerudskiftningen på mange skoler er tårnhøj. En tid, der har været præget af skolereformen og dens ambitioner om at gøre "eleverne så dygtige, som de kan blive" og dertil har været præget af målstyring, test, fokus på kompetencer og krav om elevernes konstante selvmonitorering af deres eget projekt og egen (selv)udvikling. Der er ikke noget at sige til, at de har fået nok. Og hvis spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved det, så er svaret måske, at vi skal tilbage til noget af det, Grundtvig har givet os. Det har de i hvert fald skelet til på læreruddannelsen i Nørre Nissum, hvor de også taler om, at de studerende skal ’oplives’. Her har de vendt den negative spiral i optagelsestallene på læreruddannelsen, og som deres faglig pædagogisk leder Hilmar Dyrborg Laursen siger, skyldes det måske, at mange af de unge er nået frem til, at meningsfuldhed ikke skabes gennem deres eget individuelle tilværelsesprojekt, men skal findes et andet sted. Fx i mødet med andre.