Nytårsprædiken 2022

Og så nu, alt imens jeg prøver at finde et anslag for denne prædiken, lader radioen mig ikke i fred. Der er den igen, Andreas Odbjergs sang til Danmark, som hedder Hvad skal verden med sådan en som mig?, hvor omkvædet lyder uimodståeligt: ”Jeg var et mirakel fra den dag jeg blev født, uh la uh la uh la uhh, vent og se, jeg skal nok få styr på det.”

Og normalt er jeg ikke til bestillingspop, som denne danmarkssang jo er. Ja egentlig slet ikke til pop. Men forført bliver jeg alligevel af den fine melodi, men også teksten, der handler om ikke at nå bussen, aldrig at have fået 12 og næsten at kunne gå på hænder, imens andre bygger rumraketter. Og så lyder det igen: ”Jeg var et mirakel fra den dag jeg blev født, uh la uh la uh la uhh, vent og se, jeg skal nok få styr på det.”

Men måske det også er, fordi der i dette omkvæd er en efterklang af på én gang noget mysteriefyldt og noget intuitivt velkendt. I hvert fald for det trænede øre er det svært ikke at læse Grundtvigs berømte skrift Indledning til Nordens Mytologi ind i sangens omkvæd: ”Mennesket (…) er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter.” Ja, vent og se, vi skal nok få styr på det …

Det er nu ikke, fordi alting bare går derudad, når man kigger tilbage på 2022. Den 24. februar 2022 overfaldt Rusland Ukraine og sendte tusindvis af mennesker på flugt, og andre blev tvunget i krig, udløst af nationalistiske feberfantasier. I sommeren 2022 blev Pakistan erklæret i national krisetilstand, efter at 33 mio. af landets indbyggere var blevet berørt af ekstremt omfattende oversvømmelser udløst af de menneskeskabte klimaforandringer. Fredag den 12. august blev forfatter Salman Rushdie stukket ned under en forelæsning i New York i et attentat udløst af en snart 40 år gammel fatwa.

Men hvad var det egentlig, der stak Salman Rushdie i halsen den dag? Det gjorde idéen om, at jorden og vores liv herpå er en kamp mellem rent og urent. Og ingen mere djævelsk idé findes, end at vores verden kan deles op i rent og urent. I et interview fra 1993 bemærker Salman Rushdie: ”For alle, der vokser op i enhver storby, især i en by som min, hvor øst og vest mødes, er en af de realiteter, man får påtvunget, at kultur er hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form. For mig bør romanen være en fejring af urenheden.”

Det tror jeg også er det, kirke og kristendom skal være: en fejring af urenheden. Biblen er vel mest af alt en uren bog (og en forløber for romanen). 66 forskellige skrifter samlet i to bøger, som igen er samlet i én bog. Fantastiske fortællinger, men indbyrdes modstridende. Også Biblen kunne vi kalde en hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form.

Men hvad så med os selv? Ja, vores nuværende kultur geråder i problemer, hver gang den tror, vi skal fremstå i ren form. Nationalkonservative, som må ty til idealiseret fortid for at kunne fortælle om det rene danske. 12-talspigen og den woke aktivist, som er blevet begreber for personer, der lider under, at der ikke må være en finger at sætte på noget, med stress, udbrændthed og ofte krænkelsesparathed til følge.

Det gamle kristent-protestantiske menneskesyn var nådigere. Luther opfattede mennesket som en synder, dvs. som en, der uundgåeligt begår fejl, fordi vedkommende i udgangspunktet er egoistisk. Men samtidig kunne mennesket ånde lettet op og burde slet ikke fokusere på at gøre godt, for Gud havde allerede erklæret mennesket retfærdigt. Således i vores ligning kunne vi med det luthersk-protestantiske menneskesyn også kalde mennesket for en hybridisering – både synder og retfærdiggjort – en blanding, en uren form.

Men såmænd også Jesus-figuren, som vi kender ham fra Biblen og traditionen, er vel en uren figur. Jeg mener, han er jo ikke kun Gud, han er jo også menneske. Ej heller er han kun menneske. Han er jo også Gud, men således en hybridisering, en blanding, ja, en uren form. Og kunne vi forestille os, at det er denne figurs sandhedspotentiale som uren, som vi går glip af, når vi forsøger at føre alting tilbage til en oprindelig uplettet tilstand?

For er det ikke det, der sker, når nationalromantikken (som alle jo bliver grebet af, når der er fodbold) bliver nationalistisk og vil føre landet tilbage til en guldalder, til en ubesmittet æra, som fremtiden så skal modelleres efter? Desværre i dag en virkelighed ikke bare i Rusland. Og er det ikke det, der sker, når klimaaktivisme (som jo indfinder sig i alle, når olien bliver dyr) bliver revolutionær og vil føre kloden tilbage til en oprindelig naturtilstand, som vi kun kender fra religiøse myter, men som opskrives til et ubesmittet faktum, som fremtiden nu skal modelleres efter? Desværre en virkelighed mange steder.

Så måske vi ikke skal søge potentialet i det rene. Måske vi nærmere skal søge potentialet i det urene, i blandingen og hybridisering. Og er det mon et af de visdomslag, som det kristne evangelium stadig kan lade flyde vores vej? Og mon ikke vi så forstår (Grundtvig og) vores tid bedst ved at anskue tidens kaotiske strid ikke som noget, der skal overvindes, men som en vedvarende bevægelse. At kaos ikke går over, men går videre. At gårsdagens kaos ikke overvindes, men forvindes (som også er det, vi synger i salmen ’Et barn er født i Betlehem’) og derved klæder os på til morgendagens ditto.

Apropos det bibelske og litterære anslag kunne man måske sige, at tidens kaotiske strid ikke skal løses, men skal læses. At forstå sin tid er, at der altid er meget mere at lære. Som vi begyndte at sige det, dengang fodboldlandstræner Kasper Hjulmand blev nationalt samlingspunkt: ”Vi skal ikke hjem, vi skal videre.” Ja, kan man forestille sig, at meget af den politikerlede, demokratikrise og åbenlyse klimafrustration, vi ofte er vidner til, bunder i en utopisk forestilling om, at vi kan og burde genoprette en svunden tid? For verden bevæger sig jo. Og det gør vi også.

Det betyder ikke, at vi ikke kan sørge over det tabte, passe på det, vi har kært, eller opelske nye relationer. Det betyder blot det simple, at vi ikke ved, hvad der venter – men så også det komplekse, at det heller ikke gør noget, at vi ikke ved, hvad der venter. For det er stort i gære, siger Grundtvig, og gæring kræver som bekendt hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form.

Og nu, imens jeg prøver at finde frem til et punktum for denne prædiken, så lader radioen mig stadig ikke i fred. Der er den igen igen, Andreas Odbjergs sang og omkvædet: ”Jeg var et mirakel fra den dag jeg blev født, uh la uh la uh la uhh, vent og se, jeg skal nok få styr på det.” Og det slår mig, om det egentlig er en efterklang af et ’halleluja’, vi hører der i midten? Måske. Som en sang til vores blå planet, vores grønne jord og den orange sol – til hinanden og de evigt manglende punktummer. Måske. Ja, vent og se, vi skal nok få styr på det …