Nu skal forældrene i skole

Forældres indflydelse på deres børns skolegang er uomgængelig. FN har fastslået den som en menneskeret, og i folkeskolens formålsparagraf bliver samarbejdet med forældrene nævnt hele to gange. I sig selv er forældrenes indflydelse på skolen altså ikke ny. Men måden, den bliver fortolket og udøvet på, afspejler et neoliberalistisk verdensbillede, som kan være problematisk. Det mener den hollandske forfatter og uddannelsesteoretiker, Gert Biesta, som er professor i uddannelsesteori og pædagogik:

”Jeg ser en tendens gennem de seneste årtier, hvor forældre er blevet mere forbrugere af skoler med langt mere eksplicitte forventninger til, hvad skolerne bør gøre for deres børn og ikke nødvendigvis for alle børn. Man kan næsten sige, at skolen ses som en butik, hvor forældrene køber uddannelse. Der er en neoliberal dimension i det, hvor individet ses som forbruger af offentlige tjenester, mens regeringer ser sig som udbyderne og kvalitetskontrollører. Dermed er hele ideen om et fælles gode eller en offentlig sfære forsvundet.”

Som fanden læser Bibelen?

At nissesagen eller lignende hændelser kan blusse op og vække landsdækkende debat i medierne, er ifølge professoren dog ikke udelukkende et udtryk for en neoliberalistisk tendens. Det handler også om en nyfortolkning af den rettighedstænkning, som er formuleret i internationale charters. Sat på spidsen kunne man i Biestas optik sige, at forældrene læser børns rettigheder, som fanden læser Bibelen:

”Jeg tror, der er et yderligere aspekt af den måde, hvorpå forældre henvender sig til skolen, som har at gøre med forældrerettigheder, børns rettigheder og retten til uddannelse. Vi ser det i dokumenter om uddannelse fra fx Europarådet. Og i selve Menneskerettighedskonventionen står der, at forældrene altid har den sidste stemme. De har altså ret til at vælge at få en uddannelse til deres børn, som er i overensstemmelse med deres værdier eller deres overbevisning.” Undermineringen af skolen som et offentligt uddannelsestilbud, må man forstå som tveægget, opsummerer Biesta, som har hele to professorater, hvoraf det ene netop er i public education: ”Vi har altså både den neoliberale måde, hvor forældre ser på skolen som en vare, der skal forbruges. Og vi har et rettighedsargument, der tilsiger, at forældrene i sidste ende har magten til at bestemme over de værdier, som børnene skal udsættes for. Det, tror jeg, underminerer ideen om skole og uddannelse som et offentligt gode.”

VR-briller mod aggressive forældre

Med bogen Verdensvendt uddannelse, der udkom på dansk i 2022 på forlaget Klim, giver Gert Biesta sit svar på det uddannelsesmæssigt fundamentale spørgsmål, ”hvad skal vi gøre ved børnene?” Med nissesagen in mente virker det oplagt at udfordre ham på samme hammel, blot hvad angår forældrene: Hvad skal vi gøre ved forældrene? Som medlem af den hollandske regerings uddannelsesråd illustrerer han med en aktuel sag, hvad han mener, man i hvert fald ikke skal gøre:

”I går så jeg i hollandske nyheder, at man nu har udviklet et program, hvor lærere kan træne sig i at håndtere aggressive forældre ved hjælp af virtual reality. De ifører sig VR-briller og konfronteres med en kunstigt skabt aggressiv forælder, så de kan øve forskellige strategier. Men det er jo blot symptombehandling. Og det er en absurd konsekvens af en tankegang, hvor problemet defineres som lærernes manglende evne til at håndtere aggressive forældre – snarere end at spørge, hvorfor idéen om uddannelse som et fælles anliggende er brudt sammen.”

Ifølge Biesta binder vi en gordisk knude, hvis vi anerkender forældrenes rettigheder som en ren magtbeføjelse mere end en invitation til medbestemmelse: ”Hvis skolen reduceres til en privat serviceydelse, ender vi i umulige situationer, fordi skolen alligevel aldrig vil kunne opfylde alle individuelle forældres ønsker. Hvis vi når til en konklusion, hvor fælles ansvar for uddannelse opfattes som en utopi og ikke som en del af et demokratisk samfund, er det faktisk en temmelig mærkelig situation.”

Hvad er skolen så?

Gert Biesta pointerer, at den vare, forældre tror, de kan købe i skolen, fås bedre andre steder. Så når de alligevel sender børnene i skole, kan idéen om uddannelse som et fælles offentligt anliggende ikke være brudt helt sammen: ”Hvis man går efter hurtigt at få eksamensbeviser eller præstationer eller testresultater, så er skolen faktisk ikke det bedste sted at tage hen. Du bør gå på internettet eller til privatlærere. I den forstand kan man sige, at det er interessant, at forældre sender deres børn i skole. Måske fordi det bare er sådan man gør, men når du så spørger forældre, siger de ofte, at den sociale interaktion og venskaber er vigtige. Så der er også en opmærksomhed på skolens sociale kvaliteter.”

Det neoliberalistiske skred i retning af skolen som et pædagogisk supermarked er altså måske kun på vej. Men for uddannelsesteoretikeren kalder tendensen på en mere overordnet skole- hjem-samtale end dem, klasselæreren normalt indkalder til på Aula: ”Det interessante bagvedliggende spørgsmål handler om forholdet mellem det private og det offentlige. Ser vi skolen som en privat vare, som skal levere det, forældre eller elever beder om, eller er skolen noget andet? Det er en spændende diskussion, for spørgsmålet om forældre og skoler peger på et endnu større spørgsmål: Er skolen en offentlig institution? Bør den være det? Og hvis ja, hvad kræver det så af forældrene?”

Med det åbne spørgsmål lader Biesta forstå, at hans kritik ikke er rettet mod de enkelte forældre. Til gengæld folder han problemets kompleksitet ud, når han bliver spurgt, hvordan forældrene skal kunne tage medansvar for skolen, når de ikke er pædagogisk uddannede: ”Forældre er altid amatører i forhold til lærere. Men en amatør er også en, der arbejder ud fra kærlighed. Jeg tror, at en virkelig betydningsfuld ting, forældre kan gøre, er konstant at minde sig selv om, at skolen ikke kun er for deres eget barn. Deres pædagogiske ansvar er ikke, at deres børn er glade eller klarer sig godt, men at se skolen som et fællesskab af børn, der har brug for støtte.”

Forældreskoler

Gennem samtalen med Biesta bliver det klart, at han ikke er typen, som peger fingre. Dermed ikke sagt, at Biesta er ukritisk. Så langt fra. Men som man får indtryk af – i øvrigt også i hans forfatterskab – løber der også altid en konkret og løsningsorienteret åre gennem hans analyser. Det gælder også i hans indstilling til forældreproblematikken: ”Hvordan gør vi i et [neoliberalistisk, red.] samfund med alle disse impulser, der tilskynder os til at sætte vores egen interesse først? Jeg kender til skoler, som for at komme i samtale med forældrene om dette har oprettet, hvad de kaldte forældreskoler, hvor moderne forældre har mulighed for at tænke langsomt over, hvad de laver, og hvad deres ansvar er, og hvordan det relaterer til skolen og skolens muligheder.”

Tiltaget skal ikke forstås som en totalitær modpol til neoliberalismen, hvor staten dikterer teksten for forældrene. Men for at håndtere problematikken fandt skolen, at der var brug for tid til at tage samtalen: ”Skolen oprettede et program til at undervise forældrene. Ikke på en meget ligefrem måde, men ved at hjælpe dem med at have en god samtale om, hvad det vil sige at bære et pædagogisk og uddannelsesmæssigt ansvar. Det er interessant, fordi det rejser spørgsmålet, hvor forældre egentlig finder ud af, hvordan de kan eller bør relatere sig til skolen? Der er ikke mange steder, hvor det sker eksplicit, så du får en masse kopieringsadfærd i stedet for, at du siger: ’Ja, lad os gøre sådan. Lad os tage os tiden til det!’”

Lærer i halvvejshuset

De klassiske statsideologier slår altså ikke til, når vi skal forstå, hvilken størrelse skolen er i dag. Samtalen drejer sig ikke om lidt eller meget stat, og Biesta dvæler begejstret ved det danske begreb, folkeskolen, som indikerer, at skolen hverken er statens, lærernes, forældrenes eller elevernes for den sags skyld, men vores alles. Den semantiske finurlighed bringer ham
til at referere til filosoffen Hannah Arendt: ”Hun siger, at skolen er et halvvejshus. Skolen er ikke hjemme, men skolen er heller ikke samfundet. Skolen er et rum, vi skaber ind imellem for at hjælpe den nye generation med at forlade deres hjem og blive forelsket i verden.” Ikke mindst for en grundtvigsk sindet læser må ’halvvejshuset’ da klinge smukt. Men hvad betyder det for læreren, når skolen ikke lader sig kategorisere efter gængse anskuelser?

Professoren erkender skismaet og anerkender lærerens svære rolle. Det er ikke for ingenting, at han tidligere har kaldt uddannelse en praktisk kunstart: ”Risikoen er enten, at du bliver trukket ind i hjemmet i forældrenes private interesse. Eller at du bliver trukket ind i samfundet og alt, hvad du skal gøre for samfundet. Men hvis du som lærer forstår, at du står i det mellemrum og har et særligt ansvar der, hvor du hverken blot er en forlængelse af forældrenes eller af samfundets ønsker. Så hjælper du den nye generation med at tage skridtet fra den private sfære til vores fælles, forhåbentlig,
demokratiske liv.