Naturkrisen er en kulturkrise – også for Grundtvigs ætlinge

”Venner! Det er stort i gære, gennem en kaotisk strid, der er meget nu at lære, mest dog at forstå sin tid.” Sådan lyder Grundtvigs – og redaktionens – opspil til denne artikel. Der er flere forhold at hæfte sig ved. For det første, at vi lever i omvæltningernes tid. For det andet, at det sker gennem ikke alene strid, men en kaotisk strid. I kaos er det vanskeligt at orientere sig, det er det ikke nødvendigvis i strid alene. For det tredje, at det er en anledning til at lære – særligt når nu omvæltningerne, striden, er kaotisk og forskyder de vante orienteringspunkter. For det fjerde, at man skal tage tegn af tiden, ikke alene ved at forklare den eller præcist aftegne den, men ved at forstå den – med andre ord ved at opmærke, afkode og fortolke den. Der er som bekendt en del, som kan forstås, men ikke forklares, men mindre, som kan forklares, men ikke samtidig forstås. Og følger vi videre ad de mange gennempløjede spor af grundtvigske dogmer, så lærer og forstår vi bedst om det, vi har kær.

Min påstand i denne artikel er, at naturkrisen er en kulturkrise. Vi har med andre ord ikke primært en klimakrise. Klimakrisen er en del af en af bredere anlagt naturkrise, der omhandler mere end atmosfæren og stigende temperaturer i eksplosivt tempo. Vi har også en krise i biosfæren (biodiversitetskrise, artsdød, indskrænkede habitater) og oceanosfæren (forurening, forsuring, plastik, kemikalier, overfiskning osv. i søer, vandløb, kystnære farvande osv.). Til himmels, til lands og til vands er der stort i gære i et omfang, der på den ene side kalder på hidtil uset politisk oprustning i teknisk, systematisk forstand med data og tal i stride strømme. Tænk bare på de 70 pct. og måske snart 80 pct. reduktionsmål for udledning af CO₂ i 2030 eller Parisaftalens 1,5 grader celsius. Eller tag denne, som kan udfordre vores opfattelse af Danmark som foregangsland: En gennemsnitsdansker har årligt et naturaftryk, der svarer til 4,2 jordkloder, ligesom Danmark er et af klodens mest opdyrkede lande. Vi forstår det alle, men kun de teknisk kyndige kan forklare det. På den anden side i folkelig forstand efterlades yngre generationer med klimasorg, ældre med klimaskam i erfaringen af en situation, vi beskriver med bibelske (enden er nær!) lignelser eller populærkulturelle billeder (orkestret, der spiller videre, mens Titanic synker). Et interessant og foruroligende moment ved tilstanden er, at vi næppe kan hævde, at den er ny eller overrumplende. Overordnet set var budskaberne næsten de samme i Grænser for vækst fra 1972 og Brundtlandrapporten fra 1987, men i al fald siden de store internationale miljø- og klimapolitiske FN-konferencer i Rio i 1992 og Kyoto i 1997 har der været noget nær fuld politisk, videnskabelig og administrativ vished om situationens alvor og dens acceleration. K.E. Løgstrup, Ole Jensen og Thorkild Bjørnvig, for nu at nævne nogle, der har ligget vores grundtvigske arv nær, må skue skeptisk og alvorsfuldt fra deres elysium.

Denne naturkrise er tillige en kulturkrise. Vi har i efterkrigstiden ikke badet naturen i sang og prosa, lyrik og samtale. Tværtimod er billedet af den attråværdige natur i Danmark den kultiverede landbrugsnatur eller de golde bøgesale, for nu at sætte det på spidsen. I Danmark er det pinligt ikke at vide, hvem H.C. Andersen eller Karen Blixen er, men ingen rynker på næsen, når vi ikke aner, hvilken natur der omgiver os. Uanset om det er flora eller fauna, jordens forhold eller himlens skalaer. En fugl er en fugl, ikke en ryle eller en vibe, og hvem ved, hvornår lærken kommer? Naturen er (med et lån fra Marx) en realabstraktion, og når den genaktiveres, er det som oplevelsescenter og arena for vores selvrealisering, metaforisk som hoppeborg (mountainbikes, fitness, klatreaktiviteter). Et sted, vi skal have oplevelser, ikke et fænomen, vi gør os erfaringer med, som vi er indhyllet eller indfældet i, eller som vi kan give plads og dermed give afkald på at dominere. Landbrugs- og fiskerinationen blev erstattet af industri, service og vidensintensiv produktion, og få gør sig dermed hverdagslige erfaringer med naturen eller erfarer deres afhængighed af den. Det ansporer naturens kulturkrise, som styrkes af, at vi ikke får begreb om den. Jo stærkere greb vi har fået om den i vores betvingelse af den, jo ringere begreb har vi fået alment i kulturel forstand. Vi har nok mere og mere viden, men den er teknisk og videnskabelig, den er ikke med kulturens udtryk og ritualer tillagt betydning, mening og værdi, som er vejen til en art etisk tilskrivning. Og når vi sanker i kulturens jord, er det almindelige at gå forbi naturen som tema. Aakjær er det folkelige gennembruds mand, ikke den naturdigter, der kunne besynge naturen og skrive de smukkeste ting med de jævneste ord, som Skive Folkeblad skrev i sin nekrolog over ham i 1930. Hos Blicher var det altid Hosekræmmeren eller En landsbydegns dagbog og ikke Trækfuglene, vi læste. Derfor var naturfagenes fortalere i folkeskoledebatterne sjældent forfattere, intellektuelle, højskolefolk, teologer eller pædagogiske mestertænkere. De sidste har i et tiår mest været optaget af at prygle på konkurrencestaten og den transnationale vending i skole- og uddannelsespolitikken. Og hos Grundtvig, der har en hellig og heraldisk betydning i dansk pædagogik, er der ikke meget at hente; ikke hvis man skal tro Kristoffer Garne, der har gennemlyst oeuvret for temaet i en artikel i Den store mand (2022). Og H.C. Ørsted blev aldrig en betydningsfuld figur i dansk pædagogisk tænkning, selvom han netop var på sporet af Ånden i naturen og forudså konsekvenserne af en mekanistisk naturopfattelse. Symptomatisk er det også, at den K.E. Løgstrup, der med ikke mindst Den etiske fordring og sine bevingede ord om skolens rolle i arbejdssamfundet kort før sin død i 1981, i pædagogiske sammenhænge næsten konsekvent overses som naturens betydningsgiver for i stedet at dyrkes for sætningen om, at vi altid holder noget af næstens liv i vores hænder. Ser vi længere tilbage, er det vel næppe for meget sagt, at vi ikke har nogen stor naturromantisk intellektuel tradition i Danmark, hvilket findes mange andre steder i den vestlige kulturkreds. Ingen Thoreau i Danmark. Og når den vilde natur nu til dags endelig viser sig eller får plads, forsvinder ulvene hurtigere, end de kom, store rovfugle forgiftes, og i Mols Bjerge synes mange at se på vilde heste og kvæg, som var det kæledyr.

Naturen og naturspørgsmålet blev dermed overladt til sig selv, og naturfagene fik deres protagonister i Dansk Industri, og sigtet var at få flere til at tage en naturfaglig eller naturvidenskabelig uddannelse og styrke konkurrenceevnen, ikke at få højnet den almene naturfaglige dannelse hos mennesker og borgere. De store centrale dannelsesspørgsmål forbliver i Danmark spørgsmål om menneskets forhold til sig selv og vores forhold til hinanden, historisk og aktuelt. Demokrati handler om politisk lighed, repræsentation, retfærdighed osv., formentlig sjældent om demokratiets største problem: naturen. Forstået på den måde, at demokratiet (inkl. international retsorden, samarbejde mv.) ikke alene skal kunne løse naturproblemet, men at demokratiets beståen formentlig afhænger af dets evne til at løse naturproblemet. Det epokale nøgleproblem over dem alle, for nu at bruge den store tyske didaktiker Wolfgang Klafkis udtryk. Og kulturens aktører, centrale humanistiske og samfundsvidenskabelige debatter, synes i dag mere optaget af spørgsmål om repræsentation, appropriation, ulighed og identitet, når det angår køn, race, religion, seksualitet mv., end at gen- eller nyindskrive naturen og naturspørgsmålet som fænomen. Jeg husker fra min tid på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i 1990’erne to ting, som blev anset for latterlige. Dengang jeg arrangerede et foredrag om Grundtvig og Kierkegaard. Og dengang vi læste den tidligere verdensbanksøkonom Herman E. Dalys bøger om bæredygtig økonomi. Lidt bedre er det blevet, men alligevel: Diskussionerne frem til den politiske aftale om en ny læreruddannelse i september 2022 handlede stort set kun om Kristendomskundskab, medborgerskab og livsoplysning (KLM) og ikke om, hvordan naturen og naturspørgsmålet får fylde i den professionelle myndiggørelse af fremtidens lærere, omend bæredygtighed sneg sig ind i forslaget til en ny formålsparagraf – dog vel vidende, at bæredygtighed også kan omhandle sociale forhold, køn, race osv.

Hermed peger jeg afslutningsvis på det ejendommelige i, at det pædagogiske kredsløb fra dagtilbud, grundskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser, højskoler og videregående uddannelser i almen forstand ikke forekommer bredt mobiliseret i modernitetens mest presserende og grundlæggende spørgsmål i vor tid. Bevares, der er naturbørnehaver, adventurelinjer på efterskoler og projekter her og der samt verdensmålsuger, men et stærkt dannelsesmæssigt og kulturelt ophæng, når det angår naturspørgsmålet, synes at mangle. Det ejendommelige består i, at det netop var i dette kredsløb, at den nationale vækkelse, den demokratiske vækkelse og ungdomsoprørets vækkelse blev til dannelse, livsformer og selvforståelser.

Den grønne omstilling forudsætter med andre ord en grøn vækkelse. Uagtet om en sådan grøn vækkelse (inkl. alle de fremspirende tegn, som findes, og som ikke omtales her) kan bryde den pædagogiske slummer, bliver den formentlig først effektiv, hvis den ikke alene omhandler naturen som genstand for erfaring, begreb og anerkendelse (også i de humanistiske og samfundsfaglige kredse), men også i sit indre reviderer sine dybe, næsten aksiomatiske principper om vækst af alt det, som tilkendes værdi: frihed, trivsel, deltagelse, motivation. Fortsæt selv. Min afsluttende påstand er således, at pædagogikken er nødt til at genfinde attråen i besindelse, moderation, mådehold, beskedenhed – og vise rigdommen heri. Den må i forhold til naturen finde de ”bånd, der frigør”, for nu at citere den netop afdøde franske videnskabssociolog Bruno Latour og hans danske protegé Nikolaj Schultz. Gad vide, om der ikke også her gemmer sig svar på den såkaldte trivselskrise blandt børn og unge. Og så er vi næsten tilbage ved starten og Grundtvigs ordspil, der stammer fra hans brev til sønnerne Johan og Svend – og det brev, hvorfra de navnkundige ord om et jævnt og muntert, virksomt liv på jord stammer.