Artikel
Grundtvigsk Tidende

Munkebevægelsen er et kalejdoskop på vores forståelse af privathed og (data)overvågning

”Vi ser i historiske sammenhænge, hvordan arkitektur, lovgivning og spørgsmål om tro og værdier er forbundet med hinanden. Hvis vi skal forstå den slags forbindelser, må vi arbejde på tværs af fagfelter,” siger Mette Birkedal Bruun, professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og leder af Centre for Privacy Studies samme sted. Foto: Kasper Løjtved
af Grethe Kirk Tornberg, redaktør
7/2022

TEOLOGISK TÆNKNING / INTERVIEW. ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte.” Det er ikke bare en berømt sætning fra Matthæusevangeliet, men den er også hele omdrejningspunktet for professor i kirkehistorie Mette Birkedal Bruuns forskning i begrebet om privathed og det private i perioden 1500-1800. Forskningen har ført til etableringen af det tværfaglige Grundforskningscenter Centre for Privacy Studies, som Mette Birkedal Bruun står i spidsen for.

Måske kan det lyde underligt, at munkes tilbagetrækning fra verden en gang i middelalderen kan være et udgangspunkt for at forstå begreber om moderne privathed – og om alt fra overvågning ved grænseovergange i fortid og nutid til sundhedsdata. Men ifølge professor i kirkehistorie Mette Birkedal Bruun giver det rigtig god mening: ”Det, jeg generelt synes er så spændende ved ’privathed’, er, at det på alle mulige måder angår grænsen mellem individ eller en lille gruppe og så det omgivende samfund.” For Mette Birkedal Bruun er det det religiøse aspekt ved det private, der er det allermest spændende, men det hele hænger sammen, og derfor er Centre for Privacy Studies netop også en tværfaglig enhed: ”Vi er sat i verden for at oparbejde en forskningsmetode, som er tværfaglig og samarbejdende. Både på humaniora og teologi er vi meget trænet i at arbejde alene, men verden kalder mere på evner til at samarbejde med alle mulige fagligheder, og derfor omfatter Centre for Privacy Studies forskere fra både retshistorie, kirkehistorie, arkitekturhistorie, politisk idéhistorie og socialhistorie,” fortæller Mette Birkedal Bruun. Hun forklarer, at gruppen af forskere dykker ned i en bestemt by i en bestemt periode, her fx den tyske by Helmstedt, og laver forskellige undersøgelser af det private og privathed – ud fra deres forskellige fagligheder – og dermed foretager en slags biopsi ned i tidlig moderne europæisk historie. På den måde kan forskerne arbejde sammen om lige præcis det bestemte sted: ”Det betyder, at man har fem til syv kolleger, der er lige så optaget af fx en eller anden bestemt universitetsby, som man selv er. Og det er meget inspirerende,” siger hun.

Hvad er privathed?

I virkeligheden er forskningscenteret ikke så optaget af at finde frem til en ny definition af ordet ’privathed’: ”Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen fast definition af begrebet. Men mange prøver at komme det nær. Der er en meget berømt definition fra 1890, der hedder 'retten til privathed er retten til at blive ladt alene,’” fortæller Mette Birkedal Bruun og uddyber: ”Tit taler man om sådan noget som grænser og det at kunne kontrollere tilgang til sig selv og sine egne informationer. Og det er jo meget den tilgang, der ligger i det moderne begreb om privathed.” Hun ser det til gengæld som en opgave for centeret i højere grad at afdække, at forskellige grænseflader mellem privat og offentlig er en meget grundlæggende struktur for vores måde at organisere vores samfund på: ”Det går helt tilbage til Aristoteles, for hvem spørgsmål som ’hvem er hvor?’ lå som underliggende centrale spørgsmål: For kvindernes vedkommende var det dengang i hjemmet, mens det for de frie mænds del var i det offentlige rum,” siger Mette Birkedal Bruun.

TEOLOGISK TÆNKNING

Teologisk tænkning er et fast indslag i Grundtvigsk Tidende og er et forsøg på at tænke og reflektere dybere og grundigere over teologiske emner, som vi erfarer i verden.

Grænser er porøse

Vi vender tilbage til munkene, for det er her Mette Birkedal Bruun har sit forskningsfelt og her optagetheden af det religiøse begreb om det private udspringer: ”Jeg er meget optaget af begrebet om tilbagetrækning fra verden. For det kan man jo ikke rigtigt. Men det er alligevel det, der ligger som ideal i munkebevægelsen – at kappe båndet til verden,” fortæller hun og tilføjer, at det kan være ved hjælp af fysiske mure og en bestemt livsform: ”Man sætter på den måde en masse grænser mellem sig selv og verden. Jeg er optaget af alle de måder, man sætter grænser på, men også alle de måder hvorpå de grænser alligevel er porøse. En af dem, jeg har været optaget af, er en fransk munk fra 1600-tallet, der i bogstaveligste forstand skrev 10.000 breve til folk i Frankrig samtidig med, at han altså hyldede det med at leve helt afsondret fra verden. Og hvordan kan han på den ene side sige, at han lever isoleret fra verden og så samtidig skrive alle de mange breve ud til verden?” spørger Mette Birkedal Bruun og fortsætter: ”Man kan sige, at han bare er en hykler. Men man kan også begynde at undersøge, hvorfor det alligevel gav mening for ham at sige, at han lever tilbagetrukket fra verden.”

For den franske munk var det vigtigt at udbrede idealet om tilbagetrækning til andre, fordi det var hans pligt som lederskikkelse i den monastiske tradition at lære andre – også udenfor klosteret – hvor genialt det er at trække sig tilbage. ”Det er spændende, når vi kigger efter det private, for vi begynder at lægge mærke til, hvor grænsen mellem individet og omgivelserne, eller individ og fællesskab, går. Nogle gange trækkes grænserne meget håndfast ved hjælp af mure og låse. Andre gange er det en lille lomme af tilbagetrækning, folk etablerer,” fortæller Mette Birkedal Bruun og fortsætter: ”I den tidlige moderne periode lever folk meget tæt. Hvis man fx skal have en samtale med nogen, eller et stævnemøde, er det faktisk tit noget med at gå uden for huset – ud i naturen. Så det er interessant at se på, hvordan de der små lommer af privathed opstår; de er situationsbundne og måske midlertidige,” siger Mette Birkedal Bruun og trækker en linje til nutiden: ”Vi ser også i det historiske materiale, at folk bliver smaddersure, hvis naboen larmer for meget, eller hvis de kigger ind over hegnet eller sådan noget lignende. Der er en forventning om, at her i mit hjem kan jeg få lov til at være alene.”

Hvad vil det sige at gå ind i sit kammer og lukke sin dør? Privathedens historie er et fænomen med en historie og med en ’flydende men nær forbindelse’ til kirke, kristendom og religiøsitet. Foto: ADDICTIVE STOCK / PHOTOCASE.DE
“Jeg er meget optaget af begrebet om tilbagetrækning fra verden. For det kan man jo ikke rigtigt. Men det er alligevel det, der ligger som ideal i munkebevægelsen – at kappe båndet til verden.”
Mette Birkedal Bruun

At gå ind i dit kammer kan også være på Rådhuspladsen

Privathed handler altså – også – om de (porøse) grænser mellem individet og det omkringliggende samfund. ”Op igennem den kristne tradition diskuterer man hele tiden, hvordan vi skal forstå sætningen fra Matthæus’ kapitel seks om at gå ind i sit kammer og lukke sin dør. De tidlige kirkefædre tolker det som et indre kammer og ser det med at lukke døren som noget med at lukke af for sine sanser. Senere op gennem historien bliver det som et rigtigt kammer. Folk bygger konkrete kamre, som de kan gå ind i for at studere og bede i i fred. Der ligger på den måde en fortløbende diskussion af, hvad det vil sige at gå ind i sit kammer og lukke sin dør. Og det er jo lige præcis privathedens historie,” siger Mette Birkedal Bruun og understreger, at det er vigtigt ikke bare at se isoleret på henvisningen til Matthæus, men se den i en sammenhæng: ”Hvad tænker man fx juridisk om privat ret og offentlig ret, eller hvad tænker man arkitektonisk om, hvordan et hus skal se ud? Vi ser i  historiske sammenhænge, hvordan arkitektur, lovgivning og spørgsmål om tro og værdier er forbundet med hinanden. Hvis vi skal forstå den slags forbindelser, må vi arbejde på tværs af fagfelter. Jeg synes, det er vigtigt at få den teologiske tænkning ind i nogle sammenhænge for også at vise, hvad teologien har at give – og få – i samspillet med andre fagområder.”

Alle overvejelserne over, hvad det vil sige at gå ind i sit kammer, kaster også lys over vores samtid: ”Det at gå ind i sit kammer kan godt være at sidde midt på Rådhuspladsen, men samtidig trække sig ind i sig selv. Allerede i kirkens første århundreder siger kirkefædrene, at det kammer, Matthæus henviser til, ikke kan være et rigtigt rum, men at det må være hjertet, Jesus hentyder til i teksten. De har ikke haft et begreb om et kammer til hver i den personlige husstand. Men det der med at trække sig ind i sig selv og lukke af for omverdenen, som vi måske ville synes – psykologisk set – er en meget moderne ting, den tanke kan man se allerede hos den oldkirkelige teolog Hieronymus, der har tænkt over, hvad det vil sige,” fortæller Mette Birkedal Bruun.

I kirkehistorien taler man om privathed for at få den koncentration, som bønnen giver. ”Og det synes jeg er interessant at få med, fordi den kan forfølges helt frem til moderne datalovgivning. Nu ikke længere nødvendigvis som noget religiøst, men som den der fornemmelse af privathed som et vigtigt sted eller en vigtig tilstand,” siger Mette Birkedal Bruun og fortæller om et kursus, hun havde for nylig for nogle gymnasieelever: ”Da jeg spurgte dem, hvor der er privathed, så svarede de, at det ikke nødvendigvis var i hjemmet. Her ville min egen generation sikkert sige, at hjemmet virkelig er noget privat, og at det private i høj grad er i hjemmet. Så spørgsmålene er også, hvor vi er private, og hvad der skal til for, at vi føler os private. Hvad er det for grænser, vi trækker om os selv? Og hvornår har vi trukket den grænse, der gør, at vi har den tryghed, der gør, at vi føler os private? Nogle gange kan det være at lukke sin hoveddør og andre gange nogle helt andre ting. Fx har de yngre generationer somme tider nogle helt andre tanker om det private, om fællesskaber, venner og måder at afgrænse sig på, som i høj grad er præget af deres digitale situation.”

“Spørgsmålene er også, hvor vi er private, og hvad der skal til for, at vi føler os private. Hvad er det for grænser, vi trækker om os selv? Og hvornår har vi trukket den grænse, der gør, at vi har den tryghed, der gør, at vi føler os private?”
Mette Birkedal Bruun

Privathed er kulturelt bestemt

Når vi kigger på privathedens historie, så får vi, ifølge Mette Birkedal Bruun, også øje på, at privathed er en kulturel størrelse, der måske mest er et vestligt fænomen: ”Begrebet om det private er meget centralt for den vestlige kulturs forståelse af, hvad et individ, den individuelle autonomi og frihed er. Men det er det ikke nødvendigvis i andre kulturer.” Hun henviser til en afrikansk kollega, som kan fortælle, at privathed i Afrika ikke nødvendigvis er noget, man orienterer sig efter, fordi begrebet om fællesskabet er så afgørende, men at det dog ikke betyder, at det enkelte menneske ikke godt kan have brug for at trække grænser om sig selv og har forskellige måder at gøre det på.

I den vestlige histories teologiske litteratur er privathed noget, man skal tilstræbe, selvom det ikke skal være der hele tiden: ”I den tidlige moderne tid har folk brug for privathed til stævnemøder, møder om ildesete politiske eller religiøse overbevisninger og alt muligt andet for at komme væk fra den overvågning fra både naboer og forskellige former for autoriteter, som der virkelig var meget af på den tid, selvom det selvfølgelig ikke var på samme måde som i dag. Dengang havde folk måske brug for privathed af praktiske årsager, mere end måske af psykologisk nødvendighed. Men det ændrer sig op gennem historien,” siger Mette Birkedal Bruun og vender tilbage til den berømte definition fra 1890, der beskriver privathed som ’retten til at blive ladt alene:’ ”Teksten er den juridiske tænknings grundlag for at tale om privathed i dag, og det er to amerikanske jurister, der reagerer på, at pressen begynder at bruge kameraer og forfølge samfundets spidser med de nye bærbare kodak-kameraer, der lige er kommet frem. Og så siger de, at det er meget vigtigt, at borgere får ret til privathed – at de har ret til ikke at blive udspioneret af journalister, når de er i deres hjem eller i andre sammenhænge, der ikke er offentlige. Her bliver privathed etableret som noget, man har ret til og noget, man har brug for. Man har ganske enkelt brug for grænser.”

Men hun tror stadig, at det med privathed og at kunne trække sig tilbage er kulturelt ladet: ”Kulturen er jo også med til at bestemme, hvordan vi reagerer på ting og sager og med til at definere, hvad der skal til for at føle sig tryg som menneske. Jeg tror, vi som mennesker har brug for struktur, og for at vide, hvad der er offentligt, og hvad der er privat – og hvor grænsen går. Det er også derfor man kan se, at folk fx brokker sig over, når nogen taler højt i mobil i bussen. Jeg tror, vi har brug for at føle, vi har kontrol over nogle grænser. Det handler ikke om privatheden som sådan, men om at føle, vi har kontrol over de grænser, vi trækker. Begrebet om privathed bliver en måde at definere, hvad der foregår indenfor den grænse, men er samtidig helt luftig, fordi der ikke er nogen stabile definitioner.”

Hvad er vi villige til at opgive for vores privathed?

Vi kan, ifølge Mette Birkedal Bruun, alle have glæde af at overveje, hvad det private er for os hver især: ”Hvad skal der til, for at vi føler os private? Og hvad vil vi bruge den privathed til? Bevidstheden om, hvad det er for nogle zoner, vi krydser, når vi går ind og ud af de forskellige fysiske eller abstrakte rum, vi færdes i, er vigtige samtidig med, at det også øger opmærksomheden på andres zoner,” siger hun og stiller selv spørgsmålet: ”Hvornår er vi villige til at opgive vores privathed og hvorfor?” Det er spørgsmål, der hele tiden trænger sig på i vores digitale tidsalder: ” I starten af corona-nedlukningen kunne vi se, hvor vilde vi var med en smitte-app, fordi den måske kunne tjene et højere formål. Et andet eksempel på, hvordan vi kan være villige til at gå på kompromis med vores privathed, oplevede jeg, da jeg cyklede ud for at holde et foredrag på et gymnasium. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at google map overhovedet ikke måtte kende min destination på grund af min egen opfattelse af, at det er i strid med mit behov for privathed, hvis google ved, hvor jeg er. Men så cyklede jeg gennem Utterslev Mose og kunne pludselig ikke finde vej. Jeg var sent på den, og google kunne jo kun hjælpe mig, hvis den vidste, hvor jeg var. Og så endte jeg med at give køb på mine principielle grænser for ikke at komme for sent. Sådan er vi nødt til hele tiden at stille os selv spørgsmålet: Hvad skal der til, for at vi er villige til at opgive vores privathed?”

“Det, jeg generelt synes er så spændende ved ’privathed’, er, at det på alle mulige måder angår grænsen mellem individ eller en lille gruppe og så det omgivende samfund.”
Mette Birkedal Bruun

Mette Birkedal Bruun mener, vi nok har en vis portion magelighed tilknyttet disse spørgsmål, specielt når det handler om nettet: ”Vi ved jo ikke, hvor meget data, der i virkeligheden bliver samlet, hvor de ligger, hvornår de kan blive brugt, og hvem der har dem og bestemmer, hvordan de skal bruges. Det skal vi nok være lidt mere kritiske overfor,” siger hun og fortsætter: ”De der data bliver brugt til så mange forskellige ting. Hvis du nu lige pludselig blev syg og fik brug for en forsikring, og der så lå en eller anden oplysning på dig, som sagde, at du i øvrigt også havde en svag ryg. Eller hvis du skal optage et lån og du har været længe om at betale en regning. Det handler om alle mulige ting, og hvad de data faktisk kan bruges til,” siger hun. Og det handler også om de umiddelbart mere ’venlige’ data: ”Måske får du reklamer for nogle ting, du interesserer dig for, og meninger i dit Facebook-feed, du deler. Men det kan også hurtigt blive til en meget ensidig verdensopfattelse. Vores verden kan hurtigt blive et ekko-kammer, fordi vi ikke bliver udfordret og algoritmerne stryger os med hårene,” mener Mette Birkedal Bruun. Hun påpeger, at privathed i klosterbevægelsen netop skulle bruges til noget frugtbart: ”Munkene brugte deres afsondring til at leve det liv, de mente, var det sande kristne liv. Det minder os om, at spørgsmålet om privathedens formål er vigtigt. Hvis privathed er vigtigt for dig, hvad vil du så bruge den til? Vi skal måske alle sammen tænke over det hver især – over den mere bevidste privathed, som er, at nu er jeg her, for det vil jeg gerne, og nu vil jeg gerne have lov til at lukke min dør.”

Hun tilføjer, at man som nutidsmenneske netop får øje på, at når man går historisk til begrebet om ’det private’, så opdager man, at begrebet er et langt mindre entydigt begreb: ”Det er jo en politisk og juridisk kategori, som vi bygger vores moderne samfund på, men det er også et fænomen med en historie og med en ’flydende men nær forbindelse’ til kirke, kristendom og religiøsitet. Den historiske forskning viser, hvordan forskellige faktorer spiller sammen, når mennesker agerer i verden – og for eksempel trækker grænser omkring sig selv som individer eller grupper. Det er derfor, centerets forskning er med til at give en dybdedimension til det nutidige menneskeliv og det samfund, vi troede, vi kendte,” siger Mette Birkedal Bruun.

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu