Moses smadrede også helligskrifter

”Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.” Det berømte citat af den tyske forfatter Heinrich Heine har i den verserende debat om koranafbrændinger fået status af argument for, at bogafbrændinger ikke har med ytringsfrihed at gøre. Men professor i islamisk teologi, Thomas Hoffmann, som jeg har inviteret til en samtale om bogafbrændinger, islam og forestillinger om det hellige, hævder imidlertid, at man med lige så stor ret kan vende citatet om: Der, hvor man ikke må brænde Koranen, brænder man mennesker – eller også slår man dem ihjel på andre måder. For selvom Heinrich Heine fik ret, så er det lige så rigtigt, at nogle af de lande, der aktuelt presser på for at få Danmark til at indføre et lovindgreb, selv har meget hårde straffe for fx blasfemi.

Destruktion som kommunikation

Heinrich Heine er født i 1797 og vidste af gode grunde ikke noget om nazisternes bogafbrændinger i 1930’erne eller om Holocaust, og fordi han ikke vidste noget, bliver hans citat ofte set som en profeti. Imidlertid, siger Hoffmann, behøvede han ikke at kunne se ind i fremtiden, for også i fortiden kendte man til bål, hvor man både brændte bøger og mennesker. Men man kendte også til alle mulige andre former for symbolsk afbrænding eller destruktion af bøger eller
skrifter – og det kaster vi os ud i at tale om:

”Lige så længe der har været kommunikation, har der også været ’destruktion som kommunikation’,” siger Thomas Hoffmann. ”For lige så snart nogen ytrer sig, kan der være nogen, der ønsker at destruere den kommunikation, og ved at destruere kommunikerer de tilbage. Så selvfølgelig kommunikerer destruktionen et budskab. Og det er måske endda farligt at se destruktionen som sådan en fuldstændig abstrakt størrelse af uudgrundelig ondskab.”

Sådan vil mange nok ellers tænke om nazisternes bogafbrændinger, men selvom der er ligheder mellem den seneste tids koranafbrændinger og bogafbrændingerne i 1930’erne – i begge tilfælde argumenteres der ikke med ord, men kommunikeres med destruktion – så er der også væsentlige forskelle. Thomas Hoffmann peger på, at nazisterne jo for det første udgjorde statsmagten, for det andet beslaglagde andre menneskers bøger, og for det tredje at deres mål var at få en lang række bøger skaffet helt af vejen, så de ikke længere blev læst: ”Det er klart, at havde den danske stat stået bag koranafbrændingerne, havde jeg været absolut imod,” tilføjer han.

Bogafbrænding som protest

Og statsstyret destruktion går langt tilbage i tiden, påpeger Hoffmann: I Romerriget var en del af straffen for højforræderi, at man slettede mindet om personen: Damnatio memoria. Den dømtes fornavn måtte ikke længere bæres i familien, afbildninger af ham skulle ødelægges og hans navn slettes fra indskrifter. Og i det gamle Egypten blev ’den første monoteist’, kong Akhnatons navn skrabet af så mange sten som overhovedet muligt, da magten blev overtaget af andre. Med meget mere.

Men samtidig findes der også utallige eksempler på destruktion som protest mod den etablerede magt: ”Bogafbrænding er jo del af en tradition for polemik, en slags niche i forhold til den rationelle argumenterende disput. Det er et særlig stærkt symbolsk signal at sende og nogle gange også med et frisættende sigte. Som da Luther brændte pavens buller: Det var da et klart signal til paven og til folket, som måske ikke kunne læse, men som godt kunne aflæse symbolikken – der er jo en form for pædagogik i det også.”

Han fortsætter: ”Min gode kollega på Religionsvidenskab, Mikael Aktor, lagde forleden et opslag op på Facebook, hvor han beskrev, hvordan Ambedkar i slutningen af 1920’erne brændte Manus’ Lovbog af, som er den store lovbog inden for hinduisme, der autoriserer kastesystemet. Ambedkar [der siden blev justitsminister i den første indiske regering, red.] var selv kasteløs, men fik sin juridiske uddannelse på vestlige universiteter. Den symbolske gestus blev et led i, at kastelovgivningen blev skrevet ud af den indiske forfatning.” Han tilføjer: ”At den alligevel lever videre, er så en anden sag.

Så altså, man kan ikke bare over én kam smide bogafbrændinger ud med badevandet. For der kan være nogle frisættende aspekter i det,” siger Hoffmann – og tilføjer, at den nyligt afdøde irske sangerinde Sinéad O’ Connor havde sine grunde til at være vred på den katolske kirke, da hun rev et billede af paven i stykker. Og at da Poul Nyrup Rasmussen (S) rev siderne ud af Anders Fogh Rasmussens (V) bog i 2001, var det jo ikke sådan, at liberalister følte sig truet på deres liv, eller at han havde revet en del af deres identitet i stykker. Men han udfordrede dem på en meget bastant måde. ”Og det synes jeg, der skal være plads til – altså at gøre det med objekter. Så længe det er ens egne …,” siger Thomas Hoffmann.

Da Moses smadrede Guds stentavler, fik han nogle nye

Bibelen rummer også nogle interessante eksempler på fortællinger om destruktion, som Hoffmann trækker frem: Jesus vælter boderne i templet i Jerusalem og ødelægger de handlendes varer (Matt 21,12ff), en fortælling, der har fået overskriften ’Tempelrensningen’, men som også – med Hoffmanns ord – kan kaldes en ”provokation for provokationens skyld,” og Moses smadrer de stentavler, han netop har fået af Gud på Sinajbjerget, fordi han bliver vred på israelitterne, der danser rundt om guldkalven og tilbeder den (2 Mos 32).

”Moses – par excellence – blåstempler jo skriftdestruktion, endda destruktion af Guds direkte ord, og han bliver ikke engang straffet for det. Ja, det kan man så tænke over,” siger Hoffmann.

Nej, han får bare en ny tekst.

”Ja, det er jo helt moderne i den forstand, at bogafbrænding før gutenbergsk tid [før Johann Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i 1400-tallet, red.] jo var en endegyldig destruktiv handling: Så var manuskriptet væk. Men med den moderne masseproduktion kan man bare lave en ny kopi. Og det er det, Gud gør i Anden Mosebog. Han var forud for Gutenberg her.”

Bøger og mennesker

For muslimer er koranen et helligskrift. Men i et demokratisk samfund vil man kunne argumentere for, at det derfor er endnu mere påkrævet, at det er tilladt at destruere den – på lige fod med andre helligskrifter. For forestillingen om ’hellighed’ risikerer at fungere som en beskyttelse af magt, og magt må aldrig blive immun over for protest og punkteringer. Og måske kan man sige, at det eneste, der skal beskyttes som ’helligt’, er mennesker. For der er jo netop ikke nogen naturlov, der siger, at vi ikke må bruge andre mennesker. At vi ikke må fratage andre mennesker deres rettigheder og gøre dem til slaver. Det er derimod noget, vi må tro på og insistere på at bygge samfund på: Hvert enkelt menneske er menneske med en iboende værdighed og i sin egen ret. Og derfor har vi fx en racismeparagraf og en injurielovgivning.

Men, men, men… Helt så enkelt er det ikke – anfører Thomas Hoffmann. For hvad så når afbrændingen af en ’hellig bog’ opleves som – eller rent faktisk er – en trussel mod ens identitet og liv?

”Religionshistorien er en lang autodafé af brændte bøger. Og i mange tilfælde var det med Heinrich Heinske konsekvenser,” siger han. ”Når den katolske kirke brændte talmud og andre jødiske skrifter i 1200-tallet, så fulgtes det af pogromer, forfølgelse af jøder og andre anderledes tænkende. Så i den forstand kan jeg godt se argumentet med, at bøgerne repræsenterer mennesker, også selvom de rent teologisk set tilskrives Gud.

I forhold til islam,” fortsætter han, ”gør der sig dertil det gældende, at internalisering af bogen spiller en særlig rolle. Altså ’koran’ – på arabisk Qur’ân – betyder egentlig recitation eller oplæsning – lidt i modsætning til Bibelen, som jo betyder ’bøger’ – og koranen er derfor en fremførelse af Guds ord. Og den måde, man traditionelt bruger koranen og er ærbødig over for den på, er ved at lære den udenad. Det er selvfølgelig kun de færreste, der gør det, for det kræver sindssygt meget talent, men hvis man gør det, bliver man en hafiz, en vogter af koranen. Det er det ypperste, man kan blive, for så har man den inden i sig. Der findes også masser af ’bogmagi’ i den islamiske verden, hvor man fx skriver et koranvers på noget papir, opløser blækket og drikker det – fx hvis man har været syg. På den måde bliver Gud inkarneret i bogen, som folk så indoptager. Og i den semiotiske kæde bliver en afbrænding af bogen dermed også en symbolsk afbrænding af den muslimske identitet.”

Men, påpeger Thomas Hoffmann, den forestilling rejser – teologisk set – samtidig lige så mange spørgsmål, som den giver svar. For hvis koranen svarer til et menneske, så er koranen jo ikke længere Gud, men en tilfældig muslim. Og hvem er det så, man dyrker? Så dyrker man jo mennesker.

”Og det er også derfor,” siger han, ”at man i strenge salafistiske miljøer nær-mest kan møde en mangel på veneration for profeten Muhammed: Saudiaraberne fjernede Muhammeds hustrus hus og byggede et offentligt toilet ovenpå det. Hun skulle ikke dyrkes. Og når folk kommer til profetens moske i Medina og vil kysse hans grav, så bliver de jaget væk. For det nærmer sig afgudsdyrkelse. I den forstand er de dybt protestantiske, de er imod helgendyrkelse af enhver art.”

Diskussionen var mere nuanceret i gamle dage

Men hvordan diskuteres koranafbrændingerne inden for islam?

”Altså, religionens rolle diskuteres og kritiseres på mange måder,” siger Thomas Hoffmann. ”Der er alt lige fra salafier i Saudi Arabien eller Egypten, der er meget kritiske over for styrets statsansatte klerikale, til sekulære liberale muslimer, som kritiserer religionen som sådan for at være kvindeundertrykkende, osv. Det er der en stor og broget og på
mange måder livlig diskussion af. Men så er der jo også lande, hvor salafierne risikerer at blive henrettet, og hvor der er drakoniske love for blasfemi.”

Han fortsætter: ”Men selve diskussionen af koranafbrændinger er i min optik mere primitiv og unuanceret i dag, end den var i førmoderne tid. Der findes fx en hadith, hvor profeten siger: 'Hvis nogen smider et ugarvet læderskind med koranen på ind i ilden, så vil det ikke brænde.' Den førte før i tiden til tre forskellige tolkninger. Den ene går ud på at
forstå det allegorisk: Når man smider et stykke koranside på bålet, så svarer det til, at du smider en hafiz på bålet, en muslim der har lært koranen udenad, og bålet er Ilden, det vil sige Helvede. Det betyder, at den, der lærer koranen udenad, undgår ilden i Helvede.

Den tolkning fik straks andre til at protestere, for så kunne man jo bare lære koranen udenad og så gå rundt og synde. Derfor var der også en anden udlægning, der sagde, at på profetens tid var det faktisk sådan. Hvis man smed en koran på bålet, så brændte den ikke, slet og ret. Og så er der en tredje tolkning, som er både pragmatisk og abstrakt, der siger: Selvfølgelig brænder blækket og papiret, men Gud løfter den abstrakte idé ud, for man kan ikke brænde Guds tale. Den er evig, den residerer oppe i himlen som et himmelsk skrift, hernede har vi kun kopier. Det er jo vildt interessant: Så snart bogen ryger på bålet, tager Gud sine ord og beskytter dem, ergo kan man ikke krænke Guds ord.”

Hvor stærk har den tradition været?

”Den er ikke stærk i dag. Og også dengang var det kun en diskussion blandt lærde. Men i dag virker det slet ikke, som om der er nogen diskussion. Det er bare: For eller imod. Jeg så skyggen af en form for parallelræsonnement i forbindelse med Muhammedkrisen: Nogle muslimer fremførte det ræsonnement, at man jo ikke ved, hvordan profeten så ud, så hvis nogen har tegnet ham, er det ikke ham, for vi ved ikke, hvordan han så ud.”

Den onde intention

Han fortsætter: ”Til gengæld er det jo så også klart, at det, som mange muslimer fornemmer i forhold til koranafbrændingerne i dag, er den onde intention. Og her kommer spørgsmålet om, hvordan bogens hellighed skal forstås, i clinch med en anden meget stærk etiktænkning inden for islam: Intentionalitetstænkningen, at gerningers værdi ligger i intentionen. Og i virkeligheden tror jeg, det allermest er den, man gør oprør mod, samtidig med at det selvfølgelig også er i spil, at bogen er en repræsentant for Gud.

Og begge dele findes jo også inden for kristendommen. I forhold til intentionalitetstænkningen ligner islam kristendommen meget. Men det andet findes også: Joe Biden med sin familiebibel, osv. Materiel kultur er ikke bare materiel...”

Vi kan tåle det – hvorfor kan I så ikke?

Men modsat islam bygger kristendommen vel grundlæggende på en fortælling om blasfemi: Gud bliver menneske, bryder de religiøse regler, overskrider grænserne for rent og urent og ender med selv at blive hånet, spottet, ydmyget og henrettet. Det hellige brydes så at sige mere og mere ned, og nedbrydningen af det hellige – svækkelsen af magtens sprog – er selve pointen. Dermed står vi vel med to traditioner, der tænker helt forskelligt i forhold til ’det hellige’?

Så enkelt er Thomas Hoffmann dog ikke enig i, at man kan stille det op: ”Altså, det er jo bestemt ikke alle kristne, der vil sige, at med kristendommen nedbrydes det hellige. Det er en meget protestantisk og nok især moderne protestantisk tankegang. Den flugter med den, man fx finder hos den italienske filosof, Gianni Vattimo, og hans begreb om ’den svage tænkning’ som en udfordring til det skråsikre, til absolutterne og som en åbning over for ambivalens, for tvivl og fortvivlelse. Jeg synes personligt, det er en prisværdig attitude at indtage, at man så at sige vender den anden kind til og siger: Vi kan bære nedværdigelsen – også som en teologisk pointe.”

Han fortsætter: ”Men jeg kunne også lege djævlens advokat og sige, at standpunktet rummer en fristelse til at blive en form for kristen humble bragging – en selvhævdende ydmyghed, som bruges til at slå andre mennesker i hovedet med og hævde sig selv: Vi kan tåle det – hvorfor kan I så ikke …?”

Wokeismen beskytter islam mod kritik

Det kan være rigtigt nok. Men det løser stadig ikke det juridiske spørgsmål. For selvom det i det daglige samvær mellem mennesker er vældig godt at blive mindet om, at andre mennesker tænker anderledes end én selv – og det må man kunne give plads til – så er vi stadig nødt til at have de samme formelle regler i den fælles offentlighed.

Hoffmann er enig: ”Ja, vi bliver nødt til at holde fast på retsprincipper, der bygger på en form for universalitet. Vi kan ikke have særlove for den ene eller den anden religiøse minoritet. Og jeg tror, der ligger en kæmpestor opgave i at forklare muslimer i Europa, at de restriktioner, mange af dem gerne vil have, kan gå hen og blive en boomerang. En af de store ytringsfrihedsfortalere i USA siger, at restriktioner på ytringsfrihed er ligesom giftgas. I skyttegravene kan man få lyst til at bruge det mod fjenden, og så udsletter man fjenden, men så vender vinden. Og man kunne da sagtens forestille sig, at en meget islamkritisk regering kom til – fx Frankrigs Marine Le Pen – som vil begynde at sige, at der er hadefulde og truende ytringer i koranen, ergo må vi forbyde den. Altså en virkelig radikal imamlov. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får det scenarie i heavy rotation. Det er det ikke kommet endnu.”

Han fortsætter: ”Og blandt universitetskolleger fra fx USA og England spiller repræsentation og wokeisme meget mere ind: Hvad der kan krænke, skal forbydes eller undgås. Jeg tror, det er en ond spiral.”

Men oplever de wokeismen som en beskyttelse af islam?

”Ja, jeg mener klart, at der er nogen, som griber det som en meget, meget kærkommen mulighed. Ikke fordi man nødvendigvis er woke, men fordi wokeismen er et godt tilbud om, at man kan leve i isolerede enklaver: Jeg generer ikke dig, så generer du ikke mig. Og så kan man se nogen gå i niqab i protestmarch sammen med twerk queens. Men hvis det perfekte kalifat opstod, ville de ikke tillade twerk queens og LGBTQ osv. Det er en pragmatisk alliance. 

Så er der opstået alle de her lobbyorganisationer, som nedtoner det islamiske eller islamistiske budskab og taler rettighedsbaseret eller woke – og det er der rigtig mange, der er hoppet på, også i EU-regi. Den færøske politolog Heini í Skorini beskriver FN-systemets ytringsfrihedskamp i sin seneste bog, Kampen om ytringsfriheden. Og her dokumenterer han enormt godt, hvordan lobbyisterne har lært at tale et sekulært sprog, men at det, de vil have, er, at det skal kriminaliseres at krænke religionen, helligskrifterne, i stedet for mennesker.

Det er der ikke så mange, der virker til at have øje for. Andet end eks-islamister, som kan bekræfte, at det er sådan, det virker. Men det er også enormt prækært overhovedet at fremføre, for det kommer til at lyde paranoidt, når folk jo faktisk står der og taler om menneskerettigheder og pluralisme og vi-skal-jo-allesammen-være-her, og man så siger: Jeg tror, du har en anden dagsorden.” 

Vi skal ikke udelukke dumheden 

”Min grundholdning er, at i stedet for at beskytte forskellige minoriteter ’mod hinanden’, så må vi kunne rumme begge dele. Vi må som samfund kunne rumme, at der faktisk er nogen, der mener, at når
jeg engang dør, så skal jeg for evigt brænde i helvede, og at der måske også er nogen, der mener, at jeg skulle dø, hvis jeg var homoseksuel. De tanker må vi tillade. Men så må vi også tillade, at der er nogen, der selvfølgelig kritiserer de tanker. Og ikke bare i belevne og urbane vendinger, som jeg gør mig i, men også under polemikkens, satirens, og et stykke henad vejen under grovhedens og dumhedens fortegn,” siger Thomas Hoffmann.