Monarkiet taber dybde, hvis ikke det rækker ind i himlen

”Gud bevare kongen,” sagde Dronning Margrethe 2., inden hun overlod tronen til sin ældste søn, kong Frederik 10., efter højtideligt at have underskrevet abdiceringspapirerne søndag den 14. januar 2024. Om der ligger et paradoks i netop dette: altså at den afgående dronning både insisterer på monarkiets forbindelse til Gud og samtidig abdicerer, vender jeg tilbage til. Men først skal det handle om, hvorvidt det overhovedet er vigtigt, at Gud og konge (eller monarkiet) hører sammen: Er der grænser for, hvor ’menneskeligt’ og rationaliseret, vi kan gøre kongehuset, uden at det mister den ’mystiske’ og transcendente aura, som samtidig er det, der netop virker tiltrækkende på de mennesker, der går op i de kongelige?

Tre dage før tronoverdragelsen interviewer jeg historiker og debattør Christian Egander Skov, der i forsøget på at nærme sig nogle svar, begynder i historien: ”Udgangspunktet har altid været, at der har knyttet sig transcendens til kongemagten. Helt tilbage til før kristendommen kom til Danmark, var ideen, at kongefamilien nedstammede fra Odin. Det var sådan, den hentede sin legitimitet. Den kristne konge nedstammer så i sagens natur hverken fra Odin eller fra Kristus, men kirken og kristendommen spiller en rolle ved legitimering af alt monarki i Europa fra før Middelalderen og frem. Så det korte svar er,” siger Christian Egander Skov, ”at når man kigger på historien, så er der noget, der tyder på, at der altid har koblet sig et transcendent element til monarkiet. Og når vi når frem til enevælden, så taler man om en enevoldskonge af Guds nåde.”

Kan kongehuset klare sig uden Gud? Tja

Spørgsmålet er, om man også i dag vil sige, at det er nødvendigt med en religiøs begrundelse eller forankring af kongehuset. ”Det klareste svar, man kan give på det spørgsmål, er nok i virkeligheden et ’tja’. På den ene side vil jeg sige, at monarkiet taber dybde ved ikke at være udtryk for en vertikal forbindel-se, som ikke bare stopper ved kongen, men går hele vejen op til Gud. Men på den anden side må man selvfølgelig også forholde sig til det udgangspunkt, at der er flere mennesker i dag, tror jeg, der har et forhold til institutionen kongehuset, end de har til institutionen kirken. Og på den måde er det jo et eksperiment, vi står i,” siger Christian Egander Skov og uddyber: ”Når der ikke kan gives et klart svar på, om kongehuset kan klare sig uden Gud, så er det, fordi vi er i gang med at teste eksperimentet. Ja faktisk er vi ikke engang i gang, men står på tærsklen til at teste eksperimentet. For selv i vores tid er det jo sådan, at alle kongehuse, jeg lige kan komme i tanke om, har en forbindelse til religion i de respektive lande. Vi har ikke noget oplagt eksempel på et ateistisk kongehus. I løbet af de næste 100-200 år kan det være, vi kan afprøve eksperimentet. Lige nu kan der ikke svares entydigt og klart på, om kongehuset kan undvære Gud. Men der tabes i hvert fald en dybdedimension, hvis vertikalen cuttes af ved kongen,” mener han.

Man kan ikke hente legitimitet i sig selv

Hvad er det så for en dybde, Egander Skov taler om? ”Spørgsmålet er, hvor en konge henter sin legitimitet fra. I dag er de ikke mange, der vil sige, at den kommer sådan direkte fra Gud. Ikke engang kristne vil legitimere monarkiet på den måde, hverken i enevolds forstand eller i luthersk forstand, hvor man siger, at øvrigheden som den er, nu engang er forordnet ved Gud. I det omfang den doktrin findes, så er det en bogdoktrin og ikke en levende doktrin, Men det er nok alligevel sådan, at en institution som monarkiet skal have en legitimitet et sted fra, og den kan det ikke få alene ved sig selv,” påpeger han og nævner to steder, monarkiet kan hente sin legitimitet fra: ”Det ene sted er netop fra religionen, og det er jo det, der institutionelt gør sig gældende nu, selvom vi ikke direkte vil sige ’konge af Guds nåde’. For legitimiteten bliver hentet fra forbindelsen mellem konge og kirke ved at pege tilbage på traditionen osv.”

”Det andet sted,” fortsætter Egander Skov, ”er fra folket. Altså, at kongehuset simpelthen har legitimitet, fordi det af en lidt underlig bagvej er en demokratisk instans. Der er selvfølgelig ikke nogen, der har valgt kongen, men et kongehus i dag er i praksis afhængig af en slags konstant ’folkeafstemning’ om dets eksistens, fordi det i vores skønne moderne tider gælder, at vox populi vox Dei [folkets røst er Guds røst, red.].”

Derfor er der, ifølge Christian Egander Skov, en spænding mellem folkets røst og Guds røst: ”Hvis vi afviser tanken om en vertikal legitimering af kongemagten, så er der kun ét andet sted, den kan hente sin legitimitet fra, og det er netop den stadige folkeafstemning. Og dermed er der taget noget væsentligt ud af monarkiet. Så er monarkiet bare en fortsættelse af det, der i øvrigt er, og bliver dermed noget meget fladt. En del af tiltrækningskraften er jo, at det netop er noget andet.” Han henviser til den britiske teoretiker, Walter Bagehot fra 1800-tallet, der påpegede det interessante ved et monarki: ”Det er ’det der ekstra’, som han så kalder transcendens. Hvis kongehuset bare er en fortsættelse af folkeopinionen, så er monarkiet ikke længere et monarki, men bare en institution på samme måde som den lokale børnehave eller folkeskole. Eller hvis vi skal svinge os op på de høje nagler: Den lokale borgmester.”

Æstetik som rent indpakningspapir

Køber man derfor ind på den pakke, der hedder ’Kongehuset’, så er det, ifølge Christian Egander Skov, netop fordi man lader sig fascinere af symbolerne og formsproget – og ikke mindst æstetikken: ”Så køber man en pakke, hvor den vertikale legitimitet så at sige er indeholdt i pakken. Også selvom man ikke folder den ud som en teori. Samtidig er kongehuset selvfølgelig også afhængig af en demokratisk legitimitet, og det er lidt svært at få hold på, fordi det på mange måder er en helt umulig institution i forhold til den måde vores samfund i øvrigt er indrettet på. Det er en parentes i forhold til et samfund, der i øvrigt er præget af at være demokratisk og meritokratisk, dvs. man arver ikke privilegier og titler. Og her er kongehuset som udgangspunkt jo aristokratisk – på demokratiets præmisser. Men ikke nødvendigvis på demokratiets vilkår.”

Christian Egander Skov mener, at den vertikale legitimitet er nødvendig for ikke at svække institutionen: ”Hvis man ikke har den vertikal, der går længere op, så bliver det lidt fladt og tomt, fordi den æstetik, som hører til kongehuset, ikke fører nogen steder hen. Så bliver det bare indpakningspapir uden noget i.”

Kongens tro

Skal kongen være troende? Også her er svaret tja: ”Selvom det måske er kontroversielt at sige, så tror jeg, at kongemagten står sig bedst ved, at regenten har et kristent luthersk trosforhold og har en relation til kirken på en eller anden måde, for ellers bliver selv en henvisning til det vertikale også bare et æstetisk postulat.” Men, som Egander Skov påpeger, så kan man jo ikke kræve af et menneske, at vedkommende skal have et trosforhold: ”Enten har man det jo, eller også har man ikke. Du kan ikke gå hen til et andet menneske og sige, at fordi du er konge, skal du have et trosforhold, for så bliver trosforholdet i sig selv en løgn. Men det ændrer ikke ved,” siger Christian Egander Skov, ”at det kan være en svaghed for institutionen, hvis regenten ikke har et trosforhold.” Han peger derfor på, at hvis trosforholdet ikke er der, må man gøre det næstbedste: ”Som historiker Henrik Jensen engang har sagt, så må man gøre ’som om’. Så det er altså et trappetrin, hvor det værste man som regent kan gøre, er hverken at have et trosforhold og heller ikke lade, som om man har. Det næstbedste er at lade, som om man har et trosforhold, selvom man ikke har det. Og det bedste er selvfølgelig, at man både har et trosforhold og også gør, som om man har det.”

Paradokset og menneskesynet

”Gud bevare kongen,” sagde Dronning Margrethe 2., da hun abdicerede. Ligger der et paradoks i både at henvise til Gud og så abdicere samtidig? Interviewet med Christian Egander Skov fandt sted tre dage før tronoverdragelsen, så det kunne han selvfølgelig ikke svare på. Men han siger noget andet, der får det vertikale til også at gå den ’anden vej’ – tilbage til dig og mig, om man vil – nemlig, at der også ligger et menneskesyn gemt i forbindelsen mellem Gud og konge.

Christian Egander Skov anfægtede i Weekendavisen, umiddelbart efter dronningens historiske nytårstale, det forhold, at hun overhovedet abdicerede. Her skrev han blandt andet: ”Med abdikationen er en af de selvfølgeligheder, som kongehuset lever af, blevet ophævet. Abdikationsmonarkiet er en slags valgkongedømme. Godt nok vælger vi ikke monarken, men monarken vælger selv. Det handler om selvbestemmelse, autonomi. Og når det handler om det, kan det ikke handle om skæbne. Og ja, når det ikke handler om skæbne, handler det heller ikke om monarki. Eller sagt på anden vis. Da kan man frygte, at monarkiet allerede er en afviklingsforretning.” (Weekendavisen, 2. januar 2024). Skæbne og pligt hører med andre ord sammen, ifølge Christian Egander Skov, og han uddyber det på denne måde: ”Hvis skæbne bliver opfattet som tilfældighed, så er kongen tilfældigvis konge, og hvis kongen tilfældigvis er konge, så kan det være lige meget, om man frasiger sig tronen eller ej. Og er det ikke nemmere at sætte sin lid til skæbnen, hvis man tror, at skæbnen afspejler en vilje, der er større end en selv? Et gudsbegreb eller en tro tildeler skæbnen en legitimitet, og i det omfang kongens position afhænger af skæbnen, så er kongens position i sidste ende afledt af det gudsforhold.”

Men det er også her midt i den vertikale forbindelse mellem Gud og konge, der ligger et menneskesyn gemt. Christian Egander Skov siger: ”Når folk er begejstrede for, at dronningen abdicerer, så er det, fordi vi presser en lønmodtagermentalitet ned over en institution, som er fuldstændig fremmed over for lønmodtagermentalitet. Så er det, fordi vi forbinder værdighed med det at træffe valg: autonomi giver værdig-hed. Og det vil sige, at vi har svært ved at forstå, at der kan ligge en værdighed i alene at følge en pligt, som andre har fordret os til at følge. Og de ting i livet, som vi ikke er herrer over, kommer vi derfor til at opfatte som uværdige. Det er uværdigt at blive gammel. Det er uværdigt at blive syg og svækket og i sidste ende at skulle dø,” siger han og påpeger, at det netop er her, at en institution som kongehuset kunne minde alle os andre om noget andet: ”Kongehuset kunne have været en påmindelse til os alle sammen om, at de her elementer hører med til det at være menneske, ja ikke bare nogle gange, men altid i hvert eneste enkelte tilfælde. Og nu er vi med til at skubbe disse realiteter ud i grænsefeltet af vores opmærksomhed. Vi vil have kontrol over sygdom, aldring og død. I hvert fald på en måde, så vi helst ikke vil se på det. Så hvis dronningen skal dø – og det skal hun jo en dag – så må hun gøre det udenfor rampelyset, fordi det ikke er foreneligt med værdighed for os i dag.”

Christian Egander Skov mener ligefrem, der er sket et kulturelt skred på grund af vores betoning af valg og valgfrihed som forudsætning for værdighed: ”Pludselig kan vi ikke forstå, at der ligger en værdighed alene i det at være et menneske, også selvom det betyder, at man bliver gammel, syg og dør.” Og så tilføjer han: 

”Der var ikke et folkekrav om, at Margrethe skulle abdicere. Der var en forståelse for, at hun gjorde det. Folket ville have accepteret, at det havde fortsat, som det havde gjort hidtil. Og så ville man tage det drama med, som er livets sidste fase. Og så havde glæden været så meget desto større, når vi fik en ny konge bagefter, fordi det er bundet op omkring livet. Men det har vi taget ud af det ved at gøre det til et spørgsmål om at vælge sin efterfølger eller vige pladsen for sin efterfølger på det opportune tidspunkt.”