Mig-mig-mig-generationen er ekstremt optaget af andre mennesker

Ragna og Christian, min mormor og morfar, mødte hinanden til et møde i Grundtvigsk Forums lokalafdeling i Jerslev i Nordjylland engang i 1940’erne. Dengang hed foreningen Kirkeligt Samfund og var – som nu – en grundtvigsk folkeoplysningsforening. I år fylder denne forening 125 år. Foreningslivet blomstrede og stod stærkt dengang i 1940’erne. Og det samme gjorde de politiske partier. For mange var det helt selvfølgeligt at melde sig ind. Man spurgte ikke: What’s in it for me? Man var bare med, man deltog og man bidrog.

Sådan var det dengang – eller også var det ikke. Måske var der nemlig rigtig meget in it for them, det var bare ikke sådan, man talte om det. Man talte ikke om at ’finde sin identitet’ eller om at ’have et godt netværk’. Og man talte heller ikke om, hvad der var godt at ’få på CV’et’, men man fik alligevel så meget. Min mormor fik fx min morfar. Og omvendt.

I den tid, der er gået, siden min mormor og morfar mødte hinanden, er det nærmest kun gået ned ad bakke for ’det selvfølgelige medlemskab’ i foreningerne. Foreningslivet og interessefællesskaberne udgør stadig en væsentlig del af det danske samfund, men vi er ikke nær så stabile og loyale i vores medlemskaber, som man var engang. Og for de politiske partiers vedkommende er medlemstallene kun gået nedad. Det begyndte i 1950’erne, men faldt især drastisk i 1970’erne og 80’erne, og i dag hører det til undtagelsen snarere end reglen, at man er medlem af et politisk parti – og dermed er det også de færreste af os, der fx er med til at bestemme, hvem der skal opstilles til valg, eller som er med til at diskutere den politiske linje i partierne.

Men noget bevæger sig alligevel i en ny retning. For 10 år siden talte man om de unge som ’mig-mig-mig-generationen’, men nærmest fra den ene dag til den anden holdt man op med det igen. Og i dag er kritikken af mig-mig-mig-generationen helt forstummet. Til gengæld taler vi nu rigtig meget om mistrivsel blandt unge – og det klinger hult at beskylde de unge for at være selvoptagede, når meget tyder på, at de ikke har det godt.

De unge er andre-optagede

Forenings-Danmark undergår igen forandring. Men når de unge alligevel ikke melder sig ind i stor stil, er det ikke fordi, de tænker mig-mig-mig. Hvad er så forklaringen? Det har jeg inviteret Christian Hjortkjær til en samtale om. Christian Hjortkjær er lærer på Silkeborg Højskole. Han er uddannet teolog og har skrevet ph.d. om Søren Kierkegaard. Og så er han ikke mindst kendt som forfatter til bogen Utilstrækkelig, en skarp og tankevækkende lille bog, der peger på, at vi er gået fra en forbudsmoral til en påbudsmoral (fra ’du må ikke’ til ’just do it’), og at det sidste er mindst lige så krævende som det første.

Han siger: ”Jeg vil mene, at vi var noget mere optagede af os selv i 90’erne, end de unge er i dag. Og det er ikke nødvendigvis godt. For i dag lever vi – og måske især de unge – inden for det, den hollandske sociolog Cas Wouters har kaldt en andenrettet-skam-kultur. Det betyder, at man hele tiden befinder sig i et meget åbent fællesskab uden fastsatte normer, hvor man må forsøge at rette sig mod andre for at finde ud af, hvordan man skal opføre sig. Så mens ’skam’ i gamle dage var noget, der kom imod dig, når du trådte ved siden af, så er det i dag noget, man hele tiden selv skal opsøge: Hvordan opfører de andre sig? Hvad er det rigtige at gøre her på det her sted? Præmissen er, at alle må være, som de er, og få lov at ’være sig selv’ – men at man samtidig derfor netop kan gøre noget forkert, hvis man ikke giver plads til alle. Så man skal være hyper-opmærksom, og man er samtidig helt uden rettesnor for, hvad man skal være opmærksom på.”

”Det er ikke så underligt, at de unge faktisk mere og mere efterspørger noget ’Emma Gad’,” tilføjer Christian Hjortkjær.

Alle mennesker er jo forskellige …

Kan andre-optagetheden være en stopklods for engagementet? Det ser Hjortkjær en risiko for: ”Når de unge i dag ikke melder sig ind i foreningerne i stor stil, så tror jeg, det har at gøre med en ekstrem opmærksomhed på nuancer: Hvis jeg tilslutter mig det synspunkt, hvad så med det, og det, og det…? Og det er jo enormt passiviserende. For hvis der hele tiden er mange nuancer, så bliver det umuligt at melde sig ind i et værdi- eller interessefællesskab. Man kan godt tilslutte sig en ’sag’ – fx klimakampen – men man kan ikke engagere sig i sammenhænge, hvor andres værdisæt risikerer at blive dømt ude. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en samtale med en højskoleelev er sluttet med sætningen: Jamen, alle mennesker er jo forskellige...”

Han fortsætter: ”Det er ikke en selvoptagethed, men en andre-optagethed. Og det bliver de så også skudt i skoene. Når de fx er optagede af, om andre kunne risikere at blive krænkede over et eller andet, så bliver de kritiseret for at vise et – måske misforstået – hensyn til nogen, der ikke er dem selv: Hvorfor skal du gå ind i Black Lives Matter? Eller: Hvorfor skal du være krænket på de transkønnedes vegne? Osv. Det, der optager dem, er, at alle skal kunne være der, for der kan altid være oversete nuancer. Der er næsten for lidt in it for them – og det bebrejder vi dem. Men man kan ikke sige, de ikke er engagerede. I forhold til klimakampen er det i øvrigt præcis det, de bliver bebrejdet: Det er ikke sundt at være så optagede af klima, for I bliver jo angste og alt muligt – siger vi.”

Protestanter er selvoptagede

Det er sjældent, man hører nogen sige om en anden, at hun er selvoptaget – og mene det som en ros. ’Selvoptagethed’ er altid noget, vi dadler. Det er noget, man ikke skal være. Men tegner man de lange linjer i subjektivitetshistorien, så kan man måske samtidig sige, at ’selvoptagetheden’ er en medfølgende del af en protestantisk-influeret kultur. For da Luther i sin tid langede ud efter gerningsretfærdigheden – efter forestillingen om, at man kan frelse sig selv ved at gøre gode gerninger eller (alternativt) betale aflad og få andre til at gøre dem – pegede han jo samtidig på, at gode gerninger bliver tomme, hvis man gør dem ’for sin egen skyld’. Hvis det i virkeligheden handler om at ’føle sig god’ eller kunne vise for andre, at man ’gør en forskel’, så er det jo ikke andet end selvsmagende selvkærlighed eller ’selvfrelse’. Det skærpede Luther vores blik for, og vi har ikke helt sluppet det siden – selvom ’frelse’ eller det at ’lykkes som menneske’ er rykket over i et mere verdsligt sprog.

Christian Hjortkjær vifter med en tom juiceflaske med et æble med glorie på forsiden af mærket ’Innocent’. ”Og så står der på bagsiden, at du gør verden til et bedre sted, fordi du har købt den her juice til 27kr.,” siger han. ”og jeg ved godt, at jeg er gammeldags på det her område. For jeg får lyst til at prikke til de unge og spørge, om det ikke bare er en form for selvfrelse. Men de har det mere sådan: whatever, vi er jo nødt til at gøre noget. Og at det da er bedre, at man køber den her juice end den, der ikke er fair trade. Jeg oplever ikke, at de tænker, de er i gang med at frelse sig selv – hvilket jeg synes er mærkeligt, når det endda står på forsiden af flasken,” griner han. ”Jeg kan virkelig mærke min egen overfølsomhed over for det.”

Hjernen konstant slået til

Han tilføjer, at han går meget ind for den ’protestantiske selvoptagethed’ og dermed den selvbevidsthed og selvkritik, der er indbefattet i den: ”Jeg hader sådan noget som den her juice. Men jeg kan konstatere, at der er rigtig mange af de unge, der gerne vil af med lidt af selvrefleksionen og hen til erfaringen af, at man kan gøre noget. For der stilles uhyre store krav til deres refleksion: De skal være bevidste, de skal være woke – som jo betyder det samme – de skal have hjernen slået til hele tiden. Og lige så snart man gør det, bliver man fyldt med en masse ubehagelige tanker. Selvbevidstheden er jo skammens tvilling.”

Han fortsætter: ”Jeg kan også se, at jeg kommer til at gøre mine egne børn alt for bevidste om alt for mange ting: Husk nu at være opmærksomme på det her, siger vi. Og hvornår er jeg så færdig med det? Spørger de. Men det er man ikke. Det er enormt krævende. Og jo også en balancegang, for det er vigtigt, at man er selvkritisk, men det er også meget forståeligt, at man begynder at lede efter de sammenhænge, hvor man kan få lov til at slippe det. For højskoleeleverne er det fredag aften, hvor man drikker sindssygt meget alkohol.”

Man kan ikke være nærværende over for 130 mennesker

Det kan være ret udmattende at være til 60-års fødselsdag. Det bliver Christian Hjortkjær og jeg hurtigt enige om. For som Søren Kierkegaard skriver et sted, er fællesskabet både for meget og for lidt. Dermed mener Kierkegaard, forklarer Hjortkjær, at i de store fællesskaber har alle en fornemmelse af at skulle give noget – uden at få særlig meget igen. Hvis man konstant skal forholde sig til et stort, åbent fællesskab, så er man også konstant i en situation, hvor man skal være over-opmærksom. Og det er præcis udfordringen for mange i dag: 

”Som højskolelærer forsøger jeg at hjælpe eleverne med at få det, jeg kalder robuste fællesskaber: At finde sammen i mindre grupper. Men det vil de helst ikke. De vil ikke have kliker, for vi har lært dem lige siden børnehaven, at det er forbudt - alle skal være med i legen. Så de skal hele tiden være i det store fællesskab, som vi jo også hele tiden taler op. Men det store fællesskab er ret udmattende. For man kan ikke holde til at være ærligt tilstedeværende og nærværende over for 130 mennesker i særlig lang tid. Derimod er det rigtig rart at være tre-fire stykker sammen, at vide, hvor man har de andre, og ikke hele tiden skulle tage hensyn.”

Frafaldet fra det store fællesskab

Det var vel også det, man fik, når man i 1940’erne gik til møder og fester i Kirkeligt Samfund (Grundtvigsk Forum) i 1940’erne: Nogen at høre sammen med. Nogen man kunne sænke skuldrene sammen med. Men samtidig kan man vel indskyde, at når vi fx har fået reduceret mobning i folkeskolen så meget, som vi har, så har det vel bl.a. at gøre med en udvidet opmærksomhed på det store fællesskab:

”Ja,” siger Christian Hjortkjær, ”men frafaldet på efterskolerne er i dag oppe på 14%. Og jeg tror, mange af dem falder fra, fordi de ikke hele tiden kan forholde sig til det store fællesskab. Så i det regnskab er det jo ret lidt, hvis vi kan komme ned på en to-tre stykker, der føler sig udenfor,” siger han – og tilføjer: ”Det er selvfølgelig helt vildt, hvad der er sket i forhold til mobning i folkeskolen. Det er virkelig glædeligt. Men de små fællesskaber behøver jo ikke udelukke det store.”