Luk lortet: Skal folkekirken holde liv i Danmarks landsbyer?

“Lolland er i den uheldige situation, at det var den rigeste egn i Danmark, dengang man viste sin rigdom ved at bygge kirker. Det betyder, at der er en kirke per 800 meter.” Sådan skitserede kirkeminister Morten Dahlin (V) problemet på folkemødet på Bornholm, hvor Grundtvigsk Forum og folkekirken.dk havde inviteret til ’folkekirkemøde’ på Altingets scene den 15. juni 2024 under overskriften: ’Luk lortet – skal folkekirken holde liv i Danmarks landsbyer?’

’Problem’ kommer af græsk ’problema’, som betyder ’noget, der stilles frem eller forelægges’ – fx en vanskelig opgave. Energiske karrieremennesker kan finde på at insistere på, at vi skal tale om ’udfordringer’, ikke ’problemer’, men på folkekirkemødet stod samtlige paneldeltagere og ordstyrer Clement Kjersgaard sammen med de mange fremmødte virkelig med et problem: Her er noget, vi har brug for at stille frem og forholde os til.

Ikke lort, men perler

Rundt i det danske landskab findes ca. 1600 kirker, bygget i perioden 1150- 1250. Hver enkelt hvidkalkede kirke er ikke nødvendigvis unik i sig selv – mange af dem minder om hinanden – men samlet set er det helt særligt for Danmark, at man kan køre rundt i landet og lade blikket falde på den ene lysende middelalderbygning efter den anden. ”Det er perler, det her,” sagde biskop over Aalborg Stift Thomas Reinholdt – og anfægtede den latrinære overskrift for arrangementet – Luk lortet – som Clement Kjersgaard skyndte sig at understrege, at han intet havde med at gøre.

Da de 1600 kirker blev bygget, fordelte de dengang ca. 1,3 millioner mennesker i Danmark sig helt anderledes rundt i landet, end vi gør i dag, hvor mange er flyttet til de større byer. Men som kirkeministerens eksempel fra Lolland antyder, så har der nogle steder måske altid været ’for mange’ kirker. Så længe der har været økonomiske midler og menneskelige ressourcer til at passe på dem, har dette bare ikke udgjort et stort problem.

Seks kirker og tre mennesker på 80+

Sådan er det ikke længere.

Folkekirkens økonomi er – blandt andet af historiske grunde – organiseret på den måde, at staten fx betaler en del af præsters lønninger, mens vedligeholdelse af den enkelte sognekirke, kirkegård mv. finansieres via kirkeskatten af det lokale menighedsråd: ”Tag fx Ols Kirke her på bakken uden for Allinge, en af Bornholms fine rundkirker,” sagde formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Anton Pihl. ”Medmindre du bor på Bornholm og er medlem af folkekirken, så har du ikke bidraget med en bøjet femøre til vedligeholdelsen af denne vigtige kulturarv. Og det er et stadig større problem, at de mennesker, der bor i landdistrikterne, skal finansiere hovedparten af den middelalderlige kulturarv.”

Og Maj Bjerre Dalsgaard, arkitekt og vidensmedarbejder i FUV, supplerede: ”På Lolland er et menighedsråd for et flersognspastorat med seks kirker og tre mennesker i menighedsrådet med en gennemsnitsalder på 83. Og det er en kæmpestor opgave at skulle vedligeholde de her kirker.”

Men selvom middelalderkirkerne udgør en helt særlig del af den danske kulturarv, så er problemet ikke ’kun’ bevarelse af kulturarv. Tværtimod griber diskussionen af middelalderkirkerne ind i en lang række andre spørgsmål – og problemer:

”Jeg er bekymret for, at vi om 10 år ikke har en bæredygtig kirke – hverken frivillighedsmæssigt eller økonomisk,” sagde Morten Skrubbeltrang, sognepræst og formand for Danmission, der også deltog i panelet: ”For hvem vil sidde i menighedsrådet med de opgaver og det ansvar? Og hvis løsningen bare bliver den lidt magelige, at vi flytter flere penge fra by til land, så gør vi jo kirken i byerne svagere – og det løser ikke den grundlæggende landproblematik.”

Bygninger eller mennesker?

”Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde,” synger vi med Grundtvig. Men står kirken også, hvis taget mugner, og kalken skaller af væggene? Ja, det gør den – ville Grundtvig svare. For pointen i salmen er, at kirken ikke udgøres af bygninger, men af mennesker.

Og kort inden folkemødet havde Morten Skrubbeltrang et indlæg i Kristeligt Dagblad under overskriften: ”Vi skal have lukket mindst 200 kirker. Brug midlerne, hvor folket er” (Kristeligt Dagblad, 10. juni 2024). Om det præcis drejer sig om 200 kirker, ville han dog ikke lægge sig fast på, men hans pointe var klar: Hvis vi bruger alle ressourcerne på at vedligeholde bygninger, så kan vi ikke også udfolde et kirkeliv, der hvor der bor mange mennesker:

”Vi er den generation, der skal tage de pokkers svære beslutninger,” sagde han, og understregede samtidig, at meget allerede er i gang: ”Vi er et andet sted end for 10 år siden, for der arbejdes med differentieret brug af kirkerne m.m. Problemet er bare ikke løst med det. Og vi må ikke stoppe op og sige nå, nu bliver det nok godt.”

Livet på landet

I panelet deltog også Steffen Damsgård, formand for Landdistrikternes Fællesråd. Og blandt dem, der tog ordet i debatten, var også Ulla Visbech, kulturchef i Esbjerg Kommune. Begges anliggende var ikke specifikt folkekirkens fremtid, men landdistrikternes fremtid – og dermed også den politisk betændte diskussion af balancen mellem land og by - som Søren Espersen (DD) sammenfattede på denne måde:

”De sidste årtier har det været en sport at tale udkantsdanmark ned. Så tror da fanden, at folk ikke gider bo der.” 

Både Thomas Reinholdt og Steffen Damsgård pegede på, at kirkerne jo ikke ’kun’ fungerer som steder for gudstjenester og kirkelige handlinger, men også er vigtige kulturbærere: ”Folkekirken i Aalborg stift er regionens største kulturudbyder. Der er ingen, der kommer i nærheden af os. Og vi sørger for kultur selv i fjerne egne,” sagde Thomas Reinholdt og påpegede, at selvom folk flytter, så er der stadig liv ude omkring kirkerne.

Det bakkede Morten Skrubbeltrang op, men insisterede samtidig på, at folkekirken ikke kan bære landsbyerne oppe alene: ”Jeg har til gode at se de steder, hvor Brugsen, tankstationen og idrætsforeningen er væk, og hvor kirken i sig selv kan opretholde et liv.”

Præsterne vil ikke

Så: Skal folkekirken holde liv i landsbyerne? Og er det præstens opgave at sørge for et blomstrende kulturliv? Ulla Morre Bidstrup, næstformand i Grundtvigsk Forum og uddannelsesleder hos FUV, var ikke overbevist:

”Vi sender 29 kommende præster på gaden her på torsdag fra Pastoralseminariet. Og selvom det også er en del af deres opgave og uddannelse, så har vi ikke som det primære uddannet dem til at indlede kulturarrangementer, men til at være præster: Døbe, konfirmere, vie og begrave og holde gudstjenester. Nogle af dem sender vi ud og se på stillinger, hvor de skal være præst ved seks kirker i et tyndt befolket område. Og jeg vil bare sige det, som det er: Det vil de ikke. Nogle af dem får så de stillinger alligevel, og nogle af dem kommer til at prædike for tre mennesker hver søndag. Så det kan godt være, vi skal tænke i nogle andre stillingskonstruktioner.”

Hvad kommende præster vil eller ikke vil kunne måske være mindre vigtigt, hvis der var præster nok. Men det er der ikke. Præstemangel er derfor også en del af problemet, måske endda det ifølge Thomas Reinholdt allerstørste problem: ”Den største strategiske og organisatoriske udfordring, folkekirken har, er, at den ikke kan rekruttere præster. For folkekirken lever af at være tæt på mennesker, og det kan den ikke uden præster.” 

”Men,” spurgte Clement Kjersgaard, ”har Morten Skrubbeltrang så ikke dybest set ret? Vi skal lukke nogle kirker?” 

”Det kan jeg jo ikke,” svarede Thomas Reinholdt. ”Jeg kan jo ikke gå ud og sige, at folk skal lukke deres kirker, når de faktisk bruger dem.”

Et spørgsmål med 13 problemer

Blandt de mange deltagere var også en del unge mennesker. Og måske havde de ikke forinden tænkt, at en diskussion af fremtiden for Danmarks middelalderkirker berører så mange spørgsmål, der både er alvorlige – og virkelig vanskelige at se løsninger på.

I et forsøg på en ufuldstændig optælling, kan man sige, at diskussionen angår følgende problemstillinger (i ikkeprioriteret rækkefølge):

1. Balancen mellem land og by

2. Bevarelsen af en unik kulturarv i form af ca. 1600 middelalderkirker samt spørgsmålet om, hvem der bør og hvem der bedst passer på arven (staten eller folkekirken).

3. Prioritering af folkekirkens ressourcer: Vedligeholdelse af bygninger eller babysalmesang? (Som Anton Pihl sagde: ”Hvis vi bruger alle pengene på at skifte taget, så bliver der ikke penge til det, vores hjerte banker for.”)

4. Forholdet mellem stat og kirke: Er folkekirken en bærende del af Danmarks infrastruktur og derfor forpligtet på at være til stede i alle geografiske egne, eller er folkekirken først og fremmest forkyndelsen af Guds nåde til mennesker dér, hvor mennesker er – dvs. for størstedelens vedkommende i byerne?

5. Præstemangel, rekruttering af præster og oprettelsen af attraktive præstestillinger.

6. Manglen på mennesker, der kan og vil stille op til menighedsrådet – af  både Morten Skrubbeltrang og Morten Dahlin omtalt som ”frivillige”, om end de vel er demokratisk valgt.

7. Spørgsmålet om, hvem der bestemmer i folkekirken: Kan vi overlade det til menighedsrådet at dreje nøglen om i deres lokale kirke, eller skal vi, som Anton Pihl flere gange påpegede,
finde fælles løsninger? Og hvad betyder dette for den lokale selvbestemmelse, som er et bærende element i folkekirken? Skal vi – som Morten Skrubbeltrang efterspurgte – komme i gang med en større diskussion af folkekirkens struktur og organisering?

8. Mængden af bureaukrati mv., der gør opgaven for menighedsråd stadigt mere kompleks – et problem, som kirkeminister Morten Dahlin har lagt op til at adressere.

9. Udbuddet af kulturtilbud og understøttelsen af et rigt kulturliv i alle dele af landet.

10. Manglen – nogle steder – på et stærkt og aktivt civilsamfund, der kan skabe et levende forenings- og kulturliv.

11. Risikoen for en nedprioriteret kirke i byen og i forstæderne, hvor der bor mange mennesker, hvor konfirmandholdene kan være store, og det kan være svært at komme i kontakt med de travle præster.

12. Omsorgen for socialt udsatte (som Michael Aagaard Seeberg fra KFUM’s sociale arbejde påpegede i debatten, flytter mange socialt udsatte mod landområderne, samtidig med at andre flytter derfra).

13. Anvendelsesmulighederne for middelalderkirkerne, hvis de ikke længere skal være kirker – og spørgsmålet om, hvem der bestemmer det? Ifølge Maj Bjerre Dalsgaard er Nationalmuseet kun rådgiver. Hun anbefalede, at man får en større bygningsfaglighed ind på stiftsniveau, så man bedre kan stå op imod Nationalmuseets rådgivning i de tilfælde, hvor man vil noget andet med kirkebygningen.

Og så er der slet ikke nævnt noget om kirkegårde...

Hvad gør vi?

Er alle 13 spørgsmål lige vigtige? Og hænger de sammen?

Man kan hævde, at kirken skal forkynde Guds frelsende nåde for mennesker og derfor fokusere indsatsen der, hvor folk er flest – og så må bygninger og tyndt befolkede egne klare sig selv. Og man kan hævde, at varetagelsen af et kulturliv – koncerter og udstillinger – ikke er kirkens opgave. Men man kan også hævde, at det gudsskabte menneskeliv folder sig ud i det nære og lokale, at vi forbinder os til steder, til bygninger og landskaber, og forstår og udlægger verden gennem sprog, billeder og musik – som kirkens forkyndelse kan knytte an ved.

Det sidste lod til at være kirkeminister Morten Dahlins tilgang. For han lagde op til, at problemstillingerne skulle tilgås samlet og strukturelt, inklusive spørgsmålet om præstemangel. Blandt de mere konkrete løsningsforslag var et forslag fra biskop Thomas Reinholdt om at oprette en tjeneste i provstierne, der kunne tage sig af bygninger. Fra Anton Pihl om gradueret vedligeholdelse, så vi ikke passer lige godt på alle 1600 middelalderkirker.

Maj Bjerre Dalsgaard foreslog dertil helt lavpraktisk, at man begyndte med at skaffe sig overblik: Hvor er problemerne, og hvor store er de? ”For det ved vi faktisk ikke,” sagde hun.