København som mødested: Fortid, nutid og fremtid

På baggrund af koleraepidemien i 1853 fjernede man de københavnske volde. Det gjorde man for at give folk mulighed for at leve i områder med mere lys og luft. Det betød imidlertid også, at byen blev større, mere udstrakt. Så hvor folk før kunne gå fra bolig til arbejde og købe ind og gå til kultur, der kom de til at bo længere fra hinanden. Man kunne nok gå et stykke af vejen, men efterhånden kom der, i begyndelsen af 1900-tallet, sporvogne til, først hestesporvogne og så elektriske sporvogne. I 1930’erne kom S-togene, og det betød at flere flyttede ud af byen. Det betød også, at nogle af de mennesker der boede i omegnen, fik nemmere adgang til byen gennem den kollektive trafik.

Det blev et fællesskab, og byen København fik lov at blomstre, fordi den blev centrum for et stort område. Der gik mange år med, at den fik lov til at have den funktion. Så skete der det i 60’erne, at bilen blev allemandseje, og at folk flyttede ud i parcelhusområder. En del af arbejdspladserne flyttede ud samtidig, og det betød for den kollektive transport desværre: at vi i højere grad kørte rundt i vores biler, at vi i højere grad levede i parcelhusbyer. Vi kan godt kalde det byer, men det er jo ikke steder, hvor man på samme måde møder hinanden.

Derfor var det så fantastisk, da folk, i slutningen af forrige århundrede, begyndte at vende tilbage til byen igen. Folk flyttede ind mod byen, og unge mennesker flyttede ikke længere ud i parcelhusene. De så glæden ved at være i byen, bo i byen, bruge byen. Derfor skete der en ændring i 90’erne, som vi stadig lever med. Det gjorde også at der var grundlag for, at vi byggede en metro. Nu skulle vi rundt i større områder af København. Byen blev i højere grad en metropol – med ikke bare Strøget som centrum, ikke bare det nuværende City som centrum, men med centrer rundt omkring på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro osv.
Det skabte et stort fællesskab, at vi havde flere centrer, og at vi kunne binde dem sammen med metroen -at de enkelte bydele kunne blive inspireret af hinanden.

En fare for bylivet

Så kom coronakrisen. Det ville dog være forkert at sige, at coronakrisen alene har været udslagsgivende for udviklingen. Vi bliver nødt til også at erkende, at der var begyndt at ske noget med internettet, at vi i højere grad handler på internettet, at butikker, selv på Strøget i København, er begyndt at gå ned. Der er en bevægelse i retning af, at vi bruger byen mindre, end vi har gjort i en årrække. Den tendens blev mangedoblet, da coronakrisen kom. Vi begyndte at arbejde hjemme. Det betyder, at vi ikke møder hinanden i byen på vej til og fra arbejde, vi bruger ikke lige muligheden, når vi går hjem, til at slå et slag om det ene eller andet. Det betyder, at vi handler på nettet. Vi kommer ikke i butikkerne, flere butikker kommer til at gå nedenom og hjem. Derudover oplever vi kulturen på nettet, vi hører musik, vi ser flere film – og derved svigter vi, i nogen grad, de kulturoplevelser der er i byen. Og hvis vi endelig bevæger os udenfor, gør vi det i vores biler og ikke i den kollektive trafik.

Den tendens – som nok var på vej, men er blevet voldsomt forstærket af coronakrisen – tror jeg er til fare for bylivet. Til fare for det som jo er grundlaget for den kultur, som vi føler er vores fælles kultur. Så kan man spørge – Hvad kan vi gøre for at ændre på det billede? Hvordan kan vi komme tilbage? Hvordan kan vi vælte voldene?

Denne gang skal vi ikke vælte voldene for at komme ud og sprede os og få lys og luft, nu skal vi vælte voldene for at vælte den barriere der er, for at vi igen kan mødes i byen. Jeg tror at mødet i byen, ikke alene er det åndelige møde – det er der hvor vi mødes og skaber kultur og arv, men også der hvor vi mødes fysisk. Jeg tror det er vigtigt, at samtalen, som var en af de vigtige ting for Grundtvig, ikke kun er ord, men også er det at vi ser hinanden, og at vi mærker hinanden.

Et todimensionelt liv

Jeg kan give et lille eksempel, lige efter nedlukningen havde jeg fødselsdag, og vi plejer altid i min familie at have fælles morgenbord, når vi har fødselsdag. Det måtte vi så holde på nettet. Min søde svigersøn havde bagt boller, og det var en anledning til, at vi kunne grine alle sammen, men det var også en anledning til lige at tænke: Nej, vi kan jo ikke dufte de boller, vi kan ikke smage dem, vi kan ikke føle dem. Sådan er det også med hinanden. På en eller anden måde bliver det hele lidt todimensionelt.

Det er den tendens, som coronakrisen har forstærket, men som også kan være en form for wake-up call for os. Det er ikke det liv, vi vil – vi vil noget andet. Hvis vi skal rive den her barriere ned, tror jeg, at det der skal til, er at vi bevidst træffer nogle andre valg. At vi bevidst vender tilbage til det fysiske liv mellem hinanden.

Viljen til at vende tilbage til bylivet

Jeg har nogle venner der, her i løbet af sommeren i deres ferie, tog rygsæk på hver morgen og tog ud og opdagede forskellige dele af København og på den måde lærte deres by bedre at kende. Jeg blev glad forleden dag, da jeg læste, at den handel der var gået mest frem i USA’s byer i den seneste tid, det er boghandlerne. Det giver mig håb for, at der er en vilje til at vende tilbage til det fællesskab, der er i byen. Da Rusland åbnede for, at jøderne kunne tage til Israel, kom der over 1 million tilflyttere til Israel i løbet af det første år, mange af dem var kunstnere, især var der mange musikere. Da gik deres finansminister på TV, og sagde:

“Venner, nu har vi en fælles forpligtelse, vi bør alle sammen gå til koncert mindst en gang om måneden.”

Nu står vores statsminister på TV og opfordrer os til at passe på hinanden, til at tage vare på vores sundhed. Det ville være så dejligt, hvis hun også på et tidspunkt ville gå på TV og sige: nu må vi også tage vare på vores fælles menneskelighed, vores fælles møde mellem mennesker, vores fælles kulturliv. Og dermed også det – som er apoteosen af det – nemlig vores byer.

Jeg ved ikke om det sker, men jeg tror den eneste vej fremad, er at vi hver især tænker over det og gør det til et valg vi træffer, at vi vil tilbage til nogle af de store værdier vi har. De bliver ikke på samme måde, de bliver ikke ligesom de har været. Men jeg er sikker på, at vi kan finde andre måder – netop gennem samtalen – at leve sammen på igen, i vores by.

Se talen på video her.