Kristendom og kristendom er ikke det samme

Tro og bibel er kommet på mode. Det har begge dele med vekslende styrke været gennem 2000 år. Allerede apostlen Paulus (år ca. 50) skrev breve til sine menigheder om, hvordan de skulle indrette sig og forstå det radikale budskab om, at Gud havde sendt sin søn til verden, var død på korset for menneskets skyld og efterfølgende overvundet døden. Lige siden har mennesker, institutioner og samfund forholdt sig til, hvad den rette udlægning og betydning af kristendommen skulle være – gerne med udgangspunkt i Bibelen. Den har splittet, den har samlet, den har nuanceret, den har
givet mennesker håb og trøst – og også givet anledning til betænkelighed. For hvilken tro og hvilken kristendom kommer der ud af Bibelen, når den bliver brugt til at legitimere egne (politiske) dagsordener? Først et kort blik ud i verden:

Med Bibelen i krig

Den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth (han kalder sig selv for krigsminister) citerer gerne fra Bibelen, når soldater skal sendes i krig, fx i Iran. Han er en del af de mest indflydelsesrige evangelikale bevægelser i USA, Communion of Reformed Evangelical Churches, som kobler kristendom og nationalisme tæt sammen og som drømmer sig tilbage til korstogenes tid i den tidlige middelalder, hvor hvide, kristne krigere levede, erobrede og reformerede verden (fra Susanne Sayers kronik i POV International, 19. marts 2026). Til en gudstjeneste i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, citerede han i foråret det, han troede var fra Ezekiels Bog fra Det Gamle Testamente, hvor der står: ”Jeg tager en grusom hævn over dem, en frygtelig gengældelse. Så skal de forstå, at jeg er Herren, når jeg tager hævn over dem.” (Ezekiels Bog, kap. 25, 17.) I virkeligheden citerede han versene i en omarbejdet form, der stammer fra en scene i filmen Pulp Fiction. Hegseth var heller ikke sen til at drage en parallel mellem redningen af en pilot, der var styrtet ned i krigen mod Iran og Jesu opstandelse. Han konstaterede, at pilotens kampfly blev skudt ned langfredag, samme dag som Jesus blev korsfæstet. Lørdag gemte han sig i en klippespalte, ikke ulig Jesu grav. Og søndag kom frelsen til piloten: “Han blev fløjet ud af Iran, da solen stod op påskesøndag. En genfødt pilot, en nation i fryd, Gud er god,” sagde Hegseth (refereret i Kristeligt Dagblad, 8. april 2026).

Også den russiske præsident Putin ynder at forbinde kristendom og krig. På en af Ruslands største militærbaser udenfor Skt. Petersborg findes Kristi Genopstandelses Katedral. Den er udsmykket med mosaikker, der viser de største af det russiske imperiums sejre. Og de soldater, der bliver sendt i krig mod Ukraine, får at vide, at de udfører en hellig pligt ved fronten, fordi de forsvarer den hellige russiske verden. De udlever Jesu ord om selvopofrelse fra Johannesevangeliets kapitel 15,13: “Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”

De troende unge mænd

Hvad skal ovenstående eksempler så tjene til andet end at illustrere to af verdens mægtigste mænds legitimering af krig ved brug af udvalgte bibelcitater? Har det overhovedet noget at gøre med den stigende interesse for tro og kristendom i Danmark? Det korte svar er, at det ved vi ikke. Men generalsekretær for Danske Kirkers Råd, Emil Hilton Saggau, er en af dem, der gerne vil blive klogere på spørgsmålet om, hvorvidt man generelt kan se en nationalistisk højredrejning i den måde, især unge mænd tolker tro og kristendom på. I foråret udgav Bibelselskabet nemlig rapporten Gud og danskerne – trosanalysen 2026, og heri fremgik det, at det især er de unge mænd, der er optaget af tro, kirke og bibel. Rapporten viste også, at den religiøse opblomstring blandt de unge primært går udenom folkekirken, og at de overvejende søger til frikirkerne eller finder inspiration online.

Siden blev rapporten kritiseret for indsamlingsmetoden, fordi man havde indsamlet data fra et spørgepanel, som folk selv havde tilmeldt sig. ”Men,” siger Saggau, ”Alle meningsmålinger er behæftet med fejl, og den giver alligevel en indikation.” Selvom rapporten altså ikke siger noget om, hvorvidt de unge mænd abonnerer på en højreorienteret kristendom, er det alligevel et spørgsmål, han er optaget af. På et mere anekdotisk plan hører han om lignende tendenser blandt sine kolleger i Norden, men er i første omgang mest bekymret for infiltreringen af den russisk-ortodokse kirke og den katolske kirke i Danmark. Kristeligt Dagblad har ad flere omgange beskrevet, hvordan flere kirkegængere i de nævnte trossamfund oplever, at unge mænd med ’ekstremistiske holdninger’ er begyndt at fylde mere i kirken. ”Er det en ’kristen fjer’, man pynter sig med, eller stikker det endnu dybere?” spørger Emil Hilton Saggau og fortsætter: ”Den radikale højrefløj taler om remigration, at forbyde islam og at omstyrte demokratiet. Disse tanker findes hos et mindretal i de ortodokse og katolikker i Danmark.”

Han er derimod ikke så bekymret, hvis der bare er tale om en opblomstring af de lidt mere konservative tolkninger af tro og kristendom: ”Det er udmærket, hvis folkekirken også har nogle tilbud til nogle af de lidt mere konservative typer, der ikke går ind for sex før ægteskabet og kun tillader én partner. Det er en del af den generelle mangfoldighed af meninger i kirken. Problemet opstår, hvis det også er radikaliserede holdninger, der kommer til at handle om at ville omstyrte demokratiet.” Han ser den største udfordring på de sociale medier, hvor denne type radikalt indhold flyder over: ”Det er på sociale medier, at mange unge møder kristendommen. Lynhurtigt risikerer man at ryge ned i et MAGA-agtigt protestantisk hul. Der er to klik fra Jordan Petersson [canadisk professor i psykologi, red.], der giver råd til, hvordan mænd bør leve, hvis de vil være maskuline, veltrænede og have styr på deres liv, til det meget højreorienterede og radikale. Det er måske i sig selv ikke bekymrende at se en video, men det kræver bare én psykopat som Anders Breivik, før det går galt.”

På spørgsmålet om, hvorvidt konservativ kristendom og et øget fokus på kropskultur har noget tilfælles, svarer han: ”De har sindssygt meget tilfælles. Man skal ikke undervurdere den der disciplin, hårdhed og gentagelsen. Det er fællesskaber, der kan noget. Og der findes i forvejen ikke mange af denne type af kristne fællesskaber,” siger Saggau og fortsætter: ”At være ung mand er altid forbundet med sårbarhed. Alle unge mænd skal opbygge en identitet i en eller anden grad. Nu bliver den så formet på de sociale medier.” Han tilføjer: ”Jeg ser gerne danske kirker mere til stede i det digitale rum som en modvægt. Og også meget gerne bedre fysiske og online-tilbud til unge mænd af forskellig observans, hvor præster og ungdomsledere går i dialog med dem.”

Fitness-Jesus og en ny form for calvinisme

Kristendommen lever altså på de sociale medier, hvor algoritmernes logik sørger for, at det, du i forvejen ser, får du mere af. 

Søren Christian Krogh er postdoc ved Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet. Han er optaget af, hvordan strukturelle, kulturelle og teknologiske forandringer i samfundet påvirker unges mentale sundhed og har i den forbindelse interesseret sig for præstationskultur, psykologisering og sociale medier. Det er her, han er stødt på kristne influencere, som ofte er nyomvendte: ”De har efterladt det syndige liv og fundet Gud. De beskriver det som at gå fra en syndig tilværelse til et nyt liv på ret køl,” fortæller han og betegner tendensen som en ’nycalvinistisk’ kristendom med fokus på at arbejde med sig selv, tage sig sammen og passe skole og arbejde. ”Det behøver i sig selv jo ikke være skidt, men fordi algoritmerne fungerer, som de gør, kan man hurtigt komme fra en træningsvideo med bibelcitater til nogle traditionelle forestillinger om køn og familie, videre til nogle analogier med kvinder, der har kendt for mange mænd til kvinder, der burde stemme som manden i familien. Det sidste eksempel er dog kun noget, jeg har set i udenlandske TikTok-videoer. Men generelt tapper videoerne ind i noget allerede eksisterende og tilbyder svar på de udfordringer, unge har.” fortæller Søren Christian Krogh.

Han gør dog også opmærksom på, at der i høj grad er tale om en onlinekultur: ”Når jeg taler med de unge mennesker, oplever jeg ikke en generel tendens til øget fokus på kristendom. Men jeg ser en kønsmæssig skævhed – også i Danmark – hvor mænd og kvinder møder forskellige verdener online. Nogle drengegrupper har helt styr på nogle influencere, som pigerne ikke ved hvem er, og omvendt. Hver gruppe hører ikke nødvendigvis om det samme og deler ikke den samme referenceramme.”

Han mener derfor, man må forholde sig til, hvornår der kan være noget godt forbundet med en simpel træningsvideo, og ”hvornår det bliver antidemokratisk, og man begynder at diskutere, hvorvidt kvinder bør have stemmeret.” På spørgsmålet om, hvordan man skal møde den øgede interesse for kristendom på nettet, svarer han: ”Jeg mener, man skal møde den med en nysgerrighed og ikke bilde sig ind, at man har forstået det hele. Og så skal folkekirken være obs på det, der sker på TikTok. Som jeg sagde før, ser jeg en nycalvinistisk tendens, hvor Jesus er gået fra at være frelser til at være rådgiver og coach. Det er blevet til en meget indadskuende, selvrefererende og personliggørende kristendom, der ikke fortæller om den anden side af Jesus-figuren, som handler om almisser og om at skulle elske sine fjender,” siger Søren Christian Krogh.

”Men,” siger han ”Det er vigtigt at understrege, at jeg også møder kritiske unge, der ikke bare sluger alt, hvad de får at vide. At 200.000 har set den samme video – og evt. liket den – er ikke det samme som, at alle bakker op. Det handler også om, hvornår man bliver fanget ind, på hvilket tidspunkt i ens liv. På den måde er den online og den fysiske verden forbundne: Unge er mere modtagelige, hvis de i forvejen føler sig marginaliseret.”

Der er ikke forkerte, men farlige måder at læse Bibelen på

Iben Krogsdal er forfatter, salmedigter og har en ph.d. i religionsvidenskab. Hun følger også med i, hvad der foregår på nettet og konstaterer, at ”det, du allerede får, får du mere af. Og det er ofte en amerikaniseret form for kristendom, mange kobler sig på.” Hun har iagttaget, at der i øjeblikket finder tre former for kristen vækkelse sted. Den første handler i udgangspunktet om, hvordan man kan komme på det rigtige hold. Hun understreger, at hun ikke vil sige, man kan læse Bibelen forkert, men at man kan læse den på farlige måder: ”Det farlige er, hvis man egentlig slår op i Bibelen for at finde ud af, hvordan man kan komme på de frelstes særlige hold.”

Hun fortsætter: ”Det fører til en opdeling af mennesker i to faste kategorier, når man som indgang til Bibelen spørger: Hvad skal der til, for at jeg bliver frelst? Den form for ligefrem bibelsk kategorisering af dem, der går fortabt og dem, der ikke gør, skaber menneskeskel, der bliver voldsomt forstærket af algoritmerne. De fortabte kan så typisk være ateister, muslimer og andre, der ikke bekender sig til ’den rigtige’ kristne tro,” siger hun og fortsætter: ”Den form for kristendom spredes netop med algoritmerne, fordi de er designet til at få opmærksomhed ved at splitte mennesker.”

Fra kulturkristendom til værdikristendom

Den anden kristne vækkelse, Iben Krogsdal har iagttaget, er den, hun kalder den ’værdikristne’, som i høj grad har vind i sejlene i Danmark lige nu: ”Før definerede danskerne sig som kulturkristne, men nu vinder en værdikristendom frem. Den er sært overfladisk,” siger hun og peger på, at den i særlig grad bruges i den politiske verden: ”Værdikristendommen siger, at vi er kristne, fordi vi bygger på særlige kristne værdier, som er særligt gode. Men alt andet end værdierne er væk i den form for kristendom. Det, der står tilbage, er en iskold kristendom uden mysterium, uden Gud, uden varme og uden tilgivelse. Som et slags moralsk garantibevis på, at nogen er mere ordentlige mennesker end andre. Og så er der i mine øjne ikke den store forskel på kristendom og selvretfærdighed,” siger hun.

Det radikale budskab er, at Gud samler og ikke splitter

”En lille, sagtmodig vækkelse.” Det er, hvad Iben Krogsdal kalder den tredje form for kristne vækkelse. Det er også den, hun gerne ser vinde mere frem. ”Det er en kristendom, der især findes i den fysiske verden. Her går man ind i et kirkerum, lytter til koncerter og søger varme fællesskaber. Her mødes man om det vigtigste: At vi netop ikke kan leve op til vores værdier. Og man tør også se kristendommen som et mysterium, der i århundreder har forbundet generationer og traditioner,” siger hun og understreger betydningen af dybere fællesskaber omkring Gud. ”I en splittende tid er der i mine øjne virkelig brug for Gud, som samler. Det kan man for eksempel opleve, når man synger salmer i kirken. De er dybe mødesteder for mennesker, og de kan give modstandskraft til tidens krav om at dømme inde og ude. Kirken kan på den måde bære en varm, levende, sagtmodig kristendom,” siger Krogsdal.

Da hun bliver spurgt om, hvordan man kan undgå, at kristendommen bliver til fællesskabs-sødsuppe og fastholde, at den kommer med et radikalt budskab – uden at ende i en radikaliseret udgave som fx hos Hegseth og Putin, svarer hun: ”Det radikale er lige netop, at Gud vil samle og ikke splitte. Det er der overhovedet ingen sødsuppe over – det er dyb, blodig alvor. Kristendommen går imod al menneskelig splittelse og trodser al menneskelig forventning. Det er det, der er så rystende og evigt nyt. Og det er det, der kan bevæge os og forandre os, når vi synger – og det er der enorm modstandskraft i.” På den måde går kristendommen altid imod tidsånden, mener hun: ”Korset har altid været en forargelse. At nogen er mere retfærdige end andre og fortjener belønning helt ind i evigheden for det – det er menneskers lille alvor, men Guds er langt større.”