Korsveje i ortodoks teologi – år ét efter Ruslands invasion af Ukraine

Den ortodokse kirkes faste indledes med Tilgivelsens Søndag, hvor præsten beder menigheden tilgive ham og andre for deres synder i det forgange år. Dagen faldt i 2022 få dage efter den russiske invasion af Ukraine, der nu et år efter har vist sig som en langvarig og blodig krig. I denne krig synes tilgivelsen svær, men synd er samtidig blevet til noget, som russiske soldater, ifølge den russiske kirkeleder, kan vaske af i blodet fra deres fjender, hvis de forsvarer det hellige Rusland.

Fortællingen går, at Ivan den Grusomme IV (Moskvas storfyrste 1547-84) ankom til fyrstendømmet Pskov med sin hær på den dag, hvor den ortodokse faste skulle indledes. Hæren havde i dagene forinden plyndret byen Novgorod, dræbt løs blandt byens indbyggere og voltaget dens kvinder. I porten til Pskov står det lokale fjols, Basil. Han er på dette tidspunkt en gammel afpillet, svagtseende, beskidt og ildelugtende mand. Den lokale tosse kaster et stykke kød efter storfyrsten: “Spis det” råber fjolset. Fyrsten svarer i vildrede: “Men det er faste, jeg spiser da ikke kød.” Fjolset råber tilbage: “Men hvorfor drikker du og din hær så menneskeblod!”

Episoden om det hellige fjols Basil, der blev helgenkåret og begravet i den nu kendte Skt. Basil katedral i Moskva af selvsamme Ivan IV, er sandsynligvis ikke sand. Den er afbilledet som et berømt ikon og udgør en af de vigtige fortællinger om Basils liv. Fortællingen fik et nyt liv i 2022, da den blev delt i hobetal på diverse sociale platforme på Tilgivelsens Søndag. Her blev den brugt til at stille det samme spørgsmål “hvorfor drikker I menneskeblod?” til den russiske præsident, Vladimir Putin og til kirkelederne som patriark Kirill og hans håndlangere, som beordrer og opfordrer soldater til at deltage i den blodige krig.

Katedralen og den hellige russiske verden Den kristne rammesætning af krigen i Ukraine i 2022, som ovenstående illustrerer, er ikke tilfældig. Det skyldes, at den ideologiske ramme for selve krigen har en lige så kristen klangbund. Kristne grundfortællinger udgør den forståelseshorisont, der får den russiske præsident Putin til at hævde, at Ukraine er en umistelig del af Rusland, og omvendt ukrainerne til at afvise denne tanke. Og det er ikke kun krigens ramme, der er sat af kirkerne, men de indgår selv som vigtige aktører i krigens teater – og i sidste ende som en skueplads for krigens drama.

Et sigende billede på dette er den nye Kristi Genopstandelses katedral på en af Ruslands største militærbaser udenfor Skt. Petersborg. Denne militærkirke er udsmykket med mosaikker, der viser de største af det russiske imperiums sejre. Hver mosaik viser soldater i kamp, der beskyttes og velsignes af engle, Gudsmoderen eller helgener badet i et himmelsk lys. Enhver russisk soldat, der går gennem disse haller, forsikres om, at Gud beskytter det russiske hellige imperium – og kræver, at de russiske soldater er villige til at ofre deres liv i et sådan gudssanktioneret forsvar af en hellig stat. Det er en tæt forening af militær og kirke, som har rødder i den ortodokse kirkes dyrkelse af militær-martyrer. Det er martyrer som Skt. Jørgen, der bedes til og hidkaldes, når imperiet skal forsvares. Igennem krigens første år har den russiske patriark Kirill gang på gang kaldt på martyrene mens han har slået et verdensbillede fast, hvor det hellige Rusland skal forsvares mod vesten. Den russiske verden er udvalgt som den sidste og eneste kristne bastion, der modstår truslen fra øst og vest. Vesten består af korrumperede kirker og samfund – fanget i et dynd af seksuelle og kapitalistiske udskejelser, coca-cola og homoseksuelle ægteskaber. Overfor dem står den sande kristendom i det hellige Rusland, der som en hellig treenighed udgøres af Rusland, Belarus og Ukraine. Denne hellige nationale treenighed truer vesten med at ødelægge, da Ukraine er på vej ned i den samme depraverede seksuelle og kapitaliske dynd, som vesten selv er fanget i. Det russiske angreb er for patriarken et forsøg på at redde ukrainerne fra dette og befri dem gennem en restaurering af den hellige treenighed. Det er derfor krigen i patriarkens optik er et forsvar. Soldaterne udfører en hellig pligt ved fronten, da de forsvarer den hellige russiske verden, og udfører selve Jesu ord om selvopopfrelse som næstekærlighed fra Johannesevangeliet 15,13: “Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”

Den kort ovenfor beskrevne teologiske militære ideologi har dybe rødder i den ortodokse verden, men er i sin moderne form også en magtpolitisk reaktivering af disse særlige anti-vestlige strømninger. Ideologien kaldes i forskningen for ‘Ideen om den russiske verden’, ‘Russki Mir’, hvis moderne udspring er patriakatets kontorer i Moskva. I forlængelse af ideologien har Rusland skabt et netværk af organisationer, kontorer og endda kulturinstitutioner i bl.a. Vesteuropa under navnet ‘Den russiske verden’. Dette netværk er finansieret af Kreml og fungerer også som et agitations-værktøj for Putin-regimet. Det reflekterer det tætte samspil mellem patriarken og Putin.

Regimet anvender ideologien som den politiske rammesætning af krigen og som retfærdiggørelse af sine magtpolitiske ambitioner. Samspillet viser sig desuden i Putins amatør-historiske essay fra 2020, hvor han argumenterede for den nødvendige union mellem Belarus, Ukraine og Rusland. Et essay, som fik en af de baltiske ministre til dengang at indse, at en russisk invasion af Ukraine var næsten uundgåelig. Hans næsten profetiske opråb blev dengang fejet af banen af Tysklands kansler, der havde mere travlt med at sluge olie fra øst end at læse Putins essays som realpolitik.

Ukrainsk befrielsesteologi

Ideen om den russiske verden, som den kommer til udtryk hos patriark Kirill og den russiske ortodokse kirke, har skabt en modreaktion blandt ukrainske ortodokse. Ukraine har gennem århundreder haft sin egen selvstændige kirketradition, som til tider har været undertrykt af enten Moskva eller vestlige magter som den katolske kirke i det Østrig-Ungarske rige og det polske kongerige. På nærmest trods har ukrainere omkring Kyiv opretholdt deres egne traditioner. De årtusinde gamle klostre og katedraler i Kyiv står som påmindelser om den historiske glansperiode i det 10.-12. århundrede, hvor Kyiv-Rus var ledt af selvstændige storfyrster med sæde i Kyiv. Trækirker pryder Ukraines stepper langs floden Dnerpr, som minder om ukrainske selvstændighed i det 16.-17. århundrede under de trodsige kossaker, der modstod polske, russiske og tyrkiske forsøg på at underlægge sig stepperne.

Ukraines selvstændighed i 1990erne betød, at de selvstændige kirketraditioner kunne udfolde sig uden direkte undertrykkelse siden 1677. Det ledte frem til den formelle genoprettelse af en ukrainsk ortodoks kirke i 2018 med velsignelse fra den økumeniske patriark, der er spirituel leder af den ortodokse verden. Oprettelsen af Kyiv-kirken i 2018 førte til et alvorligt brud mellem den økumeniske patriark og den russiske, idet den russiske kirke anser Ukraine som deres land, både ideologisk og kirkeretsligt. Dette brud er kun taget til i løbet af krigen i Ukraine, hvormed den ortodokse verden synes at være delt i to i et skisma, hvis størrelse ikke er set siden reformationen.

Ukraines kirketradition og ‘Værdighedens revolution’

I Ukraine er begivenhederne i 2018, hvor mange præster tog formelt afsked med Moskva, kun en foreløbig kulmination på ukrainernes rejse tilbage til det, som de anser for deres egen kirketradition. Det afgørende vendepunkt for mange ukrainere var hverken 2018 eller den nuværende krig. Det er i stedet for Maidan-opstanden i 2013-14, eller ‘Værdighedens revolution’, som den også kaldes. Maidan-opstanden viste ukrainerne, at de selv kunne være med til at forme deres fremtid, og at en vej ud af Ruslands skygge var mulig. I denne revolution spillede pro-ukrainske præster og kirker en central rolle. De hjalp demonstranterne, gemte dem for sikkerhedspolitiet og støttede dem med mad. De pro-ukrainske præster blev efter 2014 anset som vigtige dele af den ukrainske selvstændighedsbevægelse, som var baseret på et ønske om retfærdighed, værdighed og muligheden for selv at forme sin fremtid. Det er denne bevægelse, som udgør drivkraften i moderne ortodoks teologi i Ukraine.

En af mine kollegaer, professor Mykhailo Cherenkov, beskriver denne teologi som en Maidan-teologi, hvis centrum er menneskets værdighed. Dette er et udgangspunkt for modstand mod alt, der søger at undertrykke gudbilledligheden i mennesket. Cherenkov anfører, at det enkelte menneske er centrum i modsætning til den russiske ortodokse kollektivisme, hvor den enkelte sagtens kan ofres for forsvaret af det hellige. Maidan-teologien er ikke en individualistisk teologi i vestlig forstand, idet mennesket forsat er bundet til kollektivet, som Cherenkov kalder for en forsamling (‘community’ på engelsk og med et ladet teologisk ortodokst ord, ‘sobornost’).

En af hovedtalspersonerne for Maidan-teologien er den fremtrædende archimandrit [gejstlig ærestitel i den ortodokse kirke med rang lige under biskop, red.] og professor Cyril Hovroun, der har virket som præst og teolog for både de russiske og ukrainske ortodokse kirker. Han tjente en periode som patriark Kirills rådgiver. I lyset af Maidan-oprøret forlod Hovroun den russiske kirke i 2014, da han efter annekteringen af Krim indså, hvor Rusland, den russiske kirke og Kirill var på vej hen. Siden har Hovroun forsøgt at formulere et modsvar til Kirills idé om den russiske verden, som særligt kan findes i hans hovedværk Ukrainsk offentlighedsteologi fra 2017.

Hovrouns hovedpointe er, at den ortodokse verden må skære sine forbindelser til staten over og genfinde den kristne kerne, hvori mennesker besinder sig på deres og andre menneskers gudbilledlighed. Kirken må deltage i opbygningen af et civilsamfund – ikke en stat eller et militær – hvor alle mennesker behandles værdigt. Det er, med hans egne ord, en vision om en “forsamling som identificerer sig selv på basis af fælles værdier som værdighed, ærlighed, ikke-vold, solidaritet og villigheden til at ofre sig selv” (Hovroun 2017, min oversættelse). Han opfordrer derfor “kirken til at rejse sig over status-quo, som har domineret forholdet til staten i årevis. Og kirken må tage parti for civilsamfundet i dets kamp mod voldelige regimer. Kirken må nu tage et skridt videre og vurdere disse regimer uden illusioner” (Hovrun 2017, min oversættelse).

Denne opfordring er hermed givet videre, da selv den danske stat, danske præster og kirker bør besinde sig på det samme. De bør se den russiske kirke for, hvad den er, og vurdere det voldelige Putin-regime uden illusioner, så de kan tage parti for et ukrainsk civilsamfund og kirke, hvis kerneværdi er menneskets værdighed via gudbilledlighed. Det lyder næsten helt grundtvigsk.