På eget ansvar #4: Karismatiske ledere er ikke altid farlige for demokratiet

Tendensen er klar i europæisk politik: Karismatiske politikere, der slår sig op på at være ’folkets vilje’, samtidig med at de kritiserer de etablerede demokratiske institutioner, vinder frem. Men det er ikke nødvendigvis kun skidt ifølge analytiker ved Tænketanken Europa, Alberte Bové Rud: De karismatiske ledere kan engagere og mobilisere. Men der ligger til gengæld en stor opgave for den enkelte vælger i at være kritisk

”Hun er både karismatisk og populistisk med yderliggående radikale holdninger,” siger Alberte Bové Rud om Italiens premierminister, Georgia Meloni: ”Hun har på mange måder været en ordentlig mundfuld for etablissementet både i Italien og EU. Alligevel er det ikke hende, der nu får korthuset til at vakle. Hun siger ja til mere, end hun siger nej til, og man kan godt placere hende i forhandlingspositioner, hvor hun skal tale med både Tysklands Mertz og Frankrigs Macron.” Hun er, ifølge Alberte Bové Rud, et godt eksempel på, at man kan have den der ’protestbenzin’ i sig, samtidig med, at man forlader sig på de parlamentariske strukturer og institutionelle processer: ”Rent personligt repræsenterer hun måske noget, vi ellers overser; nemlig at de karismatiske ledere godt kan leve inden for nogle strammere og demokratisk strukturerede rammer.” 

Dermed bliver Meloni, ifølge Rud, måske et ’håbefuldt’ eksempel på en politisk leder ”i et ellers temmelig mørklagt landskab,” der forener to spor, som i dagens Europa ellers er svære at forene: ”En folkeopinion, som tilgodeser periferien og yderpartierne, men alligevel kan samle et flertal i midten med ønsket om at føre den nødvendige politik, som både er teknokratisk og økonomisk fornuftig, og som har blik for de store geopolitiske udfordringer, vi står i.”

Legitime autoritetsformer i et vaklende korthus

Vi træder et skridt tilbage for at indkredse, hvad der kendetegner legitime autoritetsformer – om der findes en slags ’kontrakt’ mellem befolkning og politisk lederskab. Alberte Bové Rud fremhæver den tyske økonom og sociolog Max Weber (1864-1920), der beskæftigede sig indgående med legitime autoritetsformer. En autoritetsform er ifølge Weber ’legitim’, når de mennesker, som autoriteten eller lederen har magt over, accepterer og respekterer den konstellation eller de normer, som autoriteten hviler på. Han skelner mellem tre former: Den traditionelle, den rationelle og den karismatiske: 

”Med Første Verdenskrig og i mellemkrigstidens Tyskland brød de gamle politiske- og ledelsesmæssige normer sammen og en masse nye stod på spring for at overtage. Og det er inden for denne kontekst, at Weber skriver. Han taler om ’arketyper’, og sætter ikke navn og ansigt på. Men han kommer alligevel ganske tæt på – særligt med den første type, som er den traditionelle autoritetsform. For det er i virkeligheden den autoritetsform, man var ved at vinke farvel til på det tidspunkt; nemlig de dynastiske monarkier, som havde deres berettigelse i, at morgendagens autoritet bygger på gårsdagens erfaring. At søn arver far, fordi det altid har været sådan.” Den anden autoritetsform, som har sin gryende opstart i 1910’erne og 20’erne, er forestillingen om en rationel eller legalbaseret autoritet: ”Det er den, vi har grundlagt de fleste af vores vestlige demokratier på,” siger Bové Rud. ”Altså den her forfatningsforestilling om, at det bliver nedskrevet, hvem der må få magt, og hvornår og hvordan. Og at magten kun er midlertidig og ikke evig som i den traditionelle autoritetsform. Den forfatningsforestilling, vi har i dag, bygges op i netop de år.” 

Webers tredje autoritetsform, den karismatiske, adskiller sig fra de to andre former ved ikke at have nogen strukturelle rammer for magten: ”For den karismatiske autoritetsform handler det overhovedet ikke om rammerne og strukturerne. De er totalt ligegyldige, for her handler det om enkeltpersoner: Den karismatiske leder. Han eller hun udmærker sig ved at være eksemplarisk, ideel eller exceptionel og dermed noget andet eller mere end alle andre. På det grundlag bliver de mennesker, vedkommende har magt over, overbevist om, at den her leder er berettiget til at få relativt mere magt. Man kan ikke forstå denne autoritetsform logisk, for hvad der skal til for at være en karismatisk leder, er hele tiden noget med, at vedkommende er noget exceptionelt i kraft af sin egen person,” siger Bové Rud.

Alberte Bové Rud er analytiker hos Tænketanken Europa. Hun er uddannet fra Aarhus Universitet i idéhistorie og internationale studier med ophold hos University of St Andrews i Skotland og har en ph.d.-grad med fokus på italiensk politik, politisk lederskab og europæisk demokrati

Den karismatiske leder kan motivere, men skal også kunne fyres

Max Weber døde, før Hitler kom til magten i 1933. Hitler var et eksempel på en karismatisk leder, der fik overbevist folket om, at han var den rette til at lede dem på grund af sin person. Men der er en væsentlig forudsætning hos Weber, som ikke var til stede under Hitlers regime: ”Vi skal huske, at når Weber taler om den karismatiske autoritetsform, så er der hele tiden tale om en leder, hvis legitimitet kan trækkes væk, fordi der netop ikke er nogen struktur eller rammer, og fordi det alene handler om, hvordan man ser på lederen. Så i virkeligheden er det, ifølge Weber, et ekstremt skrøbeligt fundament, lederen står på, for folket kan fyre vedkommende,” siger Alberte Bové Rud.

Men hverken Hitler, Stalin eller andre ledere i den kategori gav folket fornemmelsen af, at det kunne sige nej. Tvært imod var der tale om ekstremt voldelige totalitære samfund. Dette er imidlertid ikke for Weber del af forståelsen af den karismatiske autoritet. Men selv i en demokratisk kontekst vil mange i dag være skeptiske overfor de karismatiske ledertyper, fordi de kan udfordre de demokratiske rammer og splitter befolkninger ad: Ikke alle hører til det folk, lederen hævder at repræsentere. Når Alberte Bové Rud alligevel ikke mener, at vi på forhånd skal afskrive den karismatiske leder som demokratisk farlig, er det fordi der er en risiko for, at det bliver for unuanceret:

”Vi må ikke være blinde for de positive komponenter, bare fordi der kan være en eller anden form for vulgaritet omkring den karismatiske leder, som vi måske ikke forbinder med de formfuldendte store demokratiske idealer. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er demokratisk dårligt.” Med det mener hun, at der netop er nogle mobiliserende og nogle engagerende elementer i de karismatiske ledere, som man ikke bare kan afskrive som forvredne og forbudte. ”Vi kender det jo godt fra os selv – at vi kan blive bjergtaget af en virkelig interessant kulturperson, en spændende forfatter eller en politiker. Og hvis vi ser lidt tilbage i historien, så kan vi forestille os, hvordan fx en Nelson Mandela eller John F. Kennedy kunne skabe håb og engagement og virkelig få folk til at lytte efter og engagere sig i nogle politiske dagsordener – i kraft af deres person, ikke i kraft af deres partiprogram.”

Vælgernes ansvar

Evnen til at tale med vælgerne er ofte et andet karaktertræk ved den karismatiske leder, som Alberte Bové Rud ser udfolde sig konkret i vores samtid: ”Han eller hun taler til folket på en måde og i nogle fora, hvor man ikke behøver at have fået en lang videregående uddannelse, eller kunne sætte de rigtige kommaer. De kan tale til deres vælgere lige ud af posen, herunder også på de sociale medier, og vælgerne får en fornemmelse af, at de også bliver talt til. Det, synes jeg, man skal acceptere som noget, der potentielt set er befordrende for demokratiet,” mener hun og peger på, at man også bliver nødt til at acceptere, at det foregår på den måde: ”Hvis man udelukkende beskæftiger sig med at holde begravelsestaler over, at demokratiet nu udfolder sig i en ny medievirkelighed og med nye karismatiske stemmer, så tror jeg ikke, det nytter noget. Det kan man godt gøre i en teoretisk ramme, men hvis man – også på et praktisk plan – skal arbejde med demokratiet, så må man acceptere, at det er sådan her, politik nu engang også udfoldes. Jeg synes, det er meget tydeligt, når man ser bredt hen over det politiske landskab, at politikerne har accepteret, at det er præmissen for politik lige nu. Dermed ikke sagt, at det er præmissen for politik i al fremtid, men rigtig mange politikere, uanset partifarver, er godt klar over, at det er fordelagtigt at forsøge at engagere sine vælgere på den her måde, både på de sociale medier og i måden, man kommunikerer med dem på." Til gengæld har den enkelte vælger et stort ansvar for at være kritisk, ifølge Alberte Bové Rud: ”Fremfor alt skal man være bevidst om, at der foretages en politisk manipulation. Enhver politisk kommunikation er også en manipulation. Når man taler om, hvorvidt nogen er karismatisk eller ej, kan det hurtigt blive et spørgsmål om, hvordan man vurderer folks autenticitet. Men der er ikke noget, der er autentisk, fordi det hele er en del af en politisk strategi,” understreger hun. ”Politikerne er hele tiden så bevidste om, hvordan de tager sig ud, hvad de siger, hvem de taler om og med, at man som vælger og beskuer virkelig skal have et kritisk blik. Når en politiker fx taler om folket og om, hvem folket er, så lyder det jo ekstremt inkluderende, men det er det aldrig. Der er altid nogen, der er udenfor den her folkeforståelse. Derfor ligger der en stor opgave i ikke bare at tage politikernes ord for gode varer, men hele tiden være kritisk.” 

Vi skal turde blive provokeret

Alberte Bové Rud henviser endnu engang til Weber, hvor man kan se en vis fascination i hans beskrivelse af den magiske tiltrækningskraft, der kan udgå fra karismatiske ledere: ”Men han er samtidig også vildt optaget af de mere teknokratiske tandhjul i politiske processer og skriver mange gange, at det politiske arbejde på den ene side er et ’almindeligt arbejde’ – det er processuelt, det kan være kedeligt og bureaukratisk, fordi det skal det være. Og på den anden side beskriver han også nødvendigheden af, at det for nogen er et kald, at der er nogle store ambitioner og visioner. Han understreger på den måde vigtigheden af, at begge positioner er til stede på én gang.” 

Men hvad så, når de politiske vinde går i retning af at udfordre ’det teknokratiske tandhjul’? Ikke bare sådan, at det bliver lidt rustent, men så det måske ligefrem ’går af led?’ 

”Når vi taler om de institutioner som handler om ret og konventioner osv., ser vi udfordringer på en lang række parametre. Langt ind på midten og i virkeligheden også ude på venstrefløjen ser man en masse mennesker sætte spørgsmålstegn ved konventioner og retspraksisser,” siger Alberte Bové Rud og fortsætter: ”Vi har en hel masse institutioner, hvor vi ikke vælger nogen, og hvor vi ikke har noget at skulle have sagt én til én demokratisk set. Men hvor vi alligevel accepterer det demokratisk. Det kan fx være de uafhængige domstole eller embedsværket. I de tilfælde er man ikke på valg, man er ikke 1:1 udpeget af folket. Det er jo ligesom en del af vores forfatning, det er en del af strukturen. Og apropos Webers legitimitetsforståelse, accepterer vi det som en del af vores demokrati, og det er det også. Men man kan så spørge sig selv om det hypotetiske scenarie, som måske ikke længere er så superhypotetisk, at der lige pludselig opstår en overbevisende demokratisk modstand mod de her institutioner. Ikke helt og holdent, men stykvis og enkeltvis.” Hun uddyber: ”Demokratisk set er det ikke problematisk, hvis politikerne fx diskuterer i offentligheden, om en konkret straf ved domstolene nu også er blevet afsagt hårdt nok. Nogle diskussioner om de juridiske og konventionelle rammer er rimelige nok, de er forståelige nok, og de er måske også demokratisk set ønskværdige. Men når det begynder at nærme sig noget, der handler om grundloven, så ser det bare helt anderledes ud, for på et eller andet tidspunkt, bliver diskussionerne og kritikken så omfattende, at vi begynder at rive de bropiller, vi står på, i stykker.”

Hvor den grænse går, er svært for Alberte Bové Rud at afgøre, men hun er overbevist om, at den går et sted. ”Vi kan ikke diskutere alting i vores forfatning hele tiden.” Samtidig synes hun, de diskussioner, der fx har været om AfD [Alternative für Deutschland, red.] i Tyskland, er vildt interessante: ”Jeg er ikke jurist, men når man læser den tyske forfatning, og man samtidig læser vurderingen af AfD, så kan man godt forstå, hvorfor den tyske indenrigsefterretningstjeneste har stemplet dem som en højreekstremistisk organisation, fordi de er i strid med forfatningen. Samtidig,” siger hun, ”er forfatninger jo også kontekstprægede. Den tyske forfatning ser helt anderledes ud end den danske, som ser helt anderledes ud end den italienske, eller den franske og den britiske, fordi de bygger på forskellige historiske og politiske erfaringer.” 

Derfor mener Alberte Bové Rud heller ikke, det er farligt at spørge, hvorfor AfD måske potentielt er forfatningsstridigt og udemokratisk i Tyskland, og hvorfor det måske ikke vil være det i Danmark: ”Det er helt legitime spørgsmål at stille sig. Og dermed også et legitimt spørgsmål for tyskerne at stille sig, eller for danskerne. Altså, om der måske kunne være noget at hente ved en anden form for demokratiforståelse. Eller i hvert fald gøre os klart, at vores forfatninger og vores demokrati ikke er et typehus. Det ser ikke ud på den samme måde alle steder – der er virkelig store forskelle imellem dem. Og de forskelle bygger på, at vi løbende har haft samtaler om, hvad det er for et demokratisk fundament, vi som samfund hviler på.”

De samtaler skal vi netop turde have, mener Alberte Bové Rud: ”Vi skal ikke som automatreaktion blive bekymrede, hvis nogen snakker om, at man skal ændre en valglov. Det kunne godt være, det faktisk kunne være befordrende for demokratiet eller åbenbare noget andet godt. Det med at turde blive provokeret, og turde sige, at det er jeg overhovedet ikke enig i, det tror jeg godt kan være befordrende for vores demokratiske samtale, fordi vi på den måde bliver bevidste om, hvad det egentlig er for et system, vi vil have.”

Og så er vi tilbage ved den italienske premierminister, som både udfordrer og provokerer mange. Men som måske trods alt befinder sig indenfor nogle demokratiske rammer, hvor vi stadig kan have samtalen. Den har vi alle, ifølge Alberte Bové Rud, et ansvar for at holde fast i – også selvom vi er stærke modstandere af nutidens karismatiske politikere: ”Jeg mener, at sortsyn og opgivenhed er demokratisk uansvarligt. Og i opgaven med at være kritisk stemme i demokratiet ligger også et krav om at være til stede. Det er forståeligt at reagere resignerende eller afvisende, når man mødes af politiske figurer eller udviklinger, man ikke bryder sig om, men det er uønskværdigt i demokratisk henseende. Jeg mener, den kritiske bevidsthed og det politiske engagement bør være løbende, som i konstant nærværende.”