Det Sidste Ord: Kampen mod GPS’en

Min far havde et landkort inde i hovedet, da jeg var dreng. Det var jeg overbevist om. For han kendte alle vejnavnene i Thy, de fleste i Nordjylland og mange i hele Jylland. Det kom sig af alle de timer, han havde kørt Jylland tynd i traktor eller lastbil. Da jeg blev 18 år og selv fik kørekort, spurgte jeg ham ofte om vej, når jeg skulle på længere køreture. Så spidsede han blikket, som om han nærstuderede sit mentale landkort, og forklarede mig i detaljer, hvilke veje jeg skulle følge, og hvor jeg præcist skulle dreje fra. Og jeg kunne se i hans blik, at han opmærksomt havde kørt disse veje og set landskabet omkring dem – at han ad åre havde tegnet streger inde i hovedet og forbundet vejene, stederne, og naturen omkring til et mere og mere omfangsrigt mentalt landkort.

Når min kone og jeg skal finde vej i bil, har vi en tilbagevendende problematik. Det starter med, at hun, allerede når vi forlader indkørslen, begynder at taste destinationsadressen ind på GPS’en. Jeg stopper hende. Hun kigger lettere skeptisk på mig og spørger: ”Er du nu sikker på, at du kan vejen?”. Og som så mange andre sønner, der gerne vil være lige så stor og stærk som sin far, svarer jeg: ”Ja, det kan jeg altså sagtens.”

Men sandheden er, at jeg er vokset op i en helt anden teknologisk tidsalder end min far, og jeg har ikke kørt Jylland tyndt på en traktor, og disse fakta blandet med min ubegrundede tillid til egne navigationsevner, har ført os på mange omveje og tvunget os til mange U-vendinger. Men jeg bliver stædigt ved med at fravælge GPS’en. For det irriterer mig at skulle bruge den. Af tre grunde. Først og fremmest fordi jeg stopper med at bruge min sunde fornuft, når GPS’en er tændt. Som en hest der jagter en pose gulerødder, holder jeg blikket på GPS’ens blå pil, der viser mig hvorhen jeg skal køre. Jeg bliver viljeløs, mekanisk og blindt adlydende. For det andet fordi GPS’en udvisker den menneskelige forskel mellem ude og hjemme. For GPS’en er alt per definition hjemme (eller ude?). GPS’en er neutral. Den har intet tilhørsforhold. Den er lige så meget hjemme i Thy som den er i Jakarta. Og for det tredje, fordi jeg bliver mindre opmærksom. Mindre opmærksom på, hvad der sker omkring mig. Mindre opmærksom på, hvordan det hele hænger sammen. Jeg forsøger ikke længere at forbinde stederne og vejene med hinanden, tegner ingen streger inde i hovedet. For GPS’en har allerede tegnet det hele meget mere præcist end jeg nogensinde selv ville kunne gøre det.

Men selvom GPS’en er både hurtigere og klogere end jeg, og selvom kampen mod GPS’en er en kamp, som jeg aldrig vinder, og som kun enkelte gange ender uafgjort, er jeg overbevist om, at det er vigtigt, at jeg bliver ved med at kæmpe mod den.