Det Sidste Ord: Institut for perlefiskeri

Når vi nærmer os eksamen i læreruddannelsens alment dannende fag, Kristendomskundskab, Livsoplysning, Medborgerskab (KLM), fortæller jeg de studerende, at de skal kunne folkeskolens formål udenad. Det at lære noget udenad kan nok have en værdi i sig selv, men selvfølgelig er det vigtigere, at de kan diskutere, hvor værdier som ’åndsfrihed’, ’ligeværd’ og ’demokrati’ (som skolens virke – ifølge folkeskolens formålstekst – skal være præget af) kommer fra, eller hvad det indebærer, at eleverne skal blive fortrolige med dansk kultur og historie og opnå forståelse for andre lande og kulturer.

For nogle studerende lyder det lidt støvet at tale om fortrolighed med dansk kultur og historie. Derfor har de godt af at stifte bekendtskab med Hannah Arendt (1906-1975), som først og fremmest var politisk tænker, men også kan tolkes pædagogisk. Hun har bl.a. stillet skarpt på den udfordring, at vi i moderne tid ikke helt kan opgive autoritet og tradition, men dog skal virke i en verden, som hverken er struktureret af autoritet eller holdt sammen af tradition. Så hvilken rolle skal autoritet og tradition spille for dannelse i dagens skole?

For Arendt hviler lærerens autoritet i en vilje til at påtage sig ansvaret for verden. Som en repræsentant for alle voksne indbyggere, må læreren udpege detaljerne og sige til barnet: Dette er vores verden. Men skolen skal samtidig forberede børn og unge til selv at finde deres plads i denne verden, sådan at de med tiden kan forny den på måder, som vi voksne slet ikke kan forestille os – og heller ikke skal styre. Den evne til at begynde noget nyt og hidtil uset kalder Arendt for natalitet.

Der er noget smukt i tanken om, at lærere må stå som repræsentanter for verden og ydermere elske verden tilstrækkeligt meget til at tage ansvar for den. Børn fødes ind i en verden, som allerede er der, og dermed altid er ældre end de er. Det er de voksnes ansvar at åbne barnets blik for verden – både den nære og den fjerne. Det kan lyde konservativt, men der er nærmere tale om en verdensvendt dannelse med plads til nye begyndelser.

Sigtet er ikke en bevidstløs overtagelse af traditioner og værdier, for essensen af uddannelse er natalitet. Det giver plads til kritiske spørgsmål, blik for konflikter og frihed til nye tolkninger. I et essay om den tyske kulturkritiker, Walter Benjamin, bruger Arendt billedet af en perledykker til at beskrive omgangen med fortidens tanker og værker. Målet er ikke at trække hele bunden med op for at bevare den, men at løsne rige fortættede former som perler og koraller fra dybet og bære dem op til overfladen.

Det billede passer godt til de studerendes arbejde med det kultur- og idéhistoriske indhold i KLM. Formålet er ikke at konservere fortiden, men at få blik for de krystalliserede former og figurer, den har frembragt, og overveje, hvordan de kan forny, forstyrre og transformere nutiden. Hvis det lykkes bare i et vist omfang at uddanne de studerende til sådanne perlefiskere, så er vi godt på vej.