Juleevangeliet er begyndelsen til enden
REFLEKSION. Juleevangeliet er ikke bare fortællingen om et barns fødsel – det er begyndelsen på en vej, der fører til Golgata. Jesu fødsel peger frem mod lidelse og opstandelse, mod en kærlighed, der rækker ud over død og mørke.
Esben Kjær reflekterer her over evangeliet som en påmindelse om, at vi ikke selv har magten, men at vi må overgive os til håbet om noget større. Midt i livets smerte og tab rækker julebudskabet os fred og håb – en fred, vi alle længes efter og kan finde, hvis vi lader os gribe af den.
I Rigshospitalets kirke har de i år haft en diskussion om, hvorvidt man kunne opstille et krybbespil i kirken. Indvendingen gik på, at forældre, der lige har mistet et ufødt eller nyfødt barn – som Rigshospitalet producerer en del af – ikke skulle konfronteres med lille Jesus i krybben.
Heldigvis tabte hensynsbetændelsen til det glade budskab: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by,” står der i den tekst, Grundtvigsk Tidende har bedt mig reflektere over – om en religion, der er stærk nok til at læne sig ind i, når ens barn dør. Det burde patienterne på Rigshospitalet kunne rumme. Religionen, der er stærk nok til at læne sig ind i, når ens barn dør – og det ved jeg, fordi jeg selv har mistet et barn – starter jo i en vis forstand med Juleevangeliet. Altså den tekst, som alle de ’kulturkristne’ lige om lidt skal lægge ører til under deres årlige obligate kirkebesøg juleaften – hvorefter de går hjem til juletræet og synger ”Julen varer lige til Påske” uden at tænke over, at påsken starter med julen, at Jesu død starter med Jesu fødsel, og at uden Jesus på korset havde de slet ikke haft deres slatne begreb ’kulturkristenhed’ til at holde sig en smule oprejst ved i en tid, hvor værdirelativisme og åndelig nihilisme saver i Vestens fundament.
Ord til Ord er en refleksion over en bibeltekst, som i hvert nummer gives som en udfordring til en ny ’prædikant’. Bibelteksten er denne gang fra Lukasevangeliet, og handler om Jesu fødsel. Teksten læses Juleaften og Juledag ved gudstjenesten i folkekirken 24. og 25. december 2024
Gud er større end Georg Brandes
De af os, der mener, at Gud er større end Georg Brandes og dagbladet Politiken, kan jo udlægge Juleevangeliet og dets betydning på mange måder. Jeg gør det på min måde, og min måde handler om overgivelse. ”Igen..?” vil nogle sikkert sige. Og ja, meget i mit liv handler om at overgive mig – til at vi ikke selv har magten, og til en gud, der har. ”Hvis man har en hammer, ligner alting et søm,” siger man – og måske gælder det omvendte også: Hvis man har brug for en hammer til at nagle sit liv i et værdirelativistisk og åndeligt fattigt samfund fast til en tro, ligner overgivelse hammeren til at banke sømmet ind med. Og som en præst – en af de mere uortodokse af slagsen – engang sagde til mig: ”En god prædikant prædiker dét, han selv har behov for at høre.”
Det kunne læserne af dette blad jo være ligeglade med. Men mit behov for at prædike – eller hvad jeg nu gør – om denne hammer og dette søm taler desværre ind i en tid, hvor samfundet bilder os i den vestlige verden ind, at vi selv er gud og styrer alt. Forskellen mellem mig og mange andre er, at jeg gennem min syvårige søn Sebastians død er blevet tvunget til at se bag om denne illusion.
Så hvor de kulturkristne ser en sød lille baby i juleevangeliet, ser jeg – og måske forældrene på Rigshospitalet? – begyndelsen til enden, der på tredjedagen så viste sig alligevel ikke at være enden, men en ny og meget større begyndelse. Jeg ser et lille barn, der endnu ikke ved, hvilken lidelse der venter ham, at han skal gennemtæskes og bære sit eget kors – det vildeste billede – og dø langsomt, mens han – han af alle – føler sig forladt af selv Gud. Jeg ser min egen søn bære sit eget lille kors gennem gangene på Rigets børnecancerafdeling. Jeg ser den lidelse, der venter alle, som bliver født – på den ene eller den anden måde; livet skåner ingen.
Men jeg ser også håb. Jeg ser, at døden ikke fik det sidste ord. Jesus gjorde helt bogstaveligt opstand mod døden. Og han fik det sidste ord – ham og Gud – Og lige dér ændrede verden sig for altid. Menneskehedens historie gjorde også.
Kærlighed er opstand
Jeg prøver at overgive mig til, at opstandelsen også gælder min søn. Foreløbig konstaterer jeg, at kærligheden mellem os gør opstand mod døden – at båndene fortsætter på tværs af tid og rum. Når folk siger ”Gud er kærlighed,” er det for mig bare religiøs remoulade smurt ud over formidlingsmæssig uformåenhed. Men min usvækkede kærlighed til min søn på tværs af tid og rum er for mig en reel budbringer om opstandelse – at kærligheden er ligeglad med døden, og at det hele fortsætter. Dét kan jeg læne mig ind i. Det kan jeg overgive mig til. Men overgivelsen til kærligheden, til evigheden, til Gud er en konstant kamp i en kultur, der hver dag gør sit bedste for at bilde mig og alle andre ind, at vi selv har magten, at vi selv styrer, og at hvis tingene ikke ender som vi vil, er det vores egen skyld. Juleevangeliet bør være en påmindelse for alle lejlighedskirkegængerne om, at vi alle i større eller mindre grad lever på dén løgn.
Med dét syn på Jesu fødsel lyder jeg måske ikke som én, man har lyst til at holde jul med. Og ja, jeg synes faktisk, vi skal huske på, at julen også er de knuste hjerters fest – at julen for nogle af os også er en krads påmindelse om, hvem der ikke er der, og at dette måske også fortjener sin lille plads i al juleriet, både det verdslige og det kirkelige. Men derudover elsker jeg faktisk alt ved julen og siger som Mae West, at for meget af det gode er – vidunderligt. Efter en barndom med amputerede skilsmisse-jule omfavner jeg ukritisk hele pakken med max kulørte lamper og flest mulige tomme kalorier. Og det gør jeg måske netop, fordi julen udtrykker kærlighed på kryds og tværs: På kryds og tværs mellem slægt og venner i denne verden – og i kirken mellem denne verden og den næste. ”Fred til mennesker med Guds velbehag,” står der. Det er dét, vi længes efter. Og dét kan vi få i julen. Hvis vi overgiver os.
Teksten
Lukasevangeliet, 2,1-14
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Prædikanten
Esben Kjær er forfatter til bøgerne Min usynlige søn, Døden – en overlevelsesguide og Tro for tvivlere. Han var egentlig nyheds- og debatjournalist, men efter at sønnen Sebastian døde af kræft som syv-årig blev Esben stadig mere optaget af sorg, eksistens og tro. Han er træt af danskernes ringe sorgkultur og fesne tro, så nu skriver og rådgiver han og rejser landet rundt og taler om, hvordan vi kan gøre det bedre – fx ved at massere troen ud af hovedet og ned i hjertet, hvor den hører hjemme.