Johannes Ferdinand Fenger

Johannes Ferdinand Fenger er min tipoldefar. Han levede 1805-61. Hans indrammede portræt hang i studerekammeret i barndommens sønderjyske præstegård sammen med portrætterne af andre fjerne Fengere. Skippere, købmænd, præster.

Fengers portræt skilte sig ud fra de andre ved at være større i format og have en finere ramme. Det var en litograferet kopi af et maleri af Frederik Vermehren, kendt guldalder-maler. Det er den 50-årige, man ser. Den modne mand på livets tinde. Præsten i ornat og med dannebrogsordenen påhæftet brystet. For det var som præst, han var kendt. Der er noget rundt og mildt over ansigtet, som svarer til det skudsmål, han nød i samtiden. Et lyst og glad væsen. En rummelig natur. Mennesker befandt sig godt i hans nærhed og omgang. Dertil et flittigt, lærd og musisk menneske. En mangesidig begavelse.

Jeg voksede op med denne mand i bagagen og med en uklar bevidsthed om, at han var noget stort. Der var skrevet bøger om ham og af ham, og der gemtes skrifter og breve, som kunne studeres, hvis man ellers kunne tyde den svært læselige gotiske håndskrift. Langsomt modnedes nysgerrigheden efter, hvem han var.

Men er han stadig værd at gæste her 200 år efter, at han levede? Er han interessant for andre end en sen slægtning? Jeg vil give nogle bud.

Nær relation til Grundtvig

Fenger hørte til kredsen af Grundtvigs allernærmeste præstevenner. Alene det gør ham vel alment interessant. Det samme gjaldt storebroren, præsten Peter Andreas Fenger. De nære bånd havde deres baggrund i, at Grundtvig fra 1822 til 1826 var hjælpepræst ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn for at aflaste faderen Rasmus Fenger, der var kirkens præst og syg. I øvrigt i de samme år, hvor Grundtvig gjorde sin mageløse opdagelse og blæste til kirkekamp med skriftet Kirkens Gienmæle.

Fenger var i starten frastødt af Grundtvigs hårde tone og facon. Men senere var der aldrig tvivl om, at han var at finde på Grundtvigs fløj, selv om de ikke var enige i alt. Eksempelvis så de forskelligt på de gudelige forsamlinger og hedningemissionen. Fenger besøgte ofte Grundtvig, når han var i hovedstaden, ligesom besøgene også gik den modsatte vej, ud til Lynge Præstegård ved Sorø.

De to adskilte sig i stil og arbejdsmåde. Hvor Grundtvig trivedes i studerekammerets ensomme bogverden, utrætteligt i gang med sit historiske, profetiske og poetiske kæmpeværk, så trivedes Fenger ude blandt folk og kolleger, i forsamlinger og til møder. Her bidrog han til at bringe Grundtvigs tanker, salmer og anskuelser ud til den jævne mand på et tidspunkt, hvor Grundtvig var dømt ’ude i kulden’ i ledende kredse. Det var i øvrigt tilslutningen til Grundtvig, der gjorde, at han i 1833 blev forbigået til det professorat ved universitetet, han bejlede til. I stedet blev han sjællandsk landsbypræst.

Ingemann

En anden betydningsfuld og nær ven var B.S. Ingemann. Da Fenger i 1833 blev sognepræst i Lynge og Broby, blev han nabo til den store skjald i Sorø. Også dette venskab varede livet ud. De to var fælles om interessen for poesi og sang. Fenger havde en god tenorstemme, og han gjorde, hvad han kunne, for at udbrede kendskabet til Ingemanns sange og salmer. De havde deres gang i hinandens hjem. Det var i forbindelse med besøg i Lynge præstegård, at Ingemann inspireredes til verselinjen ’Dans lille barn på moders skød’ i salmen ’Julen har bragt velsignet bud’.

Udenlandsrejse

Nutidens danskere rejser verden tynd i jagten på oplevelser, og nutidens studerende tager sabbatår eller indskriver sig på udenlandske uddannelsessteder. Også den unge Fenger brød op fra det trygge hjemlige og gav sig eventyret, usikkerheden og det fremmede i vold. Det lå for resten i tiden. 1800-tallet var de store dannelsesrejsers epoke, hvor guldalderkunstnere og åndspersoner satte sig i hestetrukne langdistancepostvogne og lod sig transportere sydpå til især Italien. Og de vendte hjem igen efter halve og hele års fravær, berigede med motiver, viden og oplevelser.

Fenger var borte fra maj 1828 til december 1831. Hele 3½ lange år! Han modtog støtte fra ’Fonden ad usus publicos’ samt fra sin velhavende familie. Han opholdt sig det første år i Berlin, hvor han på universitetet fordybede sig i teologien – Luther, kirkefædrene, Bibelen. Han sugede til sig fra tidens nye strømninger bort fra rationalismen og dens fornufts- og morallære, som han kendte så godt hjemmefra. I stedet åbnede han sig for en mere gammeldags kristenforståelse og fromhed. Han vandt hermed et nyt fundament for troen og en dybde og en glæde, som gjorde, at han senere så tilbage på Berlinopholdet med tak. Samtidig gødede omslaget i ham jordbunden for, at han stillede sig fuldt bag Grundtvig, da han kom hjem fra den lange rejse.

Fra Berlin rejste han over Schweitz til Italien og Rom. Herfra til Paris. Afslutningsvis et halvt år i Grækenland med en afstikker til Konstantinopel. Han opsøgte kirker, opholdt sig på biblioteker, granskede gamle håndskrifter, lod sig fylde med indtryk. Til gengæld var det hans eneste store rejse. Resten af livet var Sjælland den faste forankring.

Sprog

Han havde tilsyneladende let ved sprog. Fra skolen og det teologiske studium kendte han latin, hebraisk, oldgræsk. Tillige tysk, som brugtes i de bedre kredse i hovedstaden. Han besvarede universitetets guldmedaljeopgave på latin og skrev tillige sin disputats på latin. Begge over oldkirkelige emner. Han tilegnede sig engelsk og nygræsk i løbet af rejsen. Dertil må formodes en god portion italiensk og fransk i kraft af sit ophold i landene.

I sin forskning om oldkirken stødte han på syriske håndskrifter. Fandt således nogle vigtige, mens han arbejdede på Vatikanets bibliotek i Rom. Han havde derfor brug for at lære sig syrisk og skriver, at han fik undervisning af en syrisk privatlærer i blå kaftan og med en rød turban på hovedet. Da han kom hjem fra rejsen, udgav han Bidrag til den nestorianske stridigheds historie, især af et hidtil utrykt syrisk stykke. Ligesom han skrev bogen Om det nygræske sprog og folk. Han blev kaldt ’Den græske Fenger’.

Også nutidens forskere er flersprogede. Men spændvidden i de sprog, Fenger tilegnede sig, er imponerende.

Gudelige forsamlinger

De to Fengerbrødre tog initiativ til Det Sydvestsjællandske Broderkonvent, hvor en kreds af yngre præster – flere af dem med sympati for Grundtvig – samledes på skift hos hinanden en gang om måneden i alle årene 1837-54. Fenger førte protokollen. Præsterne havde forskellige holdninger og diskuterede livligt. De udviklede et værdifuldt fællesskab, som styrkede og bandt sammen. De var fælles om det gamle kristendomssyn, interesserede sig positivt for ydre mission, stod bag arbejdet for en ny salmebog, og virkede for sognebåndets løsning. De så med velvilje på de gudelige forsamlinger og vækkelserne blandt lægfolk, som ellers var en uorden og en torn i øjet på statskirken med Københavns biskop Mynster i spidsen. Han kaldte nedladende Sydvestsjælland for ’Det hellige Land’. Heller ikke Grundtvig yndede de gudelige forsamlinger. Han anså dem som ”kun mådelige surrogater for det kirkelige liv”.

Fenger havde god forbindelse til forsamlingsfolkene og støttede den frembrydende vækkelse i sine sogne. Han tog del i deres møder og førte ordet og bidrog til, at det ikke kom til et brud mellem de gudelige forsamlinger og kirken.

Hedningemissionen

Et andet punkt, hvor Grundtvig og Fenger fulgte forskellige veje, var i synet på hedningemissionen. Dén rykkede på dagsordenen i første halvdel af 1800-tallet. Det Danske Missionsselskab stiftedes i 1821.

Selvom Grundtvig nok mente, at evangeliet skulle prædikes for hedningene, så rangerede hedningemissionen ikke højt på Grundtvigs skala. Det gjorde den derimod for de to Fengerbrødre, som begge var medlemmer af Det Danske Missionsselskabs bestyrelse. Fenger endda formand 1836-55. Han var flittig skribent i selskabets blad og forfatter til Den Trankebarske Missions Historie. Interessen for mission var vakt under udenlandsrejsen. En overgang overvejede han selv at rejse ud som missionær.

Også andre fremtrædende grundtvigianere stod på samme linje og agiterede for arbejdet. Normalt forbinder man ikke grundtvigianisme med ydre mission, og fra lidt ind i anden halvdel af 1800-tallet og frem er det heller ikke længere grundtvigianere, der er blandt de forreste. Men det var det i starten, og Fenger gik i spidsen.

En fremragende fremstilling af det grundtvigske islæt i ydre mission finder man i tobindsværket om Det Danske Missionsselskabs historie fra 2019, forfattet af tidligere generalsekretær Harald Nielsen.

Fromhed og forhold til døden

”Jeg er tilfreds med mine Kaar og stoler paa mit Fader Vor.” Således står skrevet med Fengers egen håndskrift under portrættet, som nu hænger over mit skrivebord. Og denne enkle fromhed og tilfredshed karakteriserede hans liv og tanker, herunder forholdet til døden.

Nutiden har et fremmedgjort forhold til døden. Den gemmes væk og har ingen plads i det hæsblæsende liv. Der er heller intet godt ved den moderne død. Den er meningsløs og absurd. Et nederlag i et samfund, hvor sundheden dyrkes som religion. Noget tilsvarende med troen og kristendommen. De færreste nutidsdanskere er forankrede i et fromt, gudfrygtigt liv. Fadervor er ikke det selvfølgelige, daglige fundament.

Fenger levede et fromt liv med Gud som det selvfølgelige centrum i alt, hvad livet bragte og handlede om. Det vidner efterladte breve, skrifter og prædikener om. Og døden hørte med til livet. Der var en gudgiven mening med den, selvom den var streng og svær. Da den elskede datter Ulrikke Marie døde som 16-årig næsten samtidig med, at sønnen Karl døde i vuggen som spæd, så sagde Fenger: ”Vor Herre tog hende vel herfra, fordi hun var sådan en god pige til at passe børn; Han ville vel have hende til at gå med den lille Karl på armen deroppe i himmelen.”

Fenger sluttede sin præstekarriere i Høje Taastrup. Det blev ikke lykkelige år, sammenlignet med de rige år i Lynge. Dertil kom, at den fysisk aktive mand ramtes af et slagtilfælde, som gjorde ham delvist lam og gjorde de sidste få leveår svære. Han kæmpede for at bøje sig under Guds hånd, som lå tungt på ham. Hans gravmonument står under vinduet i Høje Taastrup kirkes vestlige ende.