Et nyt civilsamfund venter på at blive født

Der ligger et grundtvigsk mantra gemt i Rune Baastrups arbejde med at få flere medlemsorganisationer til at opnå et større lokalt foreningsengagement og derigennem få flere til at handle på fælles problemer eller drømme sammen. Det grundtvigske mantra hedder, at man skal ’oplive’, før man kan ’oplyse’, og det er i første omgang af meget praktisk karakter: ”For at skabe forpligtende relationer er fortællinger og relationer det vigtigste for overhovedet at komme i gang. Nogle kommer for sagen, andre kommer, fordi deres nabo, deres kollega eller en, de kender, har inviteret dem. Men uanset om du kommer for sagen, eller fordi du er blevet inviteret, så bliver du, hvis fællesskabet er interessant at være en del af. Så det er fællesskabet, der er forudsætningen for, at folk bliver ved med at komme tilbage,” siger Rune Baastrup.

Han fortæller, at baggrunden for DeltagerDanmarks opståen som organisation var et blik for, at mange af de eksisterende organisationer var blevet mere professionaliseret: ”Der er selvfølgelig idrætsklubber, som ikke fungerer, medmindre der er en aktiv forældrekreds, der også driver fodboldholdet og sådan noget. Men der er rigtig store dele af vores forenings- og civilsamfund, som har gennemgået en professionalisering, hvor antallet af lokale, der tager ansvar, er mindre, end det var for 50 år siden. Den øgede professionalisering har ført til, at det mere er sekretariater og kommunikationsafdelinger med københavnsbaserede kontorer – for en væsentlig dels vedkommende – der i virkeligheden driver en del af aktiviteterne.” Og det er ifølge Rune Baastrup et problem. Det er dog ikke professionaliseringen i sig selv, der er et problem, mener han: ”Men hvis man gennemfører en professionalisering af sine organisationer uden at have blik for, hvad det forpligtende fællesskabs betydning er, så går man fejl. De senere år kan vi se på vores demokrati og i den politiske debat, at man har opdaget betydningen af forpligtende fællesskaber for hele vores måde at tænke samfund på, hvilket man tidligere har glemt eller underprioriteret. Derfor arbejder vi med at hjælpe store medlemsbaserede organisationer med at nå deres mål ved i højere grad at involvere medlemmerne – i stedet for at prøve at opnå nogle af de samme effekter med kommunikation eller professionel interessevaretagelse. Den vigtigste kommunikation er i virkeligheden den, vores medlemmer har med deres naboer, som ikke er medlemmer, eller med deres kolleger, som ikke er medlemmer, eller med deres lokale byråd. Det afgørende bliver derfor en oplevelse af, at ’det her er min forening, det er min sag, det er mit fællesskab, jeg er forpligtet på’,” siger han.

Hvad giver os rødme i kinderne?

Men det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt at tage naboen med under armen og hen i foreningen, hvis ikke også der er en sag eller fortælling at være fælles om, påpeger Rune Baastrup: ”Enhver forening – ung som gammel – bliver derfor nødt til at begynde med eller genstille sig selv det spørgsmål, der handler om en grundlæggende fortælling om, hvorfor vi som forening er sat i verden. At det er de underliggende værdier, vi skal tage afsæt i, når vi skal gentolke den relativt forvirrende tid, vi lever i, og så finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre for vores forening i det lys. Så vi skal i virkeligheden ikke opfinde den dybe tallerken, for den dybe tallerken er jo en metafor for noget, der allerede findes. Det handler om at forstå, hvad det er for en dyb overbevisning, og hvad det er for nogle ting, der giver os rødme i kinderne. Af glæde og stolthed. Som forening og fællesskab,” siger han og spørger videre: ”Hvad er de vigtigste værdier i den fortælling, og hvad er det for en historie om nutiden, og ikke mindst: Hvad er det for nogle trusler mod vores værdier, som vi bliver udfordret af lige nu?”

At organisere med hoved, hjerte og hånd

Er en forenings værdier ikke nødvendigvis noget, der skal genopfindes (men nok genopdages), kan det til gengæld godt være, at man skal se nærmere på måden at organisere sig på – specielt hvis man gerne vil have nye generationer med ombord: ”Jeg tror, der har været en kultur, hvor nogle er kommet ind i nogle rigtig gode og stabile vaner med at være en del af en lokalforening, hvor det har været en naturlig del af deres hverdag. Og så er der en generation, for hvem det ikke gælder. Og dem skal man etablere fællesskaber for og med på nye måder, så de oplever en værdi i at komme løbende. Der er for mange foreninger, som glemmer betydningen af at skabe meningsfulde fællesskaber og for hurtigt springer over til at spørge, hvem der tager hvilke opgaver,” siger Rune Baastrup og fortsætter: ”Vi kan se rigtig mange, der sidder med et meget stort ansvar, og hvor der samtidig er relativt få, der er tilbage til at løfte opgaverne. Og så har folk det med at blive kede af det og gå lidt sur i det og føle sig frustrerede over, at der ikke er flere, der vil tage ansvar. Og så kan vi få nogle af de der lidt negative, ikke særlig motiverende samtaler.”

Derfor er det vigtigt, ifølge Rune Baastrup, at få skabt nogle forpligtende strukturer, hvor alle har meningsfulde roller, der passer til, hvad de hver især er motiverede af og gode til at lave. Han peger på en skelnen mellem hoved, hjerte og hånd: ”Vi skal have hjertet med til det motiverende, vi skal kunne se de store billeder med vores hoved og forstå, hvad de går ud på. Og så skal der være nogle praktiske opgaver, der er meningsfulde for dem, der foretrækker og er gode til dét. Så hoved, hjerte og hånd er tre gode dimensioner at tænke i som en klassisk medborgerskabspædagogik, som også ligger inden for medborgerskabstænkningen. Altså at viden, kompetencer og værdier er de tre beslægtede begreber.”

Hvem er folket?

Rune Baastrup har en dyb tro på, at vi mennesker er moralske skabninger, der har brug for at tjene noget, der er større end os selv: ”Der er ikke noget mere meningsfuldt for mennesker end at dukke op til noget, som de kan mærke, at de deler med mange andre,” siger han. Derfor mener han også, det er relevant at spørge, hvem der er folket: ”Mange organisationer starter med at sige: ’Hvad er min sag?’ Og så snakker man om sin sag og glemmer at finde ud af, hvem det er, man gerne vil tale meget mere med, og hvordan man kan organisere dem til at realisere et fælles formål.” Han peger på et princip, som er inspireret af den amerikanske professor Marshall Ganz, der er ekspert i ledelse blandt civile organisationer, og som bl.a. henviser til Det Gamle Testamente, hvor Moses bliver konfronteret med den, der muligvis er verdens første ledelsescoach, Jetro. Han siger til ham, at han aldrig får befriet sit folk, fordi han er for overbebyrdet og stresset. Hvis han skal løse problemet, er han nødt til at vælge en leder for hver 10 personer i sit følge. ”Så 1 til 10-princippet er sådan en tommelfingerregel, vi arbejder med. Hvis man har 1.000 mennesker, så skal man have ca. 100 til at tage ansvar og påtage sig en eller anden form for lederskab. Og lederskab skal ikke forstås som den form, hvor man bestemmer over andre, men den, hvor man er forpligtet på at skabe betingelserne, for at andre kan handle sammen,” siger Rune Baastrup.

Han mener, at fremtidens folkelige engagement står ved en skillevej: ”Vi kan se, at velfærdssamfundet mange steder trækker sig tilbage, og der bliver efterladt et større ansvar hos os hver især. Så der er også en anden type af nødvendighed i at etablere forpligtende fællesskaber. I den overgangsfase ser jeg et nyt civilsamfund, som venter på at blive født. Vi skal ikke bilde os ind, at det er nemmere i dag, end det var tidligere, men det er heller ikke så forskelligt fra, hvad man altid har skullet. Noget af det mest vidunderlige ved os mennesker er vores evne til faktisk at læse skriften på væggen, når den først bliver tilstrækkelig klar for os. Og det er en opgave, som vi på forunderlig vis faktisk også kan vokse med, når først vi møder den.”