Man skal kunne se, hvem vi er

Der er efterhånden ved at være en slags mekanisk gentagelse over det, men ikke desto mindre er den både sand og glædelig (det sidste i hvert fald for dem, der interesserer sig for det grundtvigske): Der kaldes på Grundtvig – både fra udlandet og herhjemme. Flere og flere ønsker at blive klogere på 1800-tals-tænkeren, der har sat sig så dybe spor i Danmark, at vi næsten ikke tænker over det: Sæt fx ordet folke foran alle de institutioner, du kan komme i tanke om, og Grundtvig har sat afgørende præg på dem. Interessen for Grundtvig og det arbejde, der foregår i den sammenhæng, mærker foreningen Grundtvigsk Forum i høj grad ved det stigende medlemstal, flere nye lokale fællesskaber og kredse, kontakten fra udlandet og flere aktører i Danmark, der ønsker at samarbejde med foreningen. Det gør alt sammen, at ”vi gerne vil forstås i vores omverden. Både for dem, der gerne vil være medlemmer og dem, vi gerne vil samarbejde med,” fortæller Kirsten M. Andersen, der er formand for Grundtvigsk Forum.

For alle der vil være med, men ikke for enhver
Grundtvig havde et syn på både kristendom og folkelighed, som på mange forskellige måder har tegnet vores samfund: ”Men vi bliver ikke grundtvigske af kun at opholde os ved, hvad han sagde ind i sin egen tid, vi henter netop stadig inspiration i hans tanker, fordi det samfund, som vi kender nu, blev til på det tidspunkt. Samtidig er samfundet jo også afgørende forandret fra dengang til nu,” siger Kirsten M. Andersen og tilføjer: ”Så derfor skal man udadtil kunne læse, at vi har rod i Grundtvigs kristendoms- og menneskesyn med interesse for evangeliets forkyndelse, åndsfrihed, folkelighed, forpligtende fællesskaber og folkestyre. Det skal stå der. Men det skal stå med ord, så alle kan forstå det.” 

Det skal med andre ord være tydeligt i formålsparagraffen, hvad foreningen vil: ”Man skal kunne se, hvem vi er, uden at man skal overveje, hvad der menes med bestemte ord og vendinger.” Hun peger selv på et eksempel, som står i det nuværende formål om at ’fremme gode vilkår for evangeliets forkyndelse.’ ”Alle teologernes skuldre, mine inklusive, sænker sig, fordi vi tænker, at sætningen er indbegrebet af frihed. Kirken er med Grundtvigs ord et ’gæstekammer’, hvor Guds ord i dåb og nadver genskaber det ødelagte liv, befrier mennesket fra synd og puster liv i tro, håb og kærlighed. Men sådan bliver det ikke nødvendigvis læst, hvis du fx er en ung lærerstuderende, lige vendt hjem fra højskole eller har ansvar for en forening et sted i Danmark.” 

Selvom det kan være svært i en tid, hvor der er alle mulige andre medier og kamp om opmærksomheden, synes Kirsten M. Andersen, det er vigtigt, at Grundtvigsk Forum ikke er en forening for de få: ”Vi vil faktisk gerne være en stor folkelig forening. Det betyder ikke, at det er en forening for alle, men det er en forening for dem, der gerne vil være med.” Hun peger på den vigtige afklaring i styrelsen og i foreningens medlemskreds, at ”vi lige præcis ønsker at gribe både kirke, skole, kultur og samfund, der på den måde er i tråd med ændringen af foreningens navn, som vi gennemførte i 2007 [fra Kirkeligt Samfund til Grundtvigsk Forum, red.]. Derfor giver det heller ikke mening at fremhæve ét område fremfor et andet: Det er en helt forfejlet diskussion, som ikke afspejler virkeligheden og det, vi laver,” siger hun og uddyber: ”Der er en meget stor interesse for at se, hvad det er for nogle tanker og spørgsmål, der griber ind over de forskellige områder og som betyder, at vi indimellem vil være særlig interesseret i, hvad der fx foregår i Folkeoplysningsloven, på skoleområdet, aktuelt med den nye ungdomsuddannelse EPX, eller i dåbskommissionen. For uanset hvilket område, vi beskæftiger os med, vil vi altid være optaget af at udfolde et syn på kristendom og at se på menneske, samfund og kultur på måder, der er båret af ånd. I Grundtvigsk Forum ser vi gerne på tværs af områderne, vel vidende, at der må skelnes mellem kristendom og kultur.” Af samme grund er det ifølge formanden en fordel, at forslaget til formålsparagraffen er forholdsvis bredt formuleret og ikke indeholder en konkret udfoldelse: ”Det er derfor, vi har vores pejlemærker, som styrelsen laver for en treårig periode og som konkretiserer, hvordan vi skal udfolde Grundtvig i den danske virkelighed samtidig med, at de giver os mulighed for også at reservere kræfter, energi og tankekraft til at få Grundtvig ud i verden.”

Evangeliets frihedsbudskab og amerikanskfundamentalisme
Og netop verden er på sin vis blevet både større og mindre siden Grundtvigs tid. Vi lever blandt andet i en helt anden medievirkelighed, som gør afstanden til verden omkring os kortere samtidig med, at vi af selvsamme årsag får endnu flere nyheder fra verden ind i vores stuer. Det kræver et vedvarende oversættelsesarbejde – også når man som forening netop gerne vil forstås af sin omverden. Kirsten M. Andersen vender tilbage til sætningen i den nuværende formålsparagraf om at ’fremme gode vilkår for evangeliets forkyndelse’: ”Som sagt ved jeg præcis, hvad det betyder – det er en hjertesag for mig, fordi jeg forbinder evangeliets forkyndelse med frihed. Men jeg kan jo se, at andre tænker det helt anderledes, når de hører nyheder om, at de evangelikale kristne i USA sætter en dagsorden med en moralistisk bibelfundamentalisme, som denne forening på ingen måde ønsker at fremme. Og hvis man så ikke ved, hvad der ligger i sætningen, så spørger man sig selv, om Grundtvigsk Forum mon er en forening for mig. Betyder det så, at vi ikke skal tale om evangeliets betydning? Selvfølgelig skal vi det, men det bliver forståeligt for flere, hvis der i stedet står kirke og kristendom i formålsparagraffen.” 

Hun peger på alle de forskellige aktiviteter, der foregår i regi af Grundtvigsk Forum rundt om i landet og som i en slags koncentreret form fandt sted
på festivalen Himmelblå i Vartov i september: ”Der foregår noget, der lige præcis sætter tankerne i spil på tværs af kirke, skole, kultur og samfund: Der er morgensang og fællessang, der foregår eksperimenterende ting i kirken, der er diskussioner om teologi og natursyn, konference om Grundtvigs kvindesyn i forhold til 1800-tallet og i dag. Der er debatter om kirke og tro, samfunds- og skoledebatter, man kan komme forudsætningsløst til. Der er musik i forskellige genrer. Der er med andre ord en rigtig god blanding – både i Vartov og i foreningens lokale fællesskaber. Så hvis man tænker, at evangeliet er blevet fortrængt ved, at det ikke står i formålsparagraffen, så er det, fordi man har gjort kristendommen til noget helt bestemt,” mener Kirsten M. Andersen og fortsætter: ”Det tror jeg hverken gavner vores natursyn, vores etik, vores kirke, vores menneske- og skolesyn. For jeg tror simpelthen, det bliver for smalt. Og dermed en forskansning af det kirkelige, som et sekulariseret, individualiseret, demokratisk og digitaliseret samfund med de glæder, værdier, velstand og dybe problemer, vi står i, simpelthen ikke kan være tjent med.”

At forbinde tradition med det nye
Findes der så en tilgang til kirke og kristendom, som er den ’særligt grundtvigske,’ kunne man spørge, nu hvor kristendommen ifølge Kirsten M. Andersen ikke skal gøres til noget bestemt og kommes i for snævre kasser? Hun griber fat i Grundtvigs ’mageløse opdagelse’, som læserne af nærværende blad vil vide fandt sted for 200 år siden og – som meget kort sagt – gjorde Bibelen som skrift sekundær i forhold til det bærende i kristendommen. ”Der blev gjort nar ad Grundtvig og hans ’mageløse opdagelse’ i samtiden, fordi han gjorde trosbekendelsen og sakramenterne, som menigheden samler sig om i gudstjenesten, til det bærende i kristendommen. Den levende tro, som menigheden har båret med sig siden kristendommens begyndelse, kommer før Bibelen, der er en samling af skrifter. Og skrift er en måde, der virkelig samler et samfunds tanker og giver ’de lærte’ [præster fx, red.] et fortrin. Grundtvig var ikke imod lærdom, men i forhold til trosspørgsmål mente han, at det er personens egen følelse og rørelse og deltagelse i menigheden, der er udspringet,” siger hun og understreger, at ’den mageløse opdagelse’ foruden hans kirke- og menighedssyn blandt andet også får betydning for hans syn på demokrati, på det levende ord i skolen og den mundtlige fortællings kraft. ”Der er inspiration at hente i Grundtvigs kritik i hans samtid i hans fortolkning af kristendom og hans skelnen mellem Helligånd og ånd i det hele taget. Hvis vi gør os til talsmænd for en bestemt fortolkning af kristendommen, kommer vi nemt til at overse hans syn på, hvad ånd er både i kirke og samfund,” siger hun og henviser til, at den biodiversitetskrise, vi fx står med nu, ikke var en problemstilling, Grundtvig beskæftigede sig med. ”Han så begyndelsen af den industrielle forandring, der var med til at bære velstanden frem i vores samfund, men jo ikke konsekvenserne af den, som vi ser så tydeligt nu. Derfor er det vigtigt med demokratiske, folkelige fællesskaber, der kan diskutere og gennemtænke natursyn eller det kristelige natursyn eller det teologiske natursyn til forståelse af vores egen tid.” Det, at menigheden – i Grundtvigs ’mageløse opdagelse’ – bliver stedet for kristendommens udfoldelse, ses ifølge Kirsten M. Andersen både i de store salmer, i menighedsfællesskabet og interessen for ritualerne i dåb og nadver: ”Og dermed knytter den grundtvigske tradition i kirken også til ved den udbredte brug af overgangsritualerne og den folkelige forståelse af, hvad kirken er. Nemlig det sted, hvor jeg går hen og får mine børn døbt, hvor jeg bliver konfirmeret, hvor jeg eventuelt bliver gift og til sidst begravet fra. Der er ingen grund til at fortegne den brug af kirken, og jeg tror, det er der, vi skal se den grundtvigske tilknytning til en folkelig kristendom, som bunder i et menighedssyn, der på den måde peger frem ved at blive ved med at være en relevant og afgørende væsentlig menighedsforståelse i vores samfund. Derfor vil man i det grundtvigske heller ikke finde en nedgøring af den store gruppe, der knytter til ved ritualerne,” siger hun og tilføjer, at man netop ikke behøver spille det kristelige ud mod det folkelige i en grundtvigsk tradition.

Det grundtvigske vil på den måde altid være optaget af både tradition og fornyelse: ”Vi er optagede af fornyelsen af gudstjenesteritualer og af nye salmer samtidig med, at vi stadig lærer de gamle. Det er en stor glæde for mig at se, at Silkeborg Højskole fx laver værksteder for nye salmedigtere og salmekomponister. Det samme gælder det store salmeprojekt salmer.dk, som sognepræst Morten Skovsted står bag. Samtidig er det også godt, at der er fornyet sang på højskolerne. Jeg kan godt være ked af, at nogle af de gamle salmer går ud. Men jeg glæder mig også over, at der er kommet en hel række nye salmer ind, som måske taler ind i den vej, hvor man netop forbinder traditionen med det nye. For det er da en forpligtelse, vi har.”