Artikel
Grundtvigsk Forum

Der skulle ikke være tvivl om de udøbte børns salighed – et svar fra historien til nutiden

Carsten Bach Nielsen. Foto: Peter Ulvsgaard
af Carsten Bach Nielsen, lektor emeritus, Aarhus Universitet
6/2022

TEOLOGISK TÆNKNING. Den teologiske debat har den seneste tid luftet synspunkter om, at dødfødte og udøbte børn, ifølge den lutherske lære, vil gå fortabt. Men reformatorerne tænkte inden for en nådens teologi, en håbets teologi, en bønnens teologi – og tillod sig at formode, at den nådige Gud ikke var så smålig at lade sig binde af abstrakte teologiske ordninger. Det handlede for dem om ordentlig sjælesørgerisk teologi.

I Vestjylland fandtes der i 1800-tallet de såkaldte ’dømmere,’ der ikke blot anså udøbte og dødfødte for satans yngel, men også forbandede mødrene til sådanne. Samfundet blev forholdsvis resolut af Kultusministeriet udelukket af Folkekirken. Som forsvar mod nye dømmere, vil jeg her opsummere, hvad tyske og danske reformatorer mente om den sag.

Barnedåben og de ufødte før reformationen

De første kristne århundreders teologer synes ikke at have givet spørgsmålet om udøbte børns skæbne nogen særlig opmærksomhed, men kirkefaderen og teologen Augustin (354-430), der gennemtænkte spørgsmålet om menneskets frie vilje, nåede til det synspunkt, at Gud i sin evige visdom muligvis havde reserveret en art løsning for de udøbte. I striden med munken og teologen Pelagius (354-420) blev formuleringerne dog tilspidsede. Pelagius mente, at børnene var uskyldige og derfor alligevel kunne få evigt liv – om end der måtte være et særligt sted for dem, en art mellemstation, et børnelimbo. Augustin tog over for ham udgangspunkt i menneskets natur, der som følge af Adams synd var syndig. Arvesynden fører som almen, guddommelig straf til fortabelsen. Dog kan Gud have udvalgt nogle til frelsen, og disse lader han ikke dø, før de har modtaget frelsen i dåben. Der er for Augustin intet mellemsted for de udøbte børn, men dog taler han om, at børnene, da de ikke har begået nogen bevidst syndige gerninger, sikkert vil modtage en mild dom. Skønt senere teologer i oldkirken var mere konsekvente og hævdede, at udøbte børn ville blive straffet i den evige ild, fulgte højmiddelalderens teologer det augustinske spor og forfinede det, idet de fokuserede på dåbens betydning for frelsen. Man kunne nemlig hævde, at martyriet (eksempelvis ofrene for barnemordet i Betlehem) eller forældrenes ønske om barnets dåb kunne gælde som en erstatning for dåben. Hermed lagdes vægten altså på forældrenes fromme bønner og måske endog på deres gode gerninger.

TEOLOGISK TÆNKNING

Artiklen er en del af serien Teologisk tænkning, der er et fast indslag i Grundtvigsk Tidende og er et forsøg på at tænke og reflektere dybere og grundigere over teologiske emner, som vi erfarer i verden.

“Reformatorerne kunne ikke umiddelbart bruge den ældre kirkelære til noget. For dem måtte vægten ligge på Guds handling – og Guds handlingers veje kender vi fra Bibelen.”

Reformatorernes stridigheder om den rette forståelse af dåben

1520’erne prægedes i høj grad af stridigheder om forståelsen af dåben. Døberne praktiserede voksendåb, og de mente, at mennesket modtog nåden i dåben. Det stillede et alvorligt spørgsmål ved de udøbte. De udøbte kunne jo endnu ikke være omvendte og troende. Den schweiziske reformator Ulrich Zwingli vendte sagen om og mente, at Gud gennem udvælgelse tildelte alle mennesker troen og dermed nåde og frelse. Calvin mente, at Gud ville tage sig af de udøbte børn, give dem troen og oplysningen på en for mennesker ubegribelig måde. Teologen og en af Luthers nære medarbejdere, Johan Bugenhagen (1485-1558), gennemtænkte i et skrift fra 1542 netop dette spørgsmål på baggrund af en anden af Luthers nære medarbejdere, teologen Melanchthons synspunkter. Skriftet er en udlægning af Salme 29 fra Salmernes Bog, og handler om en tro på og en forvisning om Guds grænseløse almagt, der giver den kristne håb og tillid til, at både ufødte og udøbte er Guds børn, at de er med i fællesskabet, fordi de allerede var til stede i deres kristne moders liv. Reformatorerne kunne ikke umiddelbart bruge den ældre kirkelære til noget. For dem måtte vægten ligge på Guds handling – og Guds handlingers veje kender vi fra Bibelen. Man kan som teolog ikke bare gætte sig frem til løsning på teologiske spørgsmål. Gud har i Johannesevangeliet kapitel 16,23 lovet at høre menneskenes bønner, og Jesus har selv sagt ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i, for Guds Rige tilhører sådanne” – ergo må man tro, at Kristus vil tage imod børnene, når forældre i dåben eller gennem bøn bringer børn til ham. Bugenhagen gik så langt som til at antage, at forældrenes bønner og ønsker om dåb måtte gøre det ud for barnets ønske om at blive døbt. Afgørende for Bugenhagen er Guds ord og Kristi løfter, uden hvilke der ikke var nogen vej til salighed. Han knytter til ved det billede, som også det lutherske dåbsritual tidligere benyttede: Jødernes overgang over Det Røde Hav. Den gang blev de små børn også båret gennem havet, nogle endda så små, at de endnu var ufødte i moders liv. Gud reddede dem alle.

”Tanken om, at ikke blot døde børn, men også dødfødte er med i familien, at de antages på linje med de døbte børn – og at mødrene ikke er forbandede eller besatte af djævelen – er resultatet af et stykke kulturarbejde, som reformationskirken leverer,” skriver Carsten Bach-Nielsen. FOTO: WEIGAND / PHOTOCASE.DE

Det sjælesørgeriske perspektiv er det afgørende

Som følge af mulige faktiske og praktiske forhold vil det ikke være alle børn, der kan bæres til dåben, men forældre og andre kan bære dem til Gud i bønnen. Det sjælesørgeriske perspektiv er afgørende. Disse børns død er ikke udtryk for Guds vrede, og forældrene må trøste sig med, at deres kristne tro, håb og bønner gør det ud for en dåb. Det er ikke på grund af barnets uskyld, at børnene frelses, men fordi de bliver bragt til Kristus. Bønnen træder i stedet for dåben. Dåben består som kirkelig ritus, men rationalet er her, at Gud i sin almagt ikke er bundet af kirkelige ordninger, herunder sakramenterne.

Dette lutherske synspunkt afspejles klart og tydeligt i Kirkeordinansen, hvor det hedder, at de børn, der dør i moders liv, af jordemødrene skal overlades til Guds varetægt. Man må ikke døbe dem, da de ikke er kommet levende til verden. Derimod skal jordemødrene gøre alt for at holde moderen i live. Et forhold, der synes fælles for dødfødte og ikke døbte spædbørn, er, at forældrene ikke må bringes i tvivl om barnets salighed. Her henviser Kirkeordinansen til de to allerede nævnte skriftsteder, ”Lader de små børn komme til mig… ” og ”Hvad som helst I bede om i mit navn…”. Er barnet i livsfare efter fødslen, skal jordemoderen og andre fromme dannekvinder overlade barnet til Guds omsorg, idet de skal bede: ”O Herre Jesus Kristus, dette barn overgiver vi til dig efter dit eget ord, og beder dig at du annammer det, og lader det blive en kristen”. Kirkeordinansen sigter mod vished om nåden som værn mod og alternativ til den grasserende overtroiske magi, nyfødte børn tidligere og endnu mange steder blev omgærdet med.

Udøbte børn skal begraves sammen med andre kristne

Med hensyn til begravelse af dødfødte børn er der intet forordnet i Danmark førend i 1700-tallet, men i den hessiske kirkeordning (opkaldt efter kurfyrstendømme i Tyskland) fra 1566 hedder det udtrykkeligt, at udøbte børn skal begraves sammen med andre kristne. Det at stole på Guds nåde var én ting, men at forstå hvorfor man skulle gøre det, var en stor sjælesørgerisk opgave for de danske reformatorer. Sjællands biskop Peder Palladius var blandt dem, der sled for at forklare den nye kristendomsforståelse og for at skabe et nyt livs- og tilværelsessyn i menighederne.

I spørgsmålet om mødres død i barselsseng og om dødfødte børn står trøsten altid i forgrunden, og den er altid begrundet i den Guds nåde, som man kan give eksempler på fra Bibelen. I 1556 oversatte og bearbejde Palladius den tyske teolog Casper Huberinus’ to mærkelige (og vigtige) traktater om ægteskab og om frugtsommelige kvinder.

Kirkeordinansen

Reformationskirkens grundlov er nedfældet i Kirkeordinansen, der udarbejdedes af danske teologer med assistance fra Johannes Bugenhagen i 1537. Heri nyordnedes en række af de forhold, som tidligere havde været reguleret af den kanoniske ret. I 1685 revideredes ordinansen i form af enevældens lovbog, Kirkeritualet.

“Det sjælesørgeriske perspektiv er afgørende. Disse børns død er ikke udtryk for Guds vrede, og forældrene må trøstes sig med, at deres kristne tro, håb og bønner gør det ud for en dåb.”

Han fastslår, at kvinder, der dør i barselssengen – i deres embede for deres mænds og børns skyld – bliver martyrer i himmelen; de giver nemlig deres liv for andres skyld. Herpå lyder det henvendt til mødre til dødfødte børn: ”Ja mere, lille (kære) kvinde, vil jeg sige dig til trøst: Dersom dit barn end døde bort – enten det kom dødt af moders liv eller det blev født med så lidt liv at det ikke kunne nå til dåben, hverken i fonten eller hjemme i huset, da skal ingen af den grund falde i mishåb om det barns salighed. Det skal ikke begraves i høje eller på hemmelige steder, men på de kristnes kirkegård – dog uden tjenerens (præstens) nærværelse, uden ringen, sang og andens stads, for at dåben derved ikke skal komme i foragt. Det skal begraves sammen med de andre børn, der er døbte, i håbet om at vor himmelske fader har antaget det i nåde. Thi han har rigelig magt til at give et barn salighed inde i moders liv og lade det døbes i dets eget blod, hvis han vil.” Ganske vist skal den kirkelige ritus ved dødfødte børns begravelse reduceres, men dog skal intet skjules. Alt skal foregå offentligt – som al gudstjeneste hos Luther. Det er dog det sociale, der tæller her; at barnet er en del af Guds folk. Barnet skal lægges i jorden iblandt de døbte. Dermed er det døde barn ikke udgrænset, forbandet, farligt eller diabolsk. For den kristne overtrumfer Guds nåde alt. Det er altså i sidste ende alligevel de levendes tro, der er afgørende: Den tillid, de efterlevende kan have på det døde barns vegne.

“Tanken om, at ikke blot døde børn, men også dødfødte er med i familien, at de antages på linje med de døbte børn – og at mødrene ikke er forbandede eller besatte af djævelen – er resultatet af et stykke kulturarbejde, som reformationskirken leverer.”

Reformationskirkens kulturarbejde

Reformatorerne undlod aldrig at appellere til menneskets eget ansvar. Hertil hører det altid at bede for sine børn og for sit ufødte barn, ikke at kaste vrag på dåben – men det er også ægtemændenes og mødrenes pligt til at tage vare på fosteret i løbet af svangerskabets tid, altså udvise forsigtighed med det fysiske. Alt andet ville være at friste Gud, altså udvise overmod og uansvarlighed på det skrøbelige fosters vegne. Barselskvinder har, skriver Peder Palladius i Kirkeordinansen, en dejlig bøn, som de kan lære af sognepræsten – enten fra prædikestolen eller mere privat nede ved kirkedøren efter gudstjenesten. Det er selvfølgelig bønnen til Gud – ikke til helgenerne – der er afgørende: ”Satan vil, efter at børnene er døbte, forsøge at gøre dem skade på deres liv, men han kan ikke skade dem på deres sjæl – ja den gode og velvillige Gud kan efter sin evige godhed endda bevare et barn, skønt det bliver borte (dør) i moders liv, når forældrene er i nådens pagt og deres suk og bøn kommer Gud for øre, hvormed barnet kan blive døbt i moders liv og blive delagtigt i Guds nåde og Rige: For Gud hører de tro forældres suk, gråd og bøn og på den måde kan et barn også i moders liv få evigt liv. Thi der er intet, der er umuligt for Gud, og hans hånd er ikke så kort, at han ikke overalt kan hjælpe og trøste med den.”

Det er forældrenes status som kristne og som bedende, der tillægges en vis betydning, skønt Gud i sin almagt jo kan gøre, hvad han vil. Bønnens formulering forudsætter naturligvis bekendelse til den almægtige, treenige Gud. Det er ikke et intellektuelt spørgsmål om at være kristen eller ikke, men om at stå i og leve i sin kristendom, hvilket i sidste ende er et spørgsmål om praksis, kultur, i dette specifikke tilfælde en given konfessionel kultur.

Tanken om, at ikke blot døde børn, men også dødfødte er med i familien, at de antages på linje med de døbte børn – og at mødrene ikke er forbandede eller besatte af djævelen – er resultatet af et stykke kulturarbejde, som reformationskirken leverer. I gravminderne er de dødfødte og udøbte lige siden 1500-tallet medregnet som familiemedlemmer. Ofte ser man, at navnene på de døde børn anføres, hvorpå der alt for ofte også opregnes et antal udøbte og dermed unavngivne spædbørn.  Dette er en kirkehistorisk erkendelse, der ikke alene er bestemt af teologiske grænsedragninger, men af et kulturstudium og en forståelse af fortidens måde at tænke og overleve på.

Artiklen er en revideret udgave af ’Reformatorerne og de dødfødte’ bragt digitalt på LUMEN-Center, Aarhus Universitet, 2016

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu