I et frit samfund kan man ikke være udenfor

Jeg mødte min nabo i moskeen. For 20 år siden rejste jeg rundt i Kina sammen med ham, jeg siden blev både gift med og skilt fra. Der var mennesker alle vegne, og vi kastede os ind i det, ind i propfyldte toge, glitrende storcentre pyntet med drager og buddhistiske templer med kitschede blomsteropsatser. På et tidspunkt besøgte vi også en moske, hvor jeg kom til at tale med en, der kom der for at bede. Og pludselig mærkede jeg samme fornemmelse, som hvis jeg ved et tilfælde var løbet på et velkendt menneske hjemmefra. Jeg tænkte: Ah, en monoteist! Et menneske, der som jeg er opdraget inden for en forestillingsramme, hvor den enkelte er stillet til ansvar for eget liv og mere til.

Når jeg indleder med dette, er det imidlertid ikke for at fremhæve lighederne mellem kristendommen og islam (der er også nogle forskelle). Min pointe er, at følelsen af at ’høre hjemme’ er relativ. Var denne kinesiske muslim dukket op hjemme hos mig i Valby, havde han sikkert virket mere fremmed. Men i Beijing gav mødet med ham en følelse af at komme hjem. Her var et menneske, jeg delte mentalitet med. Der var noget, vi stiltiende var fælles om at forstå.

Andre menneskers sex

Jeg har læst Dansk-muslimsk Manifest med stor interesse. Jeg forstår så udmærket, hvor initiativet kommer fra. Især siden 2001 har islam været genstand for eller anledning til utallige politiske debatter, og en lang række lovforslag er enten indirekte eller eksplicit blevet formuleret som rettet mod islam. Det er blevet et hovedspørgsmål i medierne, om religionen islam er forenelig med et moderne vestligt demokrati – som eksempelvis det danske. Og det er islam, det handler om, når vi diskuterer, om vi kan stille krav om, at ansøgere om statsborgerskab skal have taget ’danske værdier’ (hvad det så end er) til sig – sådan som det for nylig er blevet vedtaget. Ikke så underligt, at man som dansk muslim kan være i tvivl, om man hører hjemme i Danmark – også selvom man som fx anden- eller tredjegenerationsindvandrer ikke har andre steder, der i stedet kunne være ’hjem’.

Der er en hel del i Dansk-muslimsk Manifest, jeg er uenig i. Fx mener jeg ikke, at ”kønnene fuldender og komplementerer hinanden, biologisk såvel som psykisk.” Kønsforskel (hvad end den består i) er for mig at se anledning til en masse bøvl, uro og konflikt – og tak for det! Det syn på sex, som forfatterne Naveed Baig og Kasper Mathiesen skitserer, hvad end det handler om sex uden ægteskab (hvad man ifølge forfatterne ikke må) eller sex mellem mennesker af samme køn (hvad man heller ikke må) er jeg også stærkt uenig i. I det hele taget forstår jeg det aldrig, når andre mennesker mener noget om, hvem andre mennesker går i seng med. Why do they care? Og hvorfor Vorherre skulle interessere sig for det, er mig ubegribeligt. Det er samtidig tydeligt – og det bør man da anerkende – at forfatterne er optaget af at værne homoseksuelle, fraskilte (m.fl.) mod fordømmelse.

Der er også dele, jeg er meget enig i. Fx mener jeg, at en sætning som denne: ”Ethvert menneske har ret til frit at vælge livssyn, religion og identitet og disse bør aldrig påtvinges nogen” bør have fuld støtte og opbakning. Jeg kan også kun bakke op om ønsket om en dansk imamuddannelse. Jeg er ikke i tvivl om, at det både vil styrke integrationen af nydanske muslimer og højne den teologiske faglighed blandt danske imamer. Det kan for mig at se kun gå for langsomt. Og så kan jeg vældig godt lide denne sætning: ”Det danske samfund er flerkulturelt og alligevel kendetegnet ved en stærk sammenhængskraft, gensidig tillid og en oplevelse af fælles skæbne.” Jeg kan lide, at det, der samler os, ikke er en fælles fortid eller oprindelse, men en fælles skæbne. I Danmark går vi sammen ind i fremtiden.

I er allerede hjemme

Men den uenighed, jeg især vil fremhæve, er en uenighed med selve præmissen for manifestet. ”Denne bogs centrale budskab er, at Islam og muslimer er kommet for at blive og ønsker fuldgyldigt at være en del af Danmark,” skriver forfatterne i introduktionen. Og før det: ”Vi er danskere i vores eget land, men får vi nogensinde rigtigt hjemme her? Kan vi, og tør vi, træde fuldgyldigt ind i fællesskabet af danskere?” Jeg forstår som sagt godt, hvorfor det kan synes påtrængende at skrive sådan. Men hvis Danmark er et frit demokrati, et samfund der bygger på åndsfrihed, så er man per definition fuldgyldigt medlem af det danske samfund, også hvis man på den ene eller anden måde adskiller sig fra flertallet. Men med den tilgang til danskhed, som forfatterne forfægter, bevæger de sig i virkeligheden i samme retning, som når politikere og andre mener sig berettigede til at betvivle, om personer (med dansk statsborgerskab) er ’rigtige danskere’. I begge tilfælde ser man hen over, at i et frit demokrati er man fuldgyldigt medlem, også hvis man adskiller sig fra flertallet. Pointen med frihedstanken er, at man ikke kan være ’udenfor’, heller ikke hvis man har radikale holdninger eller stærke religiøse overbevisninger.

Jeg forstår som sagt godt, hvorfor initiativet til manifestet er opstået. Og jeg mener i øvrigt også, at det af mange grunde er af stor vigtighed at arbejde for sammenhængskraften i Danmark og for fornemmelsen af at dele skæbne. Men snarere end at diskutere, hvordan man kan blive en ’fuldgyldig del’ af det danske samfund, er opgaven for danske muslimer måske at blive klar over, at man allerede er hjemme? For i et frit samfund kan man ikke være udenfor, det er hele pointen med frihedstanken.

Dansk-muslimsk Manifest, Naveed Baig og Kasper Mathiesen, www.danskmuslimskmanifest.dk (publiceret i forbindelse med ramadanen, der indledtes 13. april 2021).