Kald eller karriere: Hvorfor vil færre unge være lærere, når der er masser af jobs at få?

Folkeskolen mangler lærere. Alligevel bliver optaget på læreruddannelsen ved med at falde, og lærerne forlader deres stillinger. Samtidig stiger andelen af lærerstuderende, som efter endt uddannelse ikke ønsker at arbejde i folkeskolen. Ser vi bort fra lærernes statsdikterede arbejdstidsregler efter lockouten i 2013, har de ellers løbende forhandlet sig til forbedrede løn- og arbejdsvilkår. I al fald på papiret. Artiklen undersøger lærerfagets status anno 2025 og tegner et billede af lærergerningen i et vakuum mellem karriere og kald. 

Folkeskolen befinder sig i ”en dødsspiral.” Det er ”sidste udkald” og den er ”på sammenbruddets rand.” Man skulle næste tro, det var tabloidpressens basuner, som blæste rubrikkerne op i sommerens agurketid, men de apokalyptiske floskler er fra Weekendavisens skoledækning i sommervarmen. Dødsspiralen er chefredaktørens opfindelse. I forsommeren truttede han på lederplads i patos-trompeten og forudsagde folkeskolens snarlige sammenbrud. Lederartiklen fik formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov, til at kontakte redaktionen med tilbud om et interview (Weekendavisen, 25. juni 2025). Her bekræftede han profetien om det pædagogiske kollaps, og med lanceringen af et ”sidste udkald” for en folkeskole ”på sammenbruddets rand” sendte han sine medlemmer hjem på en tænker.

Interviewet med Ørskov blev nemlig bragt i Weekendavisen samme dag, som landets knap 500.000 folkeskoleelever gik på sommerferie – til stor frustration for Helle Bjerg, som er skoleleder på Skolen på Grundtvigsvej, Frederiksberg: ”Jeg kunne se inde på LinkedIn, hvor mange ledere der havde det ligesom jeg. Altså, det der kan du bare ikke sende os på sommerferie med! Halvdelen af vores arbejde går med at holde den bekymring i ave og skabe tillid til, at der er masser af ting, som faktisk går godt.”

Helle Bjerg har forsket i lærerrollens udvikling, skoleudvikling og -ledelse, og hun underkender ikke de solide data bag forfaldsmyten: ”Tallene, som understøtter fortællingen, er der jo. Så mange er i mistrivsel. Så mange får en diagnose. Så mange vælger folkeskolen fra. Men inden vi konkluderer, må vi spørge, hvad det er, som er brudt sammen. Vi har jo skabt en forventningsmaskine om, at skolen skal tage sig af det hele. Og her skal vi være mere skarpe på, hvad der er kernen i skolens og dermed i lærernes opgave.”

Skolen er en fremgangshistorie

Sommerferiebaskeren er ikke en enlig svale. Siden PISA-målingerne i begyndelsen af 00’erne placerede danske skoleelevers basale færdigheder et godt stykke nede ad den internationale rangliste, har medier og politikere i forening båret forfaldsmyten frem i den offentlige debat. Paradoksalt nok, mener Helle Bjerg, for skolen – og lærerne – har faktisk aldrig været bedre. Det viser hendes forskning, som ser på skolen i elevperspektiv gennem 50’erne, 70’erne og 90’erne: ”Prøv at sætte dig ind i en tidsmaskine. Så er der altså ingen, som hellere ville gå i skole i 50’erne. Der er tale om en fremgangshistorie. Og her er 70’erne som ofte bliver så udskældte faktisk et væsentligt vendepunkt. For her kom det skift i lærerrollen og dermed i skolen, hvor relationen mellem lærere og elever blev en væsentlig del af lærerprofessionen. Det kan da godt være, at læreren tidligere havde større autoritet, men det var jo på en forfærdelig måde. Jeg tror ikke den enkelte lærer i 50’erne anede, hvad man ville med børnene, eller at man stillede sig selv spørgsmålet, hvad formålet med skolen er.”

Når tallene alligevel sammenlagt viser, at det går skidt, er det ifølge Helle Bjerg et udtryk for, at der er for høje forventninger til de opgaver, skolen skal løse. Hendes frustration drejer sig ikke om, at folkeskolen bliver målt og vejet, og på hendes skole bruger de mange former for test og data fra hverdagen til at kvalificere lærernes samtaler og samarbejde om eleverne. Det er kombinationen af forventningspresset på lærerne og den måde målingerne bliver brugt på, som giver problemer for lærerfaget.

”I skolereformen var der både en logik om at opnå bedre testresultater, og samtidig var der en logik om, at alle skal blive så dygtige, som de kan. Intentionen var i sin grund både nødvendig og sympatisk. Der var et fokus på, at alle skulle lære mere, og at det også skulle gælde de elever, som vi havde og stadig har svært ved at løfte i skolen. Problemet var, at samtidig fik vi målstyring, der hvilede på en fantasi om, at der kunne sættes mål for alt, og at al målopnåelse kunne dokumenteres. Det betød, at vi forskød blikket og opmærksomheden fra eleverne og deres læring og dannelse til mål og målopnåelse i sig selv.”

Helle Bjerg er ikke på det hold, der mener, at skolereformen kun har trukket i den forkerte retning: ”Jeg mener, at vi i skolen er blevet meget bedre til at samarbejde om undervisningen og at have fokus på sammenhængen mellem undervisningen og det, eleverne får ud af undervisningen. Og i det samarbejde er lærerprofessionen og kaldstanken ikke alene noget abstrakt. Det bliver et meget konkret forhold mellem den enkelte lærer og det kollegiale fællesskab. Og det er en styrke, som vi skal synliggøre og dyrke mere, end vi gør. For det hjælper den enkelte lærer, der står i klasserummet. Når vi er i en professions- eller en kaldstankegang, skal du kunne stole på det, du gør. Pædagogisk er det et afgørende punkt, for hvis du ikke stoler på dig selv som lærer, kan du ikke stole på børnene, og det er nødvendigt for at løse opgaven.” 
Hvad Helle Bjerg mener med det, vender vi tilbage til senere i artiklen.

Professionel skizofreni

Men først skal Kari Kragh Blume Dahl have ordet. Hun forsker i lærerprofessionen som lektor og ph.d. fra Aarhus Universitet. Hun genkender billedet af et opskruet forventningspres på lærerne, som forstærkes af den tids- og målstyring, hun mener præger folkeskolen. Kari Kragh Blume Dahl beskriver, hvordan lærere bliver fanget i en psykologisk triple bind udløst af tre styringslogikker – en slags tre-uenighed. Det er svært for rigtig mange lærere, gentager hun flere gange under interviewet: ”På den ene side har vi kaldstanken. Det er ikke hovedparten, der vælger faget på grund af lønnen. Lærerne vælger at blive lærere, fordi de har en personlig mission, et ønske om idealistisk styring. Men i skolen bliver lærernes opgaver organiseret gennem tidsstyring. Og den tredje styringslogik handler om mål og evidens, hvor der er opstået alt for mange krav.”

Lærernes personlige idealer støder altså sammen med skolens virkelighed. Uanset hvad de vælger, kompromitterer de sig selv: ”Lærerne står klemt mellem tre stærke kræfter. Lige meget hvordan de prioriterer, får det en negativ konsekvens. Følger man skolens formaliserede styringslogikker, må de faglige og pædagogiske idealer vige, fordi der ganske enkelt ikke er tid nok til at gøre tingene på ens egen måde. Følger man omvendt sine idealer, ender man med at bruge sin fritid på forberedelse, forældrekontakt og e-mails om aftenen. Lærerne udvikler en slags professionel skizofreni: De bliver trukket i hver sin retning.”

Mangler akademisk anerkendelse

Ifølge Kari Kragh Blume Dahl kan vi lære af at kigge mod Finland, hvor læreruddannelsen er en femårig universitetsuddannelse, som giver faget højere anseelse og gør læreren til en naturlig autoritet. Forslaget om at gøre faget akademisk bliver da også luftet i Danmark fra tid til anden, men er næppe nogensinde blevet seriøst politisk behandlet. Selvom læreruddannelsen i 2001 med omlægningen fra seminarium til professionsbachelor fik en tydeligere akademisk profil, er der langt for lærerne herhjemme til, at faget opnår samme status af major profession, som fx læger og jurister nyder. ”Der er bestemt studerende som oplever campus som flotte og inklusive. Men mange andre studerende oplever desværre også, at tiltag som modulisering og skalering, som man dog er gået bort fra i et vist omfang, gør uddannelsen mere upersonlig. Akademiseringen har ikke løftet fagets status,” forklarer Kari Kragh Blume Dahl, der mener at det kunne være hensigtsmæssigt for hele lærerprofessionen, hvis også lærerne fik de privilegier som for eksempel læger, advokater og teologer nyder. Sådan forholder det sig bare ikke:

”Lærerne har et afgrænset opgavefelt og forventes at bruge deres professionelle dømmekraft, men uden at de opnår fuld legitimitet eller respekt. Der er altid nogen over dem, der siger noget andet. Tidligere sagde man hånligt, at alle kunne blive pædagoger. På samme måde risikerer vi at undergrave lærerfagets status. Det er som at være et lille barn, der af forældrene om aftenen får valget mellem en rød og en grøn trøje til næste dag. Forestil dig så, at du kommer ned i den røde om morgenen og bliver sendt op for at skifte til den grønne. Uanset hvad du gør, er det forkert.”

Forældre-forventningens forbandelse

Tilbage til Skolen på Grundtvigsvej, hvor lærerne dagligt møder ind og udfører deres arbejdsopgave, som ifølge deres leder er at undervise, sådan at skolen lever op til sin kerneopgave, der består i, at eleverne udvikler sig og lærer noget i mødet med lærerne, med fagene og med hinanden. Et af de steder, hvor Helle Bjerg mener, at der er meget at hente for en styrkelse af lærerprofessionen, er i en skarp skelnen i ansvarsfordelingen mellem skole og hjem, lærere og forældre. For her ser Helle Bjerg en tendens til, at også lærernes egen forventning til deres opgave nærer den negative spiral:

”Forældrene har ét blik på børnene, men som lærere skal vi have et andet. For børnenes skyld, skal vi ikke se dem på samme måde, som forældrene gør. Det er ikke hensigtsmæssigt, at vores blik på børnene er blevet for ens, eller at vi har og møder en forventning om, at det enkelte barn skal mødes i skolen på samme måde, som det mødes i familien,” forklarer hun og nærmer sig sin pointe om det forvoksede forventningspres og dets afgørende betydning for den pædagogiske del af folkeskolens krise. ”Folkeskolens udvikling siden 50’erne har været en fremgangshistorie, fordi lærerne er blevet bedre til at udvikle relationen med eleverne. Det er afgørende vigtigt, for eleverne spørger sig selv gennem hele skoleforløbet: Hvad vil lærerne med mig? Hvordan vil de bringe mig derhen? Hvad ser de i mig, som jeg ikke selv kan se?”

Selvom Helle Bjerg medgiver, at udviklingen i skolen har medført en overproduktion af forventninger til, hvad lærerne kan i relation til børnene, så er vejen ikke at drømme sig tilbage til ’de gode gamle dage’: ”Vi skal holde fast i, at lærernes og skolens opgave er at se og møde børnene med det professionelle blik. Et blik som giver eleverne troen på, at de kan, og som ikke er overstyret af bekymring, men med tillid til at de nok skal klare det. Og et blik som tydeligt viser dem, hvad vi forventer af dem, og hvor vi tænker de skal bevæge sig hen.”

Helle Bjerg peger på, at det ikke er et ansvar den enkelte lærer skal bære alene, men at det netop er et fælles ansvar. ”For vi skal turde tage det ansvar og den opgave på os, som er skolens og lærernes, samtidig med at vi holder os fra det ansvar og den rolle, som alene forældrene kan udfylde. Her har jeg som skoleleder en opgave, særligt i forhold til de unge lærere. For de forveksler ambitionen om at være en god lærer, med at ville tage ansvaret for hele barnet på sig og skulle kunne løse alle problemer. Og det skal helst ske her og nu. Det er en vrangforestilling, der kan gøre ansvaret svært at bære. Derfor plejer jeg at sige til de unge lærere, at de skal strække deres ambitioner ud i tid. Og så skal de huske på, at den bedste lærer er den, der også kommer i morgen. Og i morgen og i overmorgen.