Hvis troen findes, er der ikke mere tro i gudstjenester og bønnemøder end i fodboldkampe og foreningsarbejde

I år fejrer en af den moderne teologis klassiske tekster hundrede års jubilæum. I 1925 udgav teologen Rudolf Bultmann (1884-1976) artiklen ’Welchen Sinn hat es von Gott zu reden?’ (’Hvilken mening har det at tale om Gud?’). Bultmanns speciale var egentlig Det Nye Testamente, men han beskæftigede sig også med fundamentalteologiske spørgsmål. Blandt disse er intet vel mere fundamentalt end dette: Kan man tale om Gud? Selv efter hundrede år er det værd at gentænke Bultmanns pointer. Han har fem af dem i artiklen, som kan udvikles til en sjette, som er relevant, når spørgsmålet er, om man kan tale om tro.

Man kan ikke bare tale om Gud

Som alt andet har også Bultmanns artikel sine forudsætninger. Bultmanns lærere var liberalteologer. Af dem lærte han ikke mindst de historiske metoder, som han bragte i anvendelse i sine nytestamentlige studier. Men noget andet er vigtigt i denne sammenhæng.

Liberalteologerne var moderne. De havde for længst forladt forestillingen om, at man blot kunne gentage Bibelens forestilling om Gud. Gud kan ikke opfattes som en Nogen eller et Noget, man kan betragte udefra og forholde sig til på afstand. En af Bultmanns lærere sagde: ”Om Gud kan vi kun sige, hvad han gør mod os.” Med det mente han, at man ikke kan tale direkte til Gud. Adgangen til Gud er altid formidlet gennem mennesket, så talen om Gud må være en tale om, hvad tanken om Gud betyder for menneskelivet.

Liberalteologerne var også optimister. De havde en positiv opfattelse af tilværelsen og mente, at verden udviklede sig til det bedre. Her fandt de netop det, som Gud gør mod mennesket. Gud får mennesket til at forbedre sig. Psykologisk, etisk og i mange andre sammenhænge er det en fordel for mennesker at forholde sig til Gud. Skal man tale om Gud, skal man altså tale om de områder af livet, hvor tanken om Gud gavner. Man må tale om, hvad der sker for mennesket, når det tror på Gud.

Men den positive tankegang faldt med Første Verdenskrig (1914-18). Da Europa brød sammen i en meningsløs krig, blev det umuligt at tro på fremgang i menneskets udvikling. I det hele taget blev man opmærksom på, at Gud ikke kan stå for noget bestemt i menneskelivet, fx menneskets psykologiske eller etiske udvikling. Skal tanken om Gud give mening, kan den ikke være bundet til bestemte områder af tilværelsen, for så bliver Gud jo indskrænket til det og dermed mindre. Gud må være andet og mere end det.

Så opstod problemet: Hvilken mening har det at tale om Gud, når Gud ikke er Nogen eller Noget? Og hvilken mening har det at tale om Gud, når Gud ikke er begrænset til et bestemt område? Hvordan taler man så overhovedet om Gud? Det handler Bultmanns artikel om.

Kan man tale om Gud uden at gøre Gud mindre?

Bultmann bruger en sammenligning: Kan man tale om kærlighed? Hvis man nu forestiller sig, at den elskede sagde: ”Fortæl mig om din kærlighed til mig.” Hvordan skulle man så gøre det? Man kan ikke tale om, hvordan vedkommende ser ud, for uanset hvor skønt det måtte være, ville det jo være udseendet, man talte om. Kærlighed er ikke at kunne lide et bestemt udseende. Man kan heller ikke tale om pågældendes person, for uanset hvor elskelig den måtte være, ville det jo være personligheden, man talte om. Kærligheden er ikke at finde bestemte karaktertræk attraktive. Hvis kærligheden er, omfatter den det hele. Den er en måde at have livet på. Hver gang man forsøger at sætte ord på den, bliver den begrænset til noget bestemt, og så er det ikke kærligheden, man taler om, men dette eller hint, som kærligheden også omfatter. Hvad værre er: Hver gang man taler, bringer man sig på afstand af kærligheden for at tale om den, og så er man ikke længere i kærligheden. Så hvordan kan man tale om kærligheden selv? Det kan man ikke. Medmindre den elskede forlanger, at man taler om kærligheden. For så er selve det at tale om kærligheden en kærlighedsgerning, selv om det, man siger, ikke kan rumme hele kærligheden. Så taler man ud af kærlighed, når man taler om kærligheden.

Sammenligningen indeholder faktisk hele argumentationen i Bultmanns artikel. Hans første pointe er nemlig, at man ikke kan tale om Gud. Hvis Gud er, er Gud det hele. Gud er ikke Nogen eller Noget og kan ikke indskrænkes til et bestemt område. Man kan ikke komme på afstand af Gud. Gud omfatter alt, ellers er det ikke Gud. Man kan derfor ikke tale om Gud, for det kræver, at man kommer på afstand af Gud.

Man er nødt til at være på afstand, hvis man skal tale om Gud

Så må man tale om sig selv som omfattet af Gud. Det vil sige: Skal man tale om Gud, skal man tale om mennesket med henblik på Gud. Det er den anden pointe, som minder lidt om liberalteologerne, når de siger, at man må tale om det, Gud gør ved os. Men i modsætning til dem betoner Bultmann, at man ikke kan nøjes med at tale om et enkelt område af sig selv. Hvis man skal tale om Gud, må man tale om hele sin egen eksistens som bestemt af Gud. Gudsforholdet består ikke i en følelse eller en holdning, ikke i psykologisk eller etisk udvikling. Man ville gøre Gud mindre, hvis man kun talte om et enkelt afgrænset område.

Problemet er bare (igen), at man ikke kan tale om hele sin eksistens. Så skulle man være på afstand af den, hvilket ville være det samme som at bringe sig på afstand af Gud, som omfatter hele eksistensen. Og det er synd! At skabe afstand mellem sig selv og Gud er teologisk set synd. Det er den tredje pointe. Samtidig er det netop, hvad der kræves, hvis man skal tale om Gud. Så skal man på afstand. Ligesom man bliver nødt til at tale om et begrænset område. Begge dele gør man, når man taler om sin egen eksistens med henblik på Gud. Så taler man på afstand om dette eller hint enkeltområde. Det er synd.

Medmindre Gud forlanger det! Hvis Gud selv kræver, at man skal tale om Gud, så kommer ens tale ud af forholdet til Gud. Talen skaber stadig afstand til Gud og gør Gud mindre, men det sker i lydighed mod Gud. Så er synden tilgivet. Således må man tænke teologisk. Den tale om Gud, der sker på Guds bud, bryder ikke forholdet til Gud, selv om den skaber afstand til Gud og gør Gud mindre. Det er den fjerde pointe. Til den hører også dette spørgsmål: Hvordan ved man, at Gud har påbudt en at tale om Gud? Svar: Det kan man ikke vide, det kan man kun tro. Talen om Gud må komme ud af troen på, at Gud har pålagt en at tale.

Kærligheden er hele livet. Hvis den er

Femte og sidste pointe er denne: Netop dette og intet andet er det at tro. Tro er at tale ud af Guds virkelighed. Tro er ikke tro på Noget eller Nogen. Det er ikke en følelse eller en oplevelse. Det er heller ikke evner eller egenskaber. Troen er den altomfattende virkelighed, der er svaret på Guds altomfattende virkelighed. Tror man sig bestemt af den, når man taler om Gud, er man allerede tilgivet. Så ødelægger talen ikke forholdet til Gud, for så er den selv udtryk for forholdet til Gud.

Til slut siger Bultmann, at hans egen tale om Gud også er synd, der adskiller fra Gud og gør Gud mindre. Om den synd sker ud af Gud og derfor er tilgivet, er ikke op til andre end Gud at bestemme. Med andre ord: Det kan man kun tro.

Det er som med kærlighed. Skal man tale om kærligheden, må det være en kærlighedsgerning, ellers ødelægger det kærlighedsforholdet. Skal man tale om Gud, må det være en troshandling, ellers ødelægger det gudsforholdet. Men dermed går det op for en, at Bultmanns artikel handler om meget mere end om at tale om Gud. Den handler overhovedet om at leve inden for Guds virkelighed. Det betyder, at alt, hvad man gør, er omfattet af Gud. Så hele ens liv skal være ud af Gud. Det er tro.

Kan man så tale om tro? Bultmann siger: ”Når det i troen drejer sig om at fatte vor eksistens, og når vor eksistens er grundet i Gud, dvs. ikke er forhånden uden for Gud, så betyder det at fatte vor eksistens jo at fatte Gud.”

Som Gud omfatter alting, omfatter troen alting. Der er ingen forskel på de to. At tale om tro er derfor det samme som at tale om Gud. Troen kan ikke reduceres til en bestemt Nogen eller et afgrænset Noget, som man kan tro på og tale om. Hvis troen er, omfatter den hele menneskets eksistens. Skal man tale om tro, skal man altså tale om hele mennesket. Ikke om dette eller hint; ikke om særlige oplevelser eller specielle erfaringer; ikke om nogen følelser frem for andre. Hvis troen findes, er der ikke mere tro i gudstjenester og bønnemøder end i fodboldkampe og foreningsarbejde. Troen omfatter det hele, som Gud omfatter det hele. Troen er troen på, at vi lever vores liv ud af Guds virkelighed.

Samtalen om tro må derfor føres som en samtale om, hvad det vil sige at være menneske og være underlagt Guds bud om at leve menneskelivet. Man kan tale om, hvad det betyder for mennesket, at Gud er åbenbaret gennem Jesus Kristus. Man kan spørge, hvordan menneskelivet tager sig ud, når det gennem dåb og nadver er sat i forhold til denne Gud. Men det er ikke et specielt menneskeliv, man taler om, når man taler om tro. Ikke et særligt liv, der adskiller sig fra andre liv. Det er menneskelivet, som det er skabt til at leves. Det kan man tale om, når man taler om tro. Men man kan ikke lade, som om troen kun findes på særlige områder, der kun er tilgængelige for troende, for så ville troen ikke omfatte det hele. Og det gør den, hvis den findes.

For til slut at vende tilbage til kærlighedsbilledet: Skal man fortælle om sin kærlighed, må man fortælle om hele sit liv, for kærligheden er der i alle livets øjeblikke – også de almindelige og kedelige. Kærligheden er ikke en særlig del af livet. Den er hele livet, hvis den er.