"Hver gang vi synger en salme eller en højskolesang, bør vi overveje, hvad det er for et moralsk projekt, vi har gang i"

Wien 1908: Den dengang 19-årige Adolf Hitler tager plads i operaen. Han begejstres af komponisten Richard Wagner og hans musik. I en sådan grad, at han indtager sin plads i operaen fire gange om ugen. Et par årtier tidligere har der i Tyskland udspillet sig en musikalsk fejde med politiske implikationer mellem komponisterne Brahms og Wagner: Brahms mente, at det intense følelsesliv i musikken skulle foregå afdæmpet ’mellem linjerne’ i en bestemt kompositorisk struktur. Modsat Wagner, der skrev følelserne eksplicit ind i sine værker. Brahms ville fastholde, at mennesket ikke er i øjenhøjde med Gud. Wagner så sig selv som en slags ’ypperstepræst’ i et kunstreligiøst univers. Som en gud. Og opførte sig også derefter.

København i årene op til 1. verdenskrig: ”Hvis man kunne fremskrive de to fløje fra anden halvdel af 1800-tallet, repræsenteret ved henholdsvis Brahms og Wagner, til efter århundredeskiftet (det 20. århundredes begyndelse, red.), så ville det nok være sådan, at Laub stod på Brahms’ side, mens mange af de komponister, han gik i rette med, stod på den wagnerske, såkaldt ny-tyske side. På det tidspunkt udgav man på privat basis flere koralbøger, der blev flittigt brugt med en gennemført romantisk harmonisering også af velkendte, gamle salmemelodier og en mængde udvendigt følelsesfulde salmer, som også musikalsk appellerede til ’den søde tand’. Det var for Laub en rød klud for ørerne,” siger Morten Schuldt-Jensen, og fortsætter: ”På en måde kan man anlægge det samme syn i dag, og det er et projekt, der i dag er lige så vigtigt som dengang, hvad enten man nu bryder sig om Laubs musik eller ej.”

Morten Schuldt-Jensen ser dog ikke Laubs musik i sig selv som et fremtidsscenarie: ”Men jeg ser nogle ideer om, hvad der skal til for at kunne bygge et hus, der holder. De ideer må vi finde frem igen i dag,” siger han og fortsætter: ”Mennesket er forbrugsorienteret og optaget af sig selv, og det kan man bygge en markedsøkonomi, men ikke et samfund på. Laub henviser til noget, der er større end dig selv og dine egne fysiske behov. Og i dag, hvor vi ovenikøbet mere eller mindre frivilligt er omgivet af musik døgnet rundt, skal man huske, at musikken kan fungere som en trojansk hest for alle mulige ting. I videospillet, i supermarkedet og i kirken. Og du kan som en rottefænger underbygge og fremme dit projekt med musik, få folk til at marchere viljeløst ud over kanten til afgrunden. Laub mente, at når vi bygger vores fællesskaber, må vi ikke være styret af vores følelser alene. Alle, der marcherer, bør gøre sig klart, hvad de marcherer for og hvorhen rejsen går. Ikke bare gå fordi naboen gør det, eller fordi musikken er i marchrytme,” siger han og understreger: ”Derfor vil han, at der skal være omtanke med og fokus på indholdet hele tiden, så du undgår bagefter at vågne op et sted, hvor du ikke vil være. Folk bliver ofte først opmærksomme på betydningen af etik, når egoismen har fået lov til at herske i en bestemt periode og har udløst krig og ødelæggelse. Og det er her Laub meget aktuelt ville sige til os: Hver gang vi synger en salme, bør vi overveje det moralske projekt, vi dermed har gang i.”